Ahmed Akkari

Ahmed Akkaris nye teaterbog: “Imamen i Præstegården” er en teaterforestilling med holbergske kvaliteter

i Tro og eksistens/Satire af
SATIRE // TEATERBOG  –  “Imamen i Præstegården” er en online bog, der er skrevet af Ahmed Akkari. Karen West har læst den og moret sig kosteligt. Hun kalder bogen for vellykket, bidende satire og dertil en teaterforestilling med en snert af salig Holberg: “Jeg har virkelig manglet humor og satire i den evige diskussion om religion”.

Forleden sendte min gode ven, Ahmed Akkari en online-bog til mig. Eller rettere: jeg troede, det var en bog, jeg skulle læse og anmelde.

Stor var min overraskelse imidlertid, da det viste sig at være et manuskript til en forestilling, et teaterstykke, der kunne være skrevet af Holberg, havde han levet i vores nutid. Vi har i lang tid savnet en Holbergsk bidende satire over tidens religiøse udfordringer.

Sjældent har jeg moret mig så meget under læsningen – og smilet holdt gennem alle 485 sider

Handlingen foregår i salige Kaj Munks præstegård i Ulfborg helt ovre i det vestjyske.

Hovedpersonen er den “moderate mufti” Ghadub Kebir, samt en perlerække af et persongalleri, der repræsenterer ministerier, religiøse menigheder, trosfæller, venner og statister med hver deres vigtige funktion i fortællingen.

Vi skriver sådan cirka år 2032. Noget i den stil, hvor det muslimske flertal i forestillingen er tilstrækkeligt stort i Danmark til, at man har bevilget de islamiske grupperinger mere magt; den mest “moderate” har man så sat ind i Kaj Munks præstegård.

Ahmed Akkari
Ahmed Akkaris nye bog er både vittig og indsigtsfuld, skriver Karen West.

Umiddelbart – i mine øjne i hvert fald – en noget dystopisk forestilling, ja rædselsvækkende. Men det var før jeg begyndte at læse det næsten 500 sider lange manuskript. Og det gik hurtig over, for sjældent har jeg moret mig så meget under læsningen – og smilet holdt gennem alle 485 sider.

Vores hovedperson, muftien Ghadub er usigelig lykkelig for at være flyttet ind i den fine præstegård. Nu er han endelig accepteret af det danske samfund og myndighederne. Han vil tage sit kald på sig med højeste alvor.

Muftiens vigtigste opgave, mener han selv, er at skrive taler, han imidlertid aldrig får fremsagt. Han vil alle det godt og allerhelst overbevise alle om, at hans islam er den gode, den fredelige og sande.

Men ak – i kulissen lurer hans konkurrenter, der med raseri vil gøre oprør imod hans fremtrædende position i det danske samfund. Fred er der med andre ord ikke noget af, for samtidig ulmer protesterne mod ham også fra de ugudelige.

Handlingen er ikke forudsigelig, og selvom den var, gjorde det ikke noget, for alene de medvirkendes replikker, de endeløse floromvundne floskler, tåbelige metaforer og usigelige grinagtige personer underholder læseren, mens handlingen skrider frem

Undervejs i historien har vores magtfulde mufti svært ved at begrænse sit kærlighedsliv, især overfor den smukke Hanne fra Religionsministeriet, der på alle måde støtter muftien. Uden at røbe for meget går det heller ikke særlig nemt med kvinderne for muftien i al almindelighed.

Handlingen er ikke forudsigelig, og selvom den var, gjorde det ikke noget, for alene de medvirkendes replikker, de endeløse floromvundne floskler, tåbelige metaforer og usigelig grinagtige personer underholder læseren, mens handlingen skrider frem.

For mig var og er humoren velgørende. For endelig, altså virkelig endelig, bliver det underholdende at snakke om islamiske grupperinger, der gerne vil sprede sig og få indflydelse. Jeg har virkelig savnet humor og finder også, at satiren har manglet i de evige religionsdiskussioner.

Når det er sagt, er det vigtigt at huske, at projektet simpelt hen ikke havde kunnet lade sig gøre, hvis forfatteren ikke netop havde haft den dybe og brede indsigt i sin egen religion. Men det har Akkari jo netop, fordi han i dag ser alle religioner udefra.

Derfor hilser jeg hans manuskript hjertelig velkommen, og håber, jeg en dag kan sidde ved siden af ham og nyde hans forestilling i et dansk teater – efter coronakrisen.

Man kan købe “Imamen i Præsetgården” her.


LÆS FLERE ARTIKLER AF KAREN WEST HER


Topillustration: Ahmed Akkari og Karen West. Fotos fra hhv. Akkaris FB-side og et af West stillet til rådighed af skribenten.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Karen West er født i 1951. Hun er uddannet jordemoder og HD med enkeltfag i ledelse. Hun har været kvindepolitisk og partipolitisk aktiv siden 70'erne og er medforfatter til "Kvinde Kend Din Krop."  I 2016 har hun bidraget til bogen Frihedsfeministen – Karen West i samtale med Thomas Vilhelm, der er udkommet på forlaget DreamLit. Hun bedriver også politisk netværksarbejde og var fra 2009 - 2015 en ivrig  debatarrangør med og for fortrinsvis muslimske kvinder. Fast paneldeltager i Meningsmaskinen i Lorry fra 2012 til 2014. Nu aktiv samfundsdebattør især om kvindepolitik på Facebook. Karen er tidligere formand for Alexandrakollegiet og Folkets Avis samt stifter af Tværetnisk KvindeNetværk. Hun var mangeårigt medlem af Socialdemokraterne. I 2013 meldte hun sig ind i  Liberal Alliance. Karen har fire børn, en del børnebørn, er gift og bor i Ørestaden, København.

Seneste artikler om Tro og eksistens