To kapitler af Sebastian Bunes debutroman Min familie

af

Hvert 10. barn i Danmark er udsat for en eller flere former for omsorgssvigt såsom vold, seksuelle overgreb, alkohol- eller stofmisbrug eller vanrøgt fra forældrenes side.

I litteraturen kan man aflæse de sørgelige tal. De seneste år er der udkommet flere romaner, hvor opvæksten i dysfunktionelle familier er tema. De såkaldte autobiografiske romaner, der med forfatternes egne barn- og ungdomserindringer i ryggen, går bagom de skønhedspletter i den moderne familie, der sjældent bliver til et opslag på Facebook.

Daniel Boysens Fordi Ilden Er Vores, Gramhavet af Erling Jepsen, Morten Papes Planen og Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard er bare få eksempler.

I denne weekend udkommer den 32-årige forfatter Sebastian Bune med sin debutroman Min familie. Sebastian Bune er uddannet gymnasielærer. Er gift og har to børn, til hvem han skriver i bogens forord:

“Til mine drenge: Lad aldrig nogen fortælle jer, at slangen er en gammel hat.”

POV har eksklusivt fået lov til at bringe de første to kapitler af Sebastian Bunes debutroman Min familie, udgivet på Lindhardt & Ringhof den 11.08.2017.

Læs også dette mailinterview mellem forfatteren og POV’s kulturjournalist Ole Blegvad.

SEBASTIAN BUNE: MIN FAMILIE
1. og 2. kapitel

Leon passer mig alene, og han slukker lyset udefra.

Jeg råber:

”Nej!”

Jeg ved ikke, om han kan høre mig, så jeg hopper ned fra brættet for at komme ud og er ved at falde i mine natbukser. Jeg skynder mig at trække dem op. Badeværelset er koldt, og det eneste lys kommer fra en tynd, hvid sprække under døren. Der er ingen vinduer. Døren er låst.

Jeg kan høre ham gå rundt i stuen, som om jeg ikke er her.

”Moar!”

”Mommy er her ikke,” siger han pludselig fra den anden side af døren.

Jeg bliver stående.

”Kan du høre mig, boy?”

Jeg ved ikke, om han vil ind.

”Vil du ikke lukke mig ud?”

Jeg kan ikke længere holde mig tilbage.

”Luk mi-ig nu u-ud!” hulker jeg.

”Vær stille!” råber han.

Jeg står som frosset fast til det kolde gulv med hænderne på døren. Det er den eneste flade, der ikke er kold at røre ved. Jeg tør ikke bevæge mig, og pludselig kan jeg mærke en varme i mørket. Den fylder mine ben og giver mig styrke, men det varer kun et øjeblik. Jeg har tisset i mine natbukser. Det våde stof mod huden gør mørket endnu mere skræmmende. I det samme kan jeg høre hoveddøren gå op. Jeg banker på døren så hårdt, jeg kan.

”Luk mig ud!”

Jeg tumler ud i alt det hvide.

”Leon, hvad laver du?” kan jeg høre hende sige.

”Det var bare for sjov, Hanna.”

Mor kigger skiftevis på ham og mig.

Jeg gemmer mig i hendes store, røde frakke og kan næsten ikke få vejret.

”Sorry, baby, jeg vidste ikke, han ville blive så bange,” siger Leon.

”Det må du aldrig gøre igen,” siger hun til ham og bærer mig ud i køkkenet. ”Kom her, Åberg, se hvad der er i posen.”

Hun kalder mig tit Alfons Åberg. Indtil nu har det bare været mor og mig, ligesom Alfons Åberg er alene med sin far.

Mor løfter øjenbrynene. Det er trøfler. Jeg elsker trøfler.

”Come here, boy, come dance,” siger Leon.

Han skruer op for radioen, som spiller Mr. Swing King.

Jeg tapper med foden i gulvet.

”Se, Hanna. Drengen har rhythm,” siger han og griner.

Vi griner alle sammen.

2

Det er søndag, og jeg har glædet mig hele ugen til at se morfar. Mor er vågen. Det må hun være. Hun sover aldrig i sin egen seng. Det gjorde hun i hvert fald ikke, før Leon flyttede ind.

”Moar,” siger jeg højt og lytter efter hende. Måske er hun gået til bageren, men der er stadig brød og trøfler tilbage fra i går. Jeg stivner, idet jeg indser, at jeg måske er alene med ham igen.

”Hvad er der, Jonathan?” siger hun og kigger ind på mit værelse med hovedet først, overkroppen snor sig rundt om dørkarmen med en dyne om.

”Kommer morfar snart?”

”Der bliver ingen kuttere i dag,” siger mor og går ud i køkkenet.

”Hvorfor ikke?” spørger jeg og løber efter hende.

”Jeg ved godt, at du elsker at tage med morfar ned og kigge på hans kuttere, men han ku’ altså ikke i dag,” siger mor og tænder emhætten.

”Men han kommer jo hver søndag! Vi skal ned og se kutterne!”

Hun svarer ikke. Det eneste, man kan høre, er emhætten, der kører for fulde drøn. Hun ryger. Jeg har lyst til at gå ned på havnen selv, men jeg ved, at hun ikke vil lade mig gøre det.

Jeg går ind i stuen for at finde den lille fiskekutter, jeg har fået af morfar. Den står på kommoden mellem mors krystaller. På dækket ligger en af de lyserøde sten. Jeg får et chok, da jeg ser, at Leon sover på mors madras i hjørnet af stuen. Mor er ved at klæde sig på. Hun råber, at jeg skal lade ham være. Han har ondt i hovedet. Dynen hæver og sænker sig hurtigere end før. Jeg sætter mig ned på madrassen ved siden af ham. Hans hår er så anderledes. Det er helt sort. Mor siger, han har afrohår. Jeg kan ikke lade være med at ae det, selvom mor har sagt, at jeg skal lade ham være. Håret er meget blødt og går ned i to store bakkenbarter. Morfar har også bakkenbarter, men de er helt hvide og meget glatte. Leons er krøllede. Pludselig slår han øjnene op. De kigger vredt på mig, og jeg slipper håret. Han siger ikke noget. Før jeg ved af det, tager han fat i nakken på mig og slår mit hoved ind i kommoden ved siden af madrassen. Blodet drypper ned på mine hænder. Min pande er tung, og Leon råber efter hjælp.

”Hjælp! Se drengen!” råber han.

Han folder den hvide dyne om sin krop, før han tager mig op. Mor stirrer på ham. Dynen er spættet med røde pletter.

”Does it hurt?” spørger han.

Mor spørger ikke om noget, hun ser endnu ikke, hvad der er sket.

Smerten rammer panden først, men da han sætter mig ned på madrassen igen, rammer den hele min krop.

”Hvad er der, skat?” spørger mor. Hun ryster nu.

”I’m sorry, Hanna. Jeg ville ikke …”

Mor tager min hånd og holder om mit hoved med sin ene hånd. Den ryster. Hun hiver mig op fra madrassen og løber ud på gaden med mig. Først løber hun med mig i sine arme, så ombestemmer hun sig og vender tilbage. Hun nærmest kaster mig op på bagagebæreren på sin grønne damecykel.

”Av,” siger jeg og tager mig til numsen. Cyklen føles hård gennem min tynde pyjamas.

”Er du okay?” spørger hun og stopper op.

”Ja, det gør bare ondt,” siger jeg og tager mig til panden. Den er helt våd.

”Okay … okay,” siger hun med øjne, der flakker.

”Hvor skal vi hen?”

”Øh … vi skal på skadestuen!” råber hun, som om hun først nu har set, at jeg bløder.

Da vi kommer ind til venteværelset, kommer en sygeplejerske for at vise os hen til et rum. Hun kalder det et behandlingsrum. Mor bliver ved med at sige, at det var et uheld.

”Har drengen været oppe at slås?” spørger en ældre mandlig læge, der sætter sig ned ved siden af mig og smiler til os. Hurtigt tilkalder han ekstra assistance, da han ser flængen i min pande, som har været skjult under den våde klud, sygeplejersken kom med.

Jeg ved ikke, hvorfor han spørger om det. Måske er det, fordi mors mascara er tværet ud og fortæller ham, at hun har grædt. Måske tror han, at det er hende, der er kommet til at gøre noget, hun ikke skal. Sygeplejersken kommer tilbage og holder mig nede, mens lægen bøjer sig ind over mig med en stor nål.

Leon kommer ind på stuen. Jeg prøver at dreje mig væk fra ham, men de holder mig fast. Lægen hvisker til sygeplejersken, som tager Leon i armen. Der går et øjeblik, før de forstår hinanden.

”Operationsstuen er kun for forældre eller andre nære pårørende,” siger sygeplejersken.

”Vi er hans forældre,” råber mor. ”Bare vent udenfor,” siger hun til Leon.

”Det klarer du jo flot, Jonathan,” siger lægen og syr sting i panden på mig.

Jeg er rolig nu og kan se mor kigge op over sit røde ærme. Hun smiler.

”Hvor er du fin, Åberg.”

Jeg smiler til lægen. Han smiler ikke, men beder mor om at udfylde nogle papirer, før vi går.

”Kan I ikke sende dem til os?”

Lægen svarer hende ikke, men drejer om på hælen og forsvinder.

Jeg hopper ned fra briksen og ser ud på regnen, der er begyndt at falde på ruden ud til hospitalsgården.

”Kom,” siger mor, ”vi skal finde Leon.”

Vi kigger efter ham i venteværelset, men der er han ikke, og mor ser pludselig bange ud igen. Hun tager mig i hånden og løber efter sygeplejersken ud på gangen.

”Undskyld, så du, hvor han gik hen?”

Sygeplejersken kigger underligt på mor.

”Hvad mener du?”

”Det var min mand, du fulgte ud lige før,” siger mor og ser ned i jorden.

”Javel. Han gik for ti minutter siden. Han så ud til at have travlt.”

”Tak. Kom, Åberg. Nu skal vi hjem,” siger mor og begynder at gå.

”Er han derhjemme?”

Mor stirrer på mig og stopper. Jeg opdager, at sygeplejersken vender sig rundt for at se på os. Mor spærrer øjnene op, sætter sig på hug og hvisker ind i mit øre:

”Lad os tage hjem til mormor, hva’?”

Hun smiler til mig.

”Har du ikke lyst til en rød sodavand?”

Jeg nikker og kigger op mod sygeplejersken. Hun smiler og vinker til mig, da mor tager mig op på ryggen og hopper hen ad hospitalsgangen i gadedrengehop. Udenfor er brostenene blevet blanke af regnen, der står ned i stænger. Vi nåede jo ikke at få jakke på, og mor stopper under hovedindgangens halvtag, som om hun venter på, at der skal komme nogen og hente os, men det gør der ikke. Det er allerede ved at blive mørkt, og lysene over hovedindgangen er tændt, så man kan se bogstaverne over døren. Ringkøbing Amtssygehus, står der med brune sten i den røde bygning.

”Kan du ikke bruge den her som paraply?” siger mor og tager en plasticpose fra sin cykelkurv, der står op ad muren.

Hun lægger den på hovedet af mig og griner.

”Din tossede dreng,” siger hun og løfter mig op på cyklens hårde bagagebærer.

Cyklen er våd, men det gør ikke noget, jeg har stadig nattøj på, men masser af skiftetøj hjemme ved mormor og morfar, tænker jeg, mens vi kører af sted hen over brostenene. Regnen stilner af, mens vi cykler gennem byen, og jeg får øje på månen.

”Se, mor, månen følger efter os!” Nu griner hun igen.

”Så bremser vi, Åberg,” siger hun og standser foran mormor og morfars opgang. Hun løfter mig ned fra cyklen og peger på døren.

”Kan du gå hen og ringe på?”

Jeg løber hen til dørklokken og trykker på den.

”Skal du ikke med, mor?”

Hun står ude på gågaden og kigger op på deres vindue.

”Nej, jeg tager hjem. Sig til mormor, at jeg kommer senere!”

Da hun hører dørtelefonen brumme, hopper hun op på cyklen og spurter videre ned ad gågaden.

”Jamen hvad er der dog sket, min dreng?” spørger morfar, da han ser mig på trappen.

”Jeg slog hovedet.”

”Hvordan er det sket? Har du været ved lægen?”

Jeg nikker, kigger ned i gulvet og tager fat om hans ben.

”Så, så, min dreng. Så kom da her. Hvad med din mor, er hun ikke med?”

”Nej, hun er taget hjem igen, men morfar, hvorfor er du her?”

”Hvad mener du?” siger han og bøjer sig ned for at kigge på forbindingen. ”Uha, du må hellere komme med ind,” siger han, da han har kigget bag det hvide bind.

Jeg tager hans hånd, og vi går ind og sætter os i sofaen.

”Se her, basse,” siger morfar og sætter VHS-båndet med Lille Virgil og Orla Frøsnapper på. Mormor står i døråbningen til køkkenet og kigger på mig, som om hun har set et spøgelse.

”Jeg går lige ud og henter noget saftevand og en cigar i køkkenet, så kan du sidde her og slappe lidt af imens. Hvad siger du til den, hva’?”

”Det lyder godt.”

”Hvad var det, du mente før, da du spurgte, hvorfor jeg var her?” siger han og vender sig om.

”Jeg ved det ikke … det var bare, fordi du ikke kunne komme i dag.”

”Din mor sagde i går, at du var syg. Har du haft  feber?”

”Nej.”

”Nå,” siger han og ser forvirret ud. Han ryster på hovedet og aer mormors kind på vej ud i køkkenet.

Jeg kigger allerede på skærmen, der viser lille Virgils hus. Jeg ville ønske, jeg kunne bo i hans hus. Så ville der ikke være nogen Leon. Og heller ikke mor, der hele tiden hellere vil snakke med ham end med mig.

Morfar lukker døren på klem, men jeg kan stadig høre ham. Fjernsynet er ikke så højt, og han lyder vred.

”Kan hun nu ikke engang passe på sin egen dreng?” siger han.

”Lad nu være med at blive vred på hende, Kaj,” siger mormor.

”Hvad er det da, hun vil med sit liv? Hvorfor blev hun ikke i den boghandel?”

”Jeg er sikker på, at hun nok skal finde ud af det.”

”Hvad med Jonathan?” siger han så.

Der er stille. Så siger mormor:

”Hvis det ikke kan være anderledes, må vi jo passe ham.”

Der lyder et dunk, som om en af dem slår i bordet.

”Det gør vi jo allerede, Marie! Det gør vi allerede.”

”Hvis ikke det var, fordi Henrik var flyttet helt til Aarhus, så havde jeg da også sendt ham hjem til sin far, men han har ingen far her i Ringkøbing. Den eneste ordentlige mand, han kender, er dig, Kaj!”

”Ja, jeg ved det godt,” siger morfar.

Jeg kan høre dem åbne og lukke lågerne, som om de skiftes til at se, hvem der kan gøre det hurtigst.

”Skal du ikke ha’ noget at spise, Jonathan?” råber mormor fra køkkenet.

”Har du bagt boller?” spørger jeg og håber på, at hun siger ja. Mormor bager det bedste brød. Det er bedre end bagerens, og jeg får altid noget lige fra ovnen, når jeg sover her i weekenden.

”Det har jeg da. Nu skal jeg lave noget til dig. Jeg har også lige lavet suppe, vil du ikke ha’ en portion? Det er sikkert godt for hovedet,” siger hun og hoster.

Jeg når kun lige at se Orla Frøsnapper på udkig efter Lille Virgil, før morfar igen står i stuen.

”Det er en farlig forbinding, du har fået på der, hva’?”

Han smiler og løfter de grå øjenbryn.

”Jeg har fået fem sting,” siger jeg og lægger en finger på panden.

”Fem sting!” Han ser lidt overrasket ud og løfter de grå øjenbryn igen. ”Skal du ikke have en is, når du er færdig med din mad?” siger han og fisker efter sin pung i baglommen.

”Jo!”

”Det er ovre om et par dage,” siger han og henter en bakke med suppe, to varme boller og et glas saftevand, som han sætter på sofabordet. Han klemmer min hånd, før han er på vej ud ad døren.

”Jeg løber ned til købmanden, de har byens bedste is,” siger han og blinker med det ene øje, mens han tænder en cigar. Jeg elsker hans cigarer. Jeg tror, han bliver varm indeni af at ryge dem.

 

En lyttende Sebastian Bune. Foto af Ole Blegvad.

Mailinterview mellem forfatteren Sebastian Bune og POVs Ole Blegvad:

Ole Blegvad:

Hvad er ”Min familie” for en roman?

Sebastian Bune:

“Min familie” handler om Jonathan, der vokser op på kanten af halvfemsernes velfærdsdanmark. Han oplever adskillige møder med det offentlige på baggrund af hans stedfars voldelige adfærd og moderens mangel på evne til at vælge børnene fremfor kærligheden.

Bogen indeholder alle de elementer man forventer af en god krimi: der er vold, blod, trusler og en flugt fra en sadistisk psykopat. Men det er ikke en krimi. Det er en historie om hverdagen for en dreng i en udsat, dansk familie i 90’ernes Aarhus.

Jeg er vokset op med forskellige forældre, en rigtig patchwork-familie. Det var en flerkulturel familie i en boligblok, ligesom Jonathan. Jeg har dog ikke boet i Rosenhøj, men i andre udsatte boligområder. I dag har jeg et andet sæt forældre end dem jeg er vokset op med, men det er ikke en 1-1 fortælling. Jeg har også oplevet vold indenfor hjemmets fire vægge.

Boligblok. Foto af Ole Blegvad.
Boligblok. Foto Ole Blegvad

Ole Blegvad:

Hvor meget er din egen historie, hvor meget er hentet fra dit egen liv?

Sebastian Bune:

Da jeg var barn, var der ikke altid luft i økonomien til at gøre det samme som alle de andre i klassen. Når de havde været på Mallorca, var vi hjemme – i blokken. Derfor kom steder i min barndom ret hurtigt til at betyde overvældende meget. Jeg knyttede mig til kvarteret og hang med de børn der heller ikke kunne komme afsted på ferie, ligesom mig. Desværre blev det til lidt for mange steder i løbet af min opvækst, og jeg har set indersiden af det der burde have været barndomshjem, men blev flygtige glimt af ophold i boligblokke og lejligheder på mere end hvad jeg kan tælle på mine ti fingre.

Det er ikke min kamp, det er rigtig mange børns kamp, og i bogen en livskamp for Jonathan. Men det er samtidig også en bog om hvad det vil sige at være familie, og hvorfor det nogle gange går galt i familien. Derfor håber jeg også at bogen når ud til alle klasseværelser i landet, alle gymnasier, alle lærerseminarer og universitetsstudier, der uddanner folk, som skal tage hånd om fremtidens børn og unge. Jeg sætter min lid til, at have et forlag i ryggen, der tror så meget på mig, at de vil trykke historien om Jonathan, for i bogen, er det Jonathans kamp mod sine forældres manipulation, mod systemet og mod fordommene om hvad han er, der kan give et indblik i hvad det vil sige at vokse op med så meget modgang i livet.

Forestil dig, at du som barn oplever den ene forbandelse efter den anden, ligesom i den bibelske fortælling om Job, der skal gå så grueligt meget igennem. Det er hvad mange børn i Danmark står overfor, men til forskel fra Job, kan de ikke umiddelbart kræve at deres forældre skal fremlægge bevis for deres skyld (for hvad har de dog gjort galt?) eller stille spørgsmålstegn ved deres forældres valg. Hvis de gør, så vanker nemlig der ved kasse et, og det gør ondt. Det ved de godt. Mange børn i de her familier, har afluret de dysfunktionelle mekanismer, og ved hvornår de skal passe på, men kan samtidig ikke tro på, at nogen udefra vil hjælpe dem. På samme måde gjorde det ondt på mig, at opleve vold indenfor hjemmets fire vægge. Det er mit erfaringsgrundlag, og det jeg har skrevet ud fra, men jeg er ikke Jonathan. Jeg har skabt Jonathan for lade replikkerne mellem ham og hans forældre tale for sig selv, og forhåbentlig vil alle de lærere, pædagoger, psykologer, læger, betjente og journalister der læser bogen give en håndsrækning til et barn som Jonathan.

Ole Blegvad:

Det er jo et meget voldsomt tema, hvad håber du på at opnå med bogen?

Sebastian Bune:

Det er en bog, der forhåbentlig kan skabe en art indlevelse i den ekstreme situation, som børn med vold i hjemmet vokser op med. For det er ekstremt, at skulle leve på listetæer over for et voksent menneske, der både er lunefuld, har et alkohol/stof-misbrug og slår.

Hvad der er endnu mere ekstremt er, at det faktisk er et udbredt problem. Hvis vi skal sætte nogle tal på, så er det meget alarmerende at læse SFI’s rapporter, der beretter at op imod “Hvert 10. barn i Danmark er udsat for en eller flere former for omsorgssvigt såsom vold, seksuelle overgreb, alkohol- eller stofmisbrug eller vanrøgt fra forældrenes side” (se link: https://bornsvilkar.dk/fokus/svigt/sammen-stopper-vi-svigt).

Det betyder, at der i hver folkeskoleklasse og hver gymnasieklasse landet over, i snit er tre voldsomt udsatte børn og unge. Det er altså meget store tal vi jonglerer med, og noget der betyder, at alle mennesker på den ene eller anden måde har en relation til et barn eller et ungt menneske, der kæmper med nogle meget store problemer i livet.

Der er simpelthen brug for et større fokus på hvad det vil sige at vokse op med vold i hjemmet, når det nu engang er så omfattende et problem. Derfor føler jeg også et stort ansvar overfor de børn, som jeg håber at kunne hjælpe på vej. Mit største ønske er, at bidrage til at give dem en stærkere stemme. At lade dem blive hørt, og ikke mindst, at der med bogen kan skabes en debat om de sociale foranstaltninger, der varetager børns vilkår i dag. Er de gode nok.

Ole Blegvad:

Hvordan har din familie reageret på projektet?

Sebastian Bune:

Jeg har fået bred opbakning. Nogle har på grund af de hårde scener, der også indgår i bogen, ikke kunnet læse alt, men jeg er glad for det engagement der trods alt har været. Een ting er at ville skrive. Det er kontroversielt nok i sig selv, i disse sparretider, men at skrive om vold i familien fra det udsatte barns perspektiv, er en udfordring, men også nødvendigt. Det var vigtigt for mig, at give barnet en troværdig stemme, at skildre livet med ondskaben rundt om hjørnet fra barnets ståsted, og ikke mindst, at man som læser oplever, at man ved mere end barnet og tænker S#”&, NU går det galt. De oplevelser håber jeg, at læseren kan tage med ud i verden, og bruge i klasseværelset, på kontoret, i praksis … sågar i familien.

Ole Blegvad:

I litteraturen taler der meget om genrerne autofiktion og dokumentarisme. Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til det?

Sebastian Bune:

Jeg synes, at det er ærgerligt, at der bliver trukket en biografisk læsning ned over f.eks. norske Vigdis Hjorts roman “Arv og miljø”. Det er en roman. Genrebetegnelsen er altså i dette tilfælde ikke til at være i tvivl om. Der er tale om fiktion. Når det er sagt, så synes jeg ikke man skal holde sig til Per Højholdts gamle ideal om at holde sig fra hovedstolen, men hellere undersøge forfatterskolelæreren og alle tiders skønneste prosa af Christina Hesselholdt, der netop i 1998 udgav romanen “Hovedstolen”. For kan man undgå at trække på sit erfaringsgrundlag som menneske? Nej! Selvfølgelig ikke, det er jo det forfattere skal leve af, deres observationer af menneskets luner, vores små konflikter i hverdagen til de store samfundsomvæltninger, der også påvirker individets handlemuligheder. Derfor synes jeg det er skørt, at benytte denne praksis, som selvfølgelig har sin litteraturhistoriske berettigelse, men som bliver opstyltet og i sidste ende drejer modtagelsen af bogen over på forfatterens ret til at skrive bogen, fremfor bogens karakterer, hvad deres relationer til hinanden kan fortælle os om det at være menneske, som jo er det skønneste en bog kan og skal kunne gøre. Indlevelsen i et andet menneskes liv, er alfa og omega i det her, og det er også derfor, tror jeg, at hybridgenren – autofiktion – har fået medvind, selvom den kan være svær at gennemskue. Men så er der også tale om værker, hvor man åbenlyst har spillet på blandingen mellem fiktion og virkelighed. Karl Ove Knausgaard, er dog et særtilfælde. Det er livet som roman, og det er fascinerende. Det er noget helt andet, men også et vigtigt projekt. Det går helt tæt på mennesket Knausgaard, fremfor karakteren. Det ville jeg have det meget svært ved selv at skulle gøre, men han har jo gjort det godt, må man sige.

Foto af forfatteren Sebastian Bune. Fotograf Sofie Amalie Klougart.

Ole Blegvad:

Men hvis de litterære genrer kan blive en slags bånd. Kan du så forklare, hvilken forskel det gør at skrive en roman fremfor at skrive en kronik eller en samfundsrapport om udsatte børn??

Sebastian Bune:

En roman kan lade dig træde ind i et univers, hvor du oplever sammen med karaktererne. Jeg kender ikke rigtig andre medier, der på den måde involverer dig i et handlingsforløb, som om du selv var der. Det skulle lige være VR-teknologien, men ellers ikke. Derfor håber jeg også, at læsere landet over vil finde Jonathans situation meget svær at navigere i, og på baggrund heraf tage stilling til hvad der sker for udsatte børn i Danmark, for vi har virkelig store problemer på det her område, og en artikel eller en kronik, er ikke altid nok til at holde folk beskæftigede, der skal mere til, og her kan romanen gå ind og ikke bare fortælle om det hårde liv i blokken, men faktisk lade dem leve det for en stund.

Ole Blegvad:

Du er gymnasielærer nu, er gift og har to børn – ser du dig selv som mønsterbryder?

Sebastian Bune:

Der er der mange, som jeg har mødt gennem studierne og i mit arbejdsliv som gymnasielærer, som har været hurtig på aftrækkeren til at kalde mig for mønsterbryder. Det bliver altid set som et positivt mærkat, men jeg har det egentlig meget dobbelt med det. For jo, det betyder, at man har gjort sig umage med at tage en uddannelse, og typisk ligger der en ‘stræben-opad-i-samfundet’ bevægelse i det, selvom nogle politikere for nyligt har talt om det omvendte mønsterbryd, som noget der burde være lige så socialt acceptabelt, altså, at overlægens søn for eksempel bliver portør. Men det er egentlig meget fint illustreret i det omvendte mønsterbryd, hvad der ligger i det klassiske mønsterbrud. 1) Man tager en anden (længere) uddannelse end sine forældre, 2) man får en anden (højere løn) end sine forældre og 3) man træder ind i et andet socialt netværk. Man får bedre bolig, uddannelse og job, end sine forældre. Der er derfor i denne bevægelse også en utrolig distancering til den familie man kommer fra, og det er ikke altid ubetinget en god ting. Det kan også være en slags sorg, at finde ud af, at man er meget anderledes end sine forældre, og ikke længere kan tale med på samme niveau, eller med samme begejstring, om det man før var fælles om. Så kan jeg faktisk bedre lide udtrykket “a self-made (wo)man”.

Ole Blegvad:

Det er din debutbog. Kan du beskrive følelsen af at stå med bogen i hånden efter mange år tanken og arbejde?

Sebastian Bune:

Man kan kalde bogen for noget af et svendestykke. Den har været seks å undervejs, og det er fantastisk endelig, at have den i hånden. Det har været hårdt, at gå sent i seng og stå tidligt op for at skrive mellem havregrød til børnene, lektionsplaner til timerne på gymnasiet, de 90 opgaver, der skal rettes henover en weekend og haven, siger græsallergikeren og tænker, at det nok havde været bedre med en lejlighed i indre by, men børnene har det så godt. Det er dog ikke usædvanligt, har jeg fundet ud af, at skrive på den måde. Det er langt fra alle forfattere der kan få det til at løbe rundt med skriften alene. Nogle supplerer med foredrag, deltidsansættelser og freelanceaktiviteter med fokus på skriften, hvis de kan, men selv kæmpe store internationale stjerne, som Toni Morrison (Nobelprismodtager i 1993), måtte i mange år stå tidligt op for at skrive, før hendes børn stod op, før hun måtte sætte morgenmaden på bordet, og før hun måtte drage afsted på arbejde. Morrison er er en veluddannet kvinde, og har både fundet arbejde som universitetslektor og redaktør på nogle af de større amerikanske forlag, men hvis skriften vælter ud af ribbenene på en, så er der ikke andet at gøre, end at blive ved og blive ved og blive ved, indtil man ved, at man har skrevet en bog, som andre også synes er fantastisk. Jeg kan i hvert fald med stolthed sige, at jeg har fået den største opbakning tænkelig fra Danmarks andet største (og bedste) forlag – Lindhardt og Ringhof. Det forpligter, og derfor har jeg med et arbejdslegat fra Statens Kunstfond i ryggen valgt at bruge al min tid på bogen, og den næste, som jeg snart skal aflevere til Dorte, min redaktør på forlaget. Den samler op på nogle af de konflikter, som Jonathan er efterladt med, og så er der et helt ungdomsliv, der får lov til at udfolde sig i teksten, som jeg håber kan ramme tonen i nogle af de problemstillinger, som vor tids unge går og tumler med i forhold til identitetsdannelse og tilhørsforhold. Jeg er derfor meget optimistisk hvad angår fremtiden. Jeg har allerede nogle foredrag rundt om i landet, og håber meget på, at der med det materiale der kommer ud til gymnasierne også bliver mulighed for at komme ud og snakke med nogle unge mennesker om bogen, og hvad det vil sige at vokse op i en familie og klare sig, på trods af massive udfordringer.

Topillustration: Fra bogen.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste indlæg fra

Gå til Top