mm

Sebastian Dorset

Sebastian Dorset (født 29. september 1970 i Aalborg) er standupkomiker, foredragsholder og skribent. Dorset blev student fra Odense Katedralskole i 1990 og debuterede som standupkomiker i 1995 på Britannia i København. Han er uddannet journalist fra DJH i 1997. I 2003 medvirkede han i standuptourneen Fem på flugt med Mikael Wul Mikael Wulff, Omar Marzouk, Lasse Rimmer og Carsten Bang. Har flere gange deltaget i TV2 Zulu programmet Stand-up.dk. Han har medvirket i det årlige standupshow til fordel for Unicef, Talegaver til Børn i 1997 og i årrækken 2003-2008, hvor han var vært sammen med Anders Fjelsted i 2006. Fra 2003 til 2007 var han bagsideskribent på gratisavisen Urban. Fra 2003 til 2009 arbejdede han som redaktør på DRs satireredaktion Tjenesten, der sendte på både P3 og DR2. Sebastian Dorset blev brugt som vært på 6'erens komiske talentshow "Danmarks næste Comedy-stjerne". Han har desuden skrevet materiale til Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og Tobias Dybvads program Dybvaaaaad! på TV 2 Zulu, ligesom han i 2008 var medskribent på taler for Villy Søvndal (SF).
Hvis man vil honorere Sebastian for hans arbejde på POV kan man donere til ham på hans Mobile Pay: 22 13 11 62

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Sebastian Dorset
på Mobile Pay: 22 13 11 62

Å’ hva’ mæ daj sæl’ ?

Sensommerens buzzwords er (bortset fra “Pokémon Go”) ”Det postfaktuelle samfund”. Mange artikler omhandler politikeres usandheder og afslører, at vi summer om følelsesstyrede påstande, som fluer om en tabt, sukkerindsmurt sut.

Som jeg opfatter begrebet (”Det postfaktuelle”, ikke “Pokémon Go”) beskriver det en virkelighed, hvor vi ikke længere bedømmer vores ledere på indholdet i deres påstande, men på leveringen. På patos, ikke logos, tilføjer jeg, og viser både lavbudget-belæsthed og bogstavrim.

Men min påstand er, at politikerne langt fra er alene. Vi bidrager alle sammen. Vi bidrager selv til, at vi lever et liv, hvor vi tror på dem, vi har besluttet os for at kunne lide, og mistror dem, som ikke er på vores hold. Vi brander os. Beskriver vores subjektive oplevelser som fakta, og det er fuldkommen fredeligt, når man sidder på en café med et af de fysiske rammer og fadølsbudgettet begrænset antal venner. Men på de sociale medier kan den slags spiritusboostede påstande stikke helt af.

Fred med at vi fortæller os selv, at vi var absolut uden skyld i, at Føtex-køen gik i stå, trafiklyset proppede til eller at resten af kunderne på det propfulde pizzeria himlede så det tangerede noget højlydt. Det er en fin og sund mekanisme at man er i stand til at overbevise sig selv om at man er ok, at man ikke gjorde noget galt og at de stakkels ofre nok kommer over det med tiden. Men mange er nået et skridt videre. Dét skridt, der gør, at de uden tøven beskriver det som at Føtexfolket ”truede dem”, de andre i trafikken var ”ved at slå mig ihjel” og at dem på pizzeriaet leverede ”latterlig dårlig service og jeg har givet dem 0 stjerner på Trustpilot!”

Min påstand er, at politikerne langt fra er alene. Vi bidrager alle sammen. Vi bidrager selv til, at vi lever et liv, hvor vi tror på dem, vi har besluttet sig for at kunne lide, og mistror dem, som ikke er på vores hold

Vi er blevet politikere i vores eget liv. Vi spinner vores egne oplevelser og lever højt på, at vores venner (formodentlig) kan lide os og ikke har oplevet den beskrevne situation. Vi mangler at se os i spejlet og sige ”hvad med dig selv?”

Lad os genindføre det i livet, som i præ-liberalistiske tider kaldtes ”skam”. Hvor man ikke hykler åbenlyst, og måske endda lige husker, når man burde holde lav profil.

Jeg kan da starte med mig selv, hvis det ikke var så uinteressant i det store billede. Men for at undgå hykleriet, altså….

Jeg drikker meget mere, end sundhedsstyrelsen fraråder. Ikke kun fordi, de er nogle uvidenskabelige moralister, men også fordi jeg kan lide at have så stor en kæp i mit øre at den kan nå ind at prikke til min hjerne. Og hvorfor er det dobbeltmoralsk? Fordi jeg hader fulde mennesker, der ikke er mig: De er usammenhængende, selvbekræftende og bevæger sig i så små cirkler at man tænker, de mest er fulde af centrifugalkraften.

Jeg hader andres rod, elsker mit eget. Er en meget dømmende trafikant, men accepterer storsindet mine egne fejl. Har dieselbil, fladskærm og fire computerenheder, men om andre tænker jeg at de burde gøre mere for miljøet. (Også mig selv, men når man skal skylle en dåse flåede tomater og så bære den ud til containeren, helt ærligt…)

Mit eneste forsvar er at jeg tænker ”og hvad med dig selv”. Så ofte jeg magter det. Og andre burde prøve det.

Ulla Tørnæs kunne f.eks. forsøge sig. Som når hun nægter at der foregår en SU-nedskæring, hvis et beløb går fra at blive noget man får, til noget man låner. Så vil jeg sige ”fuck de studerende, men skån det danske sprog”. Hvis man ikke længere får, men låner, så er det et tilbageskridt, så omtal det som sådan, eller kig Dem i spejlet, fru Minister og tænk på dine syv studieår på fire forskellige institutioner, uden du fik en kandidatgrad. Når du bestemmer at studerende fremover ikke må få et år, hvor de oplever en form for krise, sygdom, personlig nedtur eller pludselig død, så kunne De, fru Minister godt tænke ”er jeg den helt rette til at spille hardball foran pressen med min egen studiebaggrund?”

Jørn Neergaard: Hold én dag i et produktionsjob. Og ellers hold din kæft. Lars Løkke: Vis os at du er solvent. Og ellers hold din kæft. Ulla Tørnæs: Tag en uddannelse. Og ellers hold din kæft. Jeg bør også holde min kæft. Af og til. Men i det mindste er jeg en erklæret hykler

Men måske er det bare Venstres DNA? De har en formand, der siger ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Og så er det slet ikke hykleri. Ikke når man som Lars Løkke har haft en veldokumenteret vane med at trække alt fra: En kaffe på tankstationen, et sikkert personligt velbegrundet køb af SE og HØR, taxaer hjem fra byen og meget mere. For så kan det sgu da betale sig at arbejde. Og det kan de lære af, de enlige, der lever med mange børn og bliver hårdest ramt af regeringens nye besparelser.

Som mange liberalister bekræftede hinanden i på de sociale medier: ”Man kan jo ikke bare regne med, at sociale ydelser bliver ved med at komme.” Nej, de dårligst stillede må rigtignok regne med, at hjælpen ændrer sig. Ændres af regeringen Lars Løkke Rasmussen med et par måneders varsel. Så kan de lære det, de dovne ledige. De skulle have bragt deres økonomi på skinner på forhånd. Som vores landsfader, der tabte valgte i 2011. Det var Lars Løkke forberedt på. Helt forberedt på ikke længere at få statsministerløn. Venstre oprettede et splinternyt ”partiformandshonorar”, der i hvert fald i størrelse langt overgik, hvad nogen anden formand i partiet havde fået. Fogh havde ikke bedt om det. Eller Ellemann. Eller Hartling. Eller Eriksen ….

Hvis man ryger ud som borgerlig minister, så står der et hav af venner til at samle op. Det er simpel forkælelse. Det handler ikke bare om at Anders Fogh ofrede ROJ-tv for at blive NATO-chef. Det handler også om, at Carina Christensen blev Chef i ”UdviklingVejen”. Jørn Neergaard Klichéspray har aldrig haft et job uden for den borgerlige selvbekræftelse, og alligevel tør han fortælle sygemeldte, nedslidte og deprimerede at de ”bare lige” skal arbejde seks timer på et ikke nærmere angivet sted. får de lidt mere end det mindre, de ville få mindre-mindre end det mindre, de nu vil få mindre, som vores landsorakel ville have forklaret det.

Jørn Neergaard: Hold én dag i et produktionsjob. Og ellers hold din kæft. Lars Løkke: Vis os at du er solvent. Og ellers hold din kæft. Ulla Tørnæs: Tag en uddannelse. Og ellers hold din kæft. Jeg bør også holde min kæft. Af og til. Men i det mindste er jeg en erklæret hykler …

Illustration: Michael Dorbec

Kategorier