JA! Det er mig med den døde dreng

Lørdag 5. oktober 2013 fandt Thomas og Christina deres 14 måneder gamle søn, Mads, død i sin seng. Et helt uforståeligt og helt uforklarligt dødsfald. Oven i sorgen mødte parret en mur af tavshed fra en omgangskreds, der havde – og stadig har – svært ved at forholde sig til død. Og til døde børn. Christina har fortalt historien til forfatter Simon Kratholm Ankjærgaard. Det blev til bogen ’JA! Det er mig med den døde dreng!’. Den handler om død, om sorg og om at bryde tabuet.

Sorg er i virkelighed en meget simpel størrelse. Det er bagsiden af kærlighed. Kun, hvis du kan elske, kan du sørge. Det er på en måde med til at gøre sorgen smuk.

Jeg kan ikke tage æren for ovenstående betragtning. Den tilhører Christina Richter-Olesen, der lørdag 5. oktober 2013 oplevede en forælders værste mareridt. Hendes barn døde. Mads på 14 måneder blev fundet død i sin seng. Et dødsfald, der er svært at forstå – og som oven i købet ikke kunne forklares af læger og retsmedicinere. Ingen ved, hvorfor Mads døde natten mellem fredag 4. oktober og lørdag 5. oktober.

De kæmper mod en enorm berøringsangst og et tabu, der gør sorgen over et dødt barn til en af mest ensomme tilstande i verden

Christina viste efterfølgende stort mod og stor ærlighed ved at fortælle mig hele historien. Hele historien om hende og Thomas. Om fødslen af Mads. Livet med Mads. Og om Mads’ død. Om den kaotiske tid lige efter, men også om den tid, der har været siden, hvor de to – sammen med Mads’ storesøster Malou og lillebror Oscar – skal få et liv til at fungere. Et liv, hvor Mads fylder, men hvor de også kæmper mod en enorm berøringsangst og et tabu, der gør sorgen over et dødt barn til en af mest ensomme tilstande i verden.

Christinas historie
Bogen er ikke et opslagsværk, i tilfælde af at man som forælder mister sit barn. Det er Christinas historie – fortalt til mig. Men det er ikke det samme som, at ingen andre kan sætte sig ind i det eller få noget ud af det. Det er faktisk – blandt andet – det, der er meningen med historien. At alle kan læse bogen og fortællingen og måske lære noget i forhold til egne eller andres livskriser.

Christina og Mads i sommeren 2013, få måneder før Mads døde.

”JA! Det er mig med den døde dreng!”

Det tog mig noget tid at forlige mig med titlen, som siden begyndelsen af processen havde været Christinas foretrukne forslag. Nu er jeg fan af den. Den har kapow-faktor. Og den er i sin essens alt det, som Christina har oplevet siden Mads’ død: At det var så svært for både den nære og den fjerne omverden at forholde sig til Mads’ død – ja, formentlig til døden i det hele taget – at kun virkelig få valgte at tale direkte med Christina.

I børnehaven oplever de blandt andet, at forældre trækker sig, undgår dem, flygter. Hvorfor? Hvorfor er vi så bange for døden og for at tale om døden? Og for at tale med de, der har mistet?

Alle er jo enige om, at ingen forældre skal overleve deres egne børn. At Mads’ død er tragisk, frygtelig og helt, helt unødvendig. Hvem er det, man beskytter, ved ikke gå hen til den sørgende mor eller far og udtrykke en dyb beklagelse – eller bare en helt naturlig uforståenhed? Pointe er jo, at denne far eller mor ikke kan blive mere ked af det.

”JA! Det er mig med den døde dreng,” har hun lyst til at råbe så højt, så ruderne klirrer i butikken. Hun gør det ikke, men frustrationen er der, og den er plantet i hende

Det er i institutionen, at tavsheden slår hårdest, men det tavse folk er overalt. Christina kan se dem og mærke dem. Hun kan fornemme, når hun bliver undveget. Og med det tavse folk kommer sladderen. Flere af dem, der ikke taler med Christina og Thomas, taler gerne om dem. Smørum, som familien bor i, er en lille by, og en dag står Christina eksempelvis i køen i Netto og kan høre et par kunder lidt længere fremme tale om ’hende med den døde dreng’.

Christina er på kanten af amok. ”JA! Det er mig med den døde dreng,” har hun lyst til at råbe så højt, så ruderne klirrer i butikken. Hun gør det ikke, men frustrationen er der, og den er plantet i hende.

Et rum for alle der har mistet et barn
Denne frustration har hun valgt at lade være en drivkraft i dét at fortælle historien til mig, men også i etableringen af en Facebook-gruppe, der på bare et år er vokset til næsten 6.000 medlemmer. Den hedder titlen på bogen, ”JA! Det er mig med den døde dreng!”, og er blevet et rum for alle, der har mistet børn (i alle aldre) til at fortælle deres historie, læse med, få luft, dele billeder.

Ensomhed, tomhed, isolation, afmagt, meningsløshed, kaos. Det er følelser, der kommer i kølvandet på at miste – og det er nøjagtig de følelser, som Christina og Thomas oplevede, og som præsten valgte at sætte ord på, da hun prædikede til Mads’ bisættelse. Og hun gjorde helt sikkert det rigtige ved at give plads til netop det meningsløse. Det nytter ikke noget, at lede efter en mening i at en dreng på 14 måneder dør midt om natten. Leder man efter den mening, farer man vild, som hun sagde.

Christina og Thomas for ikke vild. Og fik meningen tilbage ved netop at bruge Mads’ død som et springbræt til at få sat ord på og skabe et rum, hvor det er tilladt at være ked af det. Hvor det er tilladt at tale om store, tunge følelser som sorg. Og hvor det er tilladt at kalde dødsfald blandt børn for uforståelige og meningsløse.

De kalder ikke det sted, Mads ligger, for et gravsted men for hans have. De kysser stenen. Og de taler om at elske hinanden, inklusiv Mads, helt op til Mads og tilbage igen

Døden er kun et tabu, fordi vi tillader den at være det. Det er helt okay at mangle ord i mødet med en Thomas eller en Christina, der har mistet en Mads. Men så sig det: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg føler med jer”. Det er nogle gange rigeligt, for så ved de efterladte, at der er blevet tænkt på dem.

Lad være med at tale om dem, der har mistet. Tal med dem i stedet. Søg deres øjenkontakt – også selvom der ikke følger ord med.

At miste er verdens mest ensomme tilstand. Vi har alle mistet nogle nære og kære, men vi er de eneste, der ved, hvordan det føles at miste lige nøjagtig de nære og kære. Den tilstand er Thomas og Christina stadig i, men de har kæmpet sig igennem. Sorg kommer man ikke over, man kommer igennem den og ind i en tålelig hverdag, et tåleligt liv.

Thomas og Christina har taget nogle både bevidste og ubevidste valg undervejs. De har valgt, at døden ikke må hæmme Malou. At det er muligt at leve videre med Mads i erindring. De har valgt, at Mads gerne må fylde. Og de stejler, hver gang der bliver talt om, hvorvidt de nu er ”kommet videre”. De vil ikke ”videre”, for det lyder som om, det er et sted uden Mads. Og sådan skal det ikke være. Derfor har de skabt deres egne ritualer. De kalder ikke det sted, Mads ligger, for et gravsted men for hans have. De kysser stenen. Og de taler om at elske hinanden, inklusiv Mads, helt op til Mads og tilbage igen. I deres verden giver det mening. Og det giver Mads en tilstedeværelse og en funktion.

Aftenen inden Mads døde, tog Christina dette billede af ham. Han var faldet i søvn i sin fars arme.

Det må ikke være forgæves
Mads’ død må ikke være forgæves. Det lovede Thomas og Christina hinanden og Mads, da de stod ved kisten torsdag 10. oktober 2013. Bogen, som jeg skrev, er et skridt i den retning. Den er et monument over Mads og over det, der skete dengang – og siden. Men det er også en fortælling leveret af Christina og Thomas med den ærlighed, der skal til for at bryde tabuer og murene af tavshed.

Vi bliver nødt til at tale mere åbent om døden. Ikke kun, men måske især, når den rammer så uretfærdigt, som den gjorde med Mads. Og vi bliver nødt til at tale mere åbent med de, der har mistet.

Det ville ikke have fået Thomas og Christina til at lide mindre, men det havde givet dem en følelse af at blive set og hørt og rummet i deres sorg. I stedet følte de sig ensomme og forkerte og klodsede. Som om det var dem, der var skyld i den dårlige stemning. Det er en grim følelse at stå med, når man samtidig er i gang med at bearbejde en så enorm sorg, som at miste et barn.

Mads’ død splintrede ikke kun det liv, som de alle troede, de levede. Den rokkede ved de identiteter, de havde. Nu var de ikke længere Mads’ far og mor, men i stedet dem med den døde dreng. Siden fandt de ud af, at de faktisk var det hele. De var Mads’ forældre, ja, men også Malous far og mor, Oscars far og mor. Og de er dem selv – med alt, hvad de indeholder. Men de vil alligevel altid være dem, der mistede…

Fotos: Private.

Har du lyst til at støtte Simon Krathom Ankjærgaards skriverier? Så send ham gerne et beløb på MobilePay 22301681.

Kategorier