Trusler om anmeldelse til Pressenævnet er – om ikke hverdag for danske medier – så en hyppig foreteelse. Og trusler virker. For få dage siden bortcensurerede Berlingske 21 procent af en kronik, lagt på nettet. Medierne burde gå sammen og i fællesskab udveksle mere viden om hvem, der truer oftest, og hvorfor, så der kan forebygges og spares tid, men vigtigst: så journalisters censur og selvcensur kan minimeres, opfordrer Dorte Toft.
For få dage siden forsvandt 21 procent af dagens kronik pludselig på Berlingskes b.dk. Flere afsnit var slettet.
Kronikøren blev ikke kontaktet af Berlingskes debatredaktion forud for sletningen og bortcensureringen opdagede skribenten først, da hun så det nævnt af en bekendt i en tråd på Facebook. Det var også der, jeg opdagede det.
Sletningen undrede mig ikke. Da jeg om morgenen læste kronikken med overskriften ”Forældreansvarsloven svigter børnene” i min trykte Berlingske, overvejede jeg at indgå et væddemål om, hvor kort tid der ville gå, inden Berlingske blev truet med en pressenævnssag.
På nettet havde Berlingske erstattet de fjernede afsnit med en begrundelse, der nævnte ”en række fejl”. Også på print kom senere en rettelse. Men kronikken var ikke fyldt med grove fejl, snarere nogle få uhensigtsmæssigheder, der kunne være undgået via let omskrivning og en enkelt, såre officiel kildehenvisning. Nu forsvandt i stedet væsentlige afsnit om rettighedskrænkelser i Danmark.
Da jeg samme eftermiddag stødte ind i kronikøren ved et arrangement, fortalte denne, at Berlingske efterfølgende havde sagt nej til at få de slettede afsnit ind igen i en let omskrevet form, der ingen chance ville have hos Pressenævnet.
Oliver-sagen
Sletningen var foranlediget af en far involveret i én konkret, kendt samværssag – en sag benævnt Oliver-sagen, efter barnets navn. Men den sag var blot et af flere elementer i kronikken om en forældreansvarslov, der blev vedtaget for syv år siden med de bedste hensigter, heriblandt at sikre fædre bedre vilkår. Problemet er, at loven og administrationen heraf har eskaleret konfliktniveauet i visse skilsmisser, og afgørelser kan tage mange år.
Tabere er først og fremmest barnet, der risikerer at stå midt i ”krigszonen” i årevis og – i de værste tilfælde – ende med død eller fast bopæl hos en forælder med karakterafvigende træk, men store overtalelsesevner.
Pressenævnet er ganske godt bekendt med netop klager over medier fra aktører involveret i samværssager. Først trues mediet med Pressenævnet, og hvis mediet ikke makker ret, sendes klagen til Pressenævnet.
Oliver-sagen er tidligere endt i Pressenævnet to gange. Jeg vender tilbage til den konkrete sag senere, da der er lære at drage af den generelt set.
Chefredaktører afskyr Pressenævnssager
Men chefredaktører afskyr pressenævnssager, og de hader injuriesager, der også bruges som afskrækkende middel. Modviljen er der mange gode grunde til, blandt andet, at sagerne er helvedes tidskrævende. Det tid, der går fra, hvad der anses for vigtigere forpligtelser, koster kroner, der må tages fra vigtigere forpligtelser, og de giver mediet en ridse i lakken.
Så selvom chefredaktørerne udadtil typisk vil forsvare journalistens arbejde helhjertet, så hænder det, at journalisten ikke ligefrem er i kridthuset hos chefredaktøren i den periode. Og selvfølgelig især hvis journalisten vitterlig har begået en dum fejl.
Typisk holder ”sagen” imidlertid meget længere end selve sagsbehandlingen og afgørelsen. Det kan udvikle sig i retning af, ”brændt medie skyr ilden”. Det ved medierådgivere, det ved kommunikationsafdelinger, det ved de serielle plattenslagere, det ved kværulanterne, og det ved nogle af de involverede i ekstra konfliktfyldte samværssager.
Jeg erindrer en episode, mens jeg arbejdede på Dagbladet Børsen. En injuriesag var anlagt af en advokat på vegne af en kritiseret direktør. Vi journalister talte sammen om det forhold, at praksissen ses brugt også som en fiks finte til at få taget en kritisk, kompetent journalist væk fra den videre dækning af en sag, så der sættes en mindre vidende ind, der ikke kan undgå at være intimideret af forhistorien.
Jeg er selv blevet truet med én injuriesag, der ingen gang havde på jorden. Før det fik mediet, min blog var på, først trusler, siden en injuriesag på halsen grundet læserkommentarer, men sagen blev dog opgivet undervejs. Trussel om en pressenævnssag mod mit daværende medie/mig er det også blevet til, og klageren gik til sidst hele vejen med sin næsten 100 siders henvendelse til Pressenævnet og endte med at få et medhold i to ud af fire klagepunkter.
Habilitet
Samværssager har jeg aldrig været direkte involveret i, hverken som journalist eller aktør, om end jeg har set ting på sidelinjen, der kan gøre mig vred ikke mindst på børnenes vegne.
Jeg har imidlertid fået tilbagemeldinger, der tyder på, at netop i samværssager er truslerne langtidsvirkende. En slags ”ild” som medierne skyer – de gider ikke bøvlet, som de måtte igennem sidst. De gider ikke de mange påstande mod påstande og stakke af sagsakter, som området er præget af. Men der er også generelle ting at lære ud fra disse betændte sager.
Landets største avis, Politiken, røg i Pressenævnet om samværssager i 2014, og den sag blev afsluttet således jf. Pressenævnets hjemmeside:
”Kritik for udokumenteret påstand i kronik
Politiken bragte kronikken ”Højkonfliktskilsmisser er skjult menneskejagt” med en påstand om, at eksmanden til ”en tredjedel af 600 voldsramte kvinder” var aktiv i Foreningen Far. Pressenævnet kritiserer Politiken for ikke at efterprøve påstanden og for ikke efterfølgende at slette påstanden fra politiken.dk.
8/27/2014”
Hvad stiller man op, hvis en ekstern indlægsskribent hævder noget, der ikke kan tjekkes? Foreningen Fars medlemsliste er hemmelig. Skulle Politiken have krævet at få navnene på de cirka 200 kvinder, der mente, at deres ex var medlem af Foreningen Far/havde fået rådgivning af foreningen, så Politiken kunne udlevere den liste til Foreningen til nærmere tjek?
Pressenævnet krævede en berigtigelse med følgende ord: ”Kronik om Foreningen Fars rolle i skilsmissesager indeholdt alvorlige og krænkende påstande, som havde karakter af faktiske oplysninger. Oplysningerne burde have været forlagt for Foreningen Far.”
Havde en omskrivning fra ”en tredjedel kvinder” til f.eks. ”adskillige kvinder” eller ”en del kvinder” været nok til at undgå en pressenævnssag? Det kan ikke være let at være debatredaktør, hvis en kronik eller klumme, der kritiserer nogen, skal forelægges den kritiserede. Hvor går grænsen for, at ”oplysningen kan skade klager”? For visse er barrieren sat lavt.
Bibelfortolkning og ekskæreste
Kristeligt Dagblad røg tilsvarende i Pressenævnet med en samværssag i 2014. Klageren var en far, der mente sig udstillet af sin ex i en artikel om samværssager. Afgørelsen blev præsenteret sådan:
”Bibelfortolkning er ikke møntet på ekskæresten.
Kristeligt Dagblad skrev artiklen ”Fjendekærligheden har taget overhånd”. En tidligere præst udtaler sig generelt om samværs- og forældremyndighedssager. Ekskæresten har klaget til nævnet, der ikke mener, at hun udtaler sig konkret om sine og ekskærestens tvister.
9/25/2014”
Jeg har selv været ude for, at en person valgte at misforstå noget, jeg skrev på nettet. Det havde absolut intet med personen eller personens firma at gøre. Nu var det på Twitter, men havde det været i en artikel, havde det måske ledt til en pressenævnssag.
Truslerne om Pressenævn ledsages jævnligt af krav om total fjernelse af indlægget eller udsendelsen. Det var TV2 Østjylland udsat for i forbindelse med en dokumentar om mødres og børns skæbner i de såkaldte højkonfliktsskilsmisser. Årsagen var især en skjult privat optagelse af, da en far afhentede sit barn. Pressenævnets kendelse lød således:
”Faderen var ikke sløret godt nok
SAMVÆR: TV 2│ØSTLYLLAND bragte udsendelsen ”Det hemmelige netværk”, hvor en far ikke fik mulighed for at svare på kritikken af ham. Han var sløret, men kunne genkendes. Pressenævnet finder, at han skulle have været sløret fuldstændigt og kalder udsendelsen for ensidig.
6/3/2014”
Pressenævnet forklarer: ”Det er nævnets opfattelse, at sløringen af klageren hindrer genkendelse af ham i en videre kreds, men at optagelserne i øvrigt, der viser hans påklædning samt slørede billeder af datteren, hans bil og omgivelserne, vil kunne medføre genkendelse af ham blandt personer, der kender ham og datteren. ”
Den afgørelse er værd at lægge mærke til, både når der fra journalisters side anvendes skjult kamera, og når der anvendes privatoptagelser. Det var ikke nok at sløre ansigt og fordreje stemmen. Nogle sekunder fra en villavej, et bilmærke, størrelsen på barnet…. Pressenævnet mente i øvrigt, at sagen havde kunnet være belyst uden brug af videoen, men klageren fik ikke ret i alle punkter.
Samme sag røg dog i Pressenævnet endnu en gang, og klageren stod desuden for et (forgæves) sagsanlæg mod tv-stationen, men det kostede tid. Facit endte med, at udsendelsen blev ”afpubliceret” på tv-stationen, og at den ellers forventede sending af dokumentaren på TV2s øvrige regionalkanaler ikke fandt sted.
Berlingskes tidligere konfrontation
Berlingskes tidligere pressenævns-konfrontation med Oliver-sagen (sagen, der lige har bevirket en sletning) skete i 2012, og indebar også en pludselig sletning på nettet. Denne sag fortæller om problemerne med hovsa-reaktioner.
Kære mediemenneske. Forestil dig selv i samme situationen. Du kontaktes, bidrager til en artikel om et alvorligt emne, men kommentaren slettes efter publicering, og du stemples af mediet som utroværdig.
Sagen blev indbragt af moren, ikke faren. Hendes kommentar i en artikel om Oliver-sagen var pludselig forsvundet. Berlingske anførte nederst, at kommentaren var fjernet, fordi moren ikke var ”troværdig” (mediet undlod dog at bringe morens navn). Det blev senere rettet til, at hendes kommentar ikke var relevant. Også BT’s læsere kunne i kopiartikel læse, at moderen ikke var ”troværdig”.
Moren fik i Pressenævnet ret i, at rettelsen af stemplingen som ej-troværdig ikke blev bragt på et prominent nok sted.
Kære mediemenneske. Forestil dig selv i samme situationen. Du kontaktes, bidrager til en artikel om et alvorligt emne, men kommentaren slettes efter publicering, og du stemples af mediet som utroværdig.
Journalistik med fastnaglet vinkel
Det er slemt nok, når journalister i denne og andre typer sager først kontakter den angrebne eller dennes advokat til allersidst – når det står klart at alt andet er i hus, og vinklen er fastnaglet. Det opkald er blot en legitimering af, at den med den tildelte skurkerolle er blevet hørt.
Der er intet at gå i Pressenævnet med, bortset fra at der skal gives lidt mere end de 26 minutter, en mor fik af BT. Heldigvis er der flest sobre journalister, altså dem med tvivlens besværlige nådegade i stedet for skråsikkerhedens lystfulde tryghed.
Facebookkontakt duer ikke
Et andet eksempel, hvad angår at høre begge parter, er Metroxpress-sagen. Det var som nævnt Olivers far, der stod bag den pressenævnssag, som blev afgjort for få uger siden. Pressenævnet skriver:
”Forelæggelse via Facebook
Forud for offentliggørelsen af en krænkende artikel henvendte Metroxpress sig via Facebook til den omtalte person. Beskeden står som ”set” på Facebook. Pressenævnet kritiserer Metroxpress for alene at sende en besked via Facebook og ikke gøre yderligere for at sikre sig, at personen har modtaget og læst beskeden, inden artiklen blev offentliggjort. De faktiske forhold var ikke beskrevet korrekt i artiklen.
9/19/2016”
Olivers far, der, så vidt jeg har erfaret, har hemmelig adresse og hemmeligt telefonnummer, blev forsøgt kontaktet af journalisten via Facebook.
Juridisk kan ordet løgn tolkes som om, at den, der fører andre bag lyset, gør det bevidst, og det kan føre til en injuriesag. Ved ordet usandhed står mulighederne åbne for, at personen for eksempel bare har husket forkert.
Klikker man på en FB-besked dukker den som bekendt straks op foran øjnene, og den markeres pr. automatik som ”set”. Men ifølge Pressenævnet kan journalisten ikke bruge det som bevis for, at beskeden også er læst.
Så sæt himmel og jord i bevægelse, hvis Facebook skulle synes at være eneste mulighed for kontakt. Har personen en advokat, der kan kontaktes? En pårørende, der har udtalt sig offentligt? Er der en rådgivningsinstitution, man kan formode, personen har været hos? Og hvad hvis ingen af disse vil sikre etableringen af kontakt? Jamen, Pressenævnet må vel erkende, at anden kontakt har været umuliggjort. Men husk, at det nytter ikke med Facebook alene, hvis der ikke svares.
De forbudte ord som medierne helst undgår
Et andet råd til journalister gælder selve ordvalget. Pas på. Jeg undrede mig på et tidspunkt over, at et par prisbelønnede erhvervsjournalister i et beundringsværdigt gravearbejde om en prominent erhvervsperson konsekvent brugte ordet ”usandhed” i stedet for ”løgn”.
Forklaringen fik jeg fra den ene af journalisterne. Juridisk kan ordet løgn tolkes som om, at den, der fører andre bag lyset, gør det bevidst, og det kan føre til en injuriesag. Ved ordet usandhed står mulighederne åbne for, at personen for eksempel bare har husket forkert.
I betændte samværssager gælder de forbudte ord betegnelser for overgreb. Hvis en forælder f.eks. beretter til en journalist, at vedkommende selv eller barnet har været udsat for vold uden at kunne bakke påstanden op med en dom, kan der ligge en risiko for en pressenævnssag.
Men som bekendt kan det være svært at få bevismateriale nok i sager om overgreb, såfremt der ikke er voksne vidner dertil eller videooptagelser. Selv en skadestuerapport er set afvist som bevis, idet offeret jo kunne have påført sig selv skaderne for at miskreditere den anden part i kampen om børnene.
I Oliver-sagen er det ordene ’bortførelse’ og ’kidnapning’, der skal undgås, når dækningen ikke er, som faren ønsker det. Kronikøren i den aktuelle Berlingske-kronik forbrød sig mod reglen. Faren har ”afhentet” drengen.
Kort fortalt handler sagen om en dansk mand og en østrigsk kvinde. De får en dreng, Oliver, men kærligheden holder ikke længe. Drengen bor hos moren, der har forældreretten, og da drengen er tre år flytter de to tilbage til Østrig. Da drengen er fem ”afhentes” han foran børnehaven i Østrig af sin danske far, ledsaget af en velvoksen mand, der forhindrer moren i at blande sig i ”afhentningen”. Afhenterne suser væk i en lejet bil, der senere findes forladt bag et krat.
Faren dømmes i Østrig for ”bortførelse”. I Danmark får han retssystemet på sin side. Østre Landsret tildeler faren forældreretten med tilbagevirkende kraft, da Oliver er flyttet med sin mor til Østrig. Derfor er det korrekte ord ”afhentning” eller lignende.
FN’s kritik og Berlingskes rettelser
Den danske retspraksis blev for nyligt skarpt kritiseret af et FN-organ (Cedaw), hvis formål er at holde øje med kvinders rettigheder. Organet krævede barnet overdraget til moren og det danske retssystem ændret, så det overholdt konventionen om kvinders rettigheder. Begge dele er afvist.
Dette var stort set en forkortet gengivelse af afsnittene, der blev fjernet fra kronikken. Originalen kan ses hos forfatteren Susanne Staun, der gennem tre år har researchet flere af de mest betændte samværssager, herunder to, hvor udenlandske mødre står uden rettigheder. Hos Staun kan også læses den ”renvaskede” version af de slettede afsnit – den, hvor ordet bortførelse ikke findes. Det var den, som Berlingske afviste, selv om FN-organets afgørelse en vigtig belysning af et helt konkret problem med mangel på retssikkerhed herhjemme. Barnets tarv er heller ikke prioriteret.
Berlingske fastholdt sin tekst, der ikke fortæller, hvad der er galt, kun at der er en kritik:
”Her er er slettet en række afsnit om en dansk sag om forældreretten til et barn. FN’s såkaldte CEDAW-komité, der kontrollerer medlemslandenes overholdelse af FN’s konventioner om diskrimination af kvinder, behandlede tidligere på året sagen og udtalte en skarp kritik af Danmark. De slettede afsnit indeholdt en række fejl.”
Jeg talte som nævnt med kronikøren, der er Lisa Holmfjord, formand for Dansk Kvindesamfund og Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, om Berlingske-hændelsen. Forklaringen hun fik var, at avisen var blevet truet med Pressenævnet, men man ikke havde kunnet kontakte hende inden slettelsen – noget hun undrer sig over, for der lå ingen beskeder på hendes mobil, og ingen af de øvrige kontaktmuligheder syntes brugt. Hun havde endda tidligere været i et tv-samarbejdet med personen, hun fik forklaringen fra.
Men Holmfjord er ikke vred, meddeler hun. For hun ved, blandt andet grundet tilknytningen til krisecentret, at der kan opstå meget hårde pres, og heldigvis er der kommet opmærksomhed over for problemer med forældreansvarsloven.
Fra februar 2016 får fædre, der har myrdet deres ægtefæller, eksempelvis ikke længere pr. automatik forældreretten til børnene, og der er også bebudet et opgør med det sagsbehandlings-kompleks, der ifølge Susanne Staun gør, at højkonfliktssager i gennemsnit tager over fem år, inden en løsning er på plads.
Opfordring til medierne: Del viden om trusler
Men tilbage til pressenævn, trusler om injuriesager og medier. Jeg kunne ønske mig, at journalister var lidt mere åbenmundede indbyrdes, også på tværs af medier, om, hvem der flittigst truer med Pressenævnet, hvad der udløser truslen, og hvor ofte truslen er tomme tønder.
Hvis redaktioner blev mere klar over trusselsmønstre, kunne der gives en hjælpende hånd til både interne og eksterne med omskrivninger (nysprog) ved betændte emner. Øget åbenhed kan desuden være en stor hjælp for den mindre garvede på redaktionen, der overfuses og trues.
Det er på tide, at medierne holder op med at stikke halen mellem benene, når journalister og redaktioner trues, hvis belægget synes tvivlsomt, og hvis de vil gøre sig fortjent til egen forestilling om at være the Good Guy, der holder alle på rette spor. Medierne bør sætte sig sammen, også med garvede mediejurister og medieforskere, for at blive klogere på trussels-chikanen og håndteringen af den.
Endelig er der visse pressenævnskendelser, der bør diskuteres åbent i journalistbranchen, når disse kan føre til uhensigtsmæssige konsekvenser i andre sager. Mediet vil typisk bare videre, ryster det af sig, men glemmer, at den præcedens, der dannes, kan blive gefundenes fressen for kværulanter og andre.
Der er desværre ikke tradition for den store åbenhed medier imellem, selv om det kunne gavne oplysningsniveauet over for læserne/lytterne/seerne, og selv om det kunne reducere graden af selvcensur blandt journalister samt redaktionel censur.
Selvcensur hænder, selv det er tabu at erkende det. Trusler virker, om med Pressenævn, om via mails til chefredaktøren med tilsvining af journalisten, om via advokat, om via sociale medier.
Desværre har vi ikke nogen dansk forskning, der dokumenterer omfanget af journalisters selvcensur og mediers ”censur” efter trusler, selv om trusselsniveauet er steget i takt med nettets popularitet. Men læs det nordiske medietidsskrift Nordicom Informations temanummer med titlen ”Hets og hat online”, selv om online kun er et delelement i trusselsbilledet.
Temanummeret rummer artikler baseret på undersøgelser blandt flere tusinde norske og svenske journalister. Omfanget af selvcensur er skræmmende læsning, ligeså fortællingerne om dem, der flygter fra stofområder efter omfattende trusler, og ja – der bekræftes en redaktionel tilbageholdenhed over for visse betændte emner. ”Hets og hat online” fortæller også om truslers virkninger på forskere (de tør ikke stå frem ved navn) og borgere.
Den norske undersøgelse, der omfatter 1.200 journalister og redaktører, er desuden omtalt i bogen ”Meningers mot – nethatt og ytringsfrihet i Norge”, anmeldt af journalist Susanne Sayers i fagbladet Journalisten. 50 procent af de adspurgte mener, at trusler og chikane svækker journalistikken. 25 procent har udøvet selvcensur grundet angrebene, men stort set ingen af redaktionerne har en procedure for håndteringen af truslerne.
Det er på tide, at medierne holder op med at stikke halen mellem benene, når journalister og redaktioner trues, hvis belægget synes tvivlsomt, og hvis de vil gøre sig fortjent til egen forestilling om at være the Good Guy, der holder alle på rette spor. Medierne bør sætte sig sammen, også med garvede mediejurister og medieforskere, for at blive klogere på trussels-chikanen og håndteringen af den. Det er ikke altid, at faktuel dokumentation og logisk forklaring klarer sig mod vældet af påstande, der kan komme fra anden side
Trusselsbilledet rækker i øvrigt langt videre, end hvad jeg har skitseret ovenfor. For eksempel netbaserede angreb på mod store medier, lige som det, der i marts lammede netversionerne af Aftonbladet, Expressen, Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet, Dagens Industri, Sydsvenskan og Helsingborgs Dagblad.
Topfoto: Berlingske.dk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her