Danmark har ikke den grønne klima-førertrøje

i Bæredygtighed/Danmark/Politik & Samfund af

KLIMA // KRONIK –  For et par måneder siden kontaktede jeg forskellige studenterorganisationer og opfordrede dem til at strejke. Vores klimapolitik er et gigantisk generationssvigt og stiller ungdommen overfor et eksistentielt spørgsmål. Vores samfund er baseret på en uskreven kontrakt mellem generationerne: de unge uddanner sig, så de senere kan tage sig af de ældre, mens den ældre generation sørger for at efterlade kloden i ordentlig stand. Den kontrakt brydes netop nu med den førte klimapolitik, skriver forsker i teoretisk fysik, Jesper Grimstrup, og opfordrer unge mennesker til at sige fra.   

Mens jeg sidder og skriver dette går fjernsynet i baggrunden med nyheder fra FN’s klimamøde i Polen. Klimaforandringerne er over os, ingen kan længere være i tvivl om, at det her er alvorligt. Kloden bliver opvarmet som en følge af den ekstra CO2, som vi pumper ud i atmosfæren i stadig voksende tempo.

Ifølge IPCC’s seneste rapport har verden meget kort tid til at undgå farlige klimaforandringer. Hele verdens CO2-udslip skal kraftigt reduceres øjeblikkeligt for derefter, at halveres i 2030 og gå i nul i 2050. Og det er vel at mærke for at have en rimelig sandsynlighed for, at det hele ikke ramler om ørerne på os. Som det ser ud nu, er der ikke meget, der tyder på, at det mål bliver indfriet.

Egentlig burde der være grund til optimisme. Vi har teknologien til at løse problemet og prisen på sol- og vindenergi er styrtdykket i de sidste år samtidigt med, at en række teknologiske tiltag begynder at vise potentiale.

Hvad er alternativet? Hvis vi ikke vinder kampen for klimaet, så vil prisen blive langt, langt højere. Vi risikerer at miste alt

Problemet er bare, at det ikke går hurtigt nok. Vi har løsningerne, men verden har endnu ikke vist den nødvendige vilje til at implementere dem i det rette tempo. Og hastigheden er afgørende her. Problemet med klimaet er, at den CO2, som vi pumper ud i atmosfæren, bliver, der i meget lang tid. Det er altså den ophobede mængde af CO2, der er afgørende, og jo mere vi pumper ud i atmosfæren jo mere opvarmning får vi, og jo mere CO2 vil vi til sidst blive tvunget til at fjerne igen. Det afgørende er altså ikke, hvornår vi bliver CO2-neutrale, men hvor meget CO2 vi lukker ud indtil da.

Klimaforandringerne er som en tung godsvogn, der er ved at løbe løbsk. Vi skubber på vognen af fuld kraft velvidende, at det muligvis går stejlt nedad længere fremme. Og problemet er, at vi har tænkt os at blive ved med at skubbe på den togvogn i de næste 31 år. Vi er ved at lægge en plan, der går ud på gradvist at skubbe mindre og mindre på togvognen og så ellers håbe på at afgrunden længere fremme ikke findes.

Danmark går ikke forrest

Regeringens målsætning er at Danmark skal være CO2-neutralt omkring 2050 — altså at vi skal blive ved med at forværre situationen i 31 år og først derefter begynde at forbedre den. Derudover lægger regeringen ikke op til den drastiske og øjeblikkelige reduktion som IPCC fordrer som et minimum, men derimod en mere gradvis og forsinket reduktion. Det vil sige, at vi står til at dumpe.

Danmark er ikke det foregangsland, som vi burde være. Målt pr. indbygger ligger vores CO2-emissioner blandt de højeste i verden

Grundlæggende er der to problemer med regeringens klimapolitik. For det første, så er IPCC’s fremskrivninger baseret på komplicerede modelberegninger, som sandsynligvis er pålidelig, men som involverer en betydelig usikkerhed. Med andre ord: der er en mulighed for, at modellerne undervurderer problemets omfang. Klimaet er et dybt komplekst dynamisk system, og den type systemer risikerer at løbe løbsk, hvis man skubber kraftigt nok til dem. Vi har ingen sikkerhed for, at det skub, som den ekstra CO2 vi har lukket ud i atmosfæren udgør, ikke sender klimaet ind i en accelererende proces.

I min optik som teoretisk fysiker virker det dybt foruroligende, at klimaet bliver skubbet så langt ud af balance, som vi er ved at gøre det nu.

Grønne løsninger har kæmpe potentialer

Det andet problem er, at vi ikke kan forvente, at hele verden vil være i stand til at håndtere det her problem lige så godt som os. Vi er et af de rigeste og mest velorganiserede lande i verden, så hvis vi står til at dumpe klimaprøven må vi forvente, at mange andre lande vil dumpe endnu mere. Og vi kan kun vinde hvis hele klassen består.

Så vi må handle langt hurtigere. Vi må sætte os nogle mere ambitiøse klimamål og dermed være den rollemodel, som resten af verden har brug for. Hvis vi vil være duksen i klassen, må vi gå efter et rent 12-tal. Jeg vil mene, at det er realistisk, at Danmark bliver CO2-neutral senest i 2035 og derefter CO2-negativ. Altså, en samlet negativ udledning efter 2035.

Det vil blive dyrt, det vil koste os noget, men kun på den korte bane. På den lange bane kan det blive en guldgrube. Vindmølleindustrien har allerede vist os hvilket potentiale, der ligger i grønne løsninger, og hvis vi er med til at udvikle de teknologiske løsninger, som verden med garanti får brug for, så vil der være en økonomisk gevinst.

Og hvad er alternativet? Hvis vi ikke vinder kampen for klimaet, så vil prisen blive langt, langt højere. Vi risikerer at miste alt.

Ny teknologi skal bidrage til indsatsen

Så vi må handle på mange fronter, listen er lang. Vi må accelerere udbygningen af sol og vind, vi må igangsætte en hurtig elektrificering af vores transportsektor og vi må omstille landbruget til en CO2-neutral produktion. Vi må gøre alt det, som vi gør nu, bare meget hurtigere.

Derudover må vi investere i udvikling og implementering af CO2-lagring. Norge har arbejdet med CO2-lagring i 22 år og sammen med andre forsknings- og pilotprojekter rundt omkring i verden høstet vigtig erfaring, som vi kan bygge videre på. GEUS’s undersøgelser viser, at der i den danske undergrund er god plads til en tryg og sikker lagring af al den CO2, som vi kan få fat i (CO2en bliver lagret på samme måde som olien har været lagret i undergrunden i millioner af år) og teknologien til at opsamle CO2 enten fra røggasser eller direkte fra luften er enten udviklet eller godt på vej. Hvis vi f.eks. kombinerer vores biobrændselsanlæg med CO2-lagring får vi et anlæg med samlet negativ CO2-emission — altså en CO2-støvsuger.

Teknolgi gør det muligt at trække CO2 ud af atmosfæren. Men det er omkostningsfuld proces.

Ifølge IPCC’s rapporter bliver det sandsynligvis afgørende, at verden implementerer CO2-lagring på global skala. Størrelsesordnerne er enorme, det vi har brug for er en slags omvendt olieindustri, der opfanger, transporterer og deponerer mange milliarder tons CO2. Den teknologi skal udvikles og testes og her kan vi spille en vigtig rolle.

Et problem med de fleste typer CO2-opfangning er at de er energikrævende. Det betyder at vi må udbygge vores kapacitet af grøn energi til ikke bare at dække vores umiddelbare behov men også behovet fra CO2-indfangning.

Atomkraft kan være en af løsningerne

Oveni alt dette må vi også skrue kraftigt op for forskning og udvikling af grønne løsninger. Her er der udover CO2-lagring to områder, der efter min mening er særligt interessante. For det første så kan udviklingen af syntetisk kød (og mælk) spille en vigtig rolle. Udviklingen har været på vej i nogle år og hvis det lykkedes at producere rigtigt kød uden stordrift af klimaskadelige dyr, så vil vi som vikingerne i Valhalla kunne spise grisen Sæhrímnir igen og igen uden at slå den ihjel og samtidigt plante skov på de enorme arealer, der nu bruges til dyreproduktion. Det vil betyde nul metan fra køerne og CO2 optag via skovene. Og jo, vi kan selvfølgelig også vælge at blive vegetarer, men jeg tror ikke på at vi kan nå at omvende hele verden til den løsning hurtigt nok – og hvis det virkelig kan lade sig gøre at producere syntetisk kød billigt (og hvis det faktisk er kød), ja, så er det problem jo løst.

Det andet forskningsområde, som jeg mener er særligt interessant, er moderne atomkraft. I Danmark har vi firmaet Seaborg, der udvikler en Thorium-reaktor med et design der umuliggør en kernenedsmeltning, og hvor affaldsproblematikken er voldsomt forbedret. Det er et faktum, at hvis verden havde valgt atomkraft til i forrige århundrede i stedet for at lukke ned for den, så ville klimaforandringerne ikke have det omfang, som vi nu ser. Hvis Danmark havde valgt atomkraft i 1980erne i stedet for at forbyde den, kunne vi have undgået emission af flere hundrede millioner tons CO2.

Som et af de rigeste lande er det simpelthen vores pligt at gå foran i kampen mod klimaforandringerne — alt andet er både skammeligt og dumt

Set i bagklogskabens klare lys var det en fejl at fravælge atomkraften, og den fejl må vi ikke gentage. Derfor må vi støtte forskning i moderne reaktortyper. Og det er ligegyldigt om vi så til slut faktisk ønsker at bygge kernereaktorerne, når de er udviklede — for resten af verden vil med stor sandsynlighed få brug for den teknologi, ikke mindst til at dække det ekstra (og sandsynligvis meget store) energibehov til CO2-indfangning og lagring.

Klimaforandringerne et problem, der kan løses. Kampen er først lige begyndt og der er håb, masser af håb. Men selvom regeringens plan selvfølgelig er bedre end ingenting, er den desværre alt for tæt på netop ingenting. Vi hører tit, at Danmark har den grønne førertrøje, men der er ikke meget lederskab i at dumpe lidt mindre end de andre. Det er et generationssvigt af helt utrolige proportioner, at Danmark ikke er det foregangsland i den her sag, som vi burde være. Målt pr. indbygger ligger vores CO2-emissioner blandt de højeste i verden.

Som et af de rigeste lande er det simpelthen vores pligt at gå foran i kampen mod klimaforandringerne — alt andet er både skammeligt og dumt. Og det er de unge, der kommer til at betale prisen. Derfor opfordrer jeg dem til at sige fra overfor politikere og meningsdannere, der ikke forstår, hvor alvorligt problemet er. Derfor opfordrer jeg de unge til at strejke.


Topfoto: Pixnio

Jesper Møller Grimstrup er teoretisk fysiker. Han fik sin Ph.D. ved Wiens tekniske Universitet i 2002 og forsker i teoretisk højenergifysik. Læs mere på: www.jespergrimstrup.org

Seneste artikler om Bæredygtighed