KLASSISK // ANMELDELSE – Den klassiske musik kan med sine lange forløb noget, som popmusikkens flygtige stemninger ikke når. Særligt med symfonien, en musikform, der har eksisteret i mere end 200 år og stadig tiltrækker komponisterne. Jakob Brønnum anmelder og introducerer nogle nye og klassiske værker og indspilninger.
Den store symfoni er som musikkens roman. En stor komposition, som regel i fire dele, der behandler musikalske temaer, nærmest på samme måde som et tema i en roman bliver præsenteret, udfoldet, forandret, sammenfattet. Forskellen på romanen og symfonien er – blandt meget andet – at der er skudt et led ind mellem værket og dig, nemlig dirigenten og orkestret, der altid sætter sine særlige accenter og stemninger på værket, indenfor det spektrum, som noderne tillader.
Det er blandt andet derfor, det er interessant at høre de store klassiske musikkunstværker opført igen og igen. Symfonierne er stadig spillevende og symfonien som genre også, sådan 200-225 år efter den opstod som orkestermusikkens vigtigste kunstform. Komponisterne tager stadig livtag med den.
Brusas samtidige klangbilleder
Jeg kendte ikke den italienske komponist Elisabeth Brusa så godt, at jeg ville kunne identificere hendes musik, før jeg satte mig ned og lyttede mere grundigt til hendes 2. Symfoni (2017), der netop er udkommet i en førsteindspilning på Naxos. Det tror jeg godt, jeg kan nu. Værket kan ikke anbefales stærkt nok.
De senere 20 år har de kvindelige komponister (og på dirigentpodiet, de kvindelige dirigenter) fået en plads i et klassisk musikbillede, der tidligere helt var domineret af mænd. For en tid siden anmeldte jeg her den fremragende franske 1800-talskomponist Louise Farrenc, som har været helt ukendt indtil nu.
Som meget anden kompositionsmusik (og som al sand kunst) lader Brusas 2. Symfoni (2017) sig influere af samtiden, der er klangbilleder fra både jazz og musical, men meget tilbagetrukket, og det smelter hurtigt sammen med den overordnede idé i værket og holdes sammen af en mild og nysgerrig orkestral og melodisk, sine steder næsten senromantisk klangverden. Det er en stor, strømmende ambitiøst musikalsk bygning, hun rejser i den symfoni. Det er tung musik, på den gode måde. Ligesom Mahler og Sjostakovitj.
Beethoven skrev ni symfonier, og den niende, en kæmpemæssig kolos af et kunstværk, blev anset for en form for fuldendelse, som ikke kunne eller kan overgås
Selvom en hel del af de nyskrevne værker, der bestilles af de store amerikanske symfoniorkestre, er meget lyttervenlige og ikke har den svært tilgængelige aura, som den nye kompositionsmusik har ry for, er det sjældent at moderne komponister bygger så store orkestrale sammenhænge op, som Brusa har gjort i sine foreløbig to symfonier.
CD’en er udgivet i en serie med anden af Brusas orkestermusik. Hendes 1. Symfoni, skrevet 1990 umiddelbart efter hun dimitterede som komponist fra Milanos konservatorium, er endnu større og ligeledes et møde værd. På begge CD’erne findes også kortere orkesterværker. Den nye har et værk med titlen Simply Largo, op. 21 (2007), en komposition i samme ånd med lidt mere skarptskårne kanter.
9
Af mærkværdige og uforklarlige grunde er tallet 9 blevet et magisk ciffer i symfonien. Beethoven skrev ni symfonier, og den niende, en kæmpemæssig kolos af et kunstværk, blev anset for en form for fuldendelse, som ikke kunne eller kan overgås.
Gustav Mahler turde ikke skrive sin 10. symfoni af frygt for at dø efter den 9., som Beethoven. Det gjorde han så også. Dvorák har skrevet ni symfonier, det samme har den engelske komponist Vaughan Williams (1872-1958), det samme har i princippet Schubert og Bruckner, selvom den første reelt har skrevet færre og den sidste lidt flere, og en af Bruckners sågar hedder Symfoni nr. 0.
Flere kan drages ind i legenden, Sibelius (1865-1957), den svenske senromantiske komponist Kurt Atterberg (1887-1974), Alfred Schnittke (1934-98), en af de senere årtiers teknisk bedste og mest formbevidste af de klassiske komponister.
I det 20. århundrede har en hel del komponister, der skriver sådanne stort anlagt orkesterværker, skrevet flere end ni. En af dem er det 20. århundredes måske allerdygtige komponist, Sjostakovitj, som levede hele sin karriere i Stalins og Sovjetunionens skygge, tvunget til at skrive musik, der kunne bruges af de kommunistiske magthavere.
Sjostakovitjs sidste fem symfonier er allesammen sært beskedne, næsten blufærdige afspejlinger af de muligheder, Beethovens 9. Symfoni åbnede for genren
Stalin og den russiske musikpædagogik havde enorm respekt for Beethoven og de tidlige komponister. Sjostakovitj skrev sin 9. Symfoni som en meget, meget mindre, næsten undselig og skælmsk symfoni i forhold til Beethovens overvældende store 9. Symfoni – måske netop i et opgør med den forbandelse, der hvilede over tallet. Til gengæld fik han kritik af regimet for det.
Hans 10. Symfoni, som er stort anlagt og seriøs i tonen, bliver så til gengæld anset for en slags fuldendelse, der har gjort, at Sjostakovitj sidste fem symfonier helt ufortjent står i skyggen af hans 5. 7., 8. og 10. Symfoni og sjældnere høres.
Symfonierne nr. 11-15 er på en måde også dunklere end de andre nævnte symfonier. De kræver en mere meditativ lytning. Flere af dem har korledsagelse, som netop blev indført for første gang af Beethoven i den 9. Symfoni. Sjostakovitjs sidste fem symfonier er allesammen sært beskedne, næsten blufærdige afspejlinger af de muligheder, Beethovens 9. Symfoni åbnede for genren.
Den store, dunkle symfoni
En af de indspilninger af Sjostakovitjs sene symfonier, der har givet mest genlyd de seneste år, er den finske dirigent John Storgårds opførelse af den mere end timelange Symfoni nr. 11, som også fik en overvældende velmodtaget opførelse ved BBC Proms i 2019, få dage for studieindspilningen.
Anmelderen i det engelske tidsskrift Gramophone ser indre billeder af de endeløst sort-hvid dokumentarer, man har set fra Sovjetunionen, når han hører åbningen på symfonien, der har undertitlen ”1905”.
Dunkelheden, som gør, at man som lytter må række ud efter den, bliver samtidig et billede af eksistensens mystik og mulighed. Så stor er Sjostakovitj kunst i mine ører
Begivenhederne i 1905, Sjostakovitj sætter i centrum for værket, er en fredelig demonstration, som kejseren slog ned lidt mere end et årti inden revolutionen.
Undervejs i værket slår Sjostakovitj – politisk korrekt – en række revolutionære sange an, som vi ikke har en chance for at genkende, men som de sovjetiske myndigheder på Sjostakovitj tid med tilfredshed gjorde.
For mig som lytter rækker den store dunkle symfoni, netop som en roman, ud over alt det. Den er et almengyldigt udsagn om tilværelsens dramatiske og kæmpende sider. Dunkelheden, som gør, at man som lytter må række ud efter den, bliver samtidig et billede af eksistensens mystik og mulighed. Så stor er Sjostakovitj kunst i mine ører.
Det forekommer mig, at opførelsen i BBC Proms, som jeg hørte, havde en anelse mere hæsblæsende og åndeløst begejstret energi, end hvad der er kommet i kassen på CD’en, der er optaget i orkestrets hjemby, Manchester. Men det er altså noget, der ofte præger de nu efterhånden vemodigt savnede koncerter i Royal Albert Hall, hvor BBC’s teknikere laver sublimt levende lyd.
Allan Petterssons eksistentielle forklarelse
En symfoniker par excellence, der ligeledes overskrider den niende symfonis forbandelse, er den brutalt oversete svenske mesterkomponist Allan Pettersson. Ligesom Bruckner består hans værk i hovedsagen af timelange symfonier, omkring 17 i alt (Symfoni nr. 1 er ufuldendt og nr. 17 også).
Der er udkommet en ny indspilning af Petterssons store korsymfoni, Symfoni nr. 12 (1974), den kun tredje i alt. Allan Petterssons værker har en skarp, fremadskridende fornemmelse. Det går bare i én retning, og det er derudaf, han har et rytmisk og spændingsmæssigt drive, som er helt specielt. Stort set alle symfonierne har én sats og spiller altså i mellem tre kvarter og en time uden afbrydelser. Særligt Petterssons 9. Symfoni er, interessant nok, et forsøg med en komposition i ånden fra Beethovens 9., uden kor, men med et ligeså ambitiøst anlæg.
Uropførelsen af Allan Petterssons Symfoni nr. 7 i oktober 1968 med den legendariske ungarske dirigent Antal Dorati, er en af de begivenheder i det stockholmske musikliv, der stadig tales om. Det 40 minutter lange værk har en vending omkring 16:00, der virker ligesom opstandelsesscenen i Kaj Munks Ordet. Folk gik fra koncerten i en tilstand af eksistentiel forklarelse, ud i den milde efterårsnat.
Den tidligere indspilning af Symfoni nr. 12 på Caprice (1978) med Stockholm Filharmonikerne og Carl Rune Larsson virker sine steder friere, men Christian Lindbergs nye med Norrköpings altid solide symfoniorkester virker præcisere og klare. Jeg kan bedre lide den lidt mere tilbagetrukne plads i klangbilledet, koret har på den nye indspilning. Indspilningen på CPO (2006) med Manfred Honeck og Sveriges Radiosymfoniorkester har en lidt varmere lyd, men der er også noget lidt for jævnt over fortolkningen.
Teksterne, der findes i CD’ens sanghæfte, er af den chilenske digter og nobelpristager Pablo Neruda, og motivet er et tilsvarende myndighedsovergreb og en nedslagtning som i Sjostakovitjs Symfoni nr. 11, blot fra den sydamerikanske historie. Det stammer fra Nerudas hovedværk Canto General, der også findes på dansk under titlen Den store sang.
Blomstedts sene, friske, slanke Schubert
Blandt de mest interessante, for ikke at sige opsigtsvækkende, indspilninger af en Symfoni nr. 9, er Herbert Blomstedts indspilning af Schuberts Symfoni nr. 9, der har en næsten ligeså sakral position i den klassiske symfonis kanon som Beethovens 9. Af uransagelige grunde er den for tiden omdøbt til Symfoni nr. 8; og Symfoni nr. 8, der er ufuldendt og kun har to satser, til gengæld meget smukke, er omdøbt til Symfoni nr. 7. Schuberts 7. eksisterer nemlig ikke, bortset fra i skitser.
Hvad enten den kaldes Symfoni nr. 8 eller 9, er det en rigtig 9’er, en kæmpemæssig kolos af overdådigt ambitiøs musikalitet, som Symfoni nr. 8, der nu hedder 7, også havde været, hvis den var fuldendt – modsat alle Schuberts andre symfonier, der er meget mindre i omfang og ambition.
Jeg har aldrig anset Herbert Blomstedt for en af de store originale dirigenter, et af de musikalske genier, der kan vende op og ned på musikken for os og vise os aspekter af musikken og tilværelsen, vi aldrig har bemærket, selvom vi har hørt værkerne mange gange. Ikke før han blev 80, i al fald.
Siden da – og det er nu snart 15 (!) år siden – har han leveret den ene mesterligt lysende fortolkning efter den anden, måske særligt med Berliner Philharmoniker og Bayerns Radioorkester (BRSO), som man har kunnet høre i diverse streamings og radioudsendelser.
Ingen af tolkningerne af Schuberts symfoniske magnum opus er helt er så friske og slanke som den dengang 85-årige Blomstedts, der netop er udgivet
Hans opførelse af Schuberts 9. Symfoni er 10 år gammel, men udsendes i disse uger sammen med en CD-biografi af Schubert. Den har også dette helt specielle niveau. Det er den slankeste, jeg mindes at have hørt, den mest optimistiske og afklarede.
Det er et værk, som i hvert fald i min musikverden er et af de helt centrale, og jeg har hørt det vitterlig livet igennem, fra Toscaninis LP-version via Karajans indspilning med Berliner Philharmonikerne til Günter Wands mange tolkninger med de nordtyske orkestre.
De har alle noget særligt. Toscanini en form for tidløst lys i en ellers romantiserende opførelse, Karajan en gennemsigtig storladenhed, der er speciel for ham og Wands en højtidelighed, der giver eftertænksomhed og glæde. Men ingen af tolkningerne af Schuberts symfoniske magnum opus er helt er så friske og slanke som den 85-årige Blomstedts, der netop er udgivet.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Elisabeth Brusa: Symfoni nr. 2 – Ulster Orchestra – Daniele Rustioni (Naxos)
Sjostakovitj: Symfoni nr. 11 – John Storgårds-BBC Philharmonic – (Chandos)
Allan Pettersson: Symfoni nr 12, De döda på torget – Norrköping Symfoniorkester og Christian Lindberg (BIS)
Schubert: Symfoni Nr. 8 (tidligere kaldt Symfoni nr. 9) – Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks – Herbert Blomstedt (BRKlassik)
Foto:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
