mm

Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Se alle skribentens artikler

Folkeeventyr og shamanisme

Hver branche har sine tidsskrifter og fagblade. Det er ikke aviser, men publicerer dog nyheder, det er ikke lærebøger, men formidler vigtig viden. Og selv om man ikke er så branchetrofast som før i tiden, så er det ufattelig sjældent, at man får lejlighed til at læse noget fra andre brancher, skriver Monica Krog-Meyer, der har set nærmere på folkeeventyr og shamanisme ved at læse Knud Wentzel – Danmarks fremmeste ekspert i folkeventyr.

Hvornår har jeg sidst sat mig ind i ny nørdviden fra murerfaget? Kæmpet mig igennem forskningsresultater i træbranchens fagblad? Eller forsøgt at forstå, hvad man taler om blandt biologer med hang til kemi? Sådan en som mig læser om journalisters viden, kommunikationsfolkets landvinger og hvad musikbranchen graver frem.

Derfor er det godt at have en nabo, der kan lokke mig over i et helt andet univers. Knud Wentzel er tidligere lektor ved danskstudiet på Københavns Universitet.

Tidsskriftet Danske Studier har eksisteret i over 100 år og er ‘et tidsskrift for folkeminder, dansk sprog og dansk litteratur’, det er stadig på papir og trykt, og i 2016-udgaven på side 84 er det Knud, der har ordet. Han er vores fremmeste ekspert i folkeeventyr – og i sin artikel ”Folkeeventyr og shamanisme” besvarer han spørgsmålene han kender så godt, nemlig hvor de gamle eventyr egentlig stammer fra og hvordan det kan være, at de samme eventyr dukker op i vidt forskellige lande kloden over. Det spørgsmål er der ham bekendt ikke nogen, der har givet et svar på.

Eventyr i ny version

I december måned fik vi alle sammen genopfrisket eventyrerne fra barndommen. DRs julekalender ”En anden verden” trak flere af dem frem i nyt lys: Snehvide og de 7 små dværge med ond dronning, spejl, forgiftet æble og jægeren, der skåner den smukke prinsesse, Askepot og hendes to søstre, Hans og Grethe med den hæslige heks og hendes pandekager, og så labyrinten man kan fare vild i.

Men prinsessen, pigen der er hovedpersonen og oplever det hele i ”Den anden verden”, hun er ikke som i eventyrerne. Hun vil selv bestemme, hun bliver træt af prinsen, for ”han bestiller ikke andet end at sidde og se på sit guld hele dagen”. Prinsen er heller ikke som vi plejer at høre om dem. Han er passiv, prinsessen er aktiv – og helt usædvanligt for de eventyr, vi plejer at høre, får de ikke hinanden til sidst. Ikke noget halvt kongerige til hende, hun vil hellere være fri. Og han må hjem og finde en ny prinsesse. Det bedste af det hele er, at alle er stadigvæk lykkelige. Og ”prinsessen” bliver klogere, mere voksen, hun gennemgår en udvikling. Notér lige det.

I december måned fik vi alle sammen genopfrisket eventyrerne fra barndommen. DRs julekalender ”En anden verden” trak flere af dem frem i nyt lys.

Det var ganske befriende, at eventyret gik sine helt egne veje, for en gangs skyld. Vi kan jo ellers handlingsmønstret udendad: Den unge mand eller unge kvinde må forlade familien for en tid, tage på en lang rejse med store, livsfarlige prøver undervejs, der kun kan klares ved snusfornuft, kløgt eller en hjælper af en slags. Og når de tre – altid tre i eventyr – dramatiske opgaver er klaret, så forsvinder begrænsningerne i den unge kvinde eller mands liv. Brylluppet kan stå og de levede lykkeligt til deres dages ende. En manddoms- eller kvindedomsprøve bestås. Vi kender historierne, vi gyser over grusomhederne, selv om vi ved, at det ender godt.

Ja vi kender historierne, for vi er flasket op med dem. Brdr. Grimms eventyr er en del af vores mentale DNA, og hvis man kommer længere væk, kan vi støde på de samme eventyr, som er en del af det pågældende folks tradition.
Meget heldigt for DR, der ikke får problemer med at sælge serien ”En anden verden” til udenlandske opkøbere. Genkendelsen vil være stor.

Hvor kommer de fra?

Men hvordan kan det lade sig gøre, at eventyrerne ligner hinanden, på tværs af tidsaldre og landegrænser? Og hvor kommer de fra? Det kommer vi måske nærmere nu, takket være Knud Wentzels teorier. Han har fået spørgsmålet før, som lektor på danskstudiet på Københavns Universitet, og han er den type, der ikke lader pensioneringen stoppe forskningen, bare fordi han har sagt farvel til de studerende.

Knud Wentzel
Foto: Jens Ulrich/dizzyBild

Selvfølgelig har folkeeventyrerne bredt sig geografisk, fordi mennesker har vandret og flyttet sig over store afstande. De har taget deres fortællinger med. Og selvfølgelig kan folkeeventyr have så menneskelige elementer, at enslydende historier er opstået flere steder, og derfor ligner hinanden.

Men så er der Knuds originale og tankevækkende tese: Mon ikke man skal helt tilbage til shamanismen for at finde oprindelsen til de enslydende fortællinger? En periode i menneskets udvikling, som man tidsfæster fra år 12.000 til år 4.000 før vor tidsregning. Shamanismen bringer os over i religionshistorien og er knyttet til jægerstenalderen, som geografisk spredte sig til det centrale Sibirien, Arktis og Canada og Amerika.

Og det er shamanens udvikling som lærling, der især har Knud Wentzels interesse.

”I disse førhistoriske stammesamfund gør et påfaldende træk sig gældende. Trods deres indbyrdes afstande dyrker de en fælles forestilling om tilværelsens indretning. Overordnet er der tre kosmiske dimensioner. Der er jorden, den synlige verden, hvorpå vi almindeligvis færdes, og to usynlige verdener, himlen og underverdenen. Shamanen er en socialt perifer, men vigtig figur. Han er i stand til at forlade kroppen og den synlige verden til fordel for de usynlige. Han udmærker sig ved at være erfaren i disse verdeners indretning og sprog og er i stand til at færdes i dem. Det gør han i sit kalds tjeneste, dvs for at hjælpe nødstedte menneskers sjæle, der befinder sig derude, eller for at afhjælpe stammen i nød.

Med disse evner, helt centralt praktiseret gennem sin uundværlige evne, ekstasen, træder han i funktion, når altså stammen eller enkeltpersoner i den rammes af sygdom og sult og andre trusler fra naturens side.”

Mon ikke man skal helt tilbage til shamanismen for at finde oprindelsen til de enslydende fortællinger? En periode i menneskets udvikling, som han mener går fra år 12.000 til år 4.000 før vor tidsregning. Shamanismen bringer os over i religionshistorien og er knyttet til jægerstenalderen, som den geografisk spredte sig til det centrale Sibirien, Arktis og Canada og Amerika.

Shamanens udvikling af denne kunnen kræver isolation, særlig adfærd, prøver og pinsler, ensomhed i ødemarken, alt sammen for at mestre ekstasen, mestre den særlige adfærd, der kræves. Det er en voldsom indvielse i et fag.

Og her er det at Knud Wentzel drager sammenligningen mellem folkeeventyrets hovedperson og den vordende shaman, mellem fiktionen og virkeligheden. Her i et af artiklens eksempler:

”En shamanlærling har en eller flere af de såkaldte hjælpeånder til rådighed. Det er væsener, der spontant har sluttet sig til lærlingen under hans opvækst; de har skikkelse af et dyr, en bjørn, en hund, en fugl eller et hel uidentificerbart væsen. Det kan som regel tale. Han eller hun hjælper lærlingen med at overskride den føromtalte grænse og hjælper ham i omgangen med de skjulte åndelige væsner. Hjælpeånderne er afgørende for lærlingens styrke på hans farefulde rejser hinsides sansernes verden.”

Jo det virker bekendt for os der læser eventyr, hvor der dukker hjælpsomme dyr og væsener op på rejsen. Et element der drives rovdrift på i tegnefilmenes udgaver af folkeeventyrerne.

Interessant tanke at shamanismen udgør en kulturel baggrund for folkeeventyrerne. Det er kun ganske få steder i verden, hvor rester af shamanisme lever, hos indianerne og inuitterne f eks, men i folkeeventyrerne lever traditionen videre som fortællinger.
Også en måde at få eventyrerne ud i et nyt lys.

Læs videre i ”Danske Studier 2016”, ”Folkeeventyr og shamanisme” i kommission hos Syddansk Universitetsforlag , universitypress.dk. Eller skriv direkte til Knud Wentzel og få artiklen sendt på wentzel@hum.ku.dk

Topfoto: commons.wikimedia.org.

Opdateret version

Som skribent på POV får jeg kun den betaling, som læserne har lyst til at bidrage med. Jeg bliver glad for store og små beløb på Mobile Pay på 2424 6242 og takker på forhånd.

Kategorier