Ulven er løs: Håbet er lysegrønt

Steen Blendstrup 24.04.2018

TEATER – Det er fremragende reklame for Mammutteatrets forestilling ”Håbet er lysegrønt” på Edison, at en jæger i sidste uge plaffede en ulv ned nær Ulfborg. Vi kan råbe ”ulven kommer” så tit, det skal være, men det er selvfølgelig bare en konspirationsteori … tror du på det?

Men ingen tvivl om, at vi voksne også kan være bange – og med god grund:

Kineserne kommer. Kapitalmarkederne er ude af kontrol. Vore børn forelsker sig i de helt forkerte. Psykologerne spørger bare, hvad vi selv synes. Mænd er nogle utro svin. Fremmede vælter ind over grænserne. Speltmødrene på Østerbro er frelste. Masserne følger blindt deres guruer. Fake News er mere effektive end argumenter.

Og ulven er løs!

Eventyr-ulven

Ulven knytter sig til utallige myter. Det er nok det dyr, der optræder i flest eventyr – som regel som skurken. Dermed bliver vi meddigtere, fordi vi trækker på egne mere eller mindre komplette erindringer af eventyrene. Fra Rødhætte til Junglebogen.

Ja, en konspirationsteori kan vel være lige så god som den anden. Men det er selvfølgelig mænd, der har skrevet manuskriptet

For vores forhold til ulvene er ambivalent. Vi fascineres vi af ”den ensomme ulv” – af styrken og majestæten i det vilde dyr. Og af ulveflokkens sammenhold og sociale liv, der minder os om de tamme ulve, vi holder derhjemme og kalder hunde.

Hverdagens ulve

I Håbet er lysegrønt gør Claus Flygare og Kaspar Colling Nielsen alt det, der truer os, til ulve. Nogle mere symbolske end andre. Tina Gylling Mortensen, Andrea Vagn Jensen, Josephine Park og Anne Sofie Wanstrup spurter ind og ud af tre-fire roller hver, så man nogle gange er i tvivl om, hvilken ulv der er på banen lige nu.

Men det er måske mindre afgørende i den absurde vandring gennem et labyrintisk kontorlandskab, hvor menneskene ofte er mere dyriske end dyrene, som kan være helt menneskelige.

Når menneskene da ikke bare er latterlige. Det er de ret tit i Håbet er lysegrønt, så latteren får også frit løb.

Tina Gylling Mortensen er magtesløs bankrådgiver på den ene side og magtfuld (og magtfuldkommen) digter på den anden. Komisk og frygtindgydende.

Der skydes – undskyld udtrykket – med spredehagl, så sundhedsvæsenets ufølsomhed kan lede over til eutanasi, som fører videre til incest, hvilket igen er koblet på offermentalitet og hævntørst, der giver sig udslag i selvtægt og massepsykose.

Og kønsroller … og kvoter.

Kvinderne kommer

Alle roller spiller af kvinder – også koret, en efterhånden uniformeret skare af fans af digteren Bolette Lund – så man kan et øjeblik frygte, at teatret helt er ved at blive overtaget af kvinderne.

Ja, en konspirationsteori kan vel være lige så god som den anden. Men det er selvfølgelig mænd, der har skrevet manuskriptet.

På den måde sørger Håbet er lysegrønt for hele tiden at holde sit publikum lidt ude af balance. Der sker en masse på scenen, så øjnene har hele tiden travlt. Figurerne er forbundne på en eller anden måde, og til sidst kan handlingstrådene bindes til en smuk lille sløjfe (tror du på det?).

Håbet er lysegrønt er en co-produktion mellem Mammutteatret og Betty Nansen Teatret og spiller på anneksscenen Edison til 5. maj. Henrik Grimbäck og Claus Flygare har sat i scene.

Fotos: Henrik Grimbäck

Steen Blendstrup

Steen Blendstrup har været tilknyttet POV som teateranmelder siden 2018, men dækker også andre områder, f.eks. som sexolog med en række essays om aktuelle emner. Også som freelancejournalist fylder kulturen meget – interviews, pressemeddelelser og endog manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.