Vi har fået en nærmest manisk trang til at definere danskhed og det at være dansk. Ludvig Holberg – en del af den danske kulturkanon – minder os om, at kærlighed til fædrelandet kan drives for vidt og forvandles fra dyd til last.
I disse dage citerer jeg ofte Holberg. For snart 270 år siden skrev den epokegørende dansk-norske forfatter en række epistler. De er mindre kendte end hans skuespilklassikere som Jeppe på Bjerget, Den politiske Kandestøber og Erasmus Montanus, og de var noget af det sidste, han skrev. Over 500 blev det til, cirka en epistel om ugen.
Epistlerne, en slags essays i brevform, giver læseren et indblik i Holbergs idealer og tanker om stort og småt: Hans forkærlighed for katte, hans syn på kaffe, te og tobak – nymodens nydelsesmidler fra fjerne egne – men først og fremmest er epistlerne filosofiske betragtninger, hvor Holberg ofte provokerer sin samtid, f.eks. med et forsvar for Fanden (som uretfærdigt får skyld for alle de synder, vi som mennesker begår helt uden behov for djævelsk medvirken), hans opfordring til tolerance eller hans afsky over for opblæsthed.
Fabrikeret på samme værksted
De små brevessays handler også om fædrelandskærlighed og om forholdet til fremmede. Og i en tid, hvor iveren efter at definere danskhed er blevet nærmest en besættelse hos nogle – helt ned til hvilke konsonanter vi åbenbart må benytte – synes jeg, det er på tide, vi støver Holberg af. På tværs af århundrederne har han noget vigtigt at sige.
Helt centralt står epistel 119, hvor Holberg insisterer på, at kærlighed til fædrelandet kan forvandle sig fra dyd til synd, og at det er imod fornuften at lægge særlig vægt på slægtskab og fælles fødested. For Holberg er det vigtigst at se på mennesket, snarere end ‘om man er fabrikeret på samme værksted’, som han skriver.
Sproget kan være lidt vanskeligt i dag i sin originale form, så jeg har udsat den gamle forfatter for en mild oversættelse til et mere moderne dansk, men originalen kan læses i fuld udstrækning her.
“Man kan sige, at eftersom alle mennesker er forbundne, bør man ikke så meget se på grader af slægtskab som på grader af dyd og meritter. På samme måde bør man foretrække velgørende, dydige og velvillige mennesker, frem for dem, der ikke kan påberåbe sig andet, end at de er podede på én gren (…) at foretrække en landsmand alene på grund af fælles fødested frem for en fremmed af dyd og meritter, deri er der intet naturligt”, siger Holberg.
Min kærlighed til landsmænd og trosfæller må ikke strækkes så langt, at den omfatter had og afsky til fremmede.
Ludvig Holberg var båret af og bærer af oplysningstidens idealer, han talte fornuftens sag, ytringsfrihedens, tolerancens og den gyldne middelvejs og havde et skarpt blik for menneskelig dårskab i alle former. Herunder at være så overbevist om egen fortræffelighed, at man intet godt kan se i andre, hvis de er anderledes end en selv.
Holberg ser det som en last, når kærligheden til fædrelandet bliver til et had mod alle andre.
“Man må vel indrømme, at kærlighed til fædrelandet er en stor dyd, et samfunds velstand og vedligeholdelse afhænger af den. Men på Kristi tid havde man prædiket så stærkt om kærlighed til fædrelandet, at man ikke behøvede nye opfordringer til det, og man havde øvet dyden i sådan en grad, at den var blevet forvandlet til en last. Denne specielle kærlighed til fædrelandet havde gjort skår i den almene kærligheds pligt mod alle mennesker, som ikke må tilsidesættes, og som er en hovedlærdom i Kristi morale. Jøderne havde outreret denne særlige pligt sådan, at det avlede et bittert had mod alle andre mennesker, så det blev set som en dyd end ikke at vise en fremmed vandringsmand vejen”.
Alting med måde
Holberg mener, at fædrelandskærlighed snarere har brug for tøjler end sporer og tilføjer, at historier og daglige erfaringer viser, at mennesker stadig ligesom jøderne på Jesu tid (og før dem grækerne og romerne) misbruger lærdommen om kærlighed til fædrelandet og den fædrene religion i sådan en grad, “at de ingen dyder eller meriter kan se hos fremmede, ja, at de tilmed gør en dyd ud af at hade og forfølge dem, som enten står uden for deres samfund eller kirke”.
“Min kærlighed til landsmænd og trosfæller må ikke strækkes så langt, at den omfatter had og afsky til fremmede. Man må i dette som i alt holde måde. Et er at være koldsindig mod fædrelandet, noget andet er at synde af kærlighed til det”, skriver Holberg.
“Man kan laste den, der elsker en landsmand så højt, at han hader alle andre mennesker. Jeg mener, at man må elske dyd og redelighed, uanset hvor den findes, uanset om det er i Europa, Asien, Afrika eller Amerika, uanset om den er på den ene eller anden side af Ækvator. Og derfor – ganske som jeg har større ærbødighed for en anstændig soldat end for en anløben præst, for en dydig samaritaner end for en udydig levit – vil jeg hellere være venner med en redelig jøde, hedning eller muhamedaner end med en kristen, som ikke har andet end betegnelsen kristen”.
Måske skulle vi lytte til Holberg og begynde at gå lidt mere op i, hvordan det enkelte menneske er, frem for hvor det er født, og hvilken religion det bekender sig til. Det ville tilmed være … ja, vel egentlig ret dansk.
Bærende illustration: Holberg. Portræt malet af Jørgen Roed 1847 efter original fra ca. 1752 af Johan Roselius. Wikimedia Commons
Jeg bliver glad for store og små bidrag til mine skriverier. Jeg tager imod Mobilepay og Swipp på telefon +45 40 99 49 36.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her