Hvad skal vi som voksne gøre, når børn mobber hinanden?

af

Mobning findes stadig på mange skoler og lige nu fyres der i anledning af skolestart – og dermed også torturstart for de mange mobbeofre – op under de sædvanlige kampagner, der skal få os til “at gøre noget ved det”. Men hvad kan vi voksne egentlig gøre? Trine-Maria Kristensen, som selv har en trist mobbehistorie fra barndommen med i bagagen, har talt med mobbeforsker og ekspert Helle Rabøl Hansen om, hvad voksne egentlig kan gøre, når børn mobber hinanden?

Center for Rummelighed har for nylig udgivet en ny film om digital mobning. Filmen viser en række personer, der læser rigtige mobbebeskeder op, som de aldrig har set før. Og som reagerer på den voldsomhed, der er i mobning online i dag. Det er helt utroligt at høre, hvor hårdt børn og unge skriver til hinanden og hjerteskærende at tænke på, at der sidder børn og unge rundt om på værelserne i Danmark og får den slags tilsendt.

Filmen er set over en million gange og delt mere end 11.000 gange på Facebook og den har givet Center for Rummelighed en masse fortjent opmærksomhed i de seneste dage, men hvis du ikke lige fik set den, er den her:

Min egen mobbehistorie, som ligger 35 år tilbage, ligger også til skue inde hos Center for Rummelighed, for det er ikke første gang, de tager emnet mobning op. Deres erklærede formål er at gøre det lettere for skoler at inkludere alle. Min historie – eller rettere mine refleksioner over min egen mobbehistorie – bliver brugt som case i noget af deres materiale til lærere og elever. Jeg har sagt ja til at deltage, og jeg skriver dette blogindlæg, fordi jeg håber mine erfaringer kan hjælpe nogle af de børn, der er i samme situation i dag, som jeg var i som barn.

Fakta om mobning

Mobning er desværre stadig udbredt. Ifølge en af de mange undersøgelser, som er foretaget i det store mobbestudie eXbus , har cirka 13 procent af alle teenagere været udsat for mobning – og som Helle Rabøl Hansen siger: Der er altid et digitalt spor i mobning i dag. Ungernes stemmebånd er jo blevet digitale.

Jeg er glad for, at jeg blev mobbet før opfindelsen af de sociale medier. Jeg elsker Facebook og Twitter og kan sagtens se, at Snapchat er smart og sjovt. De sociale fællesskaber online er fantastiske. Jeg kan dele viden og blive klogere (især hvis I som læsere har lyst til at kommentere og diskutere med mig på POV Internatiomals Facebookside). Og som velfungerende barn kan man sladre med sine veninder og koordinere jagten på Pokémons med sine venner i en uendelighed; og endda bag om ryggen på sine forældre. Det er smart. Hvis man altså bare ikke bliver mobbet.

Der er altid et digitalt spor i mobning i dag. Ungernes stemmebånd er jo blevet digitale – mobbeforsker og ekspert Helle Rabøl Hansen

Definitionen på mobning lyder: “Mobning er en gruppes længerevarende systematiske drillerier og følelsesmæssige overgreb på en person, som oftest i skolen eller på arbejdspladsen”.

Fordelen ved at blive mobbet i slutningen af 70’erne var, at jeg trods alt havde timer hver dag, hvor jeg var udenfor rækkevidde, og hvor jeg ikke kunne mærke udstødelsen systematisk. Mine venner fra rideskolen, mine fætre og kusiner, min mormor og morfar kunne ikke se mine nederlag online. De oplevede ikke, at ingen “likede” mine billeder på Instagram, eller at nogen skrev grimt om eller til mig. Det hele var mere opdelt i skoletid og fritid – og jeg havde derfor lommer af tryghed i min hverdag, selv om skolen var et rædsomt sted at være. Det længerevarende og systematiske er simpelthen blevet mere massivt af, at mobning har fået en digital dimension.

Mobning og konflikter er ikke det samme

Jeg læste lige på dr.dk, at en organisationspsykolog forklarede, at mobning skam er naturligt og har til formål at korrigere individers adfærd, så de passer til gruppens normer. Hans argument er, at hvis du stikker for meget ud, må du forvente at blive sat på plads, så vi andre kan holde ud at have dig med i gruppen. Det er et argument, jeg ofte har hørt, og som er ret udbredt, men der er bare intet, der tyder på, at vi mobbeofre er mere aparte end andre børn. Det eneste træk, mobbeofre med sikkerhed har til fælles ifølge forskningen, er, at de lider mere af angst end andre børn – og det skyldes formodentlig mobningen.

Når jeg mener, at vi som voksne skal kæmpe for at udrydde mobning, betyder det ikke, at vi skal skabe en verden uden konflikter for vores børn. Det, vi skal undgå, er, at den korrektion af normer eller adfærd, som starter med en mild irettesættelse eller et “adr – lad være med at pille næse i timen”, udvikler sig til systematiske, følelsesmæssige overgreb.

Det er også sådan, at 80 procent af de mobbeofre, der flytter skole, faktisk slipper af med mobbeproblemet. Sådan var det også i mit tilfælde. Jeg skiftede skole og efter lidt tid til at sunde mig fik jeg venner og veninder i den nye klasse. Hvis det virkelig var mig, der stak for meget ud, skulle man jo tro, at jeg også ville være aparte i den nye klasse. Men meget tyder på, at de 20 procent af mobbeofrene, der oplever at mobningen fortsætter, bare er uheldige. For desværre er der mobbekultur i cirka 20 procent af alle klasser. Så hvis man er uheldig som mobbeoffer, så havner man i en ny klasse, der også har mobbekultur, og så er det klart, at man som nytilkommen har stor sandsynlighed for igen at blive offer.

Psykologen har imidlertid ret i, at det er helt almindelig gruppedynamik, at man korrigerer adfærd indbyrdes i en gruppe og sætter de individer på plads, som ikke overholder de vedtagne normer. Når vi siger, at miljøet har stor betydning for, hvordan vi udvikler os som mennesker, er det jo ikke fordi træer og planter påvirker os. Det er fordi de grupper, vi færdes i, er fulde af normer og værdier, som smitter. Når jeg mener, at vi som voksne skal kæmpe for at udrydde mobning, betyder det ikke, at vi skal skabe en verden uden konflikter for vores børn. Det, vi skal undgå, er, at den korrektion af normer eller adfærd, som starter med en mild irettesættelse eller et “adr – lad være med at pille næse i timen”, udvikler sig til systematiske, følelsesmæssige overgreb.

For mig (som for de fleste andre, der mobbes gennem længere tid) var mobningen en meget voldsom oplevelse. Jeg skiftede skole som ni-årig, fordi jeg efter næsten fire års udstødelse fra fællesskabet, var klar til at begå selvmord:

Mobning er isolation og udstødelse – ikke bare grimme tilråb

Vi fokuserer meget på sproget og ordene for tiden. I videoen fra Center for Rummelighed er det jo også det, børn og unge skriver til hinanden, der gør indtryk. Men man kan altså også udstødes uden sprog.

I min egen mobbehistorie er der meget lidt vold og meget lidt buksevand, og selv om jeg havde øgenavne, der stadig får mig til at brænde af skam, så var det, jeg mærkede, mest tydeligt isolationen. At ingen ville lege med mig, og at ingen ville tale med mig. Hvis jeg bad om at måtte være med i en leg, der så sjov ud, blev jeg afvist. Jeg var en slags usynlig deltager i spil, hvor ingen forklarede mig reglerne – og selvom det lyder som noget, man bare kan ignorere, så var det virkelig opslidende –  jeg var jo kun 6-7-8-9 år gammel:

Man kan i dag også udstødes via sociale medier. Man kan være komplet venneløs online og opleve udstødelsen meget stærkt. Fordi vi tæller venner og likes på sociale medier, og fordi det er så synligt, om man er populær eller ikke. I den helt ekstreme ende af digital isolation kan Helle Rabøl Hansen berette om, at nogle børn slet ikke kan have et online liv, fordi de bliver blokeret fra fællesskaberne og får deres konti anmeldt og spærret som ren chikane. De må ganske enkelt opgive at eksistere online. Præcis som jeg oplevede at “være luft” i skolegården.

Jeg har selv fået henvendelser fra unge, som har skrevet til mig og bedt om hjælp, fordi deres plageånder opretter falske profiler i deres navn – eller laver billedmanipulationer af dem og udstiller dem online og på den måde stjæler eller kaprer deres identitet. At miste retten til sin egen identitet og til at definere, hvem man selv er og hvordan man bliver set på, er grænseoverskridende, og selv om det er klart ulovligt at stjæle andres identitet og at dele billeder af dem uden samtykke, kan det være næsten umuligt at få de sociale tjenester (eller for den sags skyld politiet) til at tage den slags alvorligt – især, hvis der ikke er tale om had eller trusler.

Andre børn oplever fornedrelsen ved ikke at være inviteret med. I gamle dage var den ultimative afvisning, at man ikke blev inviteret med til børnefødselsdag. I dag kan det være, at man aldrig er med som Best Friends Forever (#BFF), som er tagging på billeder på Instagram. Ofte har de mange hjerter under de utallige selfies det formål at vise verden, hvem man er venner med eller at man har mange venner. Hvis man ingen hjerter får – eller aldrig bliver tagget i historier om “de bedste veninder i verden” øger det isolationen, som igen bare har fundet nye udtryksformer på de sociale medier.

De sociale medier gør det samtidig lettere for dem, der mobber, at være anonyme og gemme sig. Helle Rabøl Hansen fortæller, at der i mange tilfælde er grupper af børn bag en enkelt anonym profil – de sidder sammen og skriver onde beskeder. Forældrene ser det og tænker: “Nå – jamen det er jo bare en enkelt idiot”, men nej – for bagved profilbilledet sidder der en hel gruppe børn og finder på mobning.

Mange af tjenesterne har derudover gode muligheder for, at man kan oprette hemmelige, lukkede grupper eller konti, der kun er tilgængelige for inviterede eller for dem, der kan logge ind med en adgangskode. Igen elementer i redskaberne, der gør den systematiske mobning lettere at udføre og sværere for de voksne at opdage.

Skolen har også et ansvar – det er ikke kun sociale medier, der skaber kulturen

De sociale grupper, der fungerer godt, og som vi holder af at være i, er de grupper, hvor vi er fælles om noget, som alle oplever som positivt eller nødvendigt eller givende. Det er ikke nødvendigvis grupper blottet for konflikter. For at vi kan udvikle os, har vi brug for konflikter, der bliver løst på måder, som vi fælles kan leve med. I skoleklasser, som jo er sammen i mange år, opstår der også ofte konflikter undervejs, og i de gode klasser løser man konflikterne uden at ødelægge livet for hinanden. Man finder ikke enkelte syndebukke, og der er ansvarlige voksne til stede, som kæmper for fællesskabet.

I min første klasse, hvor jeg blev mobbet, var der lige fra børnehaveklassen kliker af børn, der legede sammen uden at ville have andre med, og børn som ikke var med og som kæmpede om accept hos de mere populære børn. Der var, som jeg husker det, ingen voksne, der interesserede sig det fjerneste for om nogle børn var udenfor eller hvordan stemningen i klassen var. Lærerne underviste (så godt de nu kunne – for der var virkelig meget uro i min klasse), og så gik de til pause. Imens de drak kaffe, stod jeg i skolegården og var ved at dø af skræk. Klassens time blev brugt på højtlæsning også langt op i de større klasser. Når jeg tænker tilbage på den klasse, er jeg ret sikker på, at der ikke var en eneste af lærerne, der synes, de havde ansvar for at få den gruppe til at fungere.

På min mobbeskole var der ingen ansvarlige voksne tilstede:

På min nye skole var det ikke nær så let at mobbe. Lærerne kendte os og blev sure og forsøgte at gøre noget ved det, hvis de opdagede konflikter. I de små klasser var der også en del simple rutiner på plads, som gjorde det vanskeligere at holde nogen udenfor. Vi sad for eksempel ved siden af forskellige klassekammerater på skift, så den del af udstødelsen, der handlede om, at ingen ville sidde ved siden af mig, kunne ikke gentages. Vi var også i grupper med hinanden på kryds og tværs i forskellige fag, så vi lærte hinanden at kende. Vi fik ikke altid lov til selv at vælge grupper og dermed udelukke nogen.

Mobning er noget socialt og kulturelt, der opstår i grupper – og ikke noget der kan isoleres til individet – mobbeforsker og ekspert Helle Rabøl Hansen.

Selve det at gå i skole og lære noget (meget gammeldags) blev prioriteret som noget, vi havde fælles ansvar om at gøre fornuftigt. Lærere, der i perioder oplevede for meget støj eller uopmærksomhed, tog det op med os og gav os fælles ansvar for at løse problemet – og vores to forskellige klasselærere brugte både i de små klasser, og da vi blev ældre, klassens time på at tale med os om konflikter, om vores forskelligheder og om, hvordan de mente, vi skulle opføre os overfor hinanden. Jeg lærte virkelig meget om at være sammen med andre mennesker på en fornuftig måde af mine lærere på den nye skole.

I mit tilfælde havde jeg ingen tillid til andre børn efter knap fire års mobning, og det, der hjalp mig tilbage til de gode relationer, var en ny klasselærer, som besluttede ikke at presse mig for hårdt:

Så skolen har efter min mening et væsentligt ansvar, hvis målet er at få mobning stoppet og omdrejningspunktet må være at skabe et miljø og en kultur, hvor børnene har det rart med hinanden og hvor konflikter, som børnene ikke selv kan finde ud af på gode måder, løses med hjælp fra ansvarlige voksne.

Men hvad med os andre voksne og forældre? Hvad kan vi gøre? Her følger mine råd til, hvad du kan gøre som voksen for at hjælpe med at eliminere mobning. Rådene er inspireret af Helle Rabøl Hansen, som altid understreger, at mobning er noget socialt og kulturelt, der opstår i grupper – og ikke noget, der kan isoleres til individet. I forhold til forældrene og de voksnes muligheder for at hjælpe taler Helle Rabøl Hansen om de tre F‘er; “Frygt ikke dine børns digitale liv”, “Lad være med at blive Forarget” og “Fjern dig ikke”.

1. Erkend at du ikke forstår alle dynamikkerne på sociale medier – og hold fast

Det øger selvfølgelig isolationen, at vi som voksne ikke altid kan se, hvad der foregår. Vi voksne er måske ikke med i den hemmelige gruppe på Facebook, vi ser ikke alle snaps på Snapchat, eller vi bruger ikke tags på Instagram på samme måde som børnene. En væsentlig del af kommunikationen foregår på telefonerne, som er personlige, og det virker måske som unødig snagen at ville se, hvad ens børn foretager sig på telefonen hele tiden.

Og selv om man som voksen insisterer på at “se med”, så har man jo ikke været med til at udvikle det sjove sms-kode-sprog med skjulte undertoner, som drengene i klassen har sammen, når de sender emojis til hinanden – og som forælder kan det derfor være svært at se, om der er nogen, der aldrig får lov at være med. Den systematiske udelukkelse bliver sværere at få øje på, fordi dynamikkerne er nogle andre end dem, vi selv kendte i vores barndom.

Nogle voksne vælger så at give op og lade ungerne selv finde ud af det – og det behøver man altså ikke – tværtimod vil det, at der er voksne, der er interesserede, have den betydning, at det bliver lettere for de børn, der har brug for en voksen (hvad enten det er fordi de bliver mobbet eller bare fordi de synes en situation er ubehagelig) at bede om hjælp.

2. Vis interesse for koderne og sproget

Det første man kan gøre er at interessere sig for koderne. Hvem er det, ungerne kommunikerer med, og hvad betyder de forskellige tegn? Hvordan bruger de emojis eller hashtags? Min erfaring er, at børn og unge gerne vil fortælle om deres kommunikation, hvis de bare kan slippe for en spydig vurdering af indholdet samtidig. Jeg prøver derfor altid at lade være med at vurdere substansen og at undlade at ryste på hovedet og i stedet at mobilisere noget begejstring for den kreativitet, der meget ofte også er i kommunikationen.

Min erfaring er, at børn og unge gerne vil fortælle om deres kommunikation, hvis de bare kan slippe for en spydig vurdering af indholdet samtidig

Meget af den kommunikation, børn og unge har, er fatisk. (Og nej, det er ikke en stavefejl – fatisk kommunikation er kommunikation, der egentlig kun har til formål at signalere fællesskab og som ikke i sig selv har et budskab eller viden. Fatisk kommunikation kan føles livsnødvendig for børn og teenagere, fordi den bekræfter relationen – for eksempel når de bare skriver “hej” eller sender et hjerte). Det betyder, at når man som voksen kigger på det, de unge er kede af at gå glip af, så bliver man ret hurtigt overbevist om, at de sikkert overlever, da det meste af det virker ret uvæsentligt. Mit råd er at forsøge at fokusere på kreativiteten i udformningen og de relationer, der er på spil, og så ignorere, at indholdet godt kan virke ret ligegyldigt. Hvis en unge er ked af det, fordi han ikke er med, så er det jo vigtigt.

3. Anerkend at mobning finder sted, hvis dit barn konstant er ked af det – også selvom skolen ikke synes, det er alvorligt

At føle tilhør og tilknytning og have venskaber er vigtigt for de fleste mennesker, men føles især vigtigt i de år, hvor man danner sin identitet og skal finde ud af, hvem man selv er. Når vi indgår i grupper ønsker vi at høre til, samtidig med at vi frygter at blive udstødt. Det ødelæggende ved mobning er, at mange mobbeofre ender med at tro, at eksklusionen er berettiget – og jo længere tid det står på, jo sværere får mange ved at indgå tillidsfuldt i andre, nye relationer. Mobning er jo ikke bare synd lige nu – mobning ødelægger folks liv, og nogle kommer sig aldrig efter de overgreb, de udsættes for i skolegården.

Derfor er det vigtigt, at du som voksen tør holde fast i, at hvis dit barn eller unge konstant er ked af relationerne og venskaberne, så er der noget galt. Følg din fornemmelse. Hvis dit barn eller din unge ikke er glad og virker bekymret eller forvirret, så stol på dig selv og hans eller hendes meldinger. En af mine egne erindringer fra min mobbetid er, at det var skuffende for mig, at det tog mine forældre fire år at opdage, hvor galt det stod til.

Det ødelæggende ved mobning er, at mange mobbeofre ender med at tro, at eksklusionen er berettiget – og jo længere tid, det står på, jo sværere får mange ved at indgå tillidsfuldt i andre, nye relationer. Mobning er jo ikke bare synd lige nu – mobning ødelægger folks liv og nogle kommer sig aldrig efter de overgreb, de udsættes for i skolegården.

Siden hen har jeg talt meget med dem om det, og de var (som mange andre mobbeforældre) ofre for, at skolen ikke kunne eller ville anerkende problemet. Og da mine forældre jo ikke selv var med mig i skole og ikke kunne opleve min smerte, så forsøgte de at få skolen til at se på sagen og melde ud, hvad der skulle gøres. Og når skolen så ikke rigtig ville tage ansvar eller gøre noget, så stod mine forældre dér og følte sig lidt i vildrede. De havde jo ikke noget ønske om konflikt med skolen (det har de færreste forældre i udgangspunktet), og de var faktisk ret chokerede over, at det udviklede sig til en “kamp” om, hvem der havde ret til at definere, om jeg var glad for at gå i skole.

Mit råd er, at hvis dit barn er ked af det og bliver mobbet og holdt udenfor, så må du berede dig på en mulig konflikt med skolen, hvis skolen ikke er moden nok til at ville eller kunne løse problemet. Heldigvis er mange skoler dygtigere end den jeg gik på til at løse mobbekonflikter  – og ellers må du trøste dig med, at skoleskift virker for mange børn.

4. Lad være med at blive grebet af forargelse og skælde dit barn ud, hvis hun mobber andre børn

Det er let at tro, at de børn, der mobber (og skriver beskeder som dem i videoen), er dårligt opdragne møgunger, og at hvis man bare straffer dem og deres forældre hårdt nok, så får man fikset problemet. Der er bare ikke noget, der tyder på, at det kun er børn af havnearbejdere og rejekællinger (og der er intet galt med de to erhverv – det er bare dem, der historisk har været kendt for hårdt sprog) som mobber andre. Helle Rabøl Hansen kan fortælle grumme historier om pæne piger og drenge, der har mobbet andre børn sønder og sammen og givet deres forældre gedigne chok samtidig.

De børn, der mobber andre, har ofte svært ved at fortælle om det, og når de endelig bryder sammen og fortæller, at en situation er kommet ud af kontrol, har de brug for hjælp til at få lappet på relationerne og sætte noget andet i stedet. Skæld ud og forargelse er ikke at hjælpe, medmindre man falder ned igen i en fart og hjælper med konstruktive forslag til løsninger.

Ofte er de børn, der mobber, jo selv bange for at blive udstødt.

Helle Rabøl Hansen understreger også, at opdeling af børn i “nemme” og “svære” kan stå i vejen for løsninger. At mene at Lise er intrigant, eller at Viktor fylder for meget, løser ikke noget. Og selvfølgelig kan der være klasser, hvor det, at en enkelt stærk elev flytter skole eller klasse, hjælper, men at tro (som Liberal Alliance gør det i deres nye forslag), at det løser mobbeproblemerne, hvis man flytter Lise eller Viktor til en anden klasse, er desværre nok forsimplet. Mobning er en kultur, der udvikler sig, fordi børnene ikke kan finde ud af at være sammen om noget positivt, og hvis Viktor skifter skole, uden at eleverne lærer nye strategier for at være sammen, så tænker Peter bare, at han hellere må overtage førertrøjen, inden de andre begynder at mobbe ham.

Ofte er de børn, der mobber, jo selv bange for at blive udstødt. I min mobbeklasse gik der ikke ret lang tid, efter at jeg havde skiftet skole, før de mobbede en anden og efter hende endnu én. Alle i den klasse vidste jo godt, at hvis de ikke var med, så var de selv i farezonen. De stærke bruger grov mobning til at fastholde deres egen position som stærk eller modig, men det er jo også opslidende for dem – og hele øvelsen som forælder (i tæt samarbejde med skolen) bliver derfor at få ungerne til at lægge våbnene og at hjælpe dem med at lære at løse konflikter i gruppen bedre end ved eksklusion og trusler og ondskabsfuldheder. Og hvis man skælder dem for meget ud, så lærer de ikke noget – andet end at man for alt i verden ikke skal få rodet de voksne ind i det, for så får man skæld ud.

5. Lær børn om relationer – og at det ofte er dødbesværligt at omgås andre mennesker

Jeg synes, man skal lære sine børn at sige oprigtigt undskyld og at angre, når de har gjort noget dumt. Og man skal selvfølgelig også gøre dem det klart, at man ikke er imponeret over deres sprogbrug, når de kalder en skoleveninde for luder eller truer en kammerat med, at han skal dø alene. Det gør heller ikke noget, at man lærer dem, at skyldfølelse er en naturlig følge af, at man har gjort noget forkert. Det er jo det, der skal bremse dem fra at gentage hændelserne – at de lærer, at det også kan gøre ondt på én selv at være den, der mobber.

Jeg har ikke selv talt med nogle af de børn, der mobbede mig. Men jeg har talt med andre børn fra mobbeklasser, som har været mobbere eller passive medspillere, og de synes ofte heller ikke, de har haft en god skolegang. De var også kede af at gå i skole, og mange af dem har stadig dårlig samvittighed – enten fordi de var med til at mobbe eller fordi de så passivt til uden at vide, hvad de kunne gøre for at stoppe mobningen.

Vi voksne skal holde fast i, at selvom vi ikke forstår al teknologien og det kodesprog, de unge taler, så har vi alligevel uvurderlig viden om relationer og konfliktløsning, som børn og unge har brug for at lære.

Så tal med børn om, hvad du selv gør, når der er nogen på arbejdet, du ikke kommer godt ud af det med eller som du ikke synes opfører sig ordentligt. Forklar dine børn, at de livet igennem vil støde på mennesker, som ikke er lette at omgås – og at det er vigtigt, at man finder måder at komme overens på alligevel. Lær dine børn, at der er grænser for, hvad de skal finde sig i fra andre – men også grænser for, hvad de selv skal udsætte andre for.

Stol på dine egne evner – også selv om du ikke forstår teknologien

Afslutningsvis mener jeg, at vi som voksne skal holde fast i, at selvom vi ikke forstår al teknologien og det kodesprog, de unge taler, så har vi alligevel uvurderlig viden om relationer og konfliktløsning, som børn og unge har brug for at lære. Hvis du har bare ét godt længerevarende venskab i dit liv, hvis du har haft ægtefælle eller kæreste gennem længere tid eller hvis du omgås størstedelen af din familie uden at kvæle dem, så har du formodentlig nogle erfaringer med at drible rundt om forskelligheder og leve med andres fejl og mangler (ligesom de måske lever med dine småfejl) – og måske har du også måtte sige undskyld, når noget er gået skævt. Ergo kan du lære børn virkelig meget om relationer – og så betyder det ikke så meget, om de foregår via skærm eller ude i skolegården. Lad være med at give op. Insister på, at børn ikke skal opleve den ensomhed og isolation, som jeg oplevede, da jeg var lille.

Læs mere om mobning hos Center for Rummelighed og følg den landsdækkende kampagne “Alle for én mod mobning“.

Topfoto: “Min bedste fjende,” – (2010), skærmbillede fra YouTube.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Trine-Maria Kristensen

Trine-Maria Kristensen er cand.scient.soc (PR) og har siden 2004 blogget om forholdet mellem strategi, kommunikation, mennesker og digital udvikling. I 2005 var Trine-Maria med til at starte Danmarks første social media bureau Socialsquare og lige siden har hun rådgivet en lang række store danske virksomheder og institutioner om digitale relationer og om anvendelse af sociale medier i forbindelse med kommunikation, ledelse, brugerinddragelse og videndeling.
Trine-Maria er en meget anvendt foredragsholder på emner som sociale medier og ledelse, digital udvikling og på det seneste også droner. I 2014 var hun med til at starte Dansk Drone Kompagni som er en civil droneoperatør.
Der findes ikke ret meget ny teknologi som Trine-Maria ikke er interesseret i og særligt forholdet mellem mennesker og det digitale er fascinerende. Det er let at se mulighederne og nødvendigt at diskutere udfordringerne - herunder myndigheder og virksomheders evne og vilje til at følge med og til proaktivt at samle mulighederne op, fremfor at drukne i jammer. Trine-Maria er på Twitter som @trinemaria og er altid klar til en god debat om teknologi.
Her på POV vil Trine-Maria skrive om virksomheders og menneskers muligheder og udfordringer med den digitale udvikling, om udviklingen indenfor sociale medier og om droner som nyt forretningsområde og som nyt irritationsmoment ved overflyvning af danske sommerhushaver - og ny invasion af privatlivet. Derudover vil Trine-Maria anmelde gode bøger, primært om teknologi.
Når Trine-Maria ikke er online er hun ude at gå med hunden og hun siger altid at hvis hun ikke var social media rådgiver så havde hun en hundekennel. Den evindelige fascination af forholdet mellem hunde og deres mennesker vil ret sikkert også give anledning til et blogindlæg eller to. Trine-Maria bor i Roskilde og er gift med Hans