Rejsebrev fra en barndom bag jerntæppet

af

Jeg er vokset op i et kommunistisk diktatur, i 1980’ernes DDR – det daværende Østtyskland. Min mor er dansk og min far østtysk, og min barndom udspillede sig i spændingsfeltet mellem Vestens kapitalisme og Østblokkens kommunisme. Det var især fællesskabets rolle, der adskilte diktaturets faste fællesskaber fra demokratiets frie ensomhed, skriver Klara Fleischer, der fortæller om en svunden tid, og om, hvordan Jerntæppet stadig har greb om mange østtyske sjæle.

I 1977 studerede min danske mor et semester på universitetet i Leipzig, hvor hun lærte min østtyske far at kende. Ved semestrets afslutning rejste hun hjem, og ni måneder senere i 1978 kom jeg til verden i Aarhus. To år senere besluttede min mor at flytte ned til min far, til Leipzig. Vi boede i den østtyske storby, DDR’s dengang andenstørste, fra 1981 til 89. Her blev mine forældre gift, og jeg fik to yngre brødre.

Jeg voksede op som en østtysk pige, gik i østtysk børnehave og skole og havde tyske venner. Jeg blev dog ved med at tale dansk med min mor derhjemme, og én måned om året, i skolernes sommerferie, besøgte vi mine bedsteforældre i Aarhus.

I begyndelsen rejste min mor alene til Danmark med os børn, da det var forbudt for østtyskere at rejse til vestlige lande. Med årene blev udrejseforbuddet i DDR dog lidt mindre restriktivt, og fra midten af 80’erne kunne vi derfor tage min far med på ferie. I slutningen af 80’erne besluttede mine forældre, at de gerne ville flytte til Danmark. Min mor savnede sit hjemland, og begge var trætte af de mange begrænsninger i det østtyske samfund. Min far ansøgte derfor om permanent udrejsetilladelse, og sommeren 1989 flyttede vi til Aarhus.

Året efter vores flytning blev Tyskland genforenet. Det DDR, vi havde forladt, eksisterede ikke mere. Alt forandrede sig, og min indre østtysker blev hjemløs

Mens mine forældre forberedte vores flytning, protesterede den østtyske befolkning i stigende grad mod det totalitære styre i DDR. Kun fire måneder efter, at vi var flyttet, faldt Berlinmuren, og året efter blev Tyskland genforenet. Det DDR, vi havde forladt, eksisterede ikke mere. Alt forandrede sig, og min indre østtysker blev hjemløs.

Mindst ét forladt og ubeboet hus i hver eneste gade

Leipzig i 80’erne var en grå by. På grund af den omfattende luftforurening lå der en dyne af smog henover byen og indhyllede den i et blegt, støvet lys. Vi boede i en rummelig, men dårligt vedligeholdt lejlighed i et gammelt kvarter. Vores hus havde skudhuller i murene fra Anden Verdenskrig – det var helt normalt, for mange huse og gader var ikke blevet istandsat siden krigen. Derfor lå der mindst ét forladt og ubeboet hus i hver eneste gade i vores kvarter.

Af mangel på gode legepladser tilbragte mine venner og jeg vores dage i disse huse, som vi udforskede fra nederste kælder til øverste loftrum. Vi digtede historier om, hvem der engang havde boet her og om der mon boede spøgelser her nu.

Det var spændende og lidt uhyggeligt, og der var altid fare for, at noget ville brase sammen om ørerne på os. Når vi blev trætte af husene, løb vi ned på den kæmpe losseplads, der lå for enden ad gaden. Her legede vi blandt store, rustne jernstænger, murbrokker og alskens gammelt skrald. Der var også bøger, tøj og legetøj, og indimellem slæbte vi noget med hjem.

Forfalden bygning i det tidligere DDR – foto: Klare Fleischer.

Selvom jeg savnede gode legepladser, elskede jeg at gå på opdagelse i det eventyrlige murstensvildnis. I dag bliver jeg vildt begejstret, når jeg ser en forfalden bygning. Den minder mig om min barndom. Forfald har sin egen sanselige skønhed, og den har et godt tag i hjertet på mig.

Den østtyske stat var almægtig

Når vi ikke legede, var barndommen fyldt med alvor. Fordi DDR var et kommunistisk diktatur, skulle befolkningen indoktrineres, hjernevaskes, til at handle og tænke som ”Staten” ønskede. ”Staten” var almægtig – den ejede alle institutioner og virksomheder i landet og var ledet af det kommunistiske parti, SED.

Helt fra vuggestuen blev man derfor oplært i den kommunistiske ideologi og fra 1.klasse blev man medlem af SED’s børneorganisation, ’Pionierorganisation Ernst Thälmann’. Selvom medlemskab officielt var frivilligt, kendte jeg ingen, der ikke var medlem. Man fik sit eget Pionierausweis (Pionierpas) og sin egen uniform, som man skulle bære ved særlige lejligheder.

Hver morgen inden første undervisningstime skulle man højtideligt hilse på læreren med en ’Pioniergruβ’, hvor læreren råbte nogle fraser og eleverne svarede, mens de hævede højre hånd over hovedet. I samme militæragtige ånd havde vi march, faneappel og demonstrationer på programmet flere gange årligt.

Det var vigtigt, at børn lærte at frygte autoriteter. Som voksen kunne det få frygtelige konsekvenser for én selv og éns familie, hvis man modsatte sig statens vilje. Det var som om der altid lå en alvor i luften, og en trussel om straf.

Skolen opdragede os også til at tænke i sort/hvide dogmer: kommunisterne var gode og kapitalisterne onde. Alt, hvad den østtyske stat gjorde, var godt. Alle, der var imod det kommunistiske styre i DDR, var onde. De var vores fjender. Man skulle ikke stille spørgsmålstegn ved de ting, man fik fortalt af lærere og pædagoger og det var vigtigt, at man altid opførte sig ordentligt og disciplineret. Lærere og andre autoriteter kunne finde på at råbe, verbalt ydmyge eller endda fysisk afstraffe børn, der ikke opførte sig, som de skulle.

Pionier-optræden fra Klara Fleischers skole. Foto: Privat.

Det var vigtigt, at børn lærte at frygte autoriteter. Som voksen kunne det få frygtelige konsekvenser for én selv og éns familie, hvis man modsatte sig statens vilje. Hvis man stod offentligt frem og kritiserede systemet, risikerede man at blive fyret fra jobbet, komme i fængsel eller blive smidt ud af landet. Et fængselsophold kunne indebære tortur og enkelte døde under mystiske omstændigheder, mens de opholdt sig i et DDR-fængsel. Det var som om der altid lå en alvor i luften, og en trussel om straf.

Man levede i et mangelsamfund

Hverdagslivet var dog for det meste udramatisk og fredsommeligt. Alle østtyskere havde store udfordringer med at skaffe basale livsfornødenheder som fødevarer, håndværkertjenester og elektronikvarer. Vi levede i et mangelsamfund og kunne ikke bare gå ned i en butik og købe det, vi gerne ville have.

I DDR havde man planøkonomi, hvilket betød, at staten suverænt besluttede, hvad der skulle produceres og hvor meget. Eftersom staten var den eneste udbyder af alting, var der ingen konkurrence og ingen ’udbud og efterspørgsel’, som vi kender fra Vestens samfundsmodel. Desværre blev planøkonomien forvaltet dårligt og ineffektivt, og der var aldrig nok af det, folk skulle bruge. Ofte var hylderne i butikkerne halv- eller heltomme, og man måtte hamstre, bytte og være kreativ for at få hverdagen til at hænge sammen.

I modsætning til vestlige samfund var manglen dog fælles for alle borgere og fik derfor ikke én til at opleve sig selv som fattig. Her var alle i samme båd. Mangelsamfundet bragte folk tættere sammen, for man kunne ikke klare sig uden hjælp fra naboer, kolleger, venner og familie og samarbejdede på kryds og tværs i en avanceret dele- og bytteøkonomi.

I dag bliver jeg vildt begejstret, når jeg ser en forfalden bygning. Den minder mig om min barndom. Forfald har sin egen sanselige skønhed, og den har et godt tag i hjertet på mig.

Der var en stærk fællesskabsfølelse, som gik igen i børnenes måde at være sociale på. I min skoleklasse holdt vi altid sammen mod de strenge og frygtede lærere. Det var lettest at overleve en barsk skolehverdag, hvis man hjalp og beskyttede hinanden.

Vi konkurrerede heller ikke om, hvem der havde det fedeste tøj eller legetøj, for der fandtes ikke dyre og eksklusive ting i DDR. Vi ejede stort set alle sammen det samme. Hvis man derimod var så heldig at få fat i noget særligt spændende, så delte man med hinanden.

Jeg var så heldig at eje nogle ting fra Vesten, som min mor købte til mig i Danmark. De blev lånt ud til de andre børn i klassen. I 4. klasse fik jeg et lyseblåt 80’er- joggingsæt, som var det smarteste stykke tøj, jeg nogensinde havde ejet. Den slags modetøj blev ikke produceret i DDR, og alle pigerne i klassen var vildt misundelige. Derfor delte jeg mit joggingsæt med dem, så vi gik i det på skift. Til sidst spurgte lærerne, hvem der egentlig ejede joggingsættet.

Det var en selvfølge at dele, det var sådan vi gjorde. Muligvis var jeg blevet ekskluderet fra fællesskabet, hvis jeg havde siddet alene med mine flotte ting fra Vesten. Jeg ved det ikke, men det var aldrig et problem eller noget, jeg tænkte over.

Set med danske øjne var vores hverdag på mange måder primitiv og gammeldags. Jeg voksede op i et ganske almindeligt østtysk hjem, hvor vi hverken havde telefon eller velfungerende varme i boligen. I modsætning til de fleste andre var vi dog så heldige, at vores lejlighed havde centralvarme. Det var imidlertid et stort arbejde: varmen kom fra en kedel i køkkenet, som skulle fyldes op med en spand brunkulsbriketter hver anden time. Hvis der ikke blev fyldt på i løbet af natten, vågnede vi i de kolde måneder op til en iskold lejlighed. Briketter i spandevis skulle dagligt slæbes fra kælderen op i lejligheden.

Mit Danmark var ikke så perfekt alligevel

Det var kun, når jeg en gang om året besøgte Danmark, at jeg blev opmærksom på alle de ting, jeg ikke havde.

Danmark føltes som det vildeste Slaraffenland. Man kunne gå ind i en hvilken som helst butik og vælge mellem en masse forskelligt slik eller legetøj. Overalt var der store, nyistandsatte legepladser. Og der var så rent og pænt med flotte huse malet i klare farver og ingen luftforurening til at støve det hele til. Danmark var paradis på jord, og der var ingen voksne, der råbte ad én. Jeg var sikker på, at danske børn måtte være de lykkeligste i verden.

Når man kommer fra et stærkt autoritært samfund, virker autoriteter i Danmark meget utydelige. Det gjorde mig utryg. Selvom jeg talte flydende dansk, følte jeg mig fremmed.

Da jeg i 5. klasse begyndte i skole i Danmark, gik det dog hurtigt op for mig, at den danske hverdag også havde sine udfordringer. Det var svært at omstille sig. Jeg blev forvirret over det manglende hierarki lærere og elever imellem: her hed lærerne bare ’Svend’ og ’Birte’ og man sad sammen med dem i rundkreds på madrasser på gulvene. Når man kommer fra et stærkt autoritært samfund, virker autoriteter i Danmark meget utydelige. Det gjorde mig utryg. Selvom jeg talte flydende dansk, følte jeg mig fremmed.

Desuden havde materielle goder en helt anden status end i DDR. Lige pludselig var det vigtigt, at man havde de rigtige ting og tog på spændende ferier. Jeg oplevede for første gang at føle mig forkert og blive mobbet, hvis jeg ikke gik i det rigtige mærkevaretøj. Det var en chokerende oplevelse, og jeg måtte sande, at mit perfekte Danmark ikke var så perfekt alligevel. Jeg var kommet til den modsatte verden. Den havde udadtil lignet et Slaraffenland, men viste sig at rumme sin egen brutalitet.

Frihedens pris  

Med tiden lærte jeg at tilpasse mig og føle mig hjemme og i dag føler jeg mig som både ’Ossi’(østtysker) og dansker. Men min opvækst har lært mig, at alle samfundsformer bare er menneskeskabte konstruktioner. De ting, vi opfatter som selvfølgelige i dag, kan ændre sig i morgen, og den perfekte samfundsform findes ikke.

I DDR var folk tvangsmæssigt underlagt fællesskab med andre. Den enkelte havde lidt eller ingen frihed til at bestemme over egen skæbne og var berøvet grundlæggende frihedsrettigheder.

Til gengæld var man sikker på, at den almægtige stat sørgede for, at éns liv var i faste og stabile rammer. Man var eksempelvis altid sikret job og bolig. Den manglende frihed havde en paradoksal dobbelthed: på den ene side var man på negativ vis stækket i sin mulighed for personlig udfoldelse. På den anden side var man dejligt fri for alt for mange valgmuligheder. Man skulle ikke bekymre sig så meget om, hvordan det nu skulle gå, for det var i høj grad staten, der havde magten over éns skæbne.

I Vesten har vi modsatte vilkår. Her hylder vi individet og dets uendelige potentiale. Hvor fællesskabet var kommunismens store fortælling, er forbrug og selvoptimering vores. Vi skal vækste og optimere os selv og stræbe efter det perfekte liv.

Min opvækst har lært mig, at alle samfundsformer bare er menneskeskabte konstruktioner. De ting, vi opfatter som selvfølgelige i dag, kan ændre sig i morgen, og den perfekte samfundsform findes ikke.

Men er vores frihed så ubegrænset, som vi tror? Selvom vi teoretisk er fri til at gøre, hvad vi vil, kan den enkeltes frihed i praksis være meget begrænset – for eksempel af arbejdsløshed, sygdom og fattigdom. Vi skal ikke frygte diktaturstatens straf, men der kan træde andre angstformer i stedet: angst for at fejle som et succesfuldt individ, angst for at miste sit arbejde og ryge ned ad den sociale rangstige, angst for ensomhed, isolation og eksklusion fra fællesskabet.

Jeg har hørt en tidligere DDR-borger udtrykke det således: ”Vi føler os ikke mere fri i dag end i kommunisttiden. Dengang måtte vi ikke rejse. I dag kan vi ikke, for vi ikke har noget job og ingen penge”.

Nogle østtyskere går så vidt som til at begræde tabet af de fasttømrede fællesskaber og den store tryghed, diktaturet gav dem. Kapitalismen har ikke leveret den lykke, de havde regnet med og fortiden stråler derfor positivt i nostalgiens bedrageriske lys. I dag oplever Tyskland en opblomstring af totalitære, oftest højrenationale, bevægelser. Disse bevægelser har en særlig kraft i det tidligere DDR, hvor befolkningen voksede op i et diktatur. Jerntæppet har stadig greb om de østtyske sjæle.

Topillustration: Pionierausweis – privat foto.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Klara Fleischer
Musiker, skribent og fotograf at http://allesklara.dk/blog-2/

Klara Fleischer er født 1978 i Aarhus og opvokset i Leipzig i det tidligere Østtyskland. Hun arbejder som skribent og fotograf samt laver musik på dansk og tysk under kunstnernavnet ’Klara Molitva’. Hendes arbejder kredser omkring det forladte, forfaldne og forrevne – fra storbyens smadrede bygninger til menneskelivets skyggesider. Hun bor i Aarhus.

Seneste indlæg fra

Gå til Top