Om at myrde egne børn

af

En fars drab på sin otteårige datter udløste en debat om medskyldighed, der sigtede bredt. På de sociale medier kunne man læse, at mordet var en undtagelse, fordi det oftest er mødre, der myrder deres børn. Hvis ikke direkte, så indirekte, da mødre lægger umenneskeligt pres på deres eksmænd ved hjælp af falske anklager. Hedder det i Danmark, hvor der lovgives og forvaltes på baggrund af myter.  

Natten til torsdag d. 30. juli myrdede en 51-årig fraskilt far, J.J., sin otteårige datter. Han havde fået tilkendt sin datter hver anden uge, trods morens udtalte frygt for datterens sikkerhed, bl.a. på grund af eksmandens vold og alkoholmisbrug. Men Statsforvaltningen overhørte hende.

Nogle af de nærmere omstændigheder i sagen er gennemgået i en artikel i lokalavisen.dk, og politiet er i øjeblikke ved at undersøge de sikrede spor til den kommende retssag. Mere ved vi ikke. Så vi må arbejde med det, vi har. Det samme gjorde Radio24syvs flerårige programrække Skilsmisse-Danmark d. 24. september og d. 5. oktober 2014, umiddelbart efter at 45-årige Per Thorsen havde myrdet sin søn og derpå sig selv på en gård i Randers-egnen.

Var mordet systemets skyld? spurgte man i programmerne. Var det den samlede belastning fra en grim samværssag? Ren og skær afmagt? Var der måske tilmed noget samværschikane fra moderens side indblandet? Det sidste blev i hvert fald fremført af daværende psykolog i det lille skilsmisserådgivningsfirma Hvert 3. Barn, Lotte Nichols. Den eneste uskyldige var tilsyneladende gerningsmanden. I hvert fald var han det egentlige offer, lod programmet forstå.

Men hvem er gerningsmanden m/k i disse sager typisk? Jeg beklager: Han er en mand. Mænd bryder sig ikke om at se deres køn afspejlet i kriminalstatistikken, og det kan ingen bebrejde dem. Heldigvis er der #notallmen for alle pengene, eftersom der er tale om et lille, men meget synligt, segment, der kun repræsenterer sig selv.

Den radikale mandebevægelse, der befinder sig i en konstant tilstand af virkelighedsfornægtelse, foretrækker at lave sine egne undersøgelser, fordi virkeligheden er sexistisk og tal taknemmelige. Tal kan ruskes rundt, hvad følgende påstand fra Men’s Rights Halifax viser:

Susanne ILasse Rimmer er også sikker i sin sag, viser en Twitter-besked, udsendt i kølvandet af debatten om den aktuelle sag.

Lasse R

Men er det rigtigt? Nej. Det viser tal fra både ind- og udland.

Fra 2000 til 2012 blev 32 børn slået ihjel af deres forældre i Danmark, ifølge artiklen Derfor dræber mænd deres børn, hvor fædre stod for 28 af disse drab. Artiklen omtaler blandt andet en fars mord på sine tre børn – han skød dem, mens de sov; den nævner den far, der myrdede sine to døtre ved at sætte ild på bilen, de sad i.

Dog savnes der her i landet yderligere præcise data på området, og derfor må man ty til undersøgelser fra “lande, vi sammenligner os med”. Det giver da også god mening, eftersom forældredrab på børn er et internationalt fænomen, som i den vesterlandske verden følger samme mønster.

Inden for barnets allerførste leveår, er der flere mødre end fædre, der myrder deres egne børn, men derefter dominerer fædrene, viser en undersøgelse fra New England Journal of Medicine. Kriminologen, Elizabeth Yardleys undersøgelser er kongruente. Hun bekræfter, at 59 ud af 71 børnedrab begås af mænd. Yardley identificerer i artiklen Why men kill their children en række mønstre, blandt andre:

• i syv ud af 10 tilfælde har barnet været midtpunkt for et bittert familiebrud.

• i alle tilfælde har fædrene oplevet at deres maskulinitet har været truet.

Fædrene i de sager, Yardley har gennemgået, opfatter skilsmissen som en personlig fiasko, og mange oplever ved mordet den ultimative hævn, velvidende at de, når de myrder deres børn, samtidig fratager deres ekskoner det dyrebareste, de har. Yardley noterer sig også, at disse drab går på tværs af klasseskel. Det er Chris Milroy, retsmediciner ved the University of Sheffield, UK, enig i. Faktisk er Milroys konklusioner i fuld overensstemmelse med Yardleys: Udvidet selvmord (“murder-suicide”) begås næsten altid af mænd.

“Mænd dominerer i forvejen i andre voldskategorier, et træk der er endnu mere udpræget i gruppen ’udvidet selvmord’. Manden dræber sin kone, fordi deres forhold er forlist, og han gør det af jalousi og som en hævnakt: ’Hvis jeg ikke kan få dem, skal du heller ikke.’ Men der er andre årsager. I nogle tilfælde er gerningsmanden sindssyg, i andre tilfælde drejer det sig om økonomiske problemer. Når kvinder myrder, sker det oftest, fordi de mener, deres børns liv er ødelagt,” siger Milroy.

Milroy

Data fra FBI blev analyseret af USA Today og kommenteret af kriminolog Jack Levin fra Northeastern University med ordene: “Vold er en maskulin praksis”:

  • Fædre, oftest over 30, dræber seks ud af ti børn.
  • Når mødre dræber, er de typisk først i tyverne, og børnene oftest under 1 år.
  • Fædre planlægger drabet og myrder oftest hele familien
  • Mødre myrder impulsivt.

I den engelske avis the Independent udtaler en kvinde, hvis mand dræbte deres to børn og derpå sig selv, at man skal blive bedre til at vurdere, om mænd med forstyrrelser og voldelige tendenser skal have adgang til deres børn. Dermed er vi tilbage i Danmark, hvor diskussionerne netop samler sig om det.

Kritikere af forældreansvarsloven og Statsforvaltningen – og Statsforvaltningens administration af loven  –  gør Statsforvaltningen medansvarlig for det nylige drab på den otteårige.

Twitter pix

De har en pointe: Sagsbehandleren var velinformeret om moderens bekymringer i sagen, men valgte alligevel at give parret til 7-7-ordning, hvor far og mor har barnet lige længe. Sagsbehandleren, der trods morens eksplicitte bøn om hjælp og eneforældremyndighed, alligevel gav den beviseligt voldelige og misbrugende far lige adgang til datten, handlede helt efter den bog, som udlandet kritiserer: Dom til fælles forældremyndighed uanset forældrenes egnethed giver “perverse sideeffekter,” hvor børns liv udsættes for fare. Sådan lyder essensen i vurderinger fra tre forskellige instanser: EU-Parlamentets Udvalg for Andragender påpegede det danske problem i 2013; FN’s Kvindekomité gjorde det i marts i år i forbindelse med afgørelsen i den såkaldte Oliver-sag om en dansk fars bortførelse af en østrigsk dreng, og senest har Women’s Coalition i en indstilling til FN særligt udpeget dansk lovgivning som problematisk. Sagsbehandleren i den aktuelle sag var efter al sandsynlighed ikke bekendt med udlandets kritik, eftersom danske medier har fravalgt at dække den.

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Så Sagsbehandleren var i god tro og handlede i fuld overensstemmelse med det politiske direktiv om, at barnet skal se til begge sine forældre, helst lige meget. I praksis forvaltes dette som forældres lige ret til deres børn, fordi loven i sit væsen og udspring er en ligestillingslov, og det udtrykkes da også i forarbejderne til loven.

Green txt

At Forældreansvarsloven er en ligestillingslov benægter Social- og Indenrigsministeriet og kalder det  i deres særlige online-oplysningsindsats, “Børn i midten” en “myte”.

Med to samtidige forældre, der skal tilgodeses frem for barnet, bringer man sig i overensstemmelse med FN’s Børnekonventions artikel 9, som sikrer barnets kontakt til begge forældre, men samtidig i konflikt med artikel 3 om barnets tarv og artikel 19 om beskyttelse mod mishandling.

Men i den offentlige bevidsthed hedder det nu, at ligestilling er selve definitionen på en god barndom, som det her udtrykkes på Foreningen Fars Facebookside:LIgestilling 2016 - Foreningen Far

Børnene er allerede taberne i dette mudder af newspeak og af helt anderledes grunde: Fra 2009 til 2014 steg antallet underretninger, primært fra politi, sundhedsvæsen og skole, fra 21.948 til svimlende 64.650. Det drejede sig om 42.483 børn i 2014.

Den gode barndom nærmer sig forsvindingspunktet, og det er helt tråd med herskende tænkning, som også inkluderer biologiens lov, at en morder nu sagtens kan opfattes som en god far. Anders Bård Larsen, der myrdede sin kone Hafida i 2014, fik forældremyndigheden over parrets to børn. Det giver den såkaldte dødsfaldsparagraf i forældreansvarsloven (§15) hjemmel til: Den forælder, der myrder sine børns far eller mor, er som udgangspunkt stadig en god forælder ifølge dansk lov.

Den gode barndom nærmer sig forsvindingspunktet, og det er helt tråd med herskende tænkning, som også inkluderer biologiens lov, at en morder nu sagtens kan opfattes som en god far

I samme fagre, voksne stil udtalte en kontorchef i Statsforvaltningen til Altinget, at man ikke på forhånd kan sige, om en pædofil eller voldsramt vil få samvær med sit barn eller ej, ligesom Tanja Graabæk fra Hvert 3. barn i interview med DR2 Morgen d. 12. Marts 2015 udtalte, at det er en forældet børnepsykologisk tilgang at fjerne et barn fra overgreb. Den moderne tilgang handler derimod om at sikre, at barnet “får placeret det her hændte [red.: overgrebet], hvor det hører til, og får nogle redskaber til at leve med det her livsvilkår, som et overgreb nu er.”

De mange børnebortførelser, som i 2015 skete 31 gange, de mange “samarbejdsuvillige/-chikanerende” kvinder, der nægter at udlevere deres børn til samvær og ryger i fængsel, og de mange fogedretssager, hvor børn tvangsudleveres til samvær, skal ses i dette perspektiv.

I sagen om den myrdede otteårige pige handlede Sagsbehandleren ikke kun i fuld overensstemmelse med denne dominerende politiske ånd. Hun handlede også i fuld overensstemmelse med direktivet om at tænke fremad: Det er lige meget, hvad far eller mor gjorde i går, for lige nu ser han sød ud. Bjørn Schaaps, ham her, så også sød  ud,

Bjørn Schapps

men udløste ikke desto mindre en hjemmelavet bombe i  husets køkken, hvorved han og den femårige Marc døde. Marcs mor slap mirakuløst med et par skader, men det var ikke meningen.

Direktivet om at tænke fremad, som er nedfældet i loven,  praktiseres hver dag og strider imod al aktuel viden, der viser, at den bedste måde at forudsige fremtidig adfærd på er ved at kigge på tidligere adfærd. Har der tidligere været vold i hjemmet, sker det igen. Denne internationalt anerkendte forskningskonklusion kan man bl.a. erkyndige sig om i denne artikel fra National Institute of Justice, betitlet Men who murder their families: What research tells us. 

Herhjemme oplyser psykiateren Henrik Day Poulsen til BT, at psykiaterne ved mentalundersøgelserne ofte kan gå tilbage i drabsmændenes fortid og se, at de tidligere har haft problemer med at styre deres temperament.

Men fortiden ignoreres i dagens sagsbehandling: Slår din far dig nu? Lev med det. Du bliver glad for det senere. 

Det er heller ikke populært at “høre” børnene – det vil sige, det skal man, det bliver gjort hver dag i Statsforvaltningen, men i praksis tæller det ikke, hvad børnene siger. Det skyldes ikke kun den udbredte myte om, at børn forældrefremmedgøres (hjernevaskes, typisk af deres mor, hedder det i modstrid med al aktuel viden på området). Det skyldes nok så meget en påstand om, at børn ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af deres valg.

Det har i hvert fald førnævnte tidligere psykolog i Hvert 3. barn, Lotte Nicols mange gange udtalt, ikke mindst i Radio24syvs programserie, Skilsmisse-Danmark,. Børn forstår ikke det gunstige i at skulle opholde sig sammen med en voldelig og/eller misbrugende forælder. Og her skal de hjælpes på vej: De skal overhøres, overtales eller tvinges, og det bliver de hver eneste dag i Danmark. I videoen om Ava nedenfor kan du se en 12-årig, som i stedet for at blive lyttet til, sendes på børnepsykiatrisk afdeling for at lære at elske sin voldelige far.

Ava

I sagen om den otteårige myrdede pige har Sagsbehandleren, hvis blod horder af kvinder med hævede høtyve nu vil se, kort sagt handlet i fuld overensstemmelse med den offentlige bevidsthed og den politiske dagsorden, som er resultatet af fædrerettighedsbevægelsernes samlede virke de seneste 30 år. Det er en bevidsthed, der tilsiger, at kvinder lyver; at kvinder forældrefremmedgør deres børn med henblik på at monopolisere dem; at vold og incest enten egentlig ikke findes eller er til at leve med; en bevidsthed, hvis fundament er victim-blaming.

Når en gravid kvinde og hendes kæreste skydes ned af kvindens eksmand på Langeland, som det skete tidligere på året og oven i købet, mens eksparrets fælles barn så på, så kan man læse i kommentarfelterne, at det nok var fordi den myrdede kvinde havde været et røvhul og i virkeligheden fortjente sin bekomst. Journalist Dorte Toft udsendte umiddelbart efter episoden dette tweet:

Dorte Toft

Public-service-stationer understøtter konsekvent denne politiske vision, der sætter fædres rettigheder før børns bedste. Takket været de store sendeflader, som i årevis har pumpet fædrerettighedspropaganda ud i bedste sendetid, tror den almindelige dansker i dag på myten om de onde mødre.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

I en af de mest sejlivede myter om vold i hjemmet hedder det, at gerningsmændene er gode mænd, som foretager ET dårligt valg, udelukkende fordi deres koner/ekskoner driver dem til det. Det skriver forfatteren Kasey Edwards i en klumme, der viser, at denne forståelse når dybt ind i retssystemet.  Det er en bekvem undskyldning for patriarkalsk vold, siger Kasey videre, en undskyldning, man møder tit, ikke mindst i denne aktuelle sag. Fra Foreningen Fars Facebook-side:

Aldrig OK men

“Volden opstår, når mor bestemmer, og far bliver frustrereret,” som daværende lokalformand i Foreningen Far i Aarhus, Kresten Lidegaard, engang skrev i Politiken.

Men ikke kun mødrene miskrediteres. Strategien bruges også over for mødrenes advokater, der benævnes “brodne kar”, som benytter sig af “feje tricks”. Det har en landsretsdom for længst manet til jorden, men ingen læser den.

På samme måde afvises kritikere af status quo som “radikale”, “ekstremister“, “ekstremfeminister” og “sølvpapirshatte”.  Disse delegitimerings- og miskrediteringsstrategier får hver dag flere ødelagte børn på samvittigheden.

Igen er det svært at vide, om sagsbehandlere og politikere vitterlig ikke er vidende om, at al forskning for længst har fjernet miskrediteringsgrundlaget. Selv den amerikanske psykiater Richard Gardner, der var ophavsmanden til teorien om forældrefremmedgørelse (PAS) og en stor fortaler for glæderne ved pædofili, udtalte i sin bog Sex Abuse Hysteria: Salem Witch Trials Revisited , at langt størstedelen (“sandsynligvis over 95 procent”) af alle beskyldninger om pædofili er valide.

Der findes et kæmpekorpus af myteaflivende forskning fra canadiske, australske og amerikanske universiteter, fra det amerikanske justitsministerium og fra menneskerettighedsadvokater som Barry Goldstein mv. Men måske er sagen den, at politikere og sagsbehandlere i postfaktuel behagelighed vælger at ignorere den omfattende evidens om, at mænd lyver mere end kvinder, særligt i sager om forældremyndighed og samvær.

Crossed fingers

I en stort anlagt undersøgelse fra 2000 undersøgte to juraprofessorer fra Queen’s University, Toronto, canadiske dombøger fra 1990-1998 og fandt ud af, at mødre fremsætter bevidst falske anklager i 1.3 procent af tilfældene, mens mænds procentdel er oppe på hele 21. Statsadvokaturet i England lavede i 2013 en undersøgelse, der viste, at falske anklager udgjorde 0,005 procent i sager om vold i hjemmet, og Barry Goldstein har i årevis fortalt verden, at de beskyttende mødre har ret.

Men forskning og viden må nødvendigvis ignoreres, da det politiske ligestillingsprojekt om at dele børnene midtover og lukke øjnene for konsekvenserne ellers ville kæntre. Dermed ville den hær af eksperter, der sidder klar til at lære børn at leve med både vold og incest og sende bekymrede mødre i fængsel, miste deres arbejde: Psykologer, advokater og såkaldte mediatorer, dvs. mæglere, har økonomisk kronede dage på ryggen af en hel børnegeneration i alvorlig mistrivsel: over 44.000 børn om året.

Mens dette skrives, har en helt ny årgang af mediatorer længe været travlt beskæftiget med at påvirke politikere: Mægling skal gøres obligatorisk, mener de grådigt og i lodret strid med Instanbulkonventionens artikel 48. Politikerne er begejstrede, men det skyldes nok, at de heller ikke læser deres egen skatteyderbetalte forskning. Seneste SFI-notat dokumenterer, at mægling er spild af penge.

I dette bedøvede politiske klima er det ikke mærkeligt, at Sagsbehandleren valgte at ignorere moderen til den dræbte otteårige, når hun fremsatte “falske” anklager, for dem var hun jo advaret om. Om føje år, hvis alt går godt, vil Sagsbehandleren sige som Goebbels sekretær, Brunhilde Pomsel: “Ingen tror mig, men jeg anede ikke noget om det.”

Statements

Det hedder sig ofte, særligt på Foreningen Fars Facebook-sider, at Statsforvaltningen diskriminerer. Det er fuldstændig korrekt. Statsforvaltningen diskriminerede moderen til den otteårige ved ikke at tage hende alvorligt, fordi hun var kvinde. Moren mistede retten til at beskytte sit barn, fordi hun var kvinde, fordi kvinder diskrimineres af myter, der delegitimerer dem. Selve denne forestilling er kernen i en diskrimination, der dømmer børn til liv med vold og incest.

Det er præcis denne diskrimination, som især FN’s Kvindekomité fordømmer, og som ingen herhjemme hører, fordi danske medier har en anden fortælling, oven i købet én, som den brede offentlighed hellere vil høre.

Så der er mange medskyldige, når en lille pige mister livet på denne måde.

Topfoto: Wikimedia Commons,  Henry Fuseli (1741–1825), The Nightmare, https://commons.wikimedia.org/wiki/File:John_Henry_Fuseli_-_The_Nightmare.JPG

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Susanne Staun
Forfatter |

Susanne Staun er forfatter med 14 romaner og meget af det løse på samvittigheden. Har tidl. bl.a. skrevet om kvindelige og mandlige morderes typologi i Fanny Fiske-seriens andet bind, Liebe. I serien om retsmedicineren Maria Krause udforskede andet bind Hilsen fra Rexville begrebet Münchhausen by Proxy, et uhyre sjældent syndrom, som stort set udelukkende rammer mødre: De opfinder eller foranlediger, ofte dødelige, skader på eget barn angivelig for at få opmærksomhed. Senest har hun skrevet romanen Velkommen til mit Mareridt på basis af et ottemåneders ophold i “Det Hemmelige Netværk”, en online safe space for voldsramte mødre i skilsmisseskærsild. I fortsættelse af Velkommen til mit Mareridt indledte hun Mareridtsbloggen, for hun mente ikke, hun var færdig med emnet. Det har indtil videre ført til en politianmeldelse fra Foreningen Far for “hate speech, stalking, bagvaskelse og selvtægt“, en injuriesag fra medejer af betalingspendanten til Foreningen Far, Hvert 3. barn, samt adskillige trusler fra forurettede alfahanner, herunder Thomas Nørregaard Sørensen, faderen i Oliver-sagen, og en Fan No One, der kan give mindelser om Stephen Kings Misery, hvor en forfatter med invaliderende knoglebrud torteres af sin Number 1 Fan. Foto fra Gyldendal.