Vellykkede fortællinger fra Afghanistan – krigen vi har glemt fortsætter

af i Danmark

BOGOMTALE – Medierne formår desværre ofte kun at fokusere på en global konflikt ad gangen. For år tilbage var det Afghanistan, der fyldte danske medier, især da soldater fra Danmark var udstationerede. Men uanset at afghanerne går til parlamentsvalg om lidt over tre uger og konflikten mellem regeringen i Kabul og Taleban fortsat er intens, hører vi nu kun sporadisk om Afghanistan. Og vi hører stort set aldrig om almindelige menneskers liv. Det råder DR’s dygtige og vedholdende reporter i Asien, Philip Khokhars bog “Tilbage til Kabul” bod på. Her fortæller han om det land og den krig, han tidligere dækkede fra Kabul. Bogen er velskrevet og spændende, og Afghanistan virker mere vedkommende, når man er færdig med at læse om de skæbner, Khokhar lader os møde i bogen, skriver Annegrethe Rasmussen, der særlig er glad for, at afghanerne selv får en stemme.

WASHINGTON D.C. -“Afghanistan føltes som et hus bygget på ødelagt legetøj. Politisk ustabilitet, en regering, der var gået op i sømmene, konstant kritik af indsatsen fra Kongressen i USA. Det var ikke til at få øje på de militære gevinster, hvis der overhovedet var nogle, der var tørke, usikkerhed om forsyningssituationen, flygtninge …”

Sådan skriver Bob Woodward, en af verdens mest berømte og troværdige journalister, i sin nye bog, ‘Fear’, der udkom 11. september, og som er et langt portræt af præsident Trumps præsidentskab. Afghanistan spiller en overraskende stor rolle i bogen, men ikke, fordi Trump på nogen måde er interesseret i landet, dets indbyggere eller politiske rolle.

Det eneste, der irriterer Trump ved Afghanistan, er, at der fortsat bruges penge på landet, og at USA fortsat har soldater der

Ej heller er præsidenten bekymret for Afghanistan i den lidet misundelsesværdige rolle, landet indtager i amerikanske militære strategers bekymrede overvejelser om, hvorvidt landet eventuelt ville kunne huse en ny terrorbevægelse – og i sidste ende danne base for et nyt angreb som 9-11 på USA – hvis altså amerikanerne trækker sig ud og lader landet falde i Talebans hænder igen.

Det eneste, der irriterer Trump ved Afghanistan, er, at der fortsat bruges penge på landet, og at USA fortsat har soldater der. I bogen fortælles om flere krisemøder adskillige gange i løbet af 2017-18, og hver gang er forløbet det samme: Trump ønsker – flankeret af sin daværende seniorrådgiver, Steve Bannon – at komme ud af landet, mens generalerne enten ønsker at omprioritere eller forstærke dele af indsatsen.

Resultatet er velkendt: USA er fortsat til stede militært i Afghanistan – i 2017 lykkedes det netop general Mattis, USA’s forsvarsminister, at overtale præsidenten til at sende 4000 yderligere soldater afsted, og ikke meget tyder på, at en total tilbagetrækning er på vej.

Men det officielle USA er selvsagt fortsat interesseret i en udvikling henimod en styrkelse af landets fortsat skrøbelige demokratiske institutioner i en situation, hvor det anslås, at Taleban kontrollerer cirka en tredjedel af landet. Og her er det værd at notere sig, at afghanerne står foran et parlamentsvalg den 20. oktober, hvor hovedemnet er en reform af selve valgsystemet.

Just i denne weekend blev tre af de største provinsers valgkontorer imidlertid lukket efter voldelige protester, hvis hovedkrav var en øget indsats mod korruption.

Afghanerne står foran et parlamentsvalg den 20. oktober, hvor hovedemnet er en reform af selve valgsystemet, men just i denne weekend blev tre af de største provinsers valgkontorer imidlertid lukket efter voldelige protester

Som New York Times skriver, er lukningen blot et symptom på “a political logjam that could turn violent amid a raging war with the Taliban. The last-minute jockeying over an election already delayed by three years has again exposed a depressing reality: that after five elections over 17 years, costing about $1 billion, Afghanistan still lacks the most basic consensus on how an election should be held and a credible body to oversee it.”

Valgkontorerne er lukkede i Balkh provinsen i nord, Kandahar i det sydlige Afghanistan og Herat provinsen i vest. De protesterende er mestendels aktivister, der støtter den regionale opposition mod den siddende præsident Ashraf Ghani.

Og i forrige uge blev ikke færre end 52 mennesker myrdet af Taleban i et af de voldsomste angreb i det nordlige Afghanistan i år. 13 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne i Kunduz provinsen blev myrdet og 15 såret i Dashti Archi distriktet. Samtidig blev otte politibetjent dræbt i  Jawzjan provinsen. I et fjerde angreb blev 14 lokale betjente dræbt og seks sårede i Samangan provinsen, mens 17 måtte lade livet i Sari Pul provinsen. 39 talebanere blev meldt dræbt.

Ikke mange danskere vil imidlertid vide noget om det kommende valg – eller for den sags skyld om de løbende skænderier i Trump-regeringens indercirkler om Afghanistan.

Og det skyldes ganske simpelt det faktum, at medierne stort set har trukket sig ud af det krigshærgede og fattige land. Der går uger, ofte måneder, imellem konflikten eller landet nævnes i medierne; og når man gør, er det oftest fordi, der har været et enkeltstående terrorangreb, som der ofte fortsat er – især hører man om det, hvis angrebet finder sted i hovedstaden.

Således blev der fortalt om et af de mest blodige angreb i nyere tid, der fandt sted i april i år, da to selvmordsbombemænd lykkedes med at slå 36 mennesker ihjel i Kabuls centrum. Ni af de dræbte var journalister, der kom til i et forsøg på at dække den første mands udåd, hvorefter den anden fulgte. Samme dag blev en BBC-reporter dræbt i Khost provinsen. Islamisk Stat påtog sig skylden.

Angrebet er hovedårsagen til, at Afghanistan ifølge the Committe to Protect Journalists indtil videre er det mest farlige og dødelige land for journalister at dække i 2018.

Afghanistan er med andre ord fortsat et land i krig, og denne krig er “uden en snarlig afslutning”, som DR’s dygtige Asien-korrespondent, Philip Khokhar slår fast i indledningen til sin bog, “Tilbage til Kabul”, der netop har undertitlen “reportager fra en krig uden ende”.

Der er heller ingen udsigt til, at Taleban er synderlig svækket. I slutningen af 2017 anslog BBC, at talebanerne kontrollerede eller truede omkring 70 procent af landet, ligesom Islamisk Stat truer store andre dele af det plagede land.

BBC’s opgørelse over Talebans indflydelse i Afghanistan – grafik fra BBC

Philip Khokhar har som udenrigskorrespondent i DR rejst i og rapporteret fra Afghanistan gennem de seneste 10 år, om end han kun boede der permanent fra 2013-14. Han har dog også rejst og opholdt sig i landet i månedsvis derudover – som en ud af ganske få (og modige) danske journalister.

Korrespondenten har den enestående fordel fremfor de journalister, der sidder foran en skærm i København og skræller nyheder fra resten af verden til de sagesløse danske mediebrugere, at de rent faktisk er til stede, også når der ikke er hverken, krig, terrorangreb eller valg

Det er derfor ikke noget under, at landet og især Kabul har sat sig fast i hans sind. Men udover et personligt engagement er den hjemlige indsats i krigen, som indtil videre har kostet 43 danske liv, også en god grund til, at fortælle danskerne mere derfra.

For overtegnede er det intet mindre end prisværdigt, at han har skrevet bogen, Tilbage til Kabul. Jeg ville ønske, at flere udenrigskorrespondenter skrev bøger. Korrespondenten har nemlig den enestående fordel fremfor de journalister, der sidder foran en skærm i København og skræller nyheder fra resten af verden til de sagesløse danske mediebrugere, at de rent faktisk er til stede, også når der ikke er hverken, krig, terrorangreb eller valg.

Og det skal straks siges, at jeg faktisk læste bogen i et stræk, lige da den udkom i maj 2018. Men så skete der netop det, som også ofte sker med journalistik i al almindelighed, at andre og mere presserende begivenheder, især i amerikansk politik, kom til og fjernede mit fokus fra bogen.

Uanset at anmeldelsen kommer sent, er bogen imidlertid ikke mindre anbefalelsesværdig. Den bør læses, hvis man er det mindste smule interesseret i den del af verden – og i at vide mere om lande, man ikke hører meget om i medierne.

Men der er også en anden vigtig grund til at skrive om afghanerne. Nemlig at de mennesker, som Khokhar fortæller om, for de flestes vedkommende ikke har det valg, at de som reporteren blot kan rejse videre og væk fra landet. Og de får en hårdt tiltrængt stemme med Khokhars bog.

Og for mig som læser var og er det netop det, Khokhar lykkes med i bogen, der både fungerer som et selvportræt og tilbyder et billede af, hvad der foregår i dagligdagen i Kabul, når TV-kameraerne ikke ruller, og der ikke er et nyt angreb i gang eller friske politiske intriger eller plot mod præsidenten.

Khokhar introducerer os til sine venner – herunder den unge, supermodige og beundringsværdige kvindeaktivist Sahar, der giver patriarkatet fingeren i virkeligheden såvel som på YouTube. Han fortæller i et rørende indsigtsfyldt og levende portræt om en af Helmands blot 28 kvindelige politibetjente, Nigara, der elsker sit land, selvom Taleban har hende på deres hit-list, hvilket på engelsk er noget nær det modsatte af en hitliste.

En tredje skæbne, der fortælles om med indlevelse er amerikanske Courtney, der er draget til Afghanistan med de bedste hensigter, men som alligevel ender med at miste det menneske, hun elsker højest.

Og endelig fortæller han også om danske Mette, der endte som et af ofrene for terror i et land, hvor man aldrig kan tage sikkerheden for givet.

Det er, når han fortæller om de familier, børn, kvinder, mænd, journalister, politikere, sikkerhedsvagter og helt almindelige afghanere, han har mødt og arbejdet med, grinet og grædt sammen med og hvis liv, han har fået lov at dele en smule af, at bogen for alvor kommer til live og virkelig er værd at læse

Det store spørgsmål, som Khokhar ikke besvarer – og som der næppe kan gives noget entydigt eller klart svar på – er om krigen er udsigtsløs. Vil Afghanistan fortsat leve op til sit øgenavn som the Graveyard of Empires? Et land, som hverken russerne, amerikanerne, briterne eller for den sags skyld, den afghanske centralregering selv, har kunnet styre.

Det er et faktum, at Afghanistan er det land, USA har brugt flest penge på (alt efter, hvordan man opgør indsatsen i Europa efter Anden Verdenskrig) og nu også er det land, USA har været i konflikt med længst, nemlig 17 år.

Philip Khokhar fortjener imidlertid ros for, at han ikke bruger sin bog på strategiske overvejelser om stormagtspolitik eller globale analyser, men simpelthen dygtigt tager sin læser i hånden og via enkelte skæbner og ditto fortællinger giver os et indtryk af et land, som meget få danskere nogensinde kommer til at få direkte kendskab til.

Det er, når han fortæller om de familier, børn, kvinder, mænd, journalister, politikere, sikkerhedsvagter og helt almindelige afghanere, han har mødt og arbejdet med, grinet og grædt sammen med og hvis liv, han har fået lov at dele en smule af, at bogen for alvor kommer til live og virkelig er værd at læse.

Philip Khokhar: Tilbage til Kabul – Fortællinger om en krig uden ende, Rosinante, 288 sider, 194,95 kroner, udkom 18. maj 2018 – fås også som ebog.

Topillustration: Bogens forside

POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Men hvis du nyder Annegrethe Rasmussens artikler kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85. Så bliver hun glad – og får løn.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Danmark