Filmens farvede får

af

”Et af de mest unikke filmtilbud, det danske filmpublikum får i sommer”. Frederik Bojer Bové fryder sig over debutfilmen Wolf and Sheep om en flok børn i det afghanske højland. Filmen er indfølt, impulsiv, overbevisende og visuelt nyskabende.

Filmen er i vore dage sproget, verden taler med sig selv. Det er kunstformen, der bringer resten af verden til Danmark. Den ene uge er det et drama fra Recife i Brasilien, den næste en lesbisk kostumefilm fra Korea. Snart en metafilm om teater og voyeurisme fra Iran, snart en ungdomsfilm fra Island, snart et familiedrama fra Japan. At kaste sig ud i den filmstrøm, engagerede distributører bringer til biograferne, er at dykke ned i en global diskussion om verden af i dag.

Det betyder naturligvis ikke at filmverdenen er fri for euro-centrisme; det er en fælde, jeg ofte selv falder i: Jeg tilgår vestlige film som æstetiske værker, der eksperimenterer, innoverer, går nye veje. Ikke-vestlige værker derimod, går jeg ofte ud fra, blot fortæller os om landene, de foregår i. Altså at Vestlige film er mere interessante formmæssigt, og at fokus i ikke-vestlige film er på indholdet.

Det er nærliggende at komme til at begå fejlen med Shahrbanoo Sadats unikke og helt særlige debutfilm, Wolf and Sheep. Instruktøren er uddannet dokumentarist, hun dyrker en cinema verité-stil og er meget optaget af autenticitet. Man kan derfor nemt komme til at tænke, at filmen er værd at se, fordi den siger noget autentisk om Afghanistan. (Faktisk er den filmet i Tadsjikistan.) Men den dansk-afghanske produktion er ikke blot et vidnesbyrd fra Afghanistan og et indfølt portræt af børn i de central-asiatiske bjergområder. Den er også noget nær den mest visuelt nyskabende film, dansk film har været involveret i utroligt længe.

Shahrbanoo iscenesætter dette som et hverdagsliv, der pludselig kan ændre karakter.

Sadats dokumentariske baggrund fornægter sig ikke. Hovedsagligt består filmen af helt udramatiske hverdagsscener, hvor de unge hovedpersoner fordriver tiden, mens de vogter får. Drengene øver sig i slyngekast. Pigerne udveksler sladder og diskuterer fremtidige ægteskaber. I periferien lurer farerne altid. Dels naturligvis ulvene, der altid er klar til at angribe, hvis ikke der passes på. Men i det klanbaserede samfund kan uoverensstemmelser også lynhurtigt eskalere: En ulykke kan blive til en fejde, hvis ikke de ældste kan blive enige om godtgørelse, og børn kan pludselig blive sendt væk til fjerne familiemedlemmer, hvis der sker noget i den ældre generation. Og endelig er der de politiske forhold i området, der gør, at man altid kan overraskes af mænd med våben. Shahrbanoo iscenesætter dette som et hverdagsliv, der pludselig kan ændre karakter.

I en fantastisk scene, hvor drengene bader i en bæk, opdager den ene pludselig, at hans posede bukser fanger nok luft til, at han kan bruge dem som en art luftmadras, og han flyder grinende med strømmen.

Det er forkert at sige, at hendes unge medvirkende spiller godt: De ikke så meget spiller, som de er deres karakterer. Spillet og situationerne virker overbevisende impulsive: Børnenes drillerier, pral, dårlige vittigheder. I en fantastisk scene, hvor drengene bader i en bæk, opdager den ene pludselig, at hans posede bukser fanger nok luft til, at han kan bruge dem som en art luftmadras, og han flyder grinende med strømmen og væk fra kameraet. I en anden scene kigger en baby pludselig direkte ind i kameraet. Små uheld tages med til at starte med, så det virker lige så troværdigt når store ulykker ligeledes fanges. Selvom det naturligvis er en konstruktion.

En raffineret hybridfilm

Selvom der altså virkelig gøres en indsats for at skabe en følelse af realisme – åh, baggrundsklangen af fårebjælder, der ligger som en grundtone i filmen – så er der andre øjeblikke, hvor Wolf and Sheep ikke ligger skjul på, at det er en konstruktion. Som når kameraet på afstand iagttager et eller andet tilfældigt, og en figur pludselig vandrer hen mod kameraet indtil hendes ansigt fanges i et konventionelt nærbillede – og vi ser hende se noget andet, som kameraet derefter fører os til. Mere tydeligt er det i drømmeagtige sekvenser, hvor ‘ulven’ vandrer gennem landsskabet som en selvlysende mytologisk figur.

Wolf and Sheep er nærmest en hybridfilm, en raffineret blanding af fiktion, biografi, etnografi og mytologi, og er noget særligt og sjældent i de danske biografer.

Ved offentliggørelsen af Cannes-programmet sidste år, blev direktør Thierry Frémaux spurgt, hvorfor der ikke var en eneste instruktør med, der var farvet og kvinde. Det var tilfældigt, mente han, men det uafhængige sideprogram Directors’ Forthnight præsenterede to i deres program, hvoraf den ene, Houda Benyamina, endte med at vinde debutantprisen for Divines, mens Shahrbanoo Sadat vandt Art Cinema-prisen.

Wolf and Sheep er en nærmest eksemplarisk debutfilm: Den har en personlig stil og viser en vilje til at gå nye veje.

Men det siger lidt om, hvor hårde vilkår en instruktør som Shahrbanoo Sadat arbejder under i filmverdenen. Den blot 26-årige instruktør har udtalt, at Wolf and Sheep blot er den første af en serie på fem film om barndom og opvækst i Afghanistan og Iran, og jeg håber godt nok, hun får støtte til at lave alle fem. Wolf and Sheep er en nærmest eksemplarisk debutfilm: Den har en personlig stil og viser en vilje til at gå nye veje. At der måske kunne strammes op på det dramaturgiske er mindre væsentligt, og det er noget, der vil ske i de kommende mesterværker, hun forhåbentlig kommer til at lave. Og som forhåbentlig også kommer til Danmark.

For det er virkelig særligt, at vi overhovedet får denne type debutfilm, der ofte kun vises på festivaler, i distribution over hele landet. I dette tilfælde skyldes det nok også, at Wolf and Sheep er en dansk co-produktion, lavet gennem firmaet Adomeit Film der også tæller instruktører som svenske Anna Eborn og danske Annika Berg. I en tid, hvor dansk fiktionsfilm har mere end svært ved at tilbyde innovation og nyskabelse, er det i høj grad fra selskaber som Adomeit og Final Cut for Real (især kendt for The Act of Killing og The Look of Silence) og internationale co-produktioner, at nyskabelserne kommer.

Jeg ved ikke, hvor mange billetter en sær og smal film om afghanske børn kan trække i de danske biografer, men jeg ved, at det er et af de mest unikke filmtilbud, det danske filmpublikum får i sommer, og jeg håber, at mange vil gribe chancen og lade sig overvælde at det sublime bjerglandskab, hypnotisere af fårenes bjældeklang og fundere over de mange æstetiske, kulturelle og filosofiske detaljer en filmoplevelse som denne giver.

Og så er der charmerende og grinende børn oven i hatten. Jamen, hvad mere kan vi dog forlange?

Premiere: 01.06.2017
Originaltitel: Wolf and Sheep
Genre: drama
Spilletid: 1 time 26 minutter (ekskl. Reklamer og trailers)
Copyright: Øst for paradis

Fotos: Virginie Surdej, Adomeit Film ApS

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top