Er Bob Dylan en simpel plagiator, som en række kommentatorer hævder efter afsløring af citater fra en amerikansk lektiehjælpsside i Dylans Nobelforelæsning? Jakob Brønnum forklarer, hvorfor kritikken er skudt ved siden af, hvordan Dylan sindrigt afslører verdens dårskab: Lyt og lær! Det er, hvad Dylan siger med sin tekst, i et sprog den drømmende kan genkende som klangbunde og indre billeder. Hvis han altså har hørt efter i timen.
Ved at bruge nogle citater fra en amerikansk undervisningsside i sin obligatoriske Nobelforelæsning har Dylan endnu engang afsløret denne verdens umådelige dårskab. Alle de, der ved bedre, står på nakken af hinanden for at tale om hans “plagiat”. Det handler om, at han trækker formuleringer ind og bruger dem direkte eller omskriver dem let fra et materiale om den store roman Moby Dick, Herman Melvilles mastodont fra 1851.
Danske medier har kaldt materialet et ”lektiehjælpsmateriale”. Allerede på det her tidspunkt er der begået to grove fejl. Man har 1) uden at tænke over det kaldt det plagiat, hvad vi skal vende tilbage til, og man har 2) beskrevet plagiatets kilde i så nedladende termer, som det lader sig gøre: Nobelpristageren bruger lektiehjælp. Haha! Sikke dog en klovn.
Ved at bruge nogle citater fra en amerikansk undervisningsside i sin obligatoriske Nobelforelæsning har Dylan endnu engang afsløret denne verdens umådelige dårskab
Men det er ikke nogen lektiehjælpside, lige meget hvor meget den ligner den, og lige meget hvad den bruges til. Man får ikke lektiehjælp til Moby Dick. Man får introduktion, øjenåbnere, tolkningsnøgler. Romanen om den maniske kaptajn Ahab, der jager en hval, så han dør af det, er et kæmpemæssigt psykologisk civilisationsportræt. Det er efter sigende den roman på det engelske sprog, der anvender flest forskellige ord. Det er ikke en bog, man lige løber igennem.
Litteratursiden er en studieside til gymnasiebrug og til al mulig anden litteraturstudiebrug. Det er et helt fantastisk flot materiale om denne verdens klassiske bøger. En slags kollektiv hukommelse, en vej ind til de steder, hvor menneskehedens, eller i hvert fald den vestlige civilisations mest nuancerede, poetiske, livsfilosofiske og vigtige tanker, følelser og erfaringer ligger samlet, nemlig i den klassiske litteratur. Den hukommelse, som vi har lært at lade hånt om gennem samfundets måde at vende sig væk fra bogen ved at forvise bogstoffet fra tv, fordi det er for langsomt; og ved at lukke praktisk taget alle landets filialbiblioteker i mindre byer, flere hundrede, gennem to kommunesammenlægninger de seneste 25 år. Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor Dylan har brugt formuleringerne. Det må vi også prøve at se, om vi kan komme nærheden af.
Litterært mesterværk
Når medierne så har taget disse skyklapper på, bliver der naturligvis noget, man overser. Man overser kollektivt i medierne punkt 1 i forbindelse med nobelforelæsningen, nemlig at den selv er et litterært arbejde.
Det gælder dog ikke Washington Post, som har ladet nogle litteraturprofessorer læse med, og her har mindst én kaldt den et litterært mesterværk, forelæsningen altså. Jeg er enig. Medierne er ligeglade. Medierne beskæftiger sig i almindelighed overhovedet ikke med, hvad forelæsningen handler om! De registrerer et plagiat, og så standser alting der. Men det er en del af budskabet, og det er ikke plagiat, det er sampling.
Hvordan man lytter og lærer som kunstner
Men hvad handler den om? Forelæsningen er et smukt landkort over, hvordan man lytter og lærer som skrivende kunstner, en pædagogisk tekst af største brugbarhed holdt i et enkelt, klart og prægnant sprog; rettet mod unge mennesker, der som Dylan selv engang gjorde, drømmer om at udrette noget på dette felt.
Det var det, han udtalte i den takketale, der blev læst op af den amerikanske ambassadør ved selve overrækkelsen af Nobelprisen, hvor han heller ikke var til stede. Han var helt overvældet, hvad han også angav som grund til, at hans svar lod vente på sig efter offentliggørelsen af tildelingen. Det, han havde afvist som en forfængelig drengedrøm fra den tid, da han begyndte at skrive tekster, var nu opfyldt.
Læs f. eks. et citat som dette fra forelæsningen: “By listening to all the early folk artists and singing the songs yourself, you pick up the vernacular. You internalize it. You sing it in the ragtime blues, work songs, Georgia sea shanties, Appalachian ballads and cowboy songs. You hear all the finer points, and you learn the details”.
Du må øve dig, mens du gør det. Når du øver dig, dukker detaljerne efterhånden op i stoffet, og du opdager, at du kan bevæge dig inden for det. Så er du godt på vej. Det er, hvad citater siger
Klassisk Dylan. Læs det ikke som en konkret beskrivelse, men som en oversigt over de elementer, der indgår: Hvis du skal blive god til noget, må det indeholde disse elementer af lytten, indlevelse, læren, udforskning, du må få kendskab til de forskellige undergenrer og de forskellige udtryksformer indenfor det felt, du har valgt. Du må øve dig, mens du gør det. Når du øver dig, dukker detaljerne efterhånden op i stoffet, og du opdager, at du kan bevæge dig inden for det. Så er du godt på vej. Det er, hvad citater siger.
Det kan overføres på en hvilken som helst læringsproces. Jeg har i en bog om Dylans tekster vist, hvordan hans sange igennem hele hans forfatterkarriere rummer sådanne oversigter over et bestemt felt eller tema. Blandt de mest klokkerene eksempler er All I Really Want To Do fra Another Side of Bob Dylan (1964), der med omkvædets tillæg til titlen ”is Baby, be friends with you”, lyder som en lidt lalleglad, pre-hippietekst og altid også er blevet opfattet sådan.
Men det er en nøje udformet opstilling af ikke mindre end 33 forskellige sociale relationer, som vi sætter hinanden i, med vores krævende egocentri. De er endda struktureret i underområder: Vers 5 opridser små ti undertrykkelsesmekanismer i parforholdet. Det er egocentrien, Dylans tekst vil afsløre og afvæbne med sit omkvæd. For venskab rummer frivillig gensidighed. Tilbage til forelæsningen:
Vi har bare ikke fundet det endnu
Der er langt flere samplinger fra litteraturen i forelæsningen, end medierne har opdaget. En sætning som denne her: “I hadn’t left home yet, but I couldn’t wait to. I wanted to learn this music and meet the people who played it. Eventually, I did leave, and I did learn to play those songs”.
Der er virkelig ingen, der skal bilde mig ind, at Dylan selv har fundet på det. De tre skridt: “I hadn’t left home yet, but I couldn’t wait to … Eventually, I did leave.” Det er så afslebet, så mytologiserende om den unge mands udlængsel. Det må stamme fra en eller anden roman, fra Faulkner eller Steinbeck eller et sted hos Kerouac. Vi har bare ikke fundet det endnu.
Det er et indbygget oprør mod modernismens originalitetsdogme, som har martret store dele af litteraturen de seneste 75-100 år, og det er en anerkendelse af ord og tanker som del af et større fællesskab
Og det her, det er da vintage American Noir: ”You know what it’s all about. Takin’ the pistol out and puttin’ it back in your pocket. Whippin’ your way through traffic, talkin’ in the dark.” Måske ikke Raymond Chandler, men så da i hvert fald James Ellroy, forfatteren til den berømte, filmatiserede L. A. Confidential.
Muligvis er knapt en eneste formulering overhovedet i grunden Dylans egen. Det er en grundlæggende del af folkemusikkens arbejdsform, hvad forelæsningen tydeligt gør opmærksom på: ”I took all that with me when I started composing lyrics. And the themes from those books worked their way into many of my songs, either knowingly or unintentionally.”
Det er et indbygget oprør mod modernismens originalitetsdogme, som har martret store dele af litteraturen de seneste 75-100 år, og det er en anerkendelse af ord og tanker som del af et større fællesskab. Det ville være fuldstændigt i overensstemmelse med folkemusikken, hvis Dylan havde samplet alt i forelæsningen netop ved denne lejlighed. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er den originalitet, der ligger i at netop den individuelle person bruger de samme motiver og derved præger dem med sin unikke individualitet. Forelæsningen fortsætter sådan: ”I wanted to write songs unlike anything anybody ever heard, and these themes were fundamental.” Det fungerer naturligvis kun, hvis man er dygtig nok og har øvet sig nok, som det blev nævnt ovenfor.
Et pædagogisk læsestykke
Det morsomme er, at dette i ligeså høj grad viser mediernes uhyre overfladiske billede af Dylan og mediernes måde at forholde sig til ting på i det hele taget. Man fæstner sig ved et overskriftsgivende træk, i dette tilfælde det prekære ”plagiat”, og så standser al tænkning.
Med Dylan forholder man sig til et billede af Dylan, som man selv har skabt, og man glemmer indsigtens første skridt: At undre sig!
Hvorfor spørger man ikke om, hvad han vil opnå med det. Der er da vel ingen, der er så naive at tro, at Dylan ikke selv ved, at folk opdager det, når han ved, de har opdaget, at han citerede en obskur japansk mafiabiografi på sit album Love & Theft. Derved viser de ikke noget om ham, men noget om sig selv. Hvad viser de? At de burde sætte sig ned og læse klassikere, tænke, fornemme, lade sig bevæge af stoffet. Føle sig ind på ting, fremfor at leve på automatpilot. Beskæftige sig lidt med den indre dannelse ved at dykke ned i de menneskelige erfaringer, der ligger åbent for dem, hvis de bare tør vente et øjeblik med at reagere.
På den måde bliver det en dybt pædagogisk tekst. Lyt og lær! Det er, hvad den siger. Det er det råd, den giver videre til den, der måtte drømme, som Dylan selv gjorde. Og på den måde, Dylan selv modtog det, da han som ung kom til New Yorks folkemusikerscene. Og så er forbindelsen til ”lektiehjælpssiden” knyttet. For den gør det i et sprog, den drømmende kan genkende som klangbunde og indre billeder. Hvis han altså har hørt efter i timen.
Hovedillustration: Jakob Brønnum.
POV Internationals skribenter arbejder uden honorar. Du kan støtte Jakob Brønnum på Mobile Pay 53608496
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her