“Jeg følte det, som om, jeg imploderede. Alle mine forhåbninger, mit hårde arbejde og min indædte vilje til at skjule mine psykiske sår var blevet gjort til skamme. Åh nej, det havde intet at gøre med min indsats. Jeg var en utrolig dygtig, klog og rar kvinde, der havde løst alle mine arbejdsopgaver til ug med kors og bånd og stjerner på, men de havde bare brug for en anden profil.” Maria Busch fortæller, hvordan det føles at gå på arbejde hver dag i tre måneder i virksomhedspraktik uden en sygedag – og alligevel blive forbigået, når arbejdspladsen slår det job op, som man har varetaget gratis for dem.
Jeg er flygtet ind i min indre refugium fordi jeg ikke har andre steder, jeg kan være til. Jeg føler ingenting – og det endda næsten uden brug af antidepressiver.
Hello? Hello? Hello?
Is there anybody in there?
Just nod if you can hear me
Is there anyone at home
Jeg er i virksomhedspraktik. Ja, du læste rigtigt. Jeg er 54 år og har været lønarbejder siden, jeg var 14 år, men når man er på kontanthjælp, så skal man lære at gå på arbejde – selvfølgelig uden at få løn for det. En kontanthjælpsmodtagers arbejde kan jo i sagens natur ikke være noget værd.
Come on now
I hear you’re feeling down
Well I can ease your pain
Get on your feet again
Jeg overgav mig ikke til virksomhedspraktikken uden kamp. Jeg prøvede at argumentere for, at den stadige tildeling af gratis arbejdskraft til virksomhederne var yderst kontraproduktivt i forhold til mit og andres ønske om at få et ordinært arbejde.
Hvad skulle motivationen være til at ansætte mig, når man kan få min og tusindevis af andre menneskers arbejdskraft gratis? Jeg fik en forsikring om, at hensigten med virksomhedspraktikken er, at man får mulighed for at vise arbejdsgiveren, hvad man kan, hvilket så kan føre til en ordinær ansættelse.
https://www.youtube.com/watch?v=J8fFVOoqepc
Jeg forsøgte at protestere over for dette argument, da statistikken over, hvor mange der kommer i ordinært job efter endt praktikforløb, taler deres eget nedslående sprog. Argumenter og fakta blev pænt bedt om at gå i skammekrogen.
Jeg skulle i virksomhedspraktik – som kommunikationsmedarbejder. For at se det morsomme i det, er det nok på sin plads at indskyde, at jeg har arbejdet med kommunikation næsten hele mit voksne arbejdsliv.
Relax
I’ll need some information first
Just the basic facts
Can you show me where it hurts
Jeg er sådan skruet sammen, at når der intet er at stille op, så forsøger jeg at få det bedste ud af situationen. Måske jeg var én af de 1 procent, der efterfølgende fik et ordinært arbejde. Jeg besluttede mig for at arbejde hårdt, ikke have en eneste fraværsdag, være imødekommende og i godt humør og forsøge at skjule, at jeg stadig er rekonvalescent oven på et gedigent psykisk sammenbrud.
There is no pain you are receding
A distant ship smoke on the horizon
You are only coming through in waves
Your lips move but I can’t hear what you’re saying
Som sagt, så gjort. Jeg fik hurtigt ansvaret for en lang række kommunikationsprojekter, som jeg skulle løse på egen hånd. Og jo, jeg arbejdede hårdt. Jeg fik næsten dagligt mails om opgaver, der skulle løses. Da tiden tilbragt på arbejdspladsen ikke slog til, arbejdede jeg ofte videre, når jeg kom hjem samt i weekender og på helligdage. Da de tre måneders praktik var ved at løbe ud, havde jeg ikke haft en eneste fraværsdag.
When I was a child I had a fever
My hands felt just like two balloons
Now I’ve got that feeling once again
I can’t explain you would not understand
This is not how I
I have become comfortably
Det havde ikke været omkostningsfrit for min psykiske habitus at være i praktik. Jeg var mere drænet for energi end en parmesanost for valle. Ikke kun fordi, jeg arbejdede hårdt og stadig var præget af mit psykiske nedbrud, men også fordi, det var så nedslående at arbejde side om side med mennesker, der fik løn for at gå på arbejde.
Jeg arbejdede mindst lige så hårdt som dem, men cyklede hver dag hjem med en tyngende tristhed over, at mit arbejde – og dermed jeg, ikke blev anset for at være noget værd. I den danske kultur, hvor arbejdslivet optager en så central plads, ved vi jo alle sammen godt, at kun det arbejde, der anses for betydningsfuldt, afstedkommer en betaling. Jo mere betydningsfuldt, jo højere løn.
Okay
Just a little pinprick
There’ll be no more, ah
But you may feel a little sick
Et stort projekt med en ny database var ikke afsluttet, da min tre måneders praktikperiode var ved at være tilendebragt. Jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at få endnu tre måneders praktik, da virksomheden var ved at undersøge, om der kunne afsættes penge til en kommunikationsmedarbejder, hvor jeg så ville komme i betragtning.
Can you stand up?
I do believe it’s working, good
That’ll keep you going through the show
Come on it’s time to go
En uge inde i min nye praktikperiode slog virksomheden en stilling op til en kommunikationsmedarbejder, som jeg forventningsfuldt søgte. Jeg blev ikke indkaldt til samtale og nøjagtigt tre uger inde i min nye praktikperiode ansatte virksomheden en ny kommunikationsmedarbejder.
Jeg følte det, som om, jeg imploderede. Alle mine forhåbninger, mit hårde arbejde og min indædte vilje til at skjule mine psykiske sår var blevet gjort til skamme. Åh nej, det havde intet at gøre med min indsats. Jeg var en utrolig dygtig, klog og rar kvinde, der havde løst alle mine arbejdsopgaver til ug med kors og bånd og stjerner på, men de havde bare brug for en anden profil.
There is no pain you are receding
A distant ship, smoke on the horizon
You are only coming through in waves
Your lips move but I can’t hear what you’re saying
Der var noget inde i mig, der knækkede. Som en tyndslidt guitarstreng, der var blevet spændt én gang for meget.
Jeg indså, at lige meget, hvor hårdt jeg arbejdede, lige meget hvor meget jeg kæmpede for at se mine dæmoner i øjnene i min terapi, så jeg kunne blive en bedre udgave af mig selv, lige meget hvad jeg gjorde, så ville jeg aldrig lykkes med det, der betyder så uendeligt meget for mig: At få et arbejde. Tjene mine egne penge og dermed blive fri for det system, der, trods stor modstand fra min side, formåede at sende mig til tælling.
I caught a fleeting glimpse
Out of the corner of my eye
Jeg havde selvfølgelig haft ret hele tiden, men jeg valgte fejlagtigt at tro på dem, der påstod, at hvis jeg bare gjorde, som de sagde, så ville alt blive godt. Det var det, der gjorde mest ondt: At de havde fået mig til at tro og håbe. Det lys, de havde tændt, lod mig ane konturerne af det, jeg ønskede at gribe ud efter, men i samme øjeblik, jeg rakte mine hænder ud, blev lyset slukket og jeg fik atter blå mærker på hele kroppen af at støde ind i og falde over alting.
I cannot put my finger on it now
The child is grown
The dream is gone
Jeg kunne lige så godt bære et flammende bogstav på mit tøj, der skal tjene som skræk og advarsel til andre om, hvad der sker, hvis man træder uden for samfundets normer og formaster sig til at blive arbejdsløs og ende på kontanthjælp. En sådan smerte kan intet menneske bære i længere tid – især ikke, når man samtidig er bevidst om, at man fortsat er tvunget til at finde sig i alverdens ydmygelser og lege fransk klovn i kontanthjælpscirkus. Blive ved med at spænde ben for mig selv og andre ved at være tvunget til at give min arbejdskraft gratis til virksomhed efter virksomhed. Min OCD, som det ellers var lykkedes mig at forvise, meldte sig igen på banen: “Du har mig”. “Tag mig”. “Brug mig”. Jeg var fristet til at takke ja, men formåede at bekæmpe trangen. Da jeg ikke havde andre steder at flygte hen, fortrak jeg mig til min indre refugium.
I have become comfortably numb
Alle engelske citater er fra Pink Floyd, “Comfortably numb”.
Topfoto: Flickr – Gisela Giardino
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
