Mette Holm: Myanmar-mindretal er atter på flugt

af

ANALYSE – I Myanmar fortsætter militante buddhister forfølgelsen af det muslimske rohingya-mindretal, som de britiske koloniherrer i sin tid importerede til Britisk Burma fra Bengalen, der alt sammen var del af imperiets perle, Britisk Indien. Myndigheder og sikkerhedsstyrker vender det blinde øje til, når de ikke ligefrem støtter de militante buddhister, skriver Mette Holm. Hun fortæller, hvad der sker – og hvorfor.

Der lever omkring en million rohingyaer i Myanmar, den vestlige stat Rakhine, der grænser op til Bangladesh.

Rohingyaerne betegnes af FN som verdens mest forfulgte folk, det har sjældent forsvaret sig mod udrensninger og overgreb, beslaglæggelser af deres ejendom og forretninger, bortvisning fra universiteterne med maskinpistoler, indespærring i golde lejre uden tilstrækkelige forsyninger, sanitet og sundhed, afbrændinger af moskéer og skoler – overgreb og drab.

© Mette Holm
140.000 rohingyaer er stuvet sammen i interneringslejre på gold jord med utilstrækkelige rationer og uden de mest basale nødvendigheder som sanitet, sundhed og uddannelse.

Men nu er der opstået en modstandsbevægelse, der kalder sig Arakan Rohingya Salvation Army  (regeringen i Myanmar betegner modstandsbveægelsen som en terrorbevægelse).

Og den slog til i sidste uge mod grænsevagter, hvorpå det kom til kampe med burmesiske sikkerhedsstyrker, der kostede flere end 100 mennesker livet.

Kun mennesker i yderste nød flygter til det forarmede Bangladesh, der for tiden er ramt af voldsomme oversvømmelser, og hvorfra bangladesherne flygter, hvis de overhovedet kan

Næsten 20.000 rohingyaer tog flugten til Bangladesh, hvor de heller ikke er velkomne. Mange er ind til videre strandet i ingenmandsland. 26 er druknet i Den Bengalske Bugt – i denne omgang. De deler skæbne med flere tusind før dem.

Med til historien hører, at kun mennesker i yderste nød flygter til det forarmede Bangladesh, der for tiden er ramt af voldsomme oversvømmelser, og hvorfra bangladesherne flygter, hvis de overhovedet kan, for at finde en bedre fremtid i andre lande.

Store forhåbninger

Rohingyaerne har levet i Rakhine-staten i mange generationer. Her har de haft deres levebrød. Samkvemmet med skiftende militærjuntaer gennem næsten 50 år har vekslet mellem en slags tålt ophold og forfølgelse og undertrykkelse.

Da militæret kom til magten ved kup i 1962, blev det daværende Burmas ca. 500.000 handelsfolk og embedsværk af indisk oprindelse landsforvist til Indien.

Det samme skete for rohingyaerne, men de havde intet sted at vende ’hjem’ til. Bengalen var blevet til Østpakistan, der siden blev til Bangladesh; ingen af stederne ville tage imod rohingyaerne.

Derfor var der store forhåbninger til Myanmars nye ’civile’ styre (civil i parentes, eftersom samtlige ledere var generaler med baggrund i militærstyret, der hastigt havde aflagt uniformen og iklædt sig civil. Dertil kommer, at militæret som værn om det gamle styre per automatik er sikret en fjerdedel af pladserne i parlamentet).

Det tegnede også godt. Præsident Thein Sein var effektiv og hurtig til at vise vilje til demokrati og samarbejde. Han indstillede et upopulært og øko-destruktivt kinesisk dæmningsprojekt i nord, han knyttede hurtigt bånd til Aung San Suu Kyi, og han løslod politiske fanger i hundredvis – på prøve ganske vist, de omtalte det selv som ’løsladt, ikke fri’.

Både Thein Sein og Aung San Suu Kyi forstod, at de to tilsammen havde nøglen til Myanmars fremtid. Han havde forbindelserne til militæret og autoritet til at føre reformer ud i livet; med sin moralske autoritet kunne hun sikre generalerne mod retsforfølgelse for deres stændige overgreb gennem fem årtier. Og hun nød umådelig beundring og opmærksomhed i udlandet og forventedes at kunne sikre udviklingsbistand og investeringer udefra.

Det var helt nye, opmuntrende boller på suppen efter 50 års undertrykkelse og afvikling af et demokratisk, velstående, i regionen top-velfungerende land med glimrende infrastruktur, fødevareeksport, fremragende undervisnings- og sundhedssystem og forvaltning.

Forbundet med Aung San Suu Kyi var indlysende; hun nød befolkningens kærlighed, respekt og beundring – og helt afsindigt høje forventninger. Hun var deres lys i mørket gennem de forgangne 20 år, som hun for det meste tilbragte i husarrest med store personlige ofre.

MERE POV
Merkel sidder fast i symbolpolitikken

Også udlandet troede, at modtageren af Nobels Fredspris 1991 ville komme ud og skabe et demokratisk Myanmar, selvom hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati, NLD, havde boykottet valget i 2010.

Det rådede hun bod på ved at lade NLD opstille til suppleringsvalg med valg i 45 kredse i 2012. Hun og NLD vandt helt overvældende – også i mindretalsområder, hvor det var forventeligt, at kandidater af den lokale etniske oprindelse blev valgt.

Ytringsfrihedens bagside

I 2012 blussede modsætningerne mellem de militante buddhister i Rakhine-staten og rohingyaerne voldsomt op efter voldtægt og drab på en ung rakhinsk kvinde.

De buddhistiske rakhiner følte sig overbevist om, at de muslimske rohingyaer stod bag, så en gruppe rakhinske mænd greb til selvtægt, overfaldt en tilfældig bus med rohingya og dræbte ni mænd, der intet havde med voldtægten et par dage tidligere at gøre. Så tog det fart med afbrændte landsbyer, overgreb og drab.

Militær og politi var vant til at udføre ordrer, men fik ingen. Præsident Thein Sein forsøgte at standse overgrebene i opløbet, men fik af sit parti at vide, at hvis han fortsatte ad det spor, ville han og hans parti, USDP, ikke få stemmer ved næste valg i 2015.

Det vidste enhver, at partiet alligevel ikke ville få. Han prøvede at få Aung San Suu Kyi med på at gribe ind. Men hun ville ikke være med. Hun ville heller ikke sætte valget i 2015 ind på at redde rohingyaerne, et beskedent mindretal blandt Myanmars knap 60 millioner indbyggere.

 Aung San Suu Kyi har aldrig ytret et ord til rohingyaernes forsvar. Hun har endda opfordret verden til ikke at kalde dem rohingya, som er deres egen betegnelse, men bengalere, en nedsættende betegnelse

De militante buddhister brugte den nye udtryksfrihed til at komme med dramatiske og hadefulde opfordringer på de sociale medier og også de gængse til forfølgelse ikke blot af rohingyaer, men alle muslimer i Myanmar, 4,3 procent af befolkningen i alt.

Det går virkelig langsomt med at få vedtaget nye love i det nye Myanmar, så der er ikke lovgivet mod den slags. Og befolkningen var vant til, at alt, hvad der udkom på tryk, i radio eller tv var den officielle sandhed; burmeserne havde ingen erfaring i at afveje oplysninger, dobbeltchecke, dokumentere eller på anden vis kontrollere kilder og afsender. Tvivlede man på medierne blot få år forinden, var det den lige vej i et af Myanmars modbydelige fængsler.

Religiøse ledere blandt buddhister, kristne og muslimer organiserede fredsmarcher, manede til fællesskab, samkvem og den traditionelle tolerance over for alle trosretninger, men lige meget hjalp det. De militante buddhister overdøvede dem alle, og gør det den dag i dag.

Og Aung San Suu Kyi har aldrig ytret et ord til rohingyaernes forsvar. Hun har endda opfordret verden til ikke at kalde dem rohingya, som er deres egen betegnelse, men bengalere, en nedsættende betegnelse i Myanmar.

Med hendes tavse godkendelse er forskellige hjælpeorganisationer, både private og FN’s, blevet smidt ud af Rakhine-staten, og senest har hun beskyldt ’internationale organisationer’ for at stå bag Rohingya Frelserhærens angreb i sidste uge, bl.a. med henvisning til, at der blev fundet kiks fra FN’s nødrationer til flygtninge i oprørernes lejr.

Vi har nu en såkaldt demokratisk regering, der erklærede fred og national forsoning højeste prioritet. Den forrige, såkaldt civile, regering indledte fredsforhandlinger med de etniske mindretal, men regeringen har ikke styr på militæret, som stadig har kontrollen i de etniske områder. Der er hverken demokratisering eller udvikling – Esther Htusan

Forfølgelserne og også sikkerhedsstyrkernes seneste angreb fordømmes i skarpe vendinger af den omgivende verden, FN og Pave Frans bl.a. FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Zaid Ra’ad al-Hussein, fordømmer angrebene i Rakhine i sidste uge og forlanger, at de ansvarlige på begge sider stilles for en domstol, hvilket han næppe skal regne med.

MERE POV
Vredens druer

Politikeren Aung San Suu Kyi

Forleden var jeg sammen med en ung Pulitzerprisvindende journalist fra Myanmar, Esther Htusan, som påpegde, at Aung San Suu Kyi ser sig selv som politiker, og hvis hun nogen siden har set sig selv som demokrati- og menneskeretsforkæmper, gør hun det ikke længere.  ’Aung San Suu Kyi er under ingen omstændigheder menneskeretsforkæmper. Eller demokrat! Hun forsvarer hverken menneskerettigheder eller demokrati. Hun beskriver sig selv som politiker,” lød det fra hende.

Jeg interviewede Aung San Suu Kyi i hendes hjem på University Avenue i Yangon i 1995, første gang hendes husarrest var ophævet for en kort stund

Aung San Suu Kyi er datter af det daværende Burmas store frihedshelt, Bogyoke Aung San, stifter af det først afholdte og siden forhadte militær. Hun ser sig selv som det fornemste politiske aristokrati og naturlig arvtager af magten i Myanmar. Hun har heller aldrig egentlig kritiseret militæret, der holdt hende indespærret i de mange år i husarrest. Faktisk sagde hun for nogle år siden ligefrem, ’I am very fond of the army,’ jeg holder meget af militæret.

Naturligvis er det en formidabel opgave at bringe et land på fode, der er gennem 50 år er kørt fuldstændigt i sænk. Det er ikke lykkedes at bringe burmeserne uden for byerne fremskridt og udvikling, ligesom stridighederne mellem centralregeringen og etniske mindretal blusser op frem for at blive bilagt. Økonomien er ved at gå i stå, og investeringerne fra udlandet lade vente på sig. Med Esther Htusans ord:

’Vi har nu en såkaldt demokratisk regering, der erklærede fred og national forsoning højeste prioritet. Den forrige, såkaldt civile, regering indledte fredsforhandlinger med de etniske mindretal, men regeringen har ikke styr på militæret, som stadig har kontrollen i de etniske områder. Der er hverken demokratisering eller udvikling.’

FOTOS: © Mette Holm

Tilføjelse: antallet af dræbte og folk på flugt er stigende

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Mette Holm

Mette Holm er Asien-journalist og forfatter med baggrund i antropologien, født i 1953. Hun har beskæftiget sig med Kina siden slutningen af 1970erne, var udvekslingsstuderende og læste kinesisk i Beijing 1981-82 og har studeret, boet, rejst og arbejdet i det vældige land gennem alle årene, så det sammenlagt er blevet til mere end 10 år i Kina. Siden hun blev journalist i 1987, har hun dækket Kina og nabolandene på udlandsredaktionerne hos bl.a. Ritzaus Bureau, TV-Avisen, TV2’s Nyheder, Jyllands-Posten, Weekendavisen og DRP1’s Orientering. Hun har skrevet 15 bøger og bidraget til flere om bl.a. Kina, Mongoliet, Myanmar og Vietnam, er flittig kommentator i medierne og foredragsholder i det ganske land, dels om Kina og sit øvrige revir, dels om menneskerettigheder, dels om FN’s verdensmål – eller en blanding. Privat nyder hun at udforske verden, ro på fladt vand på Øresund i sin kajak og vandreture i barndommens revir, Dyrehaven. Skribenter på POV får ikke betaling. Du er mere end velkommen til at støtte Mettes artikler på POV via mobile pay: 28 12 53 00. På forhånd tak. Mere om Mette og hendes aktiviteter her: www.metteholm.com, www.metteholm.info.
Foto: Torsten Graae

Seneste indlæg fra

Gå til Top