Kim Jong Andersen: Mindhunter – ny Netflix-serie er sensationelt god

Mesterinstruktøren David Finchers nye Netflix-serie, Mindhunter, er sensationelt god, og placerer sig øjeblikkeligt på førstepladsen over de bedste kriminaldramer i dette årti, skriver Kim Jong Andersen om serien der lige er udkommet i sidste uge.

Sæson 1 af Mindhunter, instrueret af David Fincher, består af 10 afsnit og udkom fredag den 13. oktober.

Jeg har nu binge-watched hele sæsonen natten mellem fredag og lørdag. Og det var der en god grund til, for vi taler virkelig om en serie, der holder publikum fanget i en skruestik på næsten hypnotiserende vis.

I Mindhunter følger vi etableringen af en FBI-enhed indenfor adfærdsvidenskab i slutningen af 70’erne. Dengang gav ordensmagten ikke meget for psykologisk retsmedicin i opklaringen af forbrydelser, og profilering af seriemordere var slet ikke blevet standardpraksis. Det er derfor ægte pionerarbejde, vi er vidne til i Mindhunter.

Serien er baseret på bogen “Mind Hunter: Inside The FBI’s Elite Serial Crime Unit” skrevet af Mark Olshaker and John E. Douglas, og bearbejdet af manuskriptforfatteren Joe Penhall til denne serie. Det er ikke en nem bog at omskrive, men det har Penhall alligevel formået at gøre på formidabel vis her.

https://youtu.be/7gZCfRD_zWE

David Fincher er i forvejen autoriteten indenfor seriemorder-genren med mesterværker som Seven og Zodiac i bagagen, og han har selv instrueret fire afsnit (danske Tobias Lindholm har også instrueret et par).

Mindhunter er imidlertid en markant fornyelse af denne genre. Her er fokus ikke på at finde gerningsmanden i et kapløb med tiden men på at trænge ind i psyken bagved og opdage, hvorfor en misdæder begik sin forbrydelse til at begynde med.

Samspillet mellem de to FBI-agenter er helt eminent, og det er et makkerpar, man virkelig bliver grebet af

Det er to FBI-agenter, Holden Ford (Jonathan Groff) og Bill Tench (Holt McCallany) indenfor adfærdsvidenskab, der som de første ser værdien i at interviewe nogle af de værste seriemordere for at opnå en større indsigt.

De er baserede på det virkelige livs agenter John E. Douglas og Robert K. Ressler, og både Jonathan Groff og Holt McCallany yder et par Emmy-værdige præstationer i deres fremstilling af agenterne. Samspillet mellem de to FBI-agenter er helt eminent, og det er et makkerpar, man virkelig bliver grebet af.

Tench stiller på et tidspunkt det retoriske spørgsmål, da en FBI-chef stiller sig i vejen for projektet: “How will we ever get in front of Crazy, if we don’t know how Crazy thinks?”

Herefter får Ford og Tench lov til at flytte ned i kælderen for at dyrke deres sære interesser indenfor psykologisk retsmedicin, og kan samtidig bidrage til opklaringen af igangværende forbrydelser på baggrund af deres research i det mørke sinds afkroge. De får hurtigt følgeskab af psykologiprofessoren Dr. Wendy Carr (Anna Torv), og deres “grundforskning” ender med at blive finansieret af flere organisationer.

Når agenterne bevæbnes med en viden om, at der gemmer sig et menneske i selv de værste monstre, er det også muligt at sætte sig ind i, hvad der får dem til at gøre, som de gør

Mindhunter er på ingen måde en serie, der forsøger at skabe sympati omkring morderne, men den viser nøgternt, at ingen bliver født som galninge – det er noget, et individ udvikler sig til, hvis omstændighederne tager overhånd.

Især er det isnende portræt af Edmund Kemper – The Co-ed Killer – dybt fascinerende. Kemper, der stadig er indespærret i dag, myrdede og dekapiterede på bestialsk vis sine bedsteforældre, sin mor og en halv snes unge piger og dyrkede nekrofili med dem.

I skuespilleren Cameron Brittons uforglemmelige skikkelse er Kemper en jovial, højt intelligent og imposant psykopat, der er bevidst om sine handlingers grusomhed og derfor endnu mere livsfarlig i sin kalkulerede adfærd. Han er, hvad FBI’s team kalder en “organiseret seriemorder”.

Når agenterne bevæbnes med en viden om, at der gemmer sig et menneske i selv de værste monstre, er det også muligt at sætte sig ind i, hvad der får dem til at gøre, som de gør, og dermed identificere gerningsmændene ved at iagttage deres adfærd. Det kræver blot, at man rent faktisk tør tænke de værste tanker selv.

Mindhunter fungerer således næsten som en slags prequel til Hannibal-trilogien. Især til Michael Manns geniale thriller, Manhunter (baseret på Thomas Harris roman, Red Dragon), hvor vi første gang blev introduceret til Dr. Lecter.

I modsætning til tidligere film og serier om seriemordere adskiller Mindhunter sig også ved at være et ætsende tidsbillede, hvor det moderne samfund for alvor ændrer karakter, og hvor de nye seriemordere på en måde bliver symptomatiske for, hvordan den amerikanske facade krakelerer i brydningstiden efter en tabt Vietnamkrig, Watergate, raceuroligheder og politivold.

Det bidrager også til Mindhunters særlige stil og tone, at handlingen er ledsaget af et lydspor med alle de store hits fra sluthalvfjerdserne

Visuelt er serien naturligvis helt i top som alt, Fincher rører ved. Billedsiden er yderst stemningsmættet i nedtonede farver, og kameraarbejdet er køligt og præcist registrerende og med klare biografkvaliteter, som man sjældent ser på TV.

Det bidrager også til Mindhunters særlige stil og tone, at handlingen er ledsaget af et lydspor med alle de store hits fra sluthalvfjerdserne kombineret med et intenst lyddesign af Ren Klyce, David Finchers faste, oscar-nominerede lydmand fra film som Fincher’s Seven og Zodiac.

Sidstnævnte film er nok den, Mindhunter minder mest om – bare tilføjet en ikke ubetydelig dosis humor. Denne serie er nemlig ikke kun mørk og farlig men rummer også mange morsomme optrin trods det nedslående tema.

Det skal i den sammenhæng siges, at Mindhunter netop ikke er nogen højspændt thriller – det er en begavet og foruroligende serie, der bevæger sig i sit eget tempo, hvor det er alle detaljerne, miljø- og karakterskildringerne og den vittige dialog, der gør indtryk.

Uhyggen og det makabre er bestemt til at tage og føle på, men den kommer mere snigende igennem samtalerne. Det mest skræmmende er som bekendt oftest, det man forestiller sig og bliver fortalt mere end det, der bliver vist og udpenslet i detaljer.

Topbillede: Netflix Mindhunter