Jeg læser også lortet. Jeg brækker mig.
Fuck af med jer, når jeg dør, bare fuck af.
Tv-seere, læsere, radiolyttere hele bundtet – jer! Alle jer pressen lever af. Følger I ikke med i lortet om ”Dagens døde”, så bliver det ikke nævnt. Det er jer, der har magten. Brug den.
Jeg er rasende på den ”dødslyst”, vi grådigt snasker i os døgnet rundt. Vi kan ikke få nok af smagen af død. Alt skal vendes uanset hvem, der er død. Ukendt eller stjerne, myrdet eller kørt over, faldet ud fra altaner, druknet på Dueodde eller Gran Canaria – bare det er en ulykke, weee, så ræser OB-vognen – tv-sendevogne, helikoptere og reportere afsted. Når der ryger 843 menneskeliv dernede, ovre – I ved godt, hvor det er, når der er 843 mennesker, der springer i terrorluften i de ”varme lande”, så er det uoverskueligt at følge med i som mediebruger, men – slurp: Én død, okay, okay også godt med fem døde og da helst, hvis det er bror, søster, mor, far og mormor fra Vejle – yes, så skal der læses, og så banker vores hjerte endnu hårdere, for så ved vi, at de er døde, men vi, halleluja, vi lever sgu endnu! Og blod skal vi ha’, og kan vi ikke lige se, hvad der sker på de alt for grynede videoer, suk, tilskuere til ulykker og mord har optaget på deres mobiltelefoner, så vil vi ha’ andre detaljer – ellers dør vi. På stedet og værst af alt måske uden, at der er nogen, der filmer.
Rolig nu, Folks, vi ved jo, at detaljerne får vi alle zusammen og det med det vons – live, live, live især, når det handler om død. Medierne er blevet sladdertaskernes lille landsby, hvor ulykkerne før blev vendt ved gadekæret, bliver de nu til et fælles oplevet og beskrevet orgie. MUMS!
Hvad var det for nogle sokker, den myrdede havde på, da han døde, havde han pibe i munden og hvilken tobak, og havde den døde kvinde lige barberet ben eller var det overlæben, der var blevet glat af hårfjerningscremen? Og hvad med hunden. Oh, my God? Hvem tog sig af den midt der på motorvejen mellem hovedskader og alt blodet, og hvilken race var den?
Hvad gir’ I? Jeg læser også lortet, mens jeg brækker mig! Over mig selv. Over jer. Over pressen.
Og alle grænser for respekt og fred i døden er overskredet – også for dig på Kirkevej – et af de mest almindelige gadenavne i Danmark – et eller andet sted i vores lille land. Dig, der lever dét liv, du er så glad for med dét indhold, du nu har valgt, stille og roligt, du ved det selv, et liv uden paparazzier foran din havelåge, et liv hvor det kun er dine nærmeste, der ved om du bedst kan li´ dine jordbær med fløde eller som grød. Pas nu på, at du ikke bliver myrdet eller kommer ud for en trafikulykke, hvor du ender på forsiden fordi? Bare fordi du er død, dig på Kirkevej og hør nu godt efter: Selv den eller de naboer du har gået til banko med i 26 år og delt tabet og forvirringen over samfundets og især bankoens udvikling, naboen og du ved det, man får ikke længere købmandskurve med rullepølser og ovnklare friske kyllinger og heller ikke flæskestege og okseslagterpakker – råt kød er blevet forbudt, men kun til banko – når det gælder en død dansker, Så ruller vi!
Nå, men jeg siger dig, når du er død, dig dér på Kirkevej, så fortæller naboerne, at de godt nok også undrede sig, for de så dig ”lige i formiddags og der var Jens ved at klippe hæk og vi snakkede om hans nye hækkeklipper, benzin, han var glad for den, dét sagde han, og jeg har jo kendt ham i alle de år, og Jens var ellers en mand af få ord, men jeg kunne virkelig mærke, at den klipper var han glad for, men så var det, at timerne gik og Jens havde ikke gjort hækken færdig, altså klokken var, hvad? Næsten seks og min kone og jeg satte os til at spise og vores vinduer, det kan du selv se, vi ser jo lige over på Jens’ hus og hækken, og den står bare og stritter, og dét ligner slet ikke Jens, og, åh nej, åh nej, pludselig er hele vejen, det er jo en stillevej, blind er den også, men pludselig er hele Kirkevej fyldt med ambulancer og politibiler. Vi er så chokerede min kone og jeg, Jens var sådan en god mand, han havde ikke fortjent det her… Og hækken – nu får Jens den aldrig klippet, det er ikke til at bære…”
Uhh, I love it. En mand af få ord, ham Jens på Kirkevej, hans ord strakte sig vel til, at når han var så heldig at vinde nutidens lækre flæskesteg, et gavekort på 150 kroner til Dagli Brugsen, ja, så kom Jens frem med – det tænker jeg, når jeg læser, ser og hører om ham i forbindelse med mordet på ham – Banko, sagde Jens. Wow, jeg kan høre ham. Uhh, sexy og Uhh igen. Saftigt, lækkert og blod over det hele, køkken, forstue, baggang, toilet, stue og – jeg tror jeg falder besvimet om af glæde, det er dét, der bliver rapporteret i alle medier, der var også masser af Jens’ blod på 1.sal. Hey kære Jens, du levede ikke forgæves – på trods af det med hækken – hele Danmark siger nu live i kor med dig: Banko.
Jeg må på dødsnyhedsafvænning, og jeg siger jer bare: Når jeg dør, om 20 minutter eller 20 år, så tag lige en bankoaften. Jeg er død for helvede. Død. Jeg kan ikke svare, fat det: Intet svar er også et svar så klap det fucking låg i. Det er mit liv, og det er min kiste.
Illustration: Lene Helledie, “Seng”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
