I Walk: Jørgen Leths skrøbelige søgen efter det skønne

i Kultur/Film af
FILM // SLACKCHAT – Frederik Bové tager en snak med filminstruktør og forfatter Sebastian Cordes om Jørgen Leth og hans nye film, I Walk. Det handler om klipning, forvirring, og den skrøbelige søgen efter skønheden. Filmen udforsker et helt nyt territorie fra en 83-årig filmskaber.

Frederik Bové (FB): Hej Sebastian, og tak fordi du ville være med til at tale om Jørgen Leths nye film I Walk.

Sebastian Cordes (SC): Hej Frederik, tusind tak for invitationen!

FB: Altid en fornøjelse. Og da særskilt denne gang. Du er vel på det nærmeste Jørgen Leth-ekspert og har endog nylig interviewet ham i forbindelse med din kommende bog Friheden til at lave hva’ fuck man vil om Filmværkstederne. Bogen udkommer den 19. november. Jeg regner ret meget med, at jeg skal stille dumme spørgsmål og få kloge svar den her gang.

SC: Tak for komplimentet, og ja, mit eget kunstneriske virke er i høj grad præget af Jørgen Leths. Både på skrift og i film. Hans 66 scener i Amerika er vel det, der kommer tættest på at være en filmisk vækkelse for mig, dengang jeg så den.

Og så var der sågar en, der engang havde set en af mine film og truede med at skrive en artikel om, at det var en 1:1 Jørgen Leth rip off.

FB: Hahaha, det er altså virkelig dårligt kritikerarbejde. Regel #1: Aldrig advar om dine karaktermord på forhånd.

SC: Jeg er stadig ærgerlig over, det ikke skete faktisk.

FB: Det havde vel nærmest været en ros. Det er godt nok ikke ret mange, der lykkes med at lave et Jørgen Leth rip off. Og her inkluderer jeg måske endda nok Jørgen Leth himself engang imellem…

Følelsesleg

FB: Men altså, et første dumt spørgsmål: Hvor godt virkede filmen for dig? Er det en ny 66 scener…?

SC: Det er på ingen måder en ny 66 scener.… Og Thank God for det.

Formlegen er i I Walk blevet til en følelsesleg. En film som 66 scener… er stramt filmet som tableauer, og her har vi at gøre med en helt anden stil. Fragmentarisk og kantet. Hver gang, det knækker visuelt og iPhone-optagelser lige pludselig skyder sig ind, rørte det mig følelsesmæssigt. Legen har konsekvenser. Det er nyt, at det ikke kun er filmisk leg, men at for eksempel klipningen og formlegen er et mentalt billede. Det er, synes jeg, helt nyt territorie fra en 83-årig filmskaber.

Det er klart, at det er en hommage à Leth, fra Leth selv. Hvor de helt tidlige film lavet med super8, efter ‘Det forhåndenværendes princip’, som han har kaldt det, kan sammenlignes med Iphonen nu. Men det er ikke for sjov.

FB: Interessant. Nej jeg synes egentlig også, at iPhone-optagelserne ofte var noget af det smukkeste ved filmen. Især den scene, hvor både Asger og Jørgen filmer den samme fejende munk, og selvom Jørgen må stå og læne sig op af en søjle imens, så er hans billeder alligevel så meget, meget smukkere. Den gamle mand kan endnu. Her kom formen til at passe ret fint sammen med tematikken om forfald – det hele er ret fragmentarisk og skrøbeligt – samtidig med, at en poetisk skønhed stadigvæk var der.

SC: Ja, der er også en ømhed i de skud.

Det er også en skildring af det depressive og banale liv, som vi alle går og tumler med… Det er ikke særlig storslået, det er nemlig pinligt, sørgeligt og selvudleverende…

FB: De mere professionelt lavede klip var til gengæld lidt glatte til min smag. Det var, når forfaldet pludselig skød sig ind, at jeg var mest på.

SC: Ja, den skifter helt vildt i stil dér, med droneskud og en vild lydside. Jeg skrev én sætning ned, lige da jeg kom ud af biografen, som jeg tænker passer ind i den snak: Billedmæssigt stryger den én mod hårene, men lydmæssigt stryger den én med.

Så det er som om den rykker ved én visuelt, men lydmæssigt holder én i hånden. Lige ved at falde, men holder balancen.

FB: Eller som om to kræfter virkelig kæmper imod hinanden. Som om der på den ene side er en insisteren på værdighed og styrke og mening, men på den anden side er der bare alderens forfald, som vitterlig ikke er ret meningsfuldt. Man skal pludselig løfte sine ben, og det er bare ikke andet end dumt og pinligt.

SC: Lige præcis. Der er heller ikke den store forløsning i det. Vågne, stå op, prøve at finde mening i det hele, gå i seng igen.

Derfor er det både en film af Jørgen Leth og om Jørgen Leth. Men det er også en skildring af det depressive og banale liv, som vi alle går og tumler med… Det er ikke særlig storslået, det er nemlig pinligt, sørgeligt og selvudleverende…

FB: Men så engang imellem er der en flot munk…

Krakeleret klipning

FB: Kan vi tale lidt om klipningen? Du nævnte den tidligere, og jeg kan forstå, det er noget, du har snakket med Jørgen Leth om. Kan du forklare lidt om, hvad det er, som er gjort?

SC: Jeg tror, man skal have sig for øje – mere end med mange andre filminstruktører – at én af Jørgen Leths styrker, selvom man måske ikke skulle tro det på grund af hans offentlige persona, er hans evne til at vælge det rigtige hold, til den rigtige film – og lade deres stil skinne igennem. Og det er meget klart sket med klipningen her, som er Jacob Thuesen og Tomas Gislasons arbejde.

Der er arbejdet med tonsvis af forskellige formater, der er jump cuts, der er time lapses, der er effekter. Det er ikke tableauerne og de langsommelige skud, der dyrkes, selvom det kunne man godt forestille sig med en depressiv person. Den manglende hukommelse og evne til at samle sig om en fortælling gør, at narrativet krakelerer hele tiden.

Havde Jørgen Leths faste klipper, Camilla Skousen, klippet den, havde den måske haft et andet mere dvælende blik. Men de langsomme skud er væk, det hele drukner for ham. Det er brudstykker af liv, ikke lange observationer.

FB: Bestemt. Men det gør det også til en meget subjektiv film. Det er Jørgen Leths indre, der sætter sig i filmformen. Især når vi ser klip fra hans gamle film, slår det mig, hvor god han var til at objektificere sine hovedpersoner før i tiden. Ole Ritter virker nærmest som en maskine. Det sjove er så også lidt, han selv hele tiden virker nervøs for, at de vil filme ham som et objekt, for han har jo fået mave…

Det er svært at være forelsket i sit eget forfald

SC: Utrolig subjektiv. At filmen består meget af en art selfies lavet med vores i 2020 kæreste eje, iPhonen, giver også det udtryk ekstra pondus ja.

Interessant, det du siger med at objektificere. Han sætter alle under intentionel lup, og nu er det kommet til ham selv, og så rammer forfængeligheden ved at blive gammel.

FB: Ja, det er virkelig modigt. Han udstiller virkelig sit eget forfald og sin manglende formåen og får det omformet til et kunstnerisk sprog. Men én ting lykkes det måske ikke med: Jeg tror virkelig, Jørgen Leths styrke ofte har været, at selvom han har kunnet virke kølig og observerende, så har han lavet film om ting, han er glødende optaget af, grænsende til det forelskede. Og han virker bare aldrig forelsket, endsige bare glad, ved sit eget forfald…

SC: Jeg fik sgu tårer i øjnene, da jeg så Ole Ritters gamle hænder på cykelstyret. Jeg tænkte ‘det er simpelthen løgn, det gør han ikke’.

Spørgsmålet er, om det så er en fejl eller en konstatering. Det er svært at være forelsket i sit eget forfald.

FB: Unægtelig. Det kræver måske et andet mindset. De snakker om det destruktive kaos inde i junglen, men forsøger så også at lave en fin firkant ud af det. Det er ikke kaosset, som han kan lide.

Men det gør det bare til en ærlig film.

SC: Ja, den sekvens, hvor en rød firkant optegner et stykke ufremkommelig jungle, kunne jo i princippet have været en hel film i sig selv.

Fragmentarisk forfald

FB: Du har tidligere fortalt mig, at Leth og Thuesens samarbejde startede med filmen Haiti. Uden Titel, som også er den Leth-film, du skriver om til din bog. Kan du fortælle lidt om, hvordan klipningen fungerer i den film? Haiti er et meget andet emne.

SC: Han fortalte mig, at det er deri, de får etableret det rum, hvor det mere smadrede, fragmentariske får plads, hvor selve indholdets karakter – det spraglede haitianske samfund – får indflydelse på filmens temperament og tempo. Både det grimme og det uforklarede får en plads.

Og så er der jo rent faktisk flere skud i I Walk, som er hentet direkte ud af Haiti. Uden Titel, og placeret i filmen.

FB: Interessant! Filmen starter jo med nærmest at trække en direkte linje fra jordskælvet i Haiti i 2010 og Jørgen Leths derpå følgende forfald, som om han gik i stykker, da landet gik i stykker.

Omend Haiti dog nok er gået i stykker ad nogle omgange…

SC: Et eksempel er også, at Tomas Gislason – der også er med til at lave Haiti. Uden Titel – filmer nogle voodoo-scener på Thuesens opfordring, som Jørgen Leth ikke umiddelbart synes skal med. Men fordi de to synes, det er så stærkt, kommer det med. To bærende folk for begge film.

Det er jo næsten en banal pointe, men ikke desto mindre virker det sådan, ja. Haitis forfald manifesterer sig fysisk i filmskaberens gang.

Forvirringen om Haiti

FB: Jeg synes virkelig, det er interessant den samme subjektive æstetik blev brugt i Haiti. Uden Titel (som jeg ikke har fået set før), for jeg synes vitterlig, man i resten af filmen ser en søgen hen mod noget fast og roligt.

Asger og Jørgens rejse til Laos skal jo også handle om Mekong-floden, som Jørgen flere gange får sagt er ‘tyktflydende’ og ‘langsom’. Jeg synes, det er umanerlig interessant hans elskede land så i stedet er et land med så kaotisk og skrøbelig en historie.

Og sej, don’t get me wrong. Historiens eneste succesfulde slaveoprør. Haiti skal nok snart få mere respekt, tror jeg.

På depressionens latterlige ødelæggelse, hvor de mindste ting er hårde

SC: Husk, at han årene før har lavet hele to spillefilm på Haiti, Udenrigskorrespondenten og Traberg. Men han syntes, der manglede noget, der manglede en mindre stram fortælling, før den ramte hans følelse af, hvad Haiti var. Det peger jo frem mod I Walk, at der ligger et stort forvitret krat af indtryk i en filmskabers hoved, som han prøver at få orden på.

Haiti bør få meget mere respekt for det slaveoprør, enig. Flere film om det, tak.

FB: Hvis jeg må lave en lidt bred tese, så tror jeg måske, man kan sige, hans forvirrede forhold til Haiti har præget en stor del af hans scenekarriere. Det er et komplekst land, og et komplekst forhold han har haft som priviligeret beskuer. Og han fik jo lavet rigtig meget ballade, da han fik skrevet nogle linjer om sit forhold til kokkens datter, som han nok skulle have reflekteret lidt mere over, det forblev ret forvirret.

Skrøbeligheden

FB: Hvis jeg skal sige én ting, som alle forhåbentlig kan prise sig lykkelige for med I Walk, så er det, at Det erotiske menneske ikke blev punktummet for Leths karriere. Den følte jeg nemlig var for sikker, for overbevist om sin egen værdi. Jeg elsker at skrøbeligheden, at forvirringen, kompleksiteten, på så smuk vis binder krøller rundt omkring.

SC: Ja. Han har boet i Haiti i 30 år, og han har som hvid, og konsul, været klart privilegeret. Og enig, Det erotiske menneske var meget mere gennemtænkt, og tilfældets gaver, der er på spil i I Walk, er så tiltalende. Man kan måske næsten sige, at den skødesløshed, den ærlighed han udtrykte, da han uden omtanke nedfældede de famøse linjer, er den samme ærlighed, han vender mod sig selv her i I Walk.

FB: iPhone-film er virkelig et fantastisk medie til den skødesløshed. Og han håndterer den virkelig godt. Denne gang.

Altid blive ved med at søge. Også selvom man ikke finder svar, men det er heller ikke pointen

SC: En sidste pointe kunne være, at det personlige i I Walk også sender hilsener tilbage til hans Notater om kærligheden fra 1989. En film om kærlighed lavet på depressionens fundament. På depressionens latterlige ødelæggelse, hvor de mindste ting er hårde. Det passer sammen, det er notater på filmformat. Dengang var det om kærligheden. Nu, om at gå videre, om blive ved med at gå, på trods af det hele.

FB: Det er smukt. Og smukkest når det er søgende. Altid blive ved med at søge. Også selvom man ikke finder svar, men det er heller ikke pointen.

SC: Ikke et endeligt svar ihvertfald. Som han selv har sagt på en af pladerne med Simpson og Toksvig: ‘Jeg synes, der er noget smukt over det ufærdige. Det ufuldstændige.’


I Walk
78 minutter
Camera Film


Fotocredit: Pressefoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur