mm

Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Se alle skribentens artikler
Bisse med sit nye album “Højlandet”, udkom oktober 2016. Fotograf: Ole Blegvad.

Jeg vil genfortrylle verden

Han er en af tidens mest omtalte musikere, han skrev i 2016 år fem album på godt et år og gjorde nærmest rent bord ved uddelingen af de danske musikkritikeres pris, Steppeulven, i weekenden: Årets album, årets vokalist, årets komponist, årets tekstforfatter, årets sang, årets musiker. Bisse er navnet. Ole Blegvad mødte ham i efteråret til en snak om hans musik, sangene, livet, døden og alt det imellem, som vi er glade for at bringe igen.

Årsrytmen er gået fra sommer til efteråret, snart bliver det vinter, men solen kaster stadig sit skarpe lys og stråler mod de toppede brosten på Wildersgade på Christianshavn i København. Det er her, jeg skal møde Bisse.

Fotograf: Mia Rewitz

Fotograf: Mia Rewitz

Han kommer cyklende på en helt almindelig herrecykel. Folk vender sig om, kigger efter ham. Jeg tror, det er hans lange lyse hår og de gule jeans, som tiltrækker opmærksomhed. Jeg tænke på, at de skulle bare vide. Og, at han, som nu stiger af cyklen, nemt kan ende med at blive en af de næste årtiers mest markante sangskrivere. En af dem, der helt exceptionelt kan forene toner og ord. Jeg tænker, at han – Bisse – vil blive en af dem, vi vil lytte til. Fordi han har noget på hjerte. Men lige her i sensommersolen, tror jeg, at det er hans lange, lyse hår og gule jeans, som får folk til at kigge.

– Hej, undskyld jeg kommer for sent, siger han glad og smilende. Det er højst fem minutter, tænker jeg. Fem minutter er da ikke at komme for sent for en rockmusiker.

Generationens Benny Andersen?

Bisse, der på sit sygesikringskort hedder Thorbjørn Radisch Bredkjær, optrådte til DJBFA hædersprisfesten i Vega den 14. september. Her fortolkede han en tekst af prisvinder Benny Andersen og spillede et nummer fra sit album ”Højlandet”, der senere udkom i begyndelsen af oktober.

Vi går ind på den nærmeste café og bestiller hver vores Orangina. Bisse kigger på mig, og siger nærmest inden, vi er i gang med interviewet:

– De har ikke bedt mig om at fortolke Benny Andersen, fordi de synes, jeg er en stor sanger. De har valgt mig, fordi de synes jeg er en god sangskriver… forstår du? Jeg ved ikke helt præcis, hvad min rolle er, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at de har spurgt mig, fordi de synes, jeg er den nye generations svar på Benny Andersen. Det synes jeg, måske er lidt underligt. Men vi har jo det tilfælles, at vi skriver meget tekst, mange ord. Det er måske derfor, de har tænkt, at jeg er et godt bud, eller et sjovt match.

Bisse kan ikke helt forholde sig til tanken. Egentlig har han ikke læst Benny Andersen siden årene i folkeskolen og gymnasiet. Og hvis han absolut skal sammenlignes med en dansk sangskriver, er det C. V. Jørgensen. Men Bisse fascineres af tankerne. Af ordene.

Da jeg i begyndelsen af interviewet spørger til hans egen rolle i musikken, vil han hellere tale om Benny Andersen, om Svante, Poul Dissing og C.V. Jørgensen, om Fredmans Epistler i Carl Michaël Bellmans viser, og om Bob Dylan og Scott Walker. Som om han lige skal føle mig an, inden han åbner godteposen. Så han taler om lyrik, versefødder, prosa, metrik og inspiration.

– Jeg er i hvert fald inspireret af C.V. Jørgensen. Det er sjovt at tænke på, at formen i Benny Andersens sange også er vers og omkvæd. Det gælder egentlig også for CV. CV har på en eller anden måde en overgang i sine sange, i lyrikken. De er stadig enormt versefodsagtige, de har en meget skarpt metrik (læren om rytmiske virkemidler og rim i vers, red.) og lange rim. Det jeg laver, er mere løssluppent, mere frit. Jeg er meget mere inspireret af rapmusikken i forhold til, hvordan jeg behandler ordene. Jeg behandler dem knap så pænt, som Benny Andersen og C.V, siger Bisse, der bliver mere og mere fortrolig med situationen.

En forkynder og en rockstjerne

Bisse er 29 år. Han er en af de mest produktive sangskrivere i landet. Han har været med i Spillemændene. Men sidste år gik han solo som Bisse og udgav de tre album PMS, Umage og Happy Meal, som udgjorde blodtrilogien, mens Bitchin fra juli i år er et hiphop-inspireret album. Alle fire har fået formidable anmeldelser. Jeg spørger, hvordan han vil beskrive sig selv.

– Jeg er fandenivoldsk, patetisk, teatralsk, surrealistisk, siger han og griner.

Bisse fra cover på det nye album "Højlandet". Fotograf: Mia Rewitz.

Bisse fra cover på det nye album “Højlandet”.
Fotograf: Mia Rewitz.

– Jeg føler mig mest som rockstjerne, siger han og smiler. – Jeg føler mig meget som en forkynder, en præst. Jeg vil gerne fortælle om den verden, jeg ser. Jeg vil gerne genfortrylle verdenen, det er min indgang til at skrive sange.

Bisse er ved at tale sig varm. Det mærkes tydeligt, at han har meget på hjerte.

– Jeg prøver hele tiden at genfortrylle den verden, vi lever i. Jeg prøver hele tiden at forholde mig til det mysterium, verden er. Ved at italesætte det, jeg ser. Livet opfattes jo som meget smukt og meget tragisk på samme tid. Alle de mennesker, der går og kommer hele tiden. Vejret. Årstiderne, der skifter. Tiden man ikke kan stoppe. Man bliver aldrig helt klog på, hvorfor man er her. Det er de temaer, jeg kredser om. Jeg vender hele tiden tilbage til den skiftevise fascination og frygt for livet.

Han er vokset op i Kirke Såby udenfor Roskilde. Efter folkeskole og gymnasium begyndte han på konservatoriet, men forlod det igen smækkende med døren. En historie han ikke har lyst til at fortælle igen. Han vil til gengæld gerne fortælle om sin glæde ved at skrive tekster og komponere musik.

– For mig er det en mani. Musikken er ustyrlig. Du kan blive inspireret netop på det tidspunkt, hvor du egentlig burde holde fri. Men det handler hele tiden om at skrive på de tanker, du tænker og gribe dem. Det bliver nemt en arbejdsskade. Når du åbner op og sænker paraderne, bliver du også meget følsom, så kan det blive svært at ignorere det, du ser omkring dig. For mig betyder det, at jeg bare må få det ned på et stykke papir.

Brændstof og inspiration

Bisse skriver tekster om næsten alt. Han prøver at tegne de store linjer i verden, samtidig med at han zoomer helt ind i de nære følelser.

 – Brændstoffet kan både sidde i maven, i hjertet og i hovedet. Det er det sjove ved at være sangskriver. Man sidder i sin egen verden og slår hul indtil en anden verden, måske til en fantasiverden. Man skaber sine egne små verdener. Det vil sige, at jeg kan sidde indenfor og skrive en sang om regnvejr, selvom solen skinner udenfor og alle er glade. På den måde er det jo en slags tankeflugt. Men du kan også opleve pludselig at miste din kæreste, din elskede, din far eller din mor, og så sidder det jo virkelig i maven, siger Bisse.

Fotograf: Mia Rewitz.

Fotograf: Mia Rewitz.

Bisse har i perioder oplevet, at trangen til at skrive har været for stor og for udmattende.

– Jeg opfatter ikke mit som en profession. Men jeg er nødt til at professionalisere det, ellers bliver jeg sindssyg. Jeg kan ikke hele tiden leve i mine følelsers vold, så driver jeg rovdrift på følelserne og ender med at blive sindssyg. Det er vigtigt for mig at beskrive den sorg, jeg ser, når en lille syrisk dreng skyller op på land. Jeg kan ikke lade være med at skrive om det. Måske fordi jeg ikke forstår, hvorfor hans liv er så tragisk, og jeg selv sidder her og har det så godt. Jeg burde gøre noget. Så skriver jeg om drengen, men jeg beskriver også den sorg, det er, når din kæreste går fra dig.

– Ord og musik skal smelte sammen. For mig er ordene også lyd. Det betyder meget for mig at smage på ordene og få ordene til at smage af noget. Som sangskriver finder man en ære i at binde de to verdener sammen. Ordene og musikken. Det kan være lidt som himmel og jord.

Bisse kigger op. Hans tankerække er fortættet. Han er inspirerende at lytte til. Hans tale er som en motor, hvor han hele tiden kan give den mere gas, hele tiden skrue op for nye perspektiver.

– Min krop er det punkt i verden, der forbinder mine indre tanker med alt det, der sker ude i verdenen. Det er et sammenstød hele tiden, et frontalt sammenstød, hver dag. Det er de sammenstød, de gnister du skal have ind i sangene. Hvis du ikke prøver at sætte ord på dit eget forsøg på at leve, på at være i verden, når du skriver, så har jeg svært ved at se, hvorfor det skulle være interessant for andre.

Der er masser af beskrivelser, synspunkter, ideer og spørgsmål i Bisses sange, men han ser ikke sig selv som en moderne protestsanger eller en kunstner med en politisk mission:

– Jeg synes ikke, jeg er politisk. Jeg har ikke nogle løsninger, det har politikere. Men jeg har en masse spørgsmål, og jeg undrer mig. Ikke, som når Enhedslistens ordfører sarkastisk undrer sig over et eller andet. Jeg undrer mig, og jeg sørger over at se, hvad der sker i Syrien. Men jeg er ikke ensidig kritisk overfor, hvordan politikerne har håndteret Syrien-krisen. Kritik er jo en måde at strække sig hen mod en løsning på. Det forsøger jeg, siger han.

– Som sangskriver er det ikke rigtigt interessant at skrive om politiske løsninger. Jeg skrev en sang, der hed Camp Bastian efter, at jeg havde set filmen Armadillo. Det var så surrealistisk at se de unge soldater sidde i deres lejr og spille Counter-Strike (et online spil, hvor der købes våben, skydes i en kamp mellem terrorister og antiterrorister), for bagefter at gå ud og skyde afghanere. Det var vigtigt for mig at skrive om det. Det blev så en sang, en kommentar til det, der skete.

Men jeg håber også, at man kan finde en form for kærlighed til de personer, jeg beskriver. Det er jo ikke noget, de har valgt på grund af ondskab eller had. Mennesker fødes ikke med had, det er noget man bliver opvokset med. Jeg tror egentlig ikke, at de soldater hader. Måske efter de har mistet kammerater, men det forstår jeg godt. Det var kun min intention at skrive om noget, jeg ser og undres over. Verden er jo rablende … den er vanvittig.

Fotograf: Mia Rewitz.

Fotograf: Mia Rewitz.

Teknikkens lethed muliggør meget musik

Når Bisse på et år har formået at udgive fire album, skyldes det i høj grad, at han er god til at bruge den moderne teknik. Han laver det meste hjemme i sin lejlighed på computeren.

– Jeg har kun kunne udgive de fire album, fordi jeg lever i den tid, jeg gør, hvor teknologien tillader det. Jeg kan lave det meste hjemme ved computeren og lægge det ud på Spotify og iTunes for 300 kroner. Jeg behøver ikke lange samtaler med pladeselskaber, der skal tage stilling til min musik. En dag udgiver jeg måske på et selskab, men indtil nu har jeg ikke gjort det. Hvis det havde været på et selskab, havde de sagt: Nu udgiver vi en plade og ser, hvordan det går, og så havde jeg aldrig fået udgivet fire album.

– Fuck den tankegang! Man skal gribe de redskaber, der er i verden. Og det er en fantastisk verden, at man bare kan lægge tingene op på nettet. Det kan godt være, at mange ikke kan leve af det, men for mig handler musikken aldrig om at kunne leve af det. Det handler om at leve for det.

– Det bliver hårdt, når man bliver far og skal forsørge sin familie. Når man bliver gammel, får tinnitus eller ikke gider slæbe sig op på scenen. Så ville man ønske, at man kunne leve mere mageligt af det. Men jeg har for længst affundet mig med, at det ikke er sådan. Det er et hårdt liv, jeg har valgt, men jeg kunne ikke lade være.

– Selvom jeg har udgivet fire album på så kort tid, har jeg også sorteret sange fra. Men jeg synes faktisk, at det er ekstremt vigtigt, at man respekterer de sange, man skriver, og lader dem leve sit eget liv. Der findes store og små sange, og de små sange skal også have love til at være der. Ligesom der er store rovfugle og små piphanser. De små piphanser skal også have lov til at sidde der i træet og pippe. Det kan godt være, at der ikke er så mange, der ser dem eller hører dem. Men det er ikke det, det handler om for mig. Man skal virkelig respekterer sine ideer, siger Bisse.

81 minutters dødsalbum

I oktober udkom Bisses seneste album ”Højlandet”. Et album, hvor alle tekster kredser om døden. Han kalder genren for death wellness. Det handler om, ikke at komme til kort overfor døden, men at komme overens med døden. Se den i øjnene, selvom man ikke rigtig kan.

Døden er hele hele baggrunden for livet – hele universet. Himlen er jo altid mørk, det ser vi bare ikke om dagen. Det er hele baggrundstæppet til vores liv, derpå træder vi frem for lys og stjerner. Jeg synes, det er vigtigt, at man er bevidst om den tomhed og det mørke, som er derude, at vi er klar over hvor sprudlende champagne-let livet er på den baggrund.

– Jeg tror, det er meget vigtigt, at alle forholder sig til døden. Det er jo derfor, vi er her. Vi er her, fordi vi skal herfra igen. Forstår du? Det er en mærkelig verden. Vi bliver født, uden at vi har bedt om det. Så er vi her, og ret hurtigt efter ved vi, at vi skal herfra igen. Det skal vi uden vores vilje, igen uden at vi bliver spurgt. I mellemtiden har man så fået lidt kærlighed til stedet her og har fået lyst til at bo her. Jeg synes, det er enormt vigtigt at forholde sig til det mysterium, døden er. Det evige mørke, som venter på os alle sammen.

Bisse elsker kirkegårde og kirker. Hele den tradition, som han mener, vi desværre forsømmer i dag. Kirken med sorger og glæder er ikke et sted, vi kommer så meget nu om dage. Som musiker og sangskriver har han stor respekt for de ting, der foregår i kirkerummet.

– Meget musik udspringer af kirken, ligesom teksterne gennem Bibelen. Kirkerummet og kunsten er på en eller anden måde bundet sammen. Mange af kirkens traditioner er gået over til koncertsalene og teaterrummene. Jeg føler mig klart som en præst, når jeg står på scenen og synger om kærligheden, om døden og om livet. Jeg vil gerne, inden jeg selv får døden alt for nær, skrive om det, der venter os.

– Det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at påklæde mig munkekutte og spærre mig inde. Leve om natten eller spærre mig ind i et lille gravkammer. Jeg vil bare gerne forholde mig til døden, fordi jeg mener, at den skaber livet. Døden er hele hele baggrunden for livet – hele universet. Himlen er jo altid mørk, det ser vi bare ikke om dagen. Det er hele baggrundstæppet til vores liv, derpå træder vi frem for lys og stjerner. Jeg synes, det er vigtigt, at man er bevidst om den tomhed og det mørke, som er derude, at vi er klar over hvor sprudlende champagne-let livet er på den baggrund. Jeg ved godt, at det er hårdt for mange at få hverdagen til at hænge sammen, men man må aldrig glemme at værdsætte den gave, at man er blevet født, at man har fået livet. Livet må ikke blive en flugt fra døden, fra det, der venter, men leves i en bevidsthed om, at man skal herfra igen, at vi kun er på gennemrejse. Døden er din skygge, som H.C. Andersen skrev. Du kan høre uret, der tikker.

Vi skal værdsætte livet

Med det nye album følger en koncertrække rundt i landet. Bisse er vild med at stå på scenen, men synes det er et kæmpe maskineri og en kæmpe logistik, der skal til for at lave en turné.

– Man kører fem timer til Aalborg, spiller lidt musik, og kører fem timer hjem igen, midt om natten.

Men han gør det, og lidenskaben til sangene vil han gerne give videre til det publikum, som vokser dag for dag.

– Jeg vil gerne have at publikum tager deres eget liv seriøst. At de lærer at værdsætte det, de har. At de lever livet, mens det er her. Jeg vil gerne have, at de er tilstede, at de stopper op, tager ind, lytter. At de tænker og åbner sig for omverdenen, prøver at sanse den. Det har vi ikke så meget tid til i vores hverdag. Vi har jo meget travlt med mange gøremål og forpligtelser. Det er vigtigt, at man nogle gange stopper op og husker at nyde, at man er her. Det er vigtigt at leve sig ind i andre menneskers historier. Det gør man jo meget, når man læser bøger og ser film, og lytter til musik. Man lever sig ind i en anden verden. Det her med at leve sig ind i noget er rigtigt vigtigt som menneske, det får dig til at leve endnu mere. Det liver dig op at leve dig ind i et andet menneskes liv. Det bedste er, når folk glemmer sig selv og lader sig tage med til et andet sted. At de tager med på den rejse, min musik giver dem mulighed for, siger Bisse.

Interviewet er slut. Vi følges ud på gaden. Trækker vores cykler over de toppede brosten på Wildersgade på Christianshavn, mens vi fortsætter vores samtale. Folk kigger. Jeg tror stadig, at de kigger på Bisses lange, lyse hår og hans gule jeans. Men efter vores samtale er jeg endnu mere overbevist om, at han bliver en af de næste årtiers mest markante stemmer.

Lidt tekster:

Jeg steg op over landet/i røg og damp/og så ned på alt det/mennesket har skabt/gravkøer, puddelhunde/tigerrejer, motorvejscafeterier/og flygtningelejre/alt er som det plejer at være.

Fra nummeret Manmade Morgensang.

Så rejser vi op/Op til det land/For at nå til vejs ende/Og få en afklaring/Og hente de regntætte rygsække hjem.

Så logger vi af/Gir os selv en kig på tid/I de Grædendes Dal/Og en tid til at gro det skæg/På vores babyface

Fra nummeret Holy Grail, som er fra det nye album Højlandet.

Artiklen er oprindeligt udkommet i DJBFA/Komponister og Sangskriveres medlemsblad Magasinet K, men bringes her med tilladelse.

mm
Ole Blegvad

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet. Allerede i praktiktiden kom Ole til DR - det hed dengang Danmarks Radio. I næsten 25 år - kun med et års afstikker til Nordisk Film og TV2 Lorry - har Ole været tilknyttet DR. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m. Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000. Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur. Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk Samtidig anmelder han teater på XQ28, der er Danmarks største site for LGBT-personer. Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Kategorier