mm

Lotte Ladegaard

Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget firma. Især fokus på rettigheder, børn og unge samt Asien og Afrika.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993 og selvstændig konsulent og freelancejournalist siden 1999. Ind i mellem dog med længerevarende kontrakter og enkelte fastansættelser:

- Teknisk rådgiver på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009)
- Teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004)
- Freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005)
- Journalist hos Red Barnet (1995-1999)
- Journalist på Ritzau (1993-1995)

Kontakt mig via www.lotteladegaard.dk og honorer min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.

Foto: Kim Dang Trong.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Lotte Ladegaard
på Mobile Pay: 27 30 17 89

En barndom med husmøder, frisind, Røde Wilfred og savn

“Jeg synes, at du skal have min historie med i POV’s serie om barndom,” sagde Sita Michael Bormann til Lotte Ladegaard. ”Du skal fortælle historien om, hvordan det var at være barn i en hippiefamilie og vokse op i et kollektiv i 1970’erne,” forklarede hun. Sita Michael Bormann er i dag 49 år og har skabt en tryg kernefamilie med faste rammer for sine egne børn. Alligevel er hun ikke er i tvivl om, at hun har fået mange værdifulde ting med fra kollektivet og den røde lilleskole, hun gik i til 7. klasse.

”Jeg blev født på Københavns Kommunehospital. Jeg skulle faktisk have heddet Litten. Min farmor broderede navnet på en klokkestreng. Da jeg blev født, sagde jordemoderen: ”Der er bukket godt om til fødder. Hun bliver høj.”

Jeg er nu ikke særligt høj, men dengang tænkte mine forældre, ”nej, det går ikke med Litten.” I den periode havde mine forældre en guru i Indien. De sendte et foto af mig til guruen, og guruen gav mig navnet Sita og fortalte om Sitas rolle i de hinduistiske fortællinger.

Det syntes mine forældre rigtig godt om. Jeg er også glad for navnet, selvom jeg har har en anden version af historien, når jeg ikke lige gider fortælle, at mine forældre var hippier. Så siger jeg bare, at ”mine forældre havde venner i Indien.”

Den fine klokkestreng, som Sitas farmor nåede at brodere, inden hendes forældre fandt ud af, at Sita skulle hedde Sita.

Vi boede på 4. sal i en lejlighed med en rigtig asfaltbaggård ved Dronning Louises Bro, indtil jeg blev seks år. Når jeg var nede i gården og skulle have fat i min mor, råbte jeg: ” Moar – det er Siiita, der kalder neeede fra gården. Gider du smide tæppet ned?”

Vi gik ikke helt op på 4. sal, hvis vi kunne undgå det. Selv sådan en gård kunne vi godt få noget ud af. Jeg legede med andre børn dér og i børnehaven.

Husmøder, pligter og frisind

Så flyttede vi i kollektiv i Hellerup. Det lå lidt i tiden. Mine forældre kendte mange af dem, vi flyttede sammen med. Vi boede der, til jeg var 13-14 år. Vi delte ikke alt i kollektivet, sådan som man gjorde i nogle kollektiver. Nogle steder delte man endda undertøjet. I vores kollektiv havde jeg mit eget værelse, og min mor boede i værelset ved siden af.

Vi havde fælles have, stue, køkken, badeværelse og en hall med telefon. Vi spiste og gjorde rent sammen med de andre familier. Børnene var forpligtet på lige fod med voksne, men vi var også med til at bestemme. Jeg var på fast madlavningshold sammen med en voksen. Jeg var med til at købe ind og lave mad.

Der var fælles rengøring hver weekend. Alle havde deres faste rengøringsområde, selv seksårige, så vidt jeg husker. Mandag var der husmøde. Vi sad alle sammen ved det store bord, og der blev taget referat i husmødebogen. Vi diskuterede øl- og madregnskab, hvem der havde betalt og ikke betalt, problemer og rod. Det var ikke altid skide sjovt som barn. Møderne var lange, og jeg ville hellere ud og lege, men jeg har lært meget af det.

Sita foran kollektivet i Hellerup.

Der var meget fællesskab i kollektivet, selvom jeg havde mit eget værelse og mine egne ting. Jeg blev teenager, mens jeg boede der. Jeg fik min første menstruation som 11-årig. Jeg kaldte på et par af drengene og forklarede, at jeg havde fået menstruation. De hentede bind til mig. Det var ikke grænseoverskridende der.

Folk tog sig heller ikke af, når man gik i bad. Det syntes jeg alligevel var lidt grænseoverskridende. Man skulle gennem badeværelset eller min mors værelse for at komme ind på mit værelse. De andre var ligeglade. Jeg havde deres kønsdele lige i øjenhøjde. Det var lidt særligt. Der var meget frisind, selvom det var et af de mere velordnede kollektiver.

Breve fulde af kærlighed og savn

Min mor og far blev skilt, og far flyttede ud af kollektivet, men jeg kan ikke helt huske hvornår. Han er forfatter og rejste meget i forbindelse med, at han skrev sine bøger. Nogle gange var han væk op til ni måneder af gangen. Det var lang tid ikke at se sin far.

Dengang var der ikke Skype, og luftpost kom frem en måned eller to senere. Det helt store var, når jeg fik brev fra min far. Han skrev virkelig gode breve fulde af kærlighed og oplevelser og savn.

Sitas far bad hende skrive dagbog til ham. Dagbogen handler om stort og småt i hverdagen og ikke mindst om savn.

Jeg har talt med min far om det sidenhen – at han bare efterlod mig og overlod det hele til min mor. Han fik dårlig samvittighed og kunne godt se det. Måske fordi han også har boret i sin egen barndom, mens han har skrevet sine bøger.

Og så var tiden bare sådan. Han var ung, og man gik ikke op i fokus på barnet på samme måde som i dag. Det nager ham, men jeg tror, han har fundet fred med det, og i dag har vi et utrolig smukt forhold, selvom jeg stadig kan genkalde følelsen af savn.

Jeg mener, jeg var omkring ni år, da min far flyttede fra kollektivet. Han boede der et stykke tid, efter mine forældre blev skilt, men kollektivet passede ikke til ham. Han havde det svært med faste madlavningsdage. Han var for meget enspænder, og han manglede ro til at skrive. Det blev måske også lidt svært, da begge mine forældre begyndte at have andre kærester.

Der var mange andre voksne i kollektivet, men de var ikke min mor eller min far. Jeg kan huske, at jeg nogle gange bare ventede på, at min mor kom hjem

Min mor er journalist, og hun havde travlt med sin karriere, da jeg var barn. Hun var meget aktiv rødstrømpe og havde ordet i sin magt. Hun var ekstremt kreativ og dygtig til sit arbejde, så hun var eftertragtet. Hun var en indtagende dame, og hun havde travlt. Jeg husker det som om, at hun kom sent hjem. Da jeg senere konfronterede hende med det, forklarede hun, at hun havde mange aftenvagter.

Der var mange andre voksne i kollektivet, men de var ikke min mor eller min far. Jeg kan huske, at jeg nogle gange bare ventede på, at min mor kom hjem. Det var min mor, jeg ville have. Men hvis jeg havde boet alene med hende, ville det jo have været endnu værre, for i kollektivet var der trods alt voksne. Jeg tror ikke, at de andre voksne tænkte over det, for det var sådan lidt ”mine børn er dine børn.”

Sita med sin far og hans kæreste.

Mine savn var i hvert fald ikke noget, jeg kommunikerede videre til de voksne. Jeg var et meget ordentligt, ansvarsfuldt barn, som gerne ville være vellidt, og som gjorde tingene rigtigt. Jeg var ikke typen, der slog i bordet, selvom det var dødirriterende at blive opdraget af andre voksne. Nogle af de voksne var nogle underlige snegle. Der var også nogle, jeg blev meget knyttet til.

Lidt som brødre og søstre

Vi var fem-syv børn i kollektivet. Det varierede lidt, men en del af dem var på min alder. Der blev læst fælles godnathistorie for os. Om aftenen blev vi kaldt sammen, og så hørte vi for eksempel ”Ringenes herre.” Det var hyggeligt.

På det tidspunkt havde jeg ingen søskende, men i kollektivet havde vi vores eget børneunivers. Vi var ikke familie, men vi var alligevel lidt som brødre og søstre. Vi lavede alle mulige ting sammen og legede på hinandens værelser. Vi havde et fantasiunivers og opfandt egne historier.

Nogle gange legede vi sammen to og to eller flere. Jeg legede med en den ene dag og en anden den anden dag. Vi hørte musik og legede på vejen. Det ser jeg slet ikke i dag, men dengang gjorde man sådan. Nogle gange legede vi i haven. Vi spillede bold, legede dåseskjul og fangeleg, også med andre børn fra kvarteret.

Festforberedelser i kollektivet.

Vi boede i en fin villa i Hellerup. Alle de andre villaer var rigmandsboliger. Der var en pige fra en meget fornem familie. Jeg besøgte hende. Det var som at være på et slot. Alt var ordentligt, og de spiste noget specielt mad. Det var som at være på besøg hos dronningen. Jeg har mødt hende senere, og hun har fortalt, at hun var fascineret af kollektivet og det fælles. Det var et helt andet univers.

Ensom i fællesskabet

De voksne ville nok ikke sige, at vi børn var alene, men det var vi på godt og ondt. De voksne stolede på os, og de kunne de. Der var ikke meget opsyn. Men jeg husker, at jeg af og til følte mig ensom i fællesskabet. Ingen tænkte over, at man kunne være ensom i fællesskabet.

Jeg har aldrig været god til at række ud, når jeg ikke har det godt. Dengang lukkede jeg mig endnu mere inde. Dengang gemte jeg mig på mit værelse med mine undulater. Jeg var ikke god til at fortælle det til mine forældre, når jeg ikke havde det godt. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg er opdraget til at tage ansvar og klare mig selv? Det lå meget stærkt i min opdragelse.

Når jeg var kommet i seng om aftenen, var der også meget langt ned af trappen til de voksnes univers. Som jeg husker det, kom ingen og så til mig.

Hvis jeg var ked af det eller havde brug for en voksen, skulle jeg tage mig sammen til at gå ned af trappen og ind i voksenuniverset, hvor de voksne havde totalt fokus på sig selv, og der var mange øl og mange cigaretter. Mine forældre drak ikke ret meget, men det gjorde nogle af de andre. Ofte lod jeg bare være med at gå ned til dem og bed det i mig.

Alene med toget til Roskilde

Allerede fra jeg var omkring fem-seks år, rejste jeg med toget alene til Roskilde for at besøge min elskede faster, farfar og farmor. Mine forældre fulgte mig til min plads i toget og bad dem, der sad ved siden af, sørge for, at jeg kom af toget i Roskilde. Der ventede farfar og farmor på stationen. Det ville man aldrig gøre i dag. Men jeg husker det ikke som ubehageligt, selvom jeg ikke ville gøre det overfor mine egne børn.

Sita med sin mor.

Der var ikke så meget tjek på os unger. Det gik man ikke så meget op i. I børnehaveklassen eller 1. klasse blev jeg kun fulgt i skole i starten. Derefter tog jeg selv bussen fra Hellerup til Østerbro, og jeg gik selv til og fra bussen i Hellerup og på Østerbro. Det var der rigtig mange, der gjorde. I dag følger man sine børn til skole eller kører dem, til de er 13 eller 14 år.

Vi sang kommunistsange som ”Jeg har set et rødt flag smælde.” Væk mig klokken tre om natten, og jeg vil stadig kunne synge den. Dengang forstod jeg ikke, hvad jeg sang

Jeg gik på Østerbro Lilleskole, som var rigtig rød. Det var tiden. Jeg er født i 1967, og det var frisind, rødstrømper og ”Røde Wilfred.” Vi sang kommunistsange som ”Jeg har set et rødt flag smælde.” Væk mig klokken tre om natten, og jeg vil stadig kunne synge den. Dengang forstod jeg ikke, hvad jeg sang.

Alle på skolen mødtes i en hal på øverste etage til morgensang hver morgen. En af lærerne kaldte os alle sammen for kammerater. Når jeg rakte fingeren op, sagde han ”ja, kammerat Sita.”

Vi skulle også lære at slagte høns. Vi blev samlet i gården, hvor vi stod rundt om en huggeblok. Et barn eller en voksen skulle hugge hovedet af hønen. Blodet sprøjtede, og hønen løb hovedløs rundt. Det var grænseoverskridende.

Der var meget indoktrinering. Særligt to af lærerne var meget kommunistiske og fulde af paroler. Det er faktisk lidt sært, at jeg er blevet så normal. Jeg er et meget socialt menneske med stor social forståelse, og det kommer helt sikkert derfra. Men der var også absurde ting, og jeg ved alt om, hvordan arbejderne blev udnyttet af kapitalisterne.

Et chok at starte i folkeskolen

Jeg gik på lilleskolen til 7. klasse. Vi var cirka 100 elever på lilleskolen, og alle kendte alle. Der var virkelig et fællesskab og mange gode ting i børneuniverset på lilleskolen. Man kunne være helt sig selv, og vi legede på kryds og tværs, og vi fik en social bevidsthed.

Så flyttede jeg til en almindelig folkeskole. Det var et chok. Jeg var helt vildt anderledes, og det var et stort slag

På lilleskolen tænkte jeg aldrig over udseende eller over, at jeg var anderledes. Når jeg kunne lide en kjole, tænkte jeg ”den er fed – den vil jeg have på.” Nogle af mine bedste venner i dag er dem, jeg fik på lilleskolen.

Så flyttede jeg til en almindelig folkeskole. Det var et chok. I folkeskolen var der flere spor, og man legede aldrig med dem, der var yngre end en selv. Jeg var helt vildt anderledes, og det var et stort slag. I folkeskolen syntes de, at jeg var mærkelig. Jeg havde nederdelen uden på bukserne, og jeg spillede socialistisk musik på min guitar.

På lilleskolen havde jeg masser af selvtillid. I folkeskolen led jeg af mindreværd. Der var også huller i fagligheden, som skulle lappes.

Jævnlige angstanfald

Jeg begyndte at få angstanfald, da jeg ikke var særlig gammel. Som jeg husker det, begyndte det allerede inden, vi flyttede i kollektivet, og det fortsatte i kollektivet. Som teenager blev det sjældnere, og det gik helt væk, da jeg var omkring 15 år.

Det var ret seriøst. Jeg troede, at en sort skikkelse ville dræbe mig. Han stod uden for vinduet. Jeg kommunikerede med ham. Jeg bad ham for eksempel lade være med at dræbe mig, indtil efter en venindes fødselsdag, som jeg gerne ville med til.

Sita og hendes mor.

Det var ikke hver dag. Måske en gang om ugen, men det var ikke sjovt, og jeg anede ikke, hvad det var. Det var bare en præmis, og der gik meget lang tid, før jeg sagde noget. Det var grænseoverskridende at tale om det.

Jeg var bange for den skikkelse, så jeg besluttede, at jeg hellere måtte sige det. Jeg kunne jo sige alt muligt andet til mine forældre, og jeg kunne spørge om ting, hvis jeg var i tvivl. Jeg er vokset op med socialistisk baggrund og gik i rød lilleskole, og jeg var opdraget til at være social, men jeg var bange for, at det nok bare var mig, det var galt med, og jeg var smadder bange.

Hvis det havde været min datter, ville jeg have tænkt, at hun havde brug for hjælp, men det kom slet ikke på tale

Som syv-otteårig tog jeg mig sammen og fortalte det til min mor. Som jeg husker det, følte jeg, at hun gjorde det til ingenting. Jeg følte ikke, at hun forstod alvoren. Som jeg husker det, sagde hun, at ”det er ikke en rigtig mand. Tænk på, at det bare er noget, du føler.” Hvis det havde været min datter, ville jeg have tænkt, at hun havde brug for hjælp, men det kom slet ikke på tale.

Jeg ved ikke, hvad angsten kom af. Måske ensomhed i fællesskabet? Det er mere legalt at være ensom, når man er alene hjemme. Måske var det de lidt for frie rammer? Måske var det fordi, min far var væk og min mor arbejdede? Det er heldigvis ikke sket siden, jeg var 15 år. Jeg husker ligeså tydeligt, at jeg tænkte: ”Gud, det er væk!”

Da jeg var 13-14 år, vidste jeg ikke, at det var angst. Det var ikke noget, jeg husker, man talte om dengang. Jeg tror slet ikke, at der var det fokus på børns angst og stress, som der er i dag. I mange år fortrængte jeg angsten. For 25 år siden fandt jeg ud af, at det måtte have været angst.

Stort at få søskende som enebarn

I nogle år havde min far mange kærester. I den periode var jeg irriteret på ham. Han var lidt Don Juan. Nogle af kæresterne var vildt søde, og så var de pludselig ikke kærester mere. Det var skide irriterende. Andre var helt åndssvage. Da jeg var 16 år, fandt han hende, han stadig er sammen med.

Min mor havde også forskellige kærester, mens vi boede i kollektivet. Da jeg var 13 år, flyttede mor og jeg til et halvt hus i Ørholm ved Brede. Ret hurtigt flyttede hendes nye kæreste ind, og hun blev gravid, da jeg var 14 år.

Da vi flyttede, var det dejligt at få hende for mig selv, men jeg synes, at jeg tog imod hendes nye mand med åbne arme, og jeg var glad for at få søskende. Som enebarn var det stort at få søskende, og jeg havde alderen, hvor jeg syntes, at babyer var nuttede.

Sita med en bog.

Så flyttede vi til et større hus i Klampenborg. De fik et barn mere, og det blev til ren kernefamilie. Jeg deltog meget i pasning af mine søskende, og det var af egen, fri vilje. Jeg gik i gymnasiet, men jeg elskede de to små. Når jeg gik med dem i barnevognen, elskede jeg, når andre troede, at de var mine børn. Det var dejligt at prøve at være kernefamilie. Det var forudsigeligt og trygt, at der bare var fokus på mig og et par andre.

Kernefamilie og stærke sociale kodeks

Min opvækst har bestemt farvet, hvordan jeg går til mine egne børn. Der er rammer, tydelighed og tryghed, og jeg har skabt en kernefamilie. Det havde jeg virkelig brug for. Jeg er familiens samlingspunkt. Jeg bager boller, holder fødselsdage, og vi spiser aftensmad sammen hver aften.

Første gang, jeg var i seng med en fyr som 16-årig, fortalte jeg det til min far og hans kone, og de købte champagne, og vi fejrede. Jeg havde rigtig megen glæde af at dele det med dem. Selvom jeg ikke drak champagne med mine egne børn, var jeg glad for at få at vide, at de havde været i seng med nogen for første gang, og vi talte om det

Samtidig har jeg haft behov for at give mine stærke, sociale kodeks videre til mine børn. De skal tage socialt ansvar og ikke se ned på dem, der er anderledes.

Jeg tager også mine børn alvorligt. Jeg kunne sige alt til mine forældre. Det var unikt, og jeg var glad for det. Første gang, jeg var i seng med en fyr som 16-årig, fortalte jeg det til min far og hans kone, og de købte champagne, og vi fejrede.

Jeg havde rigtig megen glæde af at dele det med dem. Selvom jeg ikke drak champagne med mine egne børn, var jeg glad for at få at vide, at de havde været i seng med nogen for første gang, og vi talte om det. Det er jeg meget glad for.

Sita og hendes veninde klædte sig tit ud og poserede.

I dag er det sjovt at fortælle om den slags, men dengang var der ikke noget underligt i det. Desuden er alt det her er jo sådan, som jeg har oplevet det. En af mine venner fra mit barndoms kollektiv har lavet en film med inspiration fra kollektivet, og min mor mente, at ”sådan var det jo ikke.” Men sådan er det jo, hvis man har oplevet det sådan, selvom man også fortolker henover årene.

Jeg har altid følt, at mine forældre har støttet mig, elsket mig, og jeg er ikke blevet forsømt. Det var bare en anden tid. I dag tror jeg for eksempel ikke, at forældre kunne finde på at rejse ni måneder væk fra deres seksårige barn. Men vi blev aldrig talt ned til. Selvom min mor ikke forstod angsten, så er jeg aldrig blevet talt ned til.

Det har jeg taget med til mine egne børn. Man bliver klogere af egne erfaringer og af, hvor ens egne forældre har fejlet, og det, de har gjort godt. Til gengæld laver jeg garanteret nye fejl.”

Sådan ser Sita ud i dag.

Alle fotos tilhører Sita og hendes mor. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der har taget hvilke fotos. 

Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du kan lide at læse mine artikler, kan du sende et beløb direkte til mig via Mobile Pay til 27 30 17 89. Det giver mig råd til at skrive mere. Og, nej, det er ikke pinligt at give et bidrag. Jeg bliver helt vildt rørt over det mindste beløb.

Kategorier