Hvad skete der, da Sara Slott Petersen fik sølv i 400 hæk ved OL? Ingen aner det. Hvorfor? Fordi det blev overdøvet af sportskommentatorernes barnagtige jubelbrøl. Den distanceløse identifikation med jubelrusen kan sammenlignes med den kultur, vi i dag har i det offentlige rum. Men hvad gjorde de gamle sportskommentatorer Gunnar Nu Hansen og Svend Gehrs egentlig, når det blev rigtig stort?
Forleden fik Sara Slott Petersen Danmarks efter sigende kun 10. olympiske medalje i atletik nogensinde, efter en formidabel præstation. Sara Slott Petersen vandt i en af de fornemme løbediscipliner, som det normalt er helt uden for rimelig forventning, at etniske danskere kan gøre sig gældende i. Nøjagtig ligesom det indtil for kun to-tre årtier siden var det indenfor fodbold VM og EM.
Wikipedia kan endda kun melde om syv danske atletikmedaljer, hvoraf den seneste, en bronze i kuglestød, tilhører en nuværende folketingspolitiker. Muligvis skyldes differencen, at nogen har talt de tre guldmedaljevindere i tovtrækning ved OL i 1900 med.
Tom B. Hansen blev nr. 10 i 1500 meter ved OL i München i 1972, og Nina Fahnøe deltog med lavere placeringer i længdespring og femkamp i OL i 1960’erne. Den kenyansk fødte 800-meter løber Wilson Kipketer, der fik OL-sølv i 2000 og bronze i 2004 og stadig har verdensrekorden på 800 meter indendørs, er i særklasse. Muligvis er han også den eneste danske atletikudøver, der har modtaget den højeste ære, man kan nå som politiker, sportsmand eller kulturpersonlighed i Danmark, nemlig at blive portrætteret i Politikens satiriske bagsideklumme ATS, hvor han gik under navnet Kvikpeter.
Hvordan kommer hun over hækkene
Så det var stort, det med Sara Slott. Det drejede sig om 400 meter hækkeløb. Atletikstadioner er så viseligt indrettede, at 400 meter er én omgang. Løbet varer under et minut. Det blev sendt i public service-kanalen DR, med to mandlige kommentatorer i enestående godt humør. Det er ligegyldigt, hvad de hedder, den ene er givetvis sportsjournalist og den anden sandsynligvis atlektikkyndig.
Kommentatorsporet til sølvmedaljeløbet fortæller rigtig meget om det (post)moderne menneskes sociale bevidsthed, dets selvopfattelse og det, man kalder det post-faktuelle, som er et populistisk træk ved tidsånden.
Det er en journalistisk gave at skulle kommentere en sportsbegivenhed, der er afgrænset på denne måde og har denne varighed, og som har et teknisk element, man kan forklare seerne. Man kan dele selve løbet op i tre momenter. Først indledningen, hvor man kan tale om, hvordan hun kommer i gang med det tekniske, altså over hækkene, om hun finder rytmen, eller om hun vælter en hæk og må bære smerten i knæet eller underbenet. Dernæst kan man følge løbets udvikling for at forsøge at afklare, hvordan de andre løberes styrke og form viser sig at være, her i den dramatiske del af løbet, hvor man endnu ikke kan se, hvem der fører.
Den forskel, kurverne i banen gør for løbedistancen banen rundt i de forskellige spor, betyder, at løberne ikke starter samme sted på banen. Udligningen af forskellen er først forbi efter sidste kurve, når opløbsstrækningen sætter ind og løbets tredje, afsluttende fase er i gang. Kommentatorerne kan bedre end den almindelige seer se, hvem der egentlig fører, mens de endnu ikke løber ved siden af hinanden, fordi de er som sagt startet forskudt.
Allerede en af de første replikker under en af de første dages udspringskonkurrencer mindede mig om, hvorfor jeg plejer at læse tidsskrifter med hovedtelefoner på, når jeg ser sport i tv.
Tidligere råbte man ikke i den danske sportskommentatorbranche. I udlandet kunne man ofte høre en mere følelsesfuld kommentar, som man derfor yndede at afspille for seerne, så de kunne grine af hvem, det nu var, der teede sig så tosset og styrke nationalfølelsen på den måde. Når der nu ikke var så meget at komme efter i de store sportsgrene. Den tid er forbi, selvom man stadig lejlighedsvis udstiller højtråbende norske kommentatorer. Nu råber de danske sportskommentatorer af fuld hals. Ingen sportsbegivenhed er for lille til et brølende jubelskrig i mikrofonerne.
En helt uforglemmelig hændelse
Den kraftigere stemmeføring begyndte med en smuk og helt uforglemmelig hændelse i dansk sports-transmission. Svend Gehrs havde overtaget de store landskampe efter sportskommentatorernes patriark, Gunnar Nu Hansen, der som bekendt har fået en plads opkaldt efter sig i stadionkvarteret på Østerbro i København
Svend Gehrs havde hele livet kommenteret lavmælt, seriøst, velopdragent og med journalistisk indsigt, der formidlede sportens hændelser for seerne. Men i 1983 skete der noget. Danmark begyndte at vinde fodboldkampe over store nationer.
Ingen, der har hørt Svend Gehrs råbe ”Preeeben Elkjær”, kan glemme den følelse. Vi troede ikke, vi skulle høre det. Vi troede ikke, det fandtes.
Det var fantastisk, og det var sandt. Og det fortsatte. De nye fodboldmillionærer, de første, rigtige fodboldmillionærer, Schmeichel, Laudrup-brødrene, Arnesen, Lerby, havde det så pragtfuldt, at når de kom hjem efter turneringsafslutningen i de udenlandske ligaer, og solen skinnede i Idrætsparken, og Dannebrog vajede og der blev ”sejlet op ad åen”, spillede de ganske enkelt noget fodbold, der kun var set få andre steder i fodboldhistorien. Det var altid om sommeren de spillede bedst, som i Danmark-Sovjetunionen et par år senere. I klippet kommenterer Svend Gehrs:
Samtidig var der sket noget mirakuløst i transmissionerne. Svend Gehrs, den pæne mand, havde gemt et niveau i sit hjerte. Det viste sig, at hans mangeårige lavmælthed ikke – som alle troede – var udtryk for noget i hans karakter, men beroede på en faglig, journalistisk vurdering. Det havde ikke nogensinde været så godt, at det var nødvendigt at hæve stemmen. Det var det nu.
Ingen, der har hørt Svend Gehrs råbe ”Preeeben Elkjær”, kan glemme den følelse. Vi troede ikke, vi nogensinde skulle høre det. Vi troede ikke, det fandtes.
Siden da har det været tilladt at bryde ud i den rene råben, og det var det, de to kommentatorer gjorde ved Sara Slotts fornemme præstation. I munden på hinanden.
En ganske bestemt kamp
Indledningen var fin. Den af kommentatorerne, der var med som ekspert, forholdt i et par sætninger sig til, hvordan Sara Slott Petersen kom over hækkene, og det gjorde hun flot. Hun fandt næsten med det samme sin rytme. Så kom midterfasen af løbet. Det så godt ud. Ganske vist var der en favorit, den senere amerikanske guldvinder, der allerede her viste sin styrke. Men Sara var ikke tabt af førergruppen.
På vej mod den sidste del tabte kommentatorerne fornemmelsen med løbet. Det blev til en slags børnesprog, hvor sætningerne blev reduceret til korte udråb. De kommenterede ikke længere sportsbegivenheden, og får derfor heller ikke formidlet den enestående præstation, det var.
Sara Slott Petersen kom rundt i det sidste sving og så ud til at ligge med helt fremme. Så skete der noget mærkeligt. Det hele foregår indenfor få sekunder. Det virkede som om tiden et øjeblik gik i stå og løberne begyndte at løbe baglæns. Det gjorde de naturligvis ikke, men man havde blikket samtidigt rettet mod den amerikanske løber og resten af feltet, hvor Sara Slott Petersen kæmpede. Og den amerikanske løber trak fra.
Det, der skete, var smukt, men kommentatorerne formåede ikke at formidle det. Det var helt tydeligt, at der foregik en sportspræstation, der var Alpe d’Huez værdig. Vi var overladt til os selv. Måske er min tydning af, hvad der foregik i Sara Slott forkert, men jeg har ikke haft nogen til at nuancere den, for kommentatorerne var væk i en sky af selvoptagethed.
Da kom jeg til at se på, ikke ansigtet og den stærke overkrop, der var næsten skjult mellem de andre løbere, men på Sara Slotts benarbejde. Det var tydeligt for den seer, der kunne høre, hvad han selv tænkte midt i denne råben, at der foregik en ganske bestemt kamp. En indre kamp i Sara Slott Petersen, hvor hun overvandt sig selv. Nøjagtig som vi så Bjarne Riis gøre ”over de høje bjerge”, som Anne-Dorthe Michelsen sang i Tivoli efter Tour de France-sejren, da vi alle tudede, indtil vi opdagede, at de var på sprøjten hele banden.
Det, der skete, var smukt, men kommentatorerne formåede ikke at formidle det. Det var helt tydeligt, at der foregik en sportspræstation, der var Alpe d’Huez værdig. Det var ganske vist ikke ligeså åbenlyst spektakulært, som f.eks. 1500 løberen Tom B. Hansen, som havde en særlig taktik, der både gav ham sejre og nederlag. Han fik sølv ved EM i Rom i 1974 samme år, som Jesper Tørring vandt i højdespring.
Teknikken bestod i et eller andet sted på den næstsidste langside at rykke fra feltet med en uimodståelig bevægelse, der pludselig bragte ham 10-15 meter foran. Hvis han satte den ind på det rigtige tidspunkt vandt han. Hvis det var fejlkalkuleret, tabte han ligeså spektakulært. Det sidste skete desværre oftere end det første i internationale turneringer.
Enorm selvbeherskelse og reel styrke
Hvad Sara Slott her viste var næsten en større præstation. Hun kommanderede sig selv til at yde det nødvendige med en enorm selvbeherskelse og reel styrke. Det så ud som om hun påbød benene ved hver eneste skridt, gennem en bevidst handling, at mobilisere en styrke, hun troede på hun havde, men som hun aldrig før havde set eller bragt i anvendelse. Det lykkedes. Aldrig har man set nogen stavre på så højt niveau og så hurtigt. Hun kom ind på førstepladsen i forfølgergruppen og fik sølv.
Som tv-transmission blev kommentatorernes behandling af afslutningen på løbet helt meningsløs. De to kommentatorer råbte i munden på hinanden, så produceren må have fået grå hår under kasketten, fordi det var umuligt at lave ordentlig lyd. Som om selve mikrofonernes knitren var en del af jubelen. Som om det var det ærinde, de var ude i, kommentatorerne, at gøre jubelen så stor som muligt. Det lykkedes. Men de tabte løbet som formidlere.
Vi var overladt til os selv. Måske er min tydning af, hvad der foregik i Sara Slott forkert, men jeg har ikke haft nogen til at nuancere den, for kommentatorerne var væk i en sky af selvoptagethed.
Et berømt fortilfælde
Der er et berømt fortilfælde, hvor en helt uventet stor præstation bliver kommenteret frem mod sin afslutning og forløsningen i dyb jubel.
En situation, hvor Gunnar Nu Hansen stilfærdigt, men begejstret, sagde det, der fik hele dramaet, hele den menneskelige kamp, håbet og sejrens mulighed til at stå klar for os. Samtidig med at han udlagde øjeblikket for seerne. Og holdt løbet i sin hule hånd som kommentator.
Det var da den nærmest ukendte cykelrytter Jørgen Schmidt fra Randers i 1970 vandt det individuelle verdensmesterskab for amatører.
Han var i udbrud, alene, stadig med en vis afstand til mål, men allerede inde på opløbsstrækningen. Gunnar Nu ser, at Jørgen Schmidt flygtigt vender hovedet og ser bagud, og siger, med sin karakteristiske tonerige stemmeføring: ”De kan ikke nå dig, Jørgen”.
Han siger ikke andet. Vi sidder i åndeløs spænding, mens Jørgen Schmidt tramper videre i pedalerne. På den måde formidler Gunnar Nu både sejren, der er inden for rækkevidde og nu åbenbart sikker – og kommenterer en hovedbevægelse hos sportsmanden. Og han fortæller os om noget, der sker i sportsmandens krop og psyke. Samtidig fanger Gunnar Nu det, at vi alle åndeløst følger, håber og jubler med idrætsmanden.
En lignende karakteristik var kommentatorerne slet ikke i nærheden af i det intense opløb i 400 meter hæk-finalen. De havde forladt den opgave, de havde påtaget sig som formidlere mellem os og sportsudøveren og sad råbende, opslugt af deres eget, subjektive følelsesregister.
Oplevelseskulturens lydkaos
Det fortæller noget vigtigt om oplevelseskulturen. Som om selve lydkaoset er den egentlige kommentar. Det var så fedt, at vi gik helt agurk i jubel. Den totale frisættelse fra alle sammenhænge. Den fuldstændige begejstring. Så fedt, så fantastisk. Og så overstået i løbet af et øjeblik. Hvorefter vi straks jager nye øjeblikke af lignende art.
Gunnar Nu Hansens bemærkning er genial – på samme måde som en aflevering af Michael Laudrup, som ingen kunne regne ud på forhånd, den opstod i øjeblikket, eller øjeblikket inden. Bemærkningen sammenfatter det hele.
Eventkulturen opsluger begivenheden og gør den til underholdningsdope.
Gunnar Nu Hansen kommenterer sportsbegivenheden i det øjeblik, det sker. Han kommenterer Jørgen Schmidts hovedbevægelse, som er episk i sig selv, og Gunnar Nu ved, han i det øjeblik er vores stemme. Han fører os nærmere følelsen af, at vi som publikum bærer sportsmanden frem, selvom det er gennem tv. Og derved bærer han også vores ønsker, drømme og håb. Han gør det til en begivenhed, der er drevet af sit indhold og ikke af, at den er begivenhed. Det er forskellen på begivenhed og event. Eventkulturen opsuger begivenheden og gør den til underholdningsdope.
Jørgen Schmidts sejr er ikke overstået øjeblikket efter, ja den varer stadig ved, for man husker billederne og sejren og følelsen, og spændingen og netop dén begivenhed. Den slags bemærkninger kan man ikke finde, når man sidder og råber.
På samme måde som vi husker, hvordan Svend Gehrs sejrede som professionel og tilførte det sociale fællesskab i det offentlige rum en smuk dimension, husker vi også hvordan Flemming Toft i patetisk afmagt over at have mistet evnen til at sprogliggøre en sportsbegivenhed måtte ty til børnesprog, da han skulle krone den største danske sportspræstation nogensinde, EM i fodbold i 1992: Huttelihut, sagde han.
Der var ikke tale om en kommentar af en begivenhed under transmissionen af Sara Slotts sølvmedalje, som er en af de flotteste OL-medaljer, der er vundet i Danmark. Det blev en kommentatorselfie.
Men vi er ikke interesseret i en selfie af kommentatorerne. Vi er interesseret i noget helt andet: Menneskeligt nærvær. Vi vil have ekspertens aftryk af, hvad hun føler og kæmper med, velformuleret, begejstret, men underspillet. Så det ikke bliver kommentatorerne, der overdøver begivenheden, men begivenheden, der fylder kommentatorerne, og så vi kan glæde os over medaljen, over den store præstation og over den smukt udfyldte rolle i spillet, som ikke blot sportsudøveren, men alle, inklusive tv-kommentatoren havde.
Det sociale medie
Her er der et interessant moment til forståelse af for eksempel debatten på sociale medier, hvor folk bryder ud i udsagn, udelukkende fordi de har lyst. Men til hvis gavn? Hvad vil de vise andre mennesker, siden de offentliggør deres udsagn?
Kommentatorerne forlader, når de begynder at råbe om, hvor fedt det er og ikke kommenterer hændelserne i sig selv, deres rolle som formidlere og træder ind i rummet, som om det var et socialt medie. De var ikke i nærheden af at vise os, hvad der skete, og vi kommer til at glemme løbet, længe inden de andre, historiske begivenheder, der her er nævnt.
Jeg så ikke meget OL, det indrømmer jeg. Allerede en af de første replikker under en af de første dages udspringskonkurrencer mindede mig om, hvorfor jeg plejer at læse tidsskrifter med hovedtelefoner på, når jeg ser sport i tv:
”Og de er meget dygtige, de her dommere som der sidder og monitorerer de her udspringere, som der skal i aktion – og så er der Malaysia, det er jo også en størrelse ovre i Asien, kan du sige lidt om, hvad vi skal forvente os …”. Eller noget i den retning. Sprogligt ubehjælpsomt. Helt uden interesse for at vise os, hvad vi egentlig har foran os. Jeg troede, det handlede om, at vi skulle blive interesserede i det, der transmitteres, fordi det er OL, og fordi kommentatorernes stolthed byder dem at gøre os interesserede og udlægge, hvad det nærmere er, der foregår.
Da jeg slukkede efter en lille halv times tid, havde jeg ventet forgæves på, at de dog bare citerede et eller andet fra pressematerialet om udøverne, om deres baggrund og måske hvor de kom fra i deres respektive lande, og hvad de havde opnået. Jeg havde ikke fået noget at vide om den turneringsstruktur, der findes indenfor sporten, som har udvalgt netop disse udøvere til OL. Jeg slukkede, uden der var blevet fortalt om, hvilke forskelle der var på de forskellige øvelser og hvordan sværhedsgraderne, der tydeligvis er bestemmende for pointgivningen, er udregnet. Hvis man har brug for en titel til et af de faste programmer ved næste OL, foreslår jeg allerede nu, at man kan kalde det ”Goddag mand økseskaft”.
Vanvittigt
Der mangler totalt – eller det gør der sikkert ikke, men sådan kommer det til at virke for seeren – en gennemtænkt idé om, hvilken rolle i det sociale fællesskab kommentatoren har og hvilket formål han har med sin opgave, udover at tale, indtil tiden er gået. Prøv at hør kommentarsporet på DR’s hjemmeside under bronzekampen i herre-badminton. Endnu en kommentator, der får lov at forblive unavngiven, for det her handler ikke om at udstille nogen, men om at forsøge at tegne en skitse af et generelt billede:
”Føj for en skefuld. Hvis Viktor lavede en vanvittig opsamling før, så ved jeg ikke, hvad jeg skal kalde den, Lin Dan lige har præsteret. En genistreg uden lige. Axelsen var chanceløs.”
Et kraftudtryk, formentlig med hentydning til ketcherens form. En distanceløs beskrivelse af det, hun ser. Ingen orientering om det tekniske og udøvermæssige i selve sporten. Jeg bliver ladt i stikken og ender med at være fuldstændig ligeglad med selve sportsgrenen og bruger udelukkende tanken om bronzemedaljen til et flygtigt øjebliks underholdning. Jeg er ikke kommet nærmere på udøveren, på hans kunnen, på sporten, og begivenheden vil ikke fæstne sig i erindringen, sådan som Jørgen Schmidts sejr gjorde, for den er ikke formidlet på nogen faglig eller menneskelig måde, der sætter sig spor. Råberi og følelsesudbrud og den slags overdøves af andre om lidt. Hjemmesidereportagen fortsætter: … Pokkers. Lin Dan har fået lidt mere tur i den og har reduceret til 7-9. Neglebidende. …”
Jamen, hvad er det, der gør, at spillet skifter? Er det nogens styrke eller nogens svaghed? Hvilke slag er det, der fungerer? Hvilke fungerer ikke? Er der et mønster i det? Er det noget, der plejer at ske for Axelsen på dette tidspunkt eller for modstanderen? Hvordan er det gået på dette tidspunkt i deres tidligere kampe? Det er fuldstændig basalt i en hvilken som helst formidling, at man siger noget om, hvad det, der formidles, drejer sig om.
Nå, medaljen kom da til sidst hjem. Kommentarsporet: ”En storslået bronzekamp. Viktor spillede fantastisk. Det er umuligt at få armene ned”. Dejligt, tænker man. Godt, du har haft det sjovt.
Måske skulle du alligevel prøve, om du kunne få armene ned. Hvordan spillede han egentlig? ”Han spillede fantastisk”, er ikke svaret på det spørgsmål. Vi aner ikke, hvad der skete i kampen, og vi fik det ikke at vide. Kommentatoren opfatter sig som publikums øjne og forstår ikke, at hun er publikums briller.
Ansvar for sin rolle i fællesskabet
Kommentatoren tager ikke ansvar for sin rolle i fællesskabet og lader derved andre i stikken. Og det er nu, det bliver alvorligt. For det, ikke at tage ansvar for sin rolle i fællesskabet, synes at være noget, der er kommet til, måske med de sociale medier, måske med den nye populisme, måske med den mærkværdige forestilling om ytringsfrihed, som er helt misforstået til at skulle betyde, at man har lov, når som helst at sige hvad som helst til hvem som helst, bare fordi man mener det eller har lyst. Det har ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Ytringsfrihed er noget, de stærke i et demokratisk samfund giver de svage for at sikre, at de bliver hørt.
Et moment fra mob-rule
Under alle omstændigheder er sportskommentarerne eksempler på, at det er tilladt og opfattes som rimeligt og helt i orden at kommunikere fra en bestemt position til en bredere befolkningsgruppe, uden at besinde sig på sin rolle i fællesskabet. Man kan sige hvad som helst.
Det er ikke anderledes, end når den ovennævnte kuglestøder og OL-medaljevinder indtager sin plads i landets lovgivende forsamling og kommer med decideret nedladende bemærkninger om helt bestemte mennesker i den anden ende af det sociale spektrum. Eller ligesom den højtstående politiker, der ikke forstår, at hun nedbryder demokratiet, når hun kritiserer dens indre, som f.eks. hænger navngivne højesteretsdommere ud for at være forudindtagede i en racismedom mod hende selv. Eller når en vis avis af meget begrænset længde bringer bevidste fordrejninger af politiske historier, fordi det understreger dens politiske udgangspunkt, velvidende af tusinder tror, det er virkeligheden nøjagtigt beskrevet.
I den postfaktuelle tid har man lov at sige, hvad man vil og gør det, blot det gavner ens budskab, ens holdning eller ens underholdning. Så får vi på de sociale medier dem, der viderebringer en historie, der er det pure opspind, uden at fjerne den, når de opdager det eller – værre endnu – lader den blive stående, fordi den siger det, de gerne vil viderebringe. Fordi den udtrykker virkeligheden, som de gerne ville have, den skal være.
Så kan man sige: Hvad har det med sportskommentarerne at gøre? Ikke så lidt. De er også postfaktuelle. Når kommentatorerne sidder og råber sammen med os andre og måske går ud fra, at vi ikke hører efter alligevel, fordi vi er så optaget af jubelen og øjeblikkets nationale selvoptagethed, så er vi kun et moment fra mob-rule. Så er der kun gradforskel på at stå og råbe af en befolkningsgruppe, eller hænge tabere eller fattige eller farvede eller nødstedte mennesker ud i en fælles råben. Det burde være helt utåleligt i en public service-organisation, at man får lov at have en så ureflekteret, ligegyldig og i bedste fald bare meningsløs adfærd.
Når de mennesker, der skal styre informationsstrømmen for os helt taber almindelig kundskab om medmenneskelige spilleregler indenfor deres rolle og eget fagområde og undergraver den måde, informationen strømmer på, så det bliver en post-faktuel rus, der varer et øjeblik og straks igen er glemt, så er det man bliver nødt til at kaste håndklædet i ringen, trække det gule kort og bede om en time-out.
Topfoto: Sara Slott Petersen under VM 2015 i Beijing. Erik van Leeuwen-erki.nl-GNU free license.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her