Roskilde dag 1: Hvad er en god koncertanmeldelse?

af

På min første dag som Roskildekoncertanmelder valgte jeg at bruge rockkritikeren og pladeselskabsejeren Joe Carducci som rettesnor: I lige så høj grad for at finde ud af alle de steder, hvor han tog fejl, for er rocken ikke ligeså død som mange ville sige, at arbejderklassen er det? Frederik Bojer Bové anmelder det Roskilde, der grundlæggende har ændret karakter, og hvor Orange Scene i dag giver plads til alt fra afrobeat og indie til gamle mestre inden for hiphop og techno.

Jeg har sjældent lavet noget så svært som at skrive koncertanmeldelser. Måske er det kun mig? Det ser ud til, at mange andre håndterer det uden problemer. Men hvis man kombinerer dårlig lyd med bagkataloger, jeg ikke kender fuldt ud, og generelt har et problem med at få hånd om en oplevelse, der konstant ændrer karakter, så er filmanmeldelser vand til sammenligning.

I dag er rocken ligeså død som mange ville sige, at arbejderklassen er det. Roskilde har også grundlæggende ændret karakter, og Orange scene giver nu plads til alt fra afrobeat og indie til gamle mestre inden for hiphop og techno.

Der er dog et problem yderligere. Og det er det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad selve æstetikken er ved en bandkoncert. Er det bare at have gode sange og så levere dem i genkendelige udgaver? Er det et show? Er det energi? Hvad er det helt konkret, der sker på scenen, som kommunikerer, leverer, overvælder? Hvad består en optræden helt simpelt af?

I betragtning af, at bandkoncerter har været en umanerligt dominerende kulturform de sidste… tres år… så er det er overraskende underdiskuteret emne.

Æstetikken i samspillet

Rockkritikeren og pladeselskabsejeren Joe Carducci gjorde et forsøg med sit band Rock and the Pop Narcotic fra starthalvfemserne. Carducci fandt æstetikken i sammenspillet:

I fire mand, der spillede som en, og så som fire, i rækkefølgen af riffs, rytmer, soloer. Han fandt meningen med rocken i den kinetiske effekt, musikken havde, snarere end i teksterne, mytologien, kostumerne. Det var forbløffende konkret, omend stadigvæk svært at få hånd om. Men når man har et konkret grundlag, så kan man bygge ovenpå.

Og det gjorde Carducci så. På ret så reaktionær facon. Rocken var rytmen af arbejderklassen, af fabrikssjakket, af mænd og deres maskulinitet. Alt, der ikke passede ind i det, var politisk suspekt, og kvinder, bøsser, middelklasse, sorte – de hørte ikke til. Rock and the Pop Narcotic udkom lige før Nirvana og grungen sendte en ny bølge af rockmusik ind over verden, og i høj grad retfærdiggjorde hans polemiske idéer. I hvert fald for en tid.

I dag er rocken ligeså død som mange ville sige, at arbejderklassen er det. Roskilde har også grundlæggende ændret karakter, og Orange scene giver nu plads til alt fra afrobeat og indie til gamle mestre inden for hiphop og techno.

Men netop fordi der kan høres så mange forskellige udtryk, valgte jeg på min første dag som Roskilde-koncertanmelder at bruge Carducci som rettesnor. I lige så høj grad for at finde ud af alle de steder, hvor han tog fejl.

Warpaint

Hvad sker der f.eks., hvis bandet består af kvinder? Ja, i første omgang naturligvis ikke noget. Kvinder og mænd kan spille præcis den samme slags musik, og når Warpaint spiller rockriffs i halvt tempo, så lyder det præcis lige så meget som Black Sabbath, som den slags altid gør.

Alligevel var der ting, som var iøjnefaldende fra start. F.eks. positionen af bandet, der ikke havde trommeslager i baggrunden og resten rendende rundt foran. I stedet var de fire kvinder placeret i en halvcirkel, trommer på en høj til højre, to guitarister/sangerinder i midten, og bassist på en anden høj til venstre.

Det var mere egalitært, der var ikke fornemmelsen af en bande men af et broderskab. Søsterskab. Der var også kun en enkelt guitar-solo. ”Ja, men den slags lyder også ofte så onanistisk,” sagde min veninde, da jeg nævnte det for hende. Og det kan hun jo have helt ret i.

Warpaint spiller rock i rockkonstellation, men med inspiration fra mange andre genrer, især den farligt narkotiske ‘pop’ kan man ofte fornemmer. Rytmerne er lige så ofte taget fra disco, funk og andre dansegenrer, riffs’ne har en drømmende, cirkulær kvalitet.

Det var mere egalitært, der var ikke fornemmelsen af en bande men af et broderskab. Søsterskab. Der var også kun en enkelt guitar-solo. ”Ja, men den slags lyder også ofte så onanistisk,” sagde min veninde, da jeg nævnte det for hende. Og det kan hun jo have helt ret i.

Mest unikt er vokalerne. De er naturligvis lyse, men størstedelen af bandet synger med, og der er tilført godt med ekko og rumklang. Desværre var lyden under første del af koncerten dårlig, tydeligvis også oppe på scenen, så dels sang de til tider decideret falsk – det er umuligt at synge rent når man ikke kan høre ordenligt – dels var det som publikum umuligt at trænge ind i sammenspillet mellem musik og vokal. Det blev mudret, og hvis der blev sendt en ‘kinetisk’ effekt til publikum, bestod den mest af alt af frustration.

Men de kom efter det. Især numrene fra det selvbetitlede album fra 2013 stod stærkt. Da kvinde-vokalerne til sidst i Keep It Healthy blev skreget, harmoniseret, og kastet rundt i et ekko-kammer, mens instrumenterne hoppede og bølgede rundt i deres groove, var der en effekt.

Jeg så en kvindelig musikanmelder engang teoretisere, at rockmusik som regel hugger, mens kvinder spiller mere bølgende – og at det har at gøre med de to køns seksualitet. Det var virkelig nogle høje bølger, der skyllede ind over publikum under koncertens største klimakser, og skrigene lød farlige, klandestine. Publikum kvitterede med store klapsalver.

Marching Church

Men hvad gør man så, når man ikke har industrisamfund og dermed lige knap arbejderklasse længere? Danske Iceage gav et fantastisk bud med især deres to første albums, New Brigade og mesterværket You’re Nothing.

Det var riffs, rytme, band-kollektiv, men sammenspillet. Forholdet mellem de enkelte medlemmer og deres instrumenter føltes helt unikt, løst, til tider a-rytmisk, ofte eksplosivt skiftende retning. På scenen lod de til ikke at ane, hvad hinanden lavede, men skiftede alligevel retning som på kommando.

Det var ikke et arbejder-sjak, sammenspillet gennem års arbejdsrutiner, det var en gruppe unge mennesker, der ikke længere vidste, hvor de hørte til eller hvad de skulle arbejde med, men som aggressivt kastede sig over hver eneste mulighed.

Jeg var ikke den store fan af skiftet til tredje album, Plowing Into the Field of Love, hvor forsanger Elias Rønnenfelt sprang ud som crooner, og musikken blev en del mere logisk.

Og eftersom hans sideprojekt Marching Church på plade lyder som en videreudvikling af denne lyd, var jeg en smule forbeholden forud for bandets koncert på Pavillon. Men det fungerede meget bedre på scenen. Syv mand var de, Elias og en vanlig band-konstellation med bas, trommer og to guitarister, og så to blæsere.

Men sammenspillet var som regel underlagt den karismatiske forsanger. Han sang med sin mørke, vrængende stemme, og de andre faldt ind, når han lagde trykket. Som vægge af lyd han kunne kommandere med. Som en prædikant, eller en populistisk politiker.

Men det føltes stadigvæk som om, vi fik fortalt noget autentisk om Danmark i 2017. Jeg er bare ikke sikker på, hvor flatterende det var. Der er noget utroligt velfærdssocialistisk over de her bands, man flirter med det uniformerede og hvad det indebærer, men holder alligevel lidt afstand.

Der var dog et tidspunkt, hvor rytmegruppen satte i med en ret velkendt, drivende rytme, fra sangen Heart of Life, og det skulle de måske passe på med. For publikum havde virket som om de var med, men deres nærmest lettede reaktion på en normal rytme afslørede, at der måske alligevel var noget, der manglede.

Og derudover mindede rytmen mig om den fra svenske Håkan Hellström’s Kom Igen Lena, og pludselig kunne jeg ikke lade være med at sammenligne de to.

De syv mand fra den marcherende kirke, alle i hvad der lignede skræddersyede bukser og silkeskjorter, mindede pludseligt en del om Hellström’s store band, der var berømte for at optræde i matrostøj. Ja, det mindede mig endda lidt om Kaizers Orkester. Det var en kostumefest, en optræden, et skuespil om religion og politik, snarere end noget autentisk ditto.

Men det føltes stadigvæk som om, vi fik fortalt noget autentisk om Danmark i 2017. Jeg er bare ikke sikker på, hvor flatterende det var. Der er noget utroligt velfærdssocialistisk over de her bands, man flirter med det uniformerede og hvad det indebærer, men holder alligevel lidt afstand.

Elias Rønnenfelt har karisma til at slippe af sted med det meste. Og han har lavet lidt af hvert, selvom han stadig kun er 25 år. Snart kommer der sikkert en ny-ny brigade, marcherende kirke, eller hvad han finder på. Så følger vi den retning i et stykke tid.

Alsarah and the Nubatones

Alsarah and the Nubatones spiller sudansk musik. Bas, percussion, og så oud i stedet for guitar, med to sangerinder i front. Men er det ikke stort set det samme som rock? Jo, bandet, som er dannet i USA og ledet af Alsarah, som i øvrigt er uddannet etnomusikolog, spiller riffs og rytmer, ligesom de fleste andre. Men sammenspillet kan godt være anderledes.

Som i Ya Watan, hvor sammenspillet skifter mellem at være polyrytmisk og solo-rytmisk i omkvædet, hvor samtlige musikanter stemmer ind i den samme synkopering. ‘Ørken-blues’, med Mali-bands som Tinariwen, har været store internationalt i snart mange år, og billedsproget omhandler lynhurtigt nomader, karavaner, fornemmelsen af at alle skal bevæge sig i samme retning og tempo i landskabet.

Men Sudan er ikke Mali, og bandet er i øvrigt amerikanere. Deres inspiration er lige så meget nordafrikansk musik, og så i øvrigt alt muligt vestligt – på plade lyder de meget hen af Manu Chao-plader som Clandestino og Esperanza. Roskilde har altid været meget fokuseret på ‘verdensmusik’, som det beklageligvis stadig kaldes, og man kan få udvidet sin horisont betragteligt, hvis man har lyst.

Publikum er som oftest stort og frisk på at danse. Men det er, som om kommunikationen nogle gange udebliver, som om ligegyldigt hvad et band forsøger på at gøre med deres inspirationskilder fra hjemstavn såvel som resten af verden, så danser danskerne til deres egen idé om, hvad Verdensmusik er for noget.

De sofistikerede og poppede rytmer fra Alsarah og hendes Nubatones kunne ikke helt undslippe den kasse, de blev proppet ned i, og resultatet blev en fest der ikke rigtig hang sammen.

The Weeknd

Carducci ville have hadet The Weeknd. Dels hadede han den narkotiske pop. Men sceneopbygningen til The Weeknd’s koncert var også nærmest demonstrativt falsk rock, med forsanger Abel Tesfaye alene foran på scenen, og tre musikere stående oppe under loftet på en art stilladskonstruktion.

Som til enhver popkoncert var musikken naturligvis i høj grad forprogrammeret og indspillet, og de tre musikere, klædt i sort og med de bedste rock-attituder, var først og fremmest ornamentering. Som for at sige, at det her er rigtig musik.

Det var det så bestemt også. Det var faktisk en af de bedste popkoncerter, jeg kan huske at have set på Orange. Roskilde vil så gerne have de store popnavne på festivalen, dem der trækker nutidens unge publikum, men de render ind i det problem, at popkoncerter, med deres fantastiske show-aspekter, ofte gør det dårligt på en festival-scene.

Jeg var lidt nervøs for The Weeknd, som i mine ører måske ikke helt har nok hits i bagkataloget til at trække en Orange-koncert, men i stedet kommanderede han publikum gennem hans mindre kendte materiale på den gammeldags kinetiske måde: Attitude, riffs, rytmer.

Der var et moment undervejs, hvor vi ramte et såkaldt ‘drop’, hvor bas og trommer satte godt ind i halvt tempo, og hele pladsen hoppede op og ned som på kommando. Men det pudsige var, at den rytme, vi hoppede til, sådan set ikke var der.

Men afvekslingen var så høj, og forsangeren så charmerende, og musikken så helt simpelt stærkt, at næsten alt fungerede. Joe Carducci ville have hadet det, men på den første dag på Roskilde kom den mest ekspressive kinetiske blanding af riffs og rytmer fra en sort popsanger og hans ornament-orkester.

Polyrytmik, en bas der brummer afsindig langsomt, og en lilletromme, der tonser derudaf konstant varieret, en rytmik der er taget fra ‘trap’ hiphop, men har inficeret popmusikken helt derhen, hvor f.eks. Lorde laver det samme. Der er ingen, der slår 4/4, men det gør vi så med vores tramp.

The Weeknd slog sit navn fast først med tre mixtapes, hvor musikken var farlig, rytmisk, og beskidt, inden han lavede mere poppede sange som Starboy, I Can’t Feel My Face og I Feel It Coming. Han har tydeligvis aldrig glemt, hvordan man strukturerer et længere forløb.

Som et dj-sæt blev vi perfekt revet med i alt, hvad den unge mand forsøgte. Naturligvis eksploderede publikum mest i de sange, de kendte, og allermest da en lang instrumental passage førte til ordene: …and I know she’ll be the death of me… åbningslinjerne i mega-hittet I Can’t Feel My Face.

Og når den sang ramte sit mærkværdige rytme/akkord skift i omkvædet, udtrykte band/sanger/publikum en kinetisk, en rytmisk hyldest til alt, der får os til at miste følelser og kontrol, det være sig kærester, musik eller, nå ja, rusmidler.

Men afvekslingen var så høj, og forsangeren så charmerende, og musikken så helt simpelt stærkt, at næsten alt fungerede. Joe Carducci ville have hadet det, men på den første dag på Roskilde kom den mest ekspressive kinetiske blanding af riffs og rytmer fra en sort popsanger og hans ornament-orkester.

Hovedillustration: Orange Scene, Roskilde Festival. Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top