Prinsessen på Ordrupgaard

af

Ordrupgaard, det statsejede kunstmuseum ved Jægersborg Dyrehave nord for København, åbnede i går dets længe ventede udstilling ”Pissarro. Et Møde på Skt. Thomas”. Eller rettere sagt, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie åbnede udstillingen under overværelse af særligt indbudte gæster. Den brede offentlighed kan se udstillingen fra og med i dag.

”Jeg har altid været en stor beundrer af impressionismen”, sagde prinsessen i sin tale til de indbudte, der blandt andre talte Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, og tidligere kulturminister Bertel Haarder.

”For mig er det en oprigtig gengivelse af virkeligheden”, sagde prinsessen, der kaldte impressionismen en ”meget livagtig” kunstretning.

”Ligesom Camille Pissarro har jeg stærke forbindelser til såvel Danmark som Frankrig. Pissarro kom fra Dansk Vestindien til Frankrig. Jeg er selv kommet som franskmand til Danmark”, påpegede prinsesse Marie, der glædede sig over nu at kunne opleve ”en så unik udstilling på dansk jord”.

Prinsesse Marie i et muntert øjeblik med den franske ambassadør, François Zimeray

Udstillingen, der har taget mange år at arrangere, fortæller historien om mødet ca. 1851 i Dansk Vestindien mellem Camille Pissarro, der var født på Skt. Thomas, og Fritz Melbye, der kom til øen fra et liv i Helsingør. Det er fortællingen om, hvordan disse to unge malere inspirerede hinanden, rejste til Venezuela sammen og, ikke mindst, hvordan deres kreative udveksling i afgørende grad inspirerede den Pissarro, der siden i Frankrig blev fader til den nye kunstretning impressionismen.

“Er du fra pressen?”

Jeg var blevet akkrediteret til at følge åbningen af udstillingen for POV International. Den vakte selvfølgelig min interesse, da jeg gør, hvad jeg kan, for at give læserne en bred dækning af 100-året for salget af Dansk Vestindien. Det var imidlertid ikke de bedste kår, jeg fik for dette arbejde, i forbindelse med åbningen af udstillingen på Ordrupgaard.

Næppe var jeg trådt ind i Ordrupgaards smukke tilbygning – den, som er tegnet af den irakiskfødte arkitekt Zaha Hadid – før en museumsansat henvendte sig til mig. ”Er du fra pressen”, spurgte hun og kiggede på det kamera, jeg havde over skulderen. Det kunne jeg bekræfte. Hvorefter jeg blev henvist til en plads oppe ved talerstolen, hvor der i forvejen stod en række pressefotografer og ventede.

Efter at vi havde fået lov til at tage billeder af prinsessen efter hendes ankomst til bygningen, blev pressen så dirigeret hen til et nyt lokale. Hvor der så ville være en ny af disse såkaldte photo opportunities – nøje planlagte fotomuligheder – med prinsessen.

Ingen kolonihistorie

Jeg var nu mindst lige så meget interesseret i talerne, der blev holdt i forbindelse med åbningen af denne, som prinsesse Marie ganske rigtigt sagde, ”unikke” udstilling. Så jeg standsede på halvvejen for at få den med. Lyden af talerne i det mindste. Der var opstillet en højtaler. Gennem den hørte jeg den tale, Ordrupgaards direktør, mag.art. i kunsthistorie Anne-Birgitte Fonsmark, holdt.

”Når projektet efter mange års arbejde realiseres netop nu, så er anledningen selvfølgelig 100-året for salget af de Dansk Vestindiske Øer til USA i 1917”, forklarede hun de forsamlede.

”Men”, fortsatte hun, ”man må dog ikke i den sammenhæng forvente, at vi beskæftiger os med den danske kolonihistorie, med slavekolonierne og udnyttelsen af sorte afrikanere i sukkerproduktionens tjeneste. Og det er der heldigvis mange andre institutioner, der beskæftiger sig med i årets løb”, fortsatte hun.

Dette tog jeg selvfølgelig notits af. Mens jeg stod og skrev løs på blokken, var der en kvinde, åbenbart tilknyttet Ordrupgaard, der bemærkede mig.

”Er du fra pressen”, spurgte hun. Det kunne jeg bekræfte. Hvorefter jeg blev opfordret til at begive mig hen til det lokale, hvor pressefotograferne nu stod og ventede.

Jeg forklarede kvinden, at jeg stod og hørte talerne. Og at jeg gerne også ville høre, hvad ambassadør Zimeray havde at sige. ”Hvis De ikke har noget imod det”, tilføjede jeg. Hendes ansigtsudtryk besvarede mit spørgsmål til fulde.

Prinsessen, museumsdirektøren og ambassadøren nærstuderer ”Udsigt til La Guaira fra Cabo Blanco”

Halvvejs gennem François Zimerays tale fandt jeg det klogest at fortrække. Og tage opstilling sammen med pressefotograferne. I en dertil indrettet presseindhegning foran Fritz Melbyes maleri ”Udsigt til La Guaira fra Cabo Blanco” fra 1854. Efter en tids venten, kom prinsessen og hendes entourage. Hun, ambassadøren og Ordupgaard-direktøren stoppede som planlagt op for at bese det smukke maleri. Og pressen fik sine billeder.

Et imponerende arbejde

Og så var det ellers videre i rask trav til tredje og sidste pressebås. Egentlig var jeg også kommet for at se udstillingen. De over 100 malerier, skitser og tegninger, som det ganske imponerende er lykkedes Ordrupgaards folk at få samlet fra hele verden. Måske endda for at veksle et ord eller to med nogle af gæsterne.

Fritz Melbyes ”Parti fra Skt. Thomas havn i Charlotte Amalie”

Men det var ikke med i Ordrupgaards planer. På vej til den fjerne ende af museet og aftenens tredje og absolut sidste photo opportunity, stødte jeg på Fritz Melbyes fascinerende maleri ”Parti fra Skt. Thomas havn i Charlotte Amalie”. Et af de mest anvendte billeder i bøger om Dansk Vestindien. Et maleri, Melbye malede i 1851-52, lige på det tidspunkt, hvor han mødte den unge Camille Pissarro. Det møde, der skulle komme til at ændre kunsthistorien.

Jeg stoppede op for at kigge nærmere på maleriet. Men straks var der en ansat fra Ordrupgaard over mig. Denne gang en ung kvinde. ”De bliver altså nødt til at følge med”, sagde hun lettere irriteret. Jeg følte mig efterhånden som den uartige dreng under børnehaveudflugten, der bare ikke vil følge trop.

Mandsopdækket af den unge kvinde, nåede jeg frem til gruppen af pressefotografer. De var stoppet op i et rum, hvor blandt andre Bertel Haarder stod og konverserede med en gæst.

Den tidligere kulturminister var ganske få dage tidligere kommet med nogle interessante kommentarer til spørgsmålet om, hvordan Danmark bør forholde sig til en officiel undskyldning for slaveriet. Ikke mindst aktuelt, nu da statsminister Lars Løkke Rasmussen om få uger besøger det tidligere Dansk Vestindien.

Det ville jeg gerne veksle et par ord med Haarder om – når han var færdig med at snakke med den anden gæst. Ikke en, der bare maser mig på, stillede jeg mig derfor ved et bord i lokalet, hvor der var fremlagt eksemplarer af Ordrupgaards flotte coffee table book med titlen ”Pissarro. Et møde på Skt. Thomas”.  Jeg var dårligt gået i gang med at bladre i værket, før den unge Ordrupgaard-medarbejder var over mig.

”Jeg insisterer på, at De følger med”, sagde hun, nu ikke bare lettere irriteret.

Camille Pissarro, “Folk, der snakker i vejkanten”, et motiv fra Skt. Thomas 1856

Efter den tredje og sidste photo opportunity, var pressens rolle åbenbart udspillet. Helt udspillet. Sammen med pressefotograferne og en ung kvindelige journalist, blev jeg af Ordrupgaard-medarbejdere ledsaget til udgangen. Hvor vi hver til afsked fik en pose indeholdende pressemateriale om udstillingen – og den smukke bog, jeg lige havde haft kort lejlighed til at bladre i.

Et flot værk. Med mange af udstillingens enestående malerier, skitser og tegninger af Camille Pissarro og Fritz Melbye. Så fik jeg da alligevel lejlighed til at se dem.

De sefardiske jøder

Bogens hovedessay er skrevet af museumsdirektør Fonsmark. Og ganske rigtigt, som hun også påpegede i sin tale, så har udstillingen – og heller ikke hendes artikel – meget at gøre med kolonihistorie. Endsige det slaveri, der blev ophævet i Dansk Vestindien i 1848 – syv dage før Pissarros 18 års fødselsdag.

Den side af sagen, har Ordrupgaard i forbindelse med bogen bedt historiker Per Nielsen, Horsens Museum, kigge på. Han har stor indsigt i dansk kolonihistorie og Dansk Vestindien. Hans essay fylder dog kun fire sider i bogen, og når derfor ikke at komme i dybden på denne side af Pissarro-historien, der er nok så interessant her i 100-året for salget af Dansk Vestindien.

Jacob Abraham Camille Pissarro, som var hans fulde navn, blev født i Charlotte Amalie på Skt. Thomas den 10. juli 1830. Han blev født ind i en slægt af sefardiske jøder, der, i hvert fald på hans mors side, havde boet i Dansk Vestindien i generationer. Også Pissarro-familien havde slaver. Også dér i huset i Dronningensgade 14, hvor den senere så berømte kunstmaler voksede op.

Sefardiske jøders rolle i slaveriet, i den transatlantiske slavehandel og i koloniernes handelshistorie generelt, er interessant. Historien om, hvorfor denne befolkningsgruppe, der var uglesete og forfulgte overalt i Europa, etablerede sig som handelsfolk ude i de nye kolonier. Også de danske. I Dansk Vestindien meldte de sefardiske jøder deres ankomst med Gabriel Milan, der blev guvernør på Skt. Thomas i 1684. Og siden har de spillet en væsentlig rolle i øernes historie. Historien om Camille Pissarro er i altoverskyggende grad kunsthistorie, men det er altså også kolonihistorie.

Udstillingen ”Pissarro. Et møde på Skt. Thomas” er støttet med 100.000 kr. fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. Den kan ses på Ordrupgaard frem til den 2. juli i år.

Fotos: Prinsesse Marie på Ordrupgaard (Philip Sampson); Fritz Melbye: “Parti fra Skt. Thomas Havn” (Wikimedia Commons); Camille Pissarro: “Folk, der snakker i vejkanten” (Ordrupgaard Museum).

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Gå til Top