mm

Naser Khader

Naser Khader er folketingsmedlem for De Konservative. Han er cand.polit og har desuden en master i teologi. Han var fra 2011 til 2015 Senior fellow ved tænketanken Hudson Institute I Washington DC, som han stadig er tilknyttet. Han har sammen med Steen Nørskov lavet de prisbelønnede radioprogrammer ”Arabiske stemmer”, og før sin politiske karriere var han som ung i mange år arabisk tolk, oversætter og tekster.

Tillidshverv: Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1997-2000. Medlem af Det Etiske Råd 1998-2001. Medlem af Indenrigsministeriets tænketank om integration 2000-2001. Ambassadør for UNICEF 2004-2008. Stifter af foreningen Demokratiske Muslimer 2005, formand 2005-2007. Medlem af repræsentantskabet for Askov Højskole fra 2014.

Publikationer: Har skrevet »Ære og Skam«, 1996, »Khader.dk« med Jakob Kvist, 2000, »Nasers Brevkasse«, 2001, »Modsætninger mødes« med Bent Melchior, 2003, »Tro mod tro« med Kathrine Lilleør, 2005, »Naser Khader og folkestyret«, 2005, »Bekendelser fra en kulturkristen muslim», 2013, og »Hjertet bløder – arabisk forår og opløsning«, 2015.

Se alle skribentens artikler

Khader: Lad os vriste islam ud af islamisternes klør

Undersøgelser har vist, at overraskende mange betragter sig som ateister i de muslimske lande, og endnu flere ser sig selv som kulturmuslimer. Samtidig radikaliseres islam, og religionen fylder mere og mere muslimers hverdag. Naser Khader blæser til kamp for at få vristet sin religion ud af islamisternes klør.

Det har store og – også fra et demokratisk verdenssyn – helt uacceptable omkostninger at forlade islam i de muslimske lande. I Koranen står, at frafald skal straffes med døden, og det kan også mange steder resultere i både fængsling, tortur eller død.

I vores vestlige samfund kan frafaldne muslimer være heldige, at de ”kun” oplever social udstødelse, isolation og stigmatisering. Vi kender flere eksempler på arabiske fritænkere, der bliver fængslet og dømt, og ofte bliver de beskyldt for at ville skade den offentlige orden og skabe kaos i samfundet.

Det ser ud til, at ateister får en mere hårdhændet behandling end muslimer, der konverterer til andre religioner. Islam har intet til overs for folk, der ikke tror på Gud, hvorimod der kan findes korancitater, som burde sikre kristne og jøder en vis grad af beskyttelse, selvom det i praksis ikke er tilfældet mange steder.

I de arabiske lande forsøger man at nedtone antallet af ateister. En religiøs tænketank i Egypten, Dar-al-Ifta, bragte en måling, der skulle vise, at der samlet set i Egypten, Marokko, Tunesien, Irak, Saudi-Arabien, Jordan, Sudan og Syrien kun skulle være knap 2300 ateister. Og det blandt godt en halv milliard arabere.

Selvfølgelig blev de utroværdige tal efterfølgende latterliggjort på de sociale medier. En kendt sekulær aktivist i Egypten, bloggeren Rabab Kamal, har vurderet, at der alene på det religiøse al-Azhar universitet i Kairo er 1000 ateister.

For min skyld kunne vi godt reformere islam i sådan en grad, at vi fik en ny Koran. Hvor alt det voldelige blev fjernet

En troværdig undersøgelse (Win/Gallup International) har vist, at ateister udgør hele fem procent af den saudiarabiske befolkning, hvilket svarer til godt én million saudiarabere. Hele 19 procent af de adspurgte saudiarabere i undersøgelsen vil ikke kalde sig selv religiøse, men identificerer sig mere som kulturmuslimer.

De mest fremtrædende eksmuslimer har indtil videre været ikkearabere. Den palæstinensiske blogger og forfatter Waleed al-Husseini, hvis bog ”Allahs fængsel” nu udkommer på dansk, har været en af de første arabere til offentligt at forkaste islam og springe ud som ateist. Det er modigt, og jeg tager hatten af for den unge palæstinenser.

Der kommer flere og flere som Waleed al-Husseini, der – på trods af den åbenlyse modstand mod islamkritik i de arabiske lande – alligevel vælger at forlade den religion, de ikke længere tror på. Waleed al-Husseini har med sine blogs givetvis spillet en stor rolle i den bevægelse, vi nu ser.

Islams hus: Nu et håndværkertilbud

Waleed al-Husseini beskriver i”Allahs fængsel”, hvordan han blev uberettiget fængslet og tortureret, fordi han kritiserede islam og endte med at erklære sig som ateist. Det kan ikke udlægges på andre måder. Heldigvis slap han ud af hænderne på sine bødler og fik politisk asyl i Frankrig.

Hans kritik går på islams indflydelse overalt i samfundet: i familier, på skoler, hos politi og retsvæsen, og det er tankevækkende pointer, han kommer med. Han er meget skarpsynet, og jeg er et hundrede procent enig med ham, når han angriber de islamistiske bevægelser:

“Det er nødvendigt, at eliten og de intellektuelle i dag går sammen om at lede samfundet væk fra den udvikling og om at ændre den religiøse diskurs. Den islamistiske diskurs i dag er ikke kompatibel med respekt for menneskerettighederne i et moderne samfund.”

I islams hus er der ikke plads til hverken kritik eller tvivl, som det er i dag. Luften er stillestående, og det er ikke til at ånde derinde.

Jeg har sagt det samme i årevis, og vi har stadig til gode at se eliten og intellektuelle gå i ideologisk kamp mod islamisterne. Det gælder i lige så høj grad i den vestlige verden som i den arabiske, for også her er der en voldsom tilbøjelighed til at negligere islamistisk tankegods.

Om sin egen position som stigmatiseret vantro og med konstante dødstrusler, spørger Waleed al-Husseini retorisk: “Hvordan kan nogen beskylde mig for ‘frafald fra islam’, når jeg aldrig frivilligt har tilsluttet mig islam? Langt fra de love, der grunder sig på moralprincipper, ligner dette mere et kodeks af den art, der findes inden for mafiaen og den organiserede kriminalitet,” som han skriver.

Jeg er ikke enig i alt, hvad Waleed al-Husseini siger. Han er hård i sin dom over Allah, Profeten, Koranen og islam. Der var engang for længe siden, hvor islam i en lang periode var både en fredelig, tolerant og fremskridtsvenlig religion. Det er dén islam, jeg gerne vil finde frem og støve af.

Dengang var islams hus et smukt hus, som man ønskede at bo i og være en del af. I dag er det et håndværkertilbud, og vi muslimer skal virkelig i arbejdstøjet, for det er meget tæt på at være ubeboeligt for mennesker, som jeg ser det. Det er i overhængende fare for at kollapse.

”Jo mere islamkritik inden for islam, jo bedre”

Waleed al-Husseini skal have lov til at sige, hvad han vil, og til at kritisere islam, som han gør.  Det mener jeg både som demokrat og som muslim. Der er ikke noget alternativ til fuld ytringsfrihed i et ægte demokrati. Og som muslim mener jeg, at vi i islam har brug for meget mere islamkritik, end vi ser i dag. Jo mere kritik, jo bedre. Og jeg giver Waleed al-Husseini ret i, at alt for mange muslimer kun formår at svare på kritik ved at komme med besværgende afvisninger, uanset hvor saglig kritikken så er. Det er sølle og udstiller religionen og de religiøse som svage, når de ikke tør indgå i en kritisk dialog.

For muslimer vil det ganske givet være hård kost at læse Waleed al-Husseinis betragtninger. Han er spiddende i sin kritik, når han udstiller den åbenlyse dobbeltmoral, der er både latent og eksplicit i islam og blandt muslimer, når der for eksempel kræves hensyn og respekt til muslimske særkrav i vestlige lande, men hvor vi ved, at man ikke kunne finde på at vise andre religiøse mindretal samme respekt i mange muslimske lande.

Vi muslimer, der ønsker en reform, kan ikke tage et opgør med de voldelige elementer i islam, hvis islam konstant frifindes for sin andel i terrorens uvæsen.

Jeg er også enig med Waleed al-Husseini i, at mange af de problemer, vi ser i muslimske samfund i den arabiske verden, i høj grad skyldes, at islam spiller en uhørt stor rolle og har alt for stor indflydelse. Kvinder undertrykkes. Religiøse mindretal undertrykkes. Mennesker dømmes for ting, de ikke burde dømmes for – hvis ikke af en domstol, så af et civilsamfund af nidkære sociale kontrollanter.

”Da jeg var barn, var palæstinenserne kendt for at være de mest sekulære arabere”

Det er nedslående at læse al-Husseinis beskrivelser af forholdene i det Palæstina, hvor min far har rødder. Han kommer fra Qalqilya på Vestbredden, som ikke ligger så langt fra min fars fødeby Djeideh.

Da jeg var barn, var palæstinenserne kendt for at være de mest sekulære arabere. Religionen spillede ingen synderlig rolle i deres bevidsthed og identitet som palæstinensere og arabere. Her i bogen kan vi dog læse, hvordan islam gør sig gældende i alle lag af det palæstinensiske samfund i dag, og det er, som fremstillet i bogen, udelukkende negativt.

I dag ser jeg palæstinenserne som de mest fanatiske muslimer i den arabiske verden. Men den er ikke bare gal i Palæstina; det meste af Mellemøsten er gået i stå, fordi man har omfavnet islam og Gud så firkantet, at det har fået udviklingen til at gå i stå.

Palæstina er på en måde symbol på det, jeg ser som det primære problem i den arabiske verden i dag. Den moderate islam har veget pladsen for den fundamentalistiske, og det slår ud som islamisme flere og flere steder. Islam bliver brugt til at få politisk magt og dominans. Islam påduttes med trusler og vold. Den værste version af islamismen ser vi hos Islamisk Stat, og den smitter som en ondartet cancer. Det er en katastrofal udvikling.

Islamismen udgør en stor fare for mennesker i den arabiske verden, der, ligesom Waleed al-Husseini, tænker anderledes. På samfundsplan er islamismen mildt sagt uholdbar, da den ikke tilgodeser borgere ligeværdigt.

Men islamismen udgør med terroren også en fare for vestlige samfund, der repræsenterer alt det, der står i opposition til islamismen: Individets ret til at tænke, tale og leve, som man vil – i modsætning til at tænke, tale og leve som Koranen og den sorteste version af islam dikterer med alle de begrænsninger og al den undertrykkelse, det indebærer.

”Islamister har forpestet vores religion”

Min egen dagsorden for islam er en reformation, og jeg drømmer om at se islam forvandlet fra den krigens religion, som den er blevet i dag, til at den igen må kaldes fredens og barmhjertighedens religion. For uanset hvor meget muslimer vrider sig, så kan vi ikke komme udenom, at islamister har forpestet vores religion. Hvis vi går tilbage til billedet med islam som et hus, så er islamisterne termitterne, der æder af de bærende bjælker. Det kan ikke blive ved med at holde.

Når man fritager islam for skylden i terrorens uvæsen, så gør man reformmuslimerne en bjørnetjeneste. Vi muslimer, der ønsker reform, kan ikke tage et opgør med de voldelige elementer i islam, hvis islam konstant frifindes. Der er store problemer med vold i Koranen, og det må vi gøre noget ved; det gælder liv og død. Vi skal fortolke os ud af Koranens urimeligheder og brutalitet.

Det meste af Mellemøsten er gået i stå, fordi man har omfavnet islam og Gud så firkantet.

Jeg mener, at vi skal kassere de voldelige passager og i stedet give et tiltrængt og fornyet fokus til alle de fredelige og åndelige passager i Koranen, der taler om Gud som den barmhjertige, nådige og kærlige Gud. Profeten Muhammed er blevet placeret på en piedestal, som jeg ærligt talt tror, at han ville vægre sig mod, skulle han have levet i dag.

Det er forrykt, at muslimer kan blive så vanvittigt forargede over nogle tegninger af Profeten, som vi så under Muhammedkrisen, men når jihadister har dræbt uskyldige i Allahs navn, har vi endnu til gode at se et lignende ramaskrig i den arabiske verden over den gru og uretfærdighed, at uskyldige mennesker dør.

Har man frasagt sig islam, gider muslimer ikke længere lytte

Waleed al-Husseini er ikke længere muslim; han er nu ateist. Som frafalden muslim vil han være genstand for megen had fra muslimer resten af sit liv. Men som erklæret ateist har han givetvis også forpasset en chance for internt at tale islamkritik med muslimer, der fortsat ønsker at være muslimer. Den kendte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali havde langt større gennemslagskraft blandt muslimer, før hun forlod islam.

Har man frasagt sig islam, gider muslimer ikke længere lytte. Men jeg klandrer ikke Waleed al-Husseini, at han har taget sin afsked med islam. Det giver jo også meget god mening, når han nu slet ikke tror på Gud længere. Jeg støtter fuldt og helt op om Waleed al-Husseinis personlige valg.

Jeg selv er også meget utilfreds med islam, som den tager sig ud i dag. Og hvis man har det sådan, så er der to valg. Man kan gå, som Waleed al-Husseini har gjort. Man kan også blive og forsøge at forandre. Jeg har valgt det sidste. Jeg tror, mange muslimer ville ønske, at jeg tog mit gode tøj og skred, men jeg har tænkt mig at blive, om de vil det eller ej. Jeg ville dog virkelig ønske, at langt flere kritiske muslimer ville tage åbent del i en diskussion om, hvordan vi kan reformere vores religion.

Islam er i dyb krise og den destruktive udvikling er som en nedadgående spiral. Krisen udstilles igen med al-Husseinis bog her. Vi kommer ikke udenom, at der skal en reformation til. Eller måske endda en revolution, som den nu afdøde syriske professor Bassam Tibi talte for. Han besøgte mig i Danmark i 2007, da han sagde, at det havde været bedre for islam, om Muhammed var død 10-12 år tidligere – før han kom til Medina og blev en politisk leder.

Profetens åbenbaringer i Mekka handler derimod om social retfærdighed og tilbedelse af den ene Gud, og havde i det hele taget en mere filosofisk karakter, hvorimod budskaberne blev blandet med politik, da Muhammed kom til Medina.

Der findes flere end 70 retninger indenfor islam

Hvis vi igen bruger husmetaforen, så er kristendommen i dag et meget smukkere hus end det muslimske, og vi burde kigge godt og grundigt på konstruktionerne der. Der er plads til selvkritik, der er plads til tvivl; vinduerne er åbne, så der kan komme frisk luft ind. I islams hus er der ikke plads til hverken kritik eller tvivl, som det er i dag. Luften er stillestående, og det er ikke til at ånde derinde.

Jesus kom som jøde, og efter hans død opstod en ny religion. Kristendommen er på en måde en meget reformeret version af jødedommen. For min skyld kunne vi godt reformere islam i sådan en grad, at vi fik en ny Koran. Hvor alt det voldelige blev fjernet – som Tibi på sin vis også talte om. Jeg hører dog gang på gang, at islam ikke kan reformeres. At vi fjerner islams DNA, hvis vi begynder at sortere og fjerne skriftsteder i Koranen. Men jeg mener ikke, der er noget alternativ. Der findes flere end 70 retninger indenfor islam, hvilket vidner om, at der er mange måder at tolke og praktisere islam på.

Mange problemer ville blive løst, hvis får drejet islam på det spor, som er foreneligt med både demokrati og frihedsrettigheder. Måske betyder det, at vi skal bygge islams hus op på ny. Jeg er trådt i arbejdstøjet og er mere end klar til at gå i gang.

Kronikken er en let bearbejdet og forkortet udgave af det forord, Naser Khader har skrevet til bogen ”Allahs fængsel. Min rejse fra muslim til ateist og følgerne af det”. Bogen er skrevet af den palæstinensiske blogger Waleed al-Houseini, der i dag er politisk flygtning i Paris. Bogen udkommer fredag den 28. oktober. Læs mere om bogen her:

Waleed al-Husseini deltager i et offentligt arrangement onsdag den 26. oktober på Christiansborg om emnet ”islam og ateisme”. Her vil også danske eks-muslimer fortælle om deres personlige rejse og følgerne af det.

Læs mere om arrangementet her:

Det er nødvendigt at tilmelde sig arrangementet ved at sende navn og adresse til info@pressto.dk.

Topillustration: Bøn i moske. Wikimedia Commons.

Kategorier