Livet med et minimum af gråtoner

af

Alle kender fotografen Anton Corbijn. Han har lavet albumcovere for U2, Springsteen, Nick Cave, Bryan Adams, Metallica, The Rolling Stones, Bon Jovi, Simple Minds, R.E.M. Alle mennesker kender Corbijns billeder, blot er det ikke sikkert, de ved, at billederne er hans.

For nylig så jeg en udstilling på Fotografiska Museet i Stockholm, hvor Corbijns arbejder bliver præsenteret på en overvældende nærværende måde, og der gik faktisk flere dage, før jeg opdagede, hvad der egentlig var på færde. Det handler ikke om de nævnte kunstneres pladecovere, der blev udstillet i en montre. Det handler om de billeder, der også er taget med kunstnerne nu de var i gang.

Corbijn har fotograferet Bowie, Bob Dylan, Joy Division, Depeche Mode, Tom Waits, Peter Hammill, Miles Davis, Björk, Captain Beefheart, Kim Wilde, Marc Almond, Robert De Niro, Stephen Hawking, Elvis Costello, Siouxsie and the Banshees, Morrissey, Peter Murphy, Clint Eastwood, Annie Lennox og mange andre.

Udstillingen med den kryptiske titel 1-2-3-4 præsenterer en stor del af disse kunstnere. Den har tidligere været vist i Haag og Berlin, en del af billederne kan ses på et galleri i Frankfurt, og en meget stor del af dem kan fås i en virkelig vellykket coffee-table book med samme titel som udstillingen (Anton Corbijn: 1-2-3-4 – Forlaget Prestel/Random House, 2015.)

Spektakulære portrætter

Titlen relaterer sig til to forhold omkring billederne, der rent kunstnerisk kan siges at være en lille smule overfladiske. Dels at talrækken jo udgør optakten til det meste af det, de afbildede personer foretager sig i deres karrierer, nemlig spiller rockmusik. Dels at der er en, to, tre eller fire personer på billederne.

Alle, eller praktisk taget alle billederne er taget i sort/hvid. Endda sort/hvid så det gør noget, nemlig med hvad der synes at være et minimum af gråtoner.

Der, hvor det begynder at blive rigtig spændende, er, da man opdager, hvor mange lag, der kommer oven på hinanden i disse billeder.

Det er klart, at det er spektakulært, når man går ind i det dunkelt oplyste udstillingslokale og står overfor et næsten fuld-størrelse (sådan husker jeg det nu bagefter) afbildning af Keef, som han kaldes, den rygende Keith Richards, verdens største og mest guddommeligt dovne rytmeguitarist. Og Jagger i kvindetøj. Bono som næsten-dreng. Og Springsteen, der står med et usædvanligt skeptisk blik, bøjet over en parkbænk eller hvad det er. Og det i og for sig ret kendte billede af Nick Cave og billederne af Siouxsie and the Banshees, der er helt specielt rene i deres hvidhed, en tonløs renhed, der gør stort indtryk.

Lag på lag på lag

Men det er heller ikke dét, der er ved den her udstilling, som gør, at den er et mægtigt kunstnerisk vidnesbyrd ind i en både mismodig og overmodig verden.

corbijn3
Nick Cave. Øverst til højre fra fotosessionen til The boatman’s Call

Dér, hvor det begynder at blive rigtig spændende, er da man opdager, hvor mange lag, der kommer oven på hinanden i disse billeder.

Det første lag er selve afbildningen af kunstneren, som vi kender vedkommende. Fotografiet af Tom Waits i Sebastopol i 2002: Han sidder på en almindelig, ældre træstol fra spisebordet, spredte ben, sort tøj, en eller anden hat, et stramt ansigtsudtryk, formentlig helt lukkede øjne. Eller også skuler han frem for sig, frem mod noget højt græs, der vokser foran den træbygning, hvis tomme vinduesramme bag ham sætter figuren i relief.

Han ser ud som Tom Waits, billedet lyder næsten som Tom Waits for det indre øre, når man står og ser på det. Corbijn fremstiller med andre ord kunstneren, som vi kender ham, så det, han rent kunstnerisk står for, træder frem.

Måske kan man gå så vidt som til at fastslå at de fotosessions, Corbijn lavede med U2 omkring The Joshua Tree og med Cave til The Boatman’s Call i 1980’erne og 1990’erne har været med til at forme vores samlede oplevelse af dem.

78436_joshua400
Corbijns cover til U2’s gennembrudsalbum The Joshua Tree med den tydelige modsætning mellem de nære menneskelige skikkelser og det fjerne, tomme, hårde landskab

Fotografierne på udstillingen går imidlertid videre. Corbijn arbejder kunstnerisk med personerne – en, to, tre eller fire skikkelser i billederne, og når vi trækker os længere væk fra den særlige formidlingssituation, der ligger omkring et pladecover eller et stilbillede fra en musikvideo (som Corbijn også har produceret en del af), så træder kunstneren Corbijn frem med sin egen improvisation over de kunstnere, han har med at gøre. Et kunstnerisk udtryk baseret på et kunstnerisk udtryk. Så bliver det rigtigt tyktflydende, som man også kan se på billederne fra udstillingen her i teksten.

Det menneskelige element

Men hvor er så det menneskelige element? Dét, der – gennem alle disse lag af syn, billede, æstetisk vision og indsigt – giver os som beskuere noget, der rækker udover den rene poseren og opstilling af æstetiske lag på lag?

Det kommer her: Billederne arbejder helt åbenlyst med at give former og figurer i landskabet eller omgivelserne eller billedets scenografi i det hele taget en metaforisk betydning, som fortæller noget mere om skikkelserne. Dels som de kunstnere de er, dels som almenmenneskelige udsagn om skikkelser i det hele taget.

Det er det, der er det fantastiske ved denne her udstilling. Metaforerne, som skikkelserne spiller sammen med. Metaforerne er helt enkle former og figurer, Corbijn får til at sige noget om det allermest grundlæggende ved at opleve og være til.

Tag nu mørket bag Tom Waits, den tomme vinduesramme, der indrammer hans overkrop og tænksomme og let melankolske hoved. En almindelig firkant. Når man har set en del af Corbijns billeder på udstillingen, og der er flere hundrede, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der adskillige gange står en sådan firkant bag ved dem.

Den er enten sort eller hvid, sort som den bag Tom Waits eller hvid og grå som muren bag R.E.M. i Nashville 2010 eller murstensrammen bag John Lydon (aka Johnny Rotten) eller en tilmuret vinduesåbning bag en faldende Tom Waits på et andet billede.

Selve firkanten bliver et udsagn om noget åbent eller lukket i billedets indhold, dvs. det vi i forvejen ved om kunstneren, som vi kender rigtig godt, sat ind i den ramme som Corbijn vælger. Den lyse eller mørke firkant er billedet på et stort ja eller nej eller kom eller bliv eller noget, der åbner sig, som er uopnåeligt eller noget, der er lukket for evigt.

Og det er den enkleste af de metaforer, der finder vej ind i billederne. Lidt mere kompliceret bliver det, når man opdager, at korset som form eller muligvis religiøst udsagn optræder i en del af billederne. For så kan vi vælge at lægge et kulturelt eller historisk indhold i det, eller lade være.

Det bliver et menneskeligt udsagn, beskueren kan fylde med indhold eller lade være at fylde med indhold, alt efter forgodtbefindende.

Det sort/hvide giver billederne en melankolsk stemning, der let kan kamme over i smerte og lidelse, som korset er forbundet med, når vi ser disse emo-musikere og et kors i billedet. Siouxsie i Sevilla 1989 i en seng, ikke nøgen, netop lige dækket af en dyne, og med sengens gærde, der ligner et stakit foran alteret i en ortodoks kirke og som har et kors øverst oppe (se topfoto).

Mennesket med udbredte arme

Den tolkning ligger lige for, at billedet er et udsagn om synd og skam. Sevilla er trods alt en spansk by med al katolicismens tradition, og den spanske inkvisition og det hele. Den by, Dostojevskij valgte til sin berømte fortælling om Storinkvisitoren, der korsfæster Jesus for anden gang i det, der går for at være “verdens bedste roman”, Brødrene Karamazov. Men man overser, at korsformen også er menneskets egen form, skikkelsen med armene strakt ud til siden og så bliver formen en grundlæggende metafor om at være til, ligeså grundlæggende som det ja eller nej, der lå i mørke eller det lyse rum bag de andre skikkelser, vi så før.

Et billede viser John Lydon liggende på en seng med foldede hænder, med et ret stort, tydeligvis religiøst kors bag sig, og der bliver en metaforisk bevægelse i billedet mellem de foldede hænder hos personen og de stiliserede udstrakte arme på korset, uden at det skal tages for andet. Det bliver et menneskeligt udsagn, beskueren kan fylde med indhold eller lade være at fylde med indhold, alt efter forgodtbefindende. Korset optræder også på foto af Nirvana og Depeche Mode.

To ansigter

Der er flere andre af denne slags formmæssige dubleringer eller baggrundsudfyldelser, som billedet af den skotske singer-songwriter Midge Ure fra Wien 1981, hvor hans ansigt får et modspil af ansigtet af ”valsekongen” Johann Strauss, hugget ud i et gravmæle, højt oppe i billedet.

Et andet sted sidder Nick Cave og spiller klaver med en meget dybt tænkende, nærmest kontemplativ skulptur bag sig, som uddyber portrættet af Nick Cave, der bliver et sjæleligt portræt, fordi det kontemplative også ses i figuren. Cave udtrykker sig om livet ved at kigge indad i sig selv, bøjet over klaveret, og Corbijn gør det til et dirrende kunstværk gennem en scenografi, der siger det samme.

Udstillingen: ophængningen, stedet

Ophængningen er helt fantastisk. Billederne hænger som man ville kunne hænge billeder af familiemedlemmer på sin egen væg.

corbijn2

Billederne er præsenteret med blyantskrift (!)  på væggen. Tids- og stedsangivelsen ved billederne i bogen (som der er givet flere eksempler på i teksten her) bliver en måde, billederne fæstnes til virkeligheden, ligesom de bliver fæstnet til nu’et og det kendte gennem associationerne til vores egen hjemlige væg i udstillingslokalet.

Så er man samme sted, som der, hvor man plejer at møde disse mennesker, i sin egen stue, normalt sker det jo gennem højttalerne. Det er kunst, når det er allermest nærværende og samtidig eksistentielt perspektiverende, fordi metaforerne er så lavmælte og alligevel så almenmenneskeligt ladede.

Fotografiska er indrettet i en gammel industribygning, der ligger på havnefronten overfor Stockholms berømte skyline classic med Stadshusets tårn, Gamle Stan og Djurgårdens forlystelsesparker, hvad museet fra sin restaurant på øverste etage fuldt forstår at udnytte: Not to be missed i Stockholm. Der er altid interessante og vigtige udstillinger, altid to-tre stykker samtidig. Restauranten har rigtig lange åbningstider og er kåret til en af verdens bedste museumspisesteder.

Top foto og andre fotos: Jakob Brønnum.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger og redaktør på Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Senest er kommet "Den sidste passion" (Forlaget Eksistensen, digte), den 300 sider store gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
I efteråret 2016 udkom bogen "Pengeguden" (Forlaget Eksistensen) og digtsamlingen "Porten til den indre by (Det poetiske bureaus forlag), begge på omkring 300 sider.
De seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 2014)
* Malmö by night (digte, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
* Pengeguden (essay, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 2016)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

Gå til Top