Et blændværk af citater

af

Weekendavisens debatredaktør Søren K. Villemoes har i kølvandet på en længere debat om islam og islamforskning publiceret en stærkt kritisk kommentar om en af vores førende islamforskere, professor Jakob Skovgaard-Petersen. Tager man Villemoes’ tendentiøse portræt for pålydende er det en enøjet og nærmest naiv professor, der toner frem. Men gør man sig den ulejlighed at læse nogle af de interviews, som Villemoes så selektivt har plukket citater fra, er det en helt anderledes nuanceret og reflekteret skikkelse, der viser sig.

Kommentaren er offentliggjort på Facebook, men har samme længde som en kronik og bygger angiveligt på langt mere research end gængs journalistik: ”…99% af al journalistik laves med markant mindre research end min statusopdatering fra i går”, skriver Villemoes. Med andre ord er det rimeligt ikke blot at betragte opdateringen som et impulsivt, hastigt nedskrevet udbrud i en Facebook-polemik: Den er et seriøst indlæg i debatten fra en markant redaktør og debattør.

Den gennemgående retoriske figur i Villemoes’ kommentar er modstillingen mellem professoren og ”danskerne”. I Villemoes’ fortælling ender ”danskernes dystre skepsis” om islam og Mellemøsten med at repræsentere et større klarsyn end professorens vurderinger:  ”Danskerne havde ret, og Jakob Skovgaard-Petersen tog fejl,” skriver Villemoes.

Den tankefigur, hvor folkets sunde fornuft iscenesættes som en bedre kilde til viden end eksperterne i deres elfenbenstårne, er velkendt. Men hvordan er Villemoes’ særlige variation over tankefiguren? I indledningen fremstiller Villemoes Jakob Skovgaard-Petersen (JSP), som ”en ekstremt belæst og vidende mand, der indiskutabelt er en af vores førende eksperter på den arabiske verden og islam. Han har tjek på detaljer, anekdoter, obskure skikkelser og begivenheder, de færreste er bekendt med”.

Man aner allerede her, at rosen er dobbeltbundet og rummer sin modsætning lige under overfladen. For er kendskab til ”anekdoter” og ”obskure skikkelser” egentlig et adelsmærke

Man aner allerede her, at rosen er dobbeltbundet og rummer sin modsætning lige under overfladen. For er kendskab til ”anekdoter” og ”obskure skikkelser” egentlig et adelsmærke? Eller er det snarere optakten til en karikatur på professoralt snæversyn, vi her bevidner? Det sidste viser sig at være tilfældet; nok har professoren en ”detaljerig viden”, men det betyder ikke, at han har ”fat i den lange ende, når det kommer til overordnede analyser af mere generel karakter”.

Nu har Villemoes kørt den retoriske kanon i stilling og kan affyre en bombastisk salve, der står som en overordnet påstand og præmis for kritikken:

Historien har vist, at JSP grundlæggende har taget fejl i sin opfattelse af Islams betydning for almindelige mennesker i Mellemøsten.”

Hvad er så belægget for denne historiske dom?

Forudsigelsen

Villemoes fokuserer i sin fremstilling på Det Arabiske Forår og særligt på Egypten, som er JSP’s speciale:

Da det Arabiske Forår kom i 2011, og man fik smidt Mubarak på porten, havde vi et historisk øjeblik. Endelig ville vi få et nogenlunde troværdigt indtryk af, hvad der gemte sig i det muslimske, arabiske folkedyb.”

Villemoes anvender Det Arabiske Forår som en slags historisk lakmusprøve på om JSP’s vurderinger og beskrivelser af det egyptiske folk er retvisende. Han zoomer specifikt ind på et interview bragt i Weekendavisen 4. februar 2011. Her sagde JSP blandt meget andet:

Så vidt jeg kan se, er det heller ikke sådan, at egypterne nu i stort antal vil gå hen og stemme på Broderskabet”.

Det udsagn viste sig ikke at holde stik, da egypterne 27. november det år – altså knap 10 måneder senere – gik til valgurnerne. Villemoes fremhæver triumferende, at 36,6 % stemte på Det Muslimske Broderskab ved parlamentsvalget, og 52% stemte på Broderskabets Morsi ved præsidentvalget.

Det forbehold udelader Villemoes. I stedet plukker han citatet om Broderskabet, der daterer sig til 10 måneder før valget – fremsagt i en historisk turbulent og notorisk uforudsigelig situation – og præsenterer det som direkte relevant for bedømmelsen af JSP

Men hvordan var situationen, da JSP gav interviewet til Weekendavisen, som Villemoes bruger som dokumentation for professorens grundlæggende fejlvurderinger?

Den 4. februar 2011 var midt under kulminationen af de dramatiske og omstyrtende begivenheder i Egypten. Situationen var kaotisk og uforudsigelig og ændredes time for time, hvilket JSP pointerer i indledningen af interviewet: »vi kan meget, meget nemt risikere at blive overhalet af begivenhederne, inden Weekendavisen udkommer

Det forbehold udelader Villemoes. I stedet plukker han citatet om Broderskabet, der daterer sig til 10 måneder før valget – fremsagt i en historisk turbulent og notorisk uforudsigelig situation – og præsenterer det som direkte relevant for bedømmelsen af JSP.

Mere rimeligt og retvisende ville det i mine øjne være at se på, hvad JSP sagde, da situationen var lidt mere stabil og valget nærmede sig. Her kunne man fx i Information 5. oktober 2011, seks uger før bemeldte valg, læse:

Jakob Skovgaard-Petersen forklarer, at partiet [Det Muslimske Broderskab] er et stort og velorganiseret parti, som man må forvente vil få en betragtelig del af parlamentet.”

Selektiv citatudvælgelse

I Villemoes’ udlægning har JSP givet et fortegnet og renskuret billede af Det Muslimske Broderskab i modsætning til de klarsynede ”danskere”, som hele tiden har haft et tilpas negativt billede af Broderskabet. Men kigger man efter i nogle af de passager og udtalelser som Villemoes udelader, er det på ingen måde et positivt billede, JSP tegner, men derimod et nuanceret billede.

I interviewet fra Weekendavisen omtaler JSP udførligt de ”salafistiske strømninger” i Broderskabet, som beskrives i al deres uhyggelige fundamentalisme.

Et andet eksempel finder man i interviewet i Information 5. oktober 2011, kort før valget. Her taler JSP om det meget væsentlige kvindespørgsmål: ”…broderskabet vil fastholde den klassiske islamiske jura, som grundlæggende skelner mellem mænd og kvinder,« siger han (JSP). For eksempel arver en søster halvdelen af, hvad hendes bror arver, forklarer han. Derfor vil islamisterne være i konflikt med kvinderettighedsgrupper og socialistiske og liberale partier, som ønsker at revidere denne familieret.

Men mon en begavet islamforsker virkelig mener det? Nej, selvfølgelig ikke… Tager man Villemoes’ portræt for pålydende, er det således en enøjet og nærmest naiv professor, der toner frem

Villemoes’ tendentiøse udvælgelse og fortolkning af citater, gør sig også gældende, når det handler om JSP’s beskrivelse af den muslimske kultur mere generelt. Ifølge Villemoes hævder JSP, at den muslimske kultur er baseret på de samme demokratiske værdier som vi har, værdier, der bare har ventet på at slippe fri af diktatorenes jerngreb: ”Vestens og den muslimske verdens værdier var altså de samme. Vi havde ikke noget at lære Mellemøsten på det område”.

Men mon en begavet islamforsker virkelig mener det? Nej, selvfølgelig ikke. Under Det arabiske forår udtaler JSP da også 5. marts 2011 til Information: At vælte en diktator er ikke det samme som at gøre op med hele den autoritære kultur, som manifesterer sig i lokalpolitik, på skolen, på arbejdspladsen og i mange familier. Følger man de arabiske medier kan man også konstatere, at xenofobien, chauvinismen og konformismen stadig lever i bedste velgående.

Det er tydeligvis Villemoes’ intention at udvælge, tilrettelægge og præsentere citaterne så ugunstigt som muligt for JSP. Tager man Villemoes’ portræt for pålydende, er det således en enøjet og nærmest naiv professor, der toner frem. Men gør man sig den ulejlighed at læse nogle af de interviews, som Villemoes så selektivt har plukket citater fra, er det en helt anderledes nuanceret og reflekteret skikkelse, der viser sig.

Et ekko af kollegerne

Den franske litteraturteoretiker Roland Barthes har engang karakteriseret enhver tekst som ”et blændværk af citater”. Den beskrivelse passer på flere måder på Villemoes’ kommentar. Teksten er helt konkret en mosaik af nøje udvalgte citater fra interviews med JSP kittet sammen med Villemoes’ tendentiøse udlægninger, bombastiske vurderinger og kategoriske konklusioner.

Men kommentaren er også et blændværk af citater i en anden forstand; den rummer nemlig et tydeligt ekko af en debat, der udspillede sig i Weekendavisen for fire år siden.

Det svar, JSP dengang skrev, på kritikken kan faktisk direkte genbruges som svar på Villemoes’ indlæg i dag. Man skal blot udskifte Klaus Wivels navn med Søren K. Villemoes

Har nogen læsere fået en følelse af déjà vu, da de læste Villemoes’ kommentar, er det velbegrundet. Graver man i arkiverne, kan man finde en debat fra 2013, hvor Villemoes’ kollegaer Klaus Wivel og Bo Bjørnvig fremfører flere af de samme kritikpunkter mod JSP, som Villemoes nu gentager. Og med de samme citater fra interviewet i Weekendavisen fra 2011 som væsentlig ammunition.

Det svar, JSP dengang skrev, på kritikken kan faktisk direkte genbruges som svar på Villemoes’ indlæg i dag. Man skal blot udskifte Klaus Wivels navn med Søren K. Villemoes.

JSP forklarer i Weekendavisen 4. oktober 2013, at han beskyldes for at være:

…helt galt afmarcheret, når det gælder Egypten. Det belægger han [Wivel] med, at jeg i et interview i Weekendavisen den 4. februar 2011 sagde, at Broderskabet ikke nødvendigvis ville vinde et kommende valg. Hvilket de gjorde et år senere. Der var jeg altså en elendig spåmand. Efter kuppet her i juli er Broderskabet igen blevet upopulært, så ifølge Klaus Wivels logik har jeg pludselig ret igen.

Men det er naturligvis Klaus’ logik, der er noget galt med.

Jeg har hverken kunnet forudsige 9/11 eller Det arabiske Forår, men det skal man heller ikke forvente af humanistiske eller samfundsvidenskabelige forskere.

(…)

Langt vigtigere end spådomme er min karakteristik og vurdering af de faktiske forhold den 2. februar 2011, hvor interviewet fandt sted. Her fastslår jeg, at det er det egyptiske militær, der sidder inde med nøglen til konflikten.

Broderskabet bliver bragt på banen i et næste spørgsmål, om det her er den iranske revolution om igen. Jeg svarer, at det hverken er den dystre magt som i Iran eller blot et konservativt islamisk parti som i Tyrkiet.

Klaus Wivel – og selvfølgelig Bo Bjørnvig – må slalomme sig ret meget gennem det interview for at undgå at citere min substantielle kritik af Broderskabets autoritære struktur, salafistiske fløj, foragt for dissens og almindelige magtfuldkommenhed.”

Således JSP’s præcise tilbagevisning af kritikken i 2013, der, som det fremgår, også er et glimrende svar på Villemoes’ genbrugspointer.

Eftertanke

Det må ikke være nemt at være islamforsker: feltet er ekstremt omstridt, politiseringen er enorm og fremtrædende journalister på landets førende intellektuelle avis gentager med jævne mellemrum de samme gamle, urimelige kritikpunkter.

Modstillingen mellem professoren og danskerne er falsk; ikke mindst når den bruges til at tegne en enøjet karikatur af professoren for til gengæld at ophøje en diffus folkelig viden

Men efter at have dykket lidt ned i Jakob Skovgaard-Petersens interviews og skriverier fra de seneste år, er jeg ikke i tvivl: vi danskere kan være virkelig glade for, at en så stor kapacitet igen og igen har stillet sin viden, analytiske evne og nuancerede forståelse af Egypten og Mellemøsten til rådighed for offentligheden.

Modstillingen mellem professoren og danskerne er falsk; ikke mindst når den bruges til at tegne en enøjet karikatur af professoren for til gengæld at ophøje en diffus folkelig viden.

Illustration: Michaël Dorbec

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn.

Seneste indlæg fra

Gå til Top