mm

Nils-Christian Nilson

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981. Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter). Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Se alle skribentens artikler

GUIDE TIL DET TYSKE VALG: Tyskland skal jo regeres – af Angela Merkel

Når de første prognoser foreligger kl. 18.00 efter søndagens valg i Tyskland, er der kun ét åbent spørgsmål: Hvem skal den borgerlige Angela Merkel regere sammen med. Hvilke partier sikrer hendes flertal, for Tyskland har ingen tradition for mindretalsregeringer, den vil ganske enkelt ikke kunne fungere, skriver Nils-Chr. Nilson. Hvis valget går som ventet, vil Jamaica-koalitionen få en chance, men hvis dårligt politisk håndværk får muligheden til at falde på gulvet, får tyskerne en ny udgave af den store koalition. Og det vil få nødvendige reformer på arbejdsmarkedet, i socialpolitikken og uddannelsespolitikken til også at falde på gulvet. Den næste valgperiode kan blive søvnens år.

Søndag går tyskerne til valg. I denne guide kan du først læse om den tyske tradition for en flertalsregeringen og herefter hvor partierne står samt hvilke flertalsmuligheder, der findes. Til sidst giver jeg et bud på to mulige fremtidsscenarier – det er muligt at scrolle undervejs.

Derfor flertalsregering

Der har været gjort forsøg to gange i de nuværende 16 delstater. I 1984 tolererede Die Grüne under den senere udenrigsminister Joschka Fischer en mindretalsregering i Hessen under højrefløjssocialdemokraten Holger Börner. Det varede et år, så dannede de to partier en flertalsregering. Og Joschka blev som den første sværget ind i embedet iført joggingsko.

I den største af delstaterne, Nordrhein-Westfalen forsøgte socialdemokraten Hannelore Kraft efter valget i 2010 at regere i en mindretalsregering med Die Grüne. Det varede knapt to år, så faldt regeringen ved en afstemning om finansloven.

På forbundsplan har en mindretalsregering aldrig været forsøgt, og ethvert forsøg er nærmest dømt til fiasko på forhånd. Man skal her notere sig, at det ikke er tyskerne, der er mærkelige. Det er os skandinaver, der stortrives med mindretalsregeringer

På forbundsplan har en mindretalsregering aldrig været forsøgt, og ethvert forsøg er nærmest dømt til fiasko på forhånd. Man skal her notere sig, at det ikke er tyskerne, der er mærkelige. Det er os skandinaver, der stortrives med mindretalsregeringerne, vekslende flertal og til sidst enighed om en finanslov.

Tidsskriftet Die Zeit spekulerede efter det uklare valgresultat i 2013 over, hvorfor tyskerne ikke kan leve med mindretalsregeringer, som ’er en gennemprøvet styreform i Skandinavien’. Svaret var, at tyskerne på grund af deres historie længes efter den stabilitet, som kun en flertalsregering kan give. Hellere det og meget få forandringer, end en usikker sejlads.

Og ved dette valg er Angela Merkel nærmest ved at gentage forbundskansler Konrad Adenauers (1949-1963) evige omkvæd: ’Nur keine Experimente´. Men han sagde ’bare ikke nogen eksperimenter’ på rheinisch. ’Nur kæææne Experimente’.

Sådan står partierne

Inden vi ser på Angela Merkels muligheder efter valget, skal vi lige se, hvilken form partierne er i.

CDU/CSU, de kristelige unionspartier, CDU i 15 delstater, CSU i Bayern: Både det socialdemokratiske SPD og den kristelige union afgiver vælgere til det nye fremmedkritiske parti, Alternative für Deutschland. Angela Merkel er under valgkampen blevet mødt med rent had nogle steder, især i de østlige og sydlige provinser. Men hun er stadig mange tyskeres garanti for stabilitet. Fra 41,5 procent ved valget i 2013 siger den seneste måling, GMS, 37 procent.

SPD, det socialdemokratiske parti: Partiet fik ny luft, da EU-parlamentarikeren Martin Schulz ved årets begyndelse blev kåret til kanslerkandidat og partiformand, men partiet smed det hele på gulvet i løbet af nogle kaotiske forårsmåneder. Schulz ligner en taber, der risikerer at stå med partiets dårligste valgresultat nogen sinde. Hans største problem er, at han ikke kan pege på en eneste flertalskonstellation, der kan sikre ham et skrivebord i kanslerembedets rædsel af et skur på bredden af Spree. Fra 25,7 i 2013 siger GMS nu 22 procent.

Trods alle interne rivninger er AfD samlebækken for utilfredse tyskere, de såkaldte Wutbürger.  I 2013 fik det 4,7 procent. Nu ligger det til 10

AfD, Alternative für Deutschland: Økonomiprofessor Bernd Lucke stiftede partiet i 2013 efter at have været i spidsen for flere initiativer mod den økonomiske verdenskrige. Den tidligere præsident for industrisammenslutningen, Hans-Olaf Henkel, var et fremtrædende medlem. Men Lucke fik en gøgeunge i reden. Han blev væltet i 2015 og siden er partiet drevet ud mod højrenationalismen og et opgør med ’myten om Tysklands skyld’. Frauke Petra var en overgang en stærk formand, men også hun er blevet kritiseret. Süddeutsche Zeitung mener, at de øvrige partier har ignoreret partiet i stedet for at angribe det. Trods alle interne rivegilder er AfD samlebækken for utilfredse tyskere, de såkaldte Wutbürger.  I 2013 fik det 4,7 procent. Nu ligger det til 10.

FDP, Freie Demokratische Partei, fik et katastrofevalg i 2013 og røg ud af forbundsdagen efter nogle uheldige formænd og en uheldig spidskandidat. Partiet har den samme selvforståelse som de radikale herhjemme, de mener, at det imod naturens orden, hvis der regeres uden dem. Partiets top, unge Christian Lindner i Nordrhein-Westfalen og veteranen, Wolfgang Kubicki i Schleswig-Holstein sikrede gode landdagsvalg, og bliver deres ledelse i Berlin. De går ikke i koalition med et svækket SPD og stiller betingelser for et samarbejder med CDU/CSU, men tro mig, hvis partiet får en chance for at komme i regering, bliver den grebet. I 2013 fik partiet 4,8 procent. Nu står det til 9,0 procent, men det kan vise sig at være i underkanten.

De grønne, et tidligere nærmest revolutionært miljøparti er nu mere et samlebækken for velmenende tandlæger, arkitekter og skolelærere

DIE LINKE, venstrefløjen, er en sammenslutning fra 2007 af de tidligere regerende østtyske kommunister og en sammenslutning af utilfredse fagforenings folk i den vestlige del af Tyskland. Det præger stadig partiet. Den østtyske afdeling er præget af realisme, og en tradition for at tage ansvar og styre. Siden 2014 har de regeret i Thüringen med SPD som juniorpartner. I vest anføres partiet af den tidligere socialdemokrat Oskar Lafontaine og hans hurtigsnakkende hustru, Sahra Wagenknecht, der er tidligere stalinist. Der tegner sig ikke et regeringssamarbejde på forbundsplan. I 2013 fik partiet 8,6 procent, nu står det til 9,0.

DIE GRÜNE, et tidligere nærmest revolutionært miljøparti er nu mere et samlebækken for velmenende tandlæger, arkitekter og skolelærere. I Baden-Württemberg er den meget borgerlige, grønne, Winfried Kretschmann ministerpræsident med CDU som juniorpartner. Det viser spændvidden i partiet, for en af de mere fremtrædende er den radikale Jürgen Trittin. Der er ’realos’ og ’fundis’, realister og fundamentalister, og det har svækket partiet i valgkampen. De to spidskandidater, Cem Özdemir og Katrin Göring-Eckhart synger også med hver sin stemme. I 2013 fik partiet 8,4 procent, nu står det til 8,0.

Sådan er flertalsmulighederne og betegnelserne

SCHWARZ-ROT, GROKO, GROSSE KOALTION, CDU/CSU-SPD, ALTSÅ DEN STORE KOALITION:

De to store grupper, CDU/CSU og SPD er sikre på et flertal i den nye forbundsdag, men socialdemokraterne vil være svækkede efter et nyt dårligt valgresultat. Internt i partiet er der allerede et opgør i gang bag kulisserne. Den tidligere partiformand, Sigmar Gabriel, nuværende udenrigsminister, og hans efterfølger, Martin Schulz er lun på ministerposter, men basis er i oprør. Partiet trænger i den grad til at forny sig under nogle år i opposition, eventuelt med arbejdsminister Andrea Nahles som gruppeformand. En fortsættelse af GROKO får kommentatorer og aviser til at frygte for demokratiet, for det vil betyde, at de højrenationale i AfD bliver største oppositionsparti. Partiet vil får en stærk, man fristes til at skrive uhyggelig stærk platform. GROKO bliver formentlig kun en realitet, hvis alle andre muligheder er udtømte.

SCHWARZ-GELB, sort-gul, CDU/CSU-FDP, de kristelige med de liberale.

Såfremt de kristelige får flertal med det liberale FDP, går de garanteret i regering sammen, men de mangler nogle få procentpoint ifølge meningsmålingerne. FDP har godt nok sagt, at et samarbejde ikke er en given ting, men partiet vil slet ikke kunne stå for fristelsen. Og det kan jo motivere regeringsdeltagelsen med, at det holder socialdemokraterne ude.

SCHWARZ-GELB-GRÜN, sort-gul-grøn, kaldte Jamaica efter farverne i landets nationalflag, de kristelige i koalition med FDP og Die Grüne.

Under valgkampen er FDP og de grønne ikke kommet hinanden nærmere, så eventuelle koalitionsforhandlinger kan blive langvarige. Begge partier har anstrøg af de radikale herhjemme, men i den økonomiske politik er FDP nærmest en tysk udgave af Liberal Alliance. Hvis de tre partier danner et flertal, kan det sprænge de seneste fire års dødvande, hvor de kristelige og socialdemokraterne har blokeret hinanden og mest er enedes om velgerninger for de ældre. En Jamaica-regering vil blive nødt til at omsætte nogle af de reformer, især til gavn for ungdommen, som de to små partier har på programmet.

Hvis valget går som ventet, vil Jamaica-koalitionen få en chance, de samme partier regerer i Schleswig-Holstein, men hvis dårligt politisk håndværk får muligheden til at falde på gulvet, får tyskerne en ny udgave af den store koalition

ROT-ROT-GRÜN, rød-rød-grøn, en koalition af SPD, Die Linke og Die Grüne.

Skulle de tre partier mod forventning få et flertal vil en koalition være fristende, men det udløse uro hos socialdemokraterne, fordi enhver tilnærmelse til Die Linke straffes af vælgerne i det tidligere Vesttyskland. Og Die Grüne er til dels borgerliggjort, så de skal nok holde sig væk.

ROT-GELB-GRÜN, rød-gul-grøn, trafiklyset af SPD, FDP og Die Grüne.

Selv med et uventet flertal ligner det ikke en sandsynlighed. FDP har, mens partiet har været ude af forbundsdagen, fået en mere borgerlig profil, det er blevet kaldt et yuppie-parti for de unge, smarte og rige. Partiet vil næppe fejre en valgsejr ved at danne koalition med et nedslidt socialdemokrati.

Konklusionen er: Hvis valget går som ventet, vil Jamaica-koalitionen få en chance, de samme partier regerer i Schleswig-Holstein, men hvis dårligt politisk håndværk får muligheden til at falde på gulvet, får tyskerne en ny udgave af den store koalition.

Og det vil få nødvendige reformer på arbejdsmarkedet, i socialpolitikken og uddannelsespolitikken til også at falde på gulvet. Den næste valgperiode kan blive søvnens år.

Artiklen er skrevet af Nils-Chr. Nilson, journalist og folkepensionist. Du kan yde et bidrag til printpatroner ved at sende et mindre beløb til hans Mobile Pay: 20333031.

Topfoto: ‘Merkels hænder’ – Big election poster of German party CDU at Central Station Berlin shows the hands of Chancellor Merkel in a typical gesture – photo collage, Thomas Dämmrich, flickr.

Kategorier