Når fiktion kommer virkeligheden nærmest

af i Film/Kultur

FILM // CPH:DOX – For første gang kunne dette års CPH:DOX invitere fiktionsfilmen indenfor i programserien “Fiction for Real”. Det bød på et væld af spændende spillefilm med interessante, smukke, poetiske og grufulde detaljer, der tilsammen præsenterede publikum for nye perspektiver på virkeligheden, skriver Karen Hammer.

Så har CPH:DOX atter været over os med mere end 200 film fra hele verden.

Da jeg var bortrejst til kort før festen startede, blev det ret vanskeligt at få billetter til de mest berømte/omtalte film, så for mig gik der sport i at finde interessante film, som ingen andre havde sat sig på.

I programserien ”Fiction for Real”, hvor CPH:DOX for første gang inviterede fiktionsfilm indenfor, fandt jeg adskillige særdeles interessante film og et par bindegale som for eksempel den chilenske Nona. If They Soak Me, I’ll Burn Them, der fortæller om instruktøren Camila José Donosos mormor, der ser ud til at være en energisk, diskret og dygtig pyroman.

En anden var filmen Koko-di Koko-da, der er instrueret af den svenske instruktør Johannes Nyholm, som tidligere har gjort sig bemærket med Kæmpen; en film der i 2016 modtog en Guldbagge for bedste manuskript.

Koko-di Koko-da beretter om et ægtepar i krise efter datterens uforståelige død på ferie i Skagen. Parret slår deres telt op dybt inde i en svensk skov og overfaldes i meget virkelighedstro drømme af tre personer med glubske hunde.

Det er gysende uhyggeligt, hver gang psykopaten Peter Belli i hvid uniform klipper deres barduner over og ydmyger dem med slag med hans stav og bid fra hans bulldog.

Drømmene kører i et uendeligt loop, kun lidt forandret fra gang til gang; parret prøver at flygte, men de kan ikke slippe væk. Titlen stammer fra en gammel svensk metalspilledåse.

En dokumentarinstruktør tyr til fiktionen for at fortælle sin egen historie om misbrug

Der var ti film i serien ”Fiction for Real”, og jeg fik set fem.

Den mest interessante af disse spillefilm var dokumentarinstruktør Jennifer Fox’ The Tale fra 2018 med Laura Dern og 12-årige Isabelle Nélisse i hovedrollen.

Jennifer Fox havde flere prisvindende film bag sig, da hun pludselig i 2017 fandt det nødvendigt at fortælle om sit eget liv i en spillefilm.

Jennifer spillet af prægtige Laura Dern begynder at grave minderne frem fra dengang – en tid hun ser ud til helt at have fortrængt

Hun var 48 år og ugift, da hun modtog et telefonopkald fra sin mor, som hun ellers ikke havde det bedste forhold til. Moderen ville fortælle hende, at hun under oprydning i gamle papirer havde fundet en fortælling, som Jennifer havde skrevet som en skolestil, da hun var 13 år gammel.

Heri fortæller Jennifer begejstret om en lykkelig sommer hos nogle vidunderlige mennesker ude på landet, hvor hendes hest var opstaldet. Ridelæreren Mrs. G omtales som den smukkeste kvinde, Jennifer nogensinde har set og hendes nabo Bill, der er Jennifers løbetræner, er også helt vidunderlig.

Hendes mor finder beretningen mistænkelig og aner, at Jennifer er blevet sexuelt manipuleret. Jennifer spillet af prægtige Laura Dern begynder nu at grave minderne frem fra dengang – en tid hun ser ud til helt at have fortrængt.

Lidt efter lidt husker hun i små bidder det meget tætte forhold, som hun havde til den voksne Bill, der konstant fortalte hende, at hun var noget helt særligt, og at normale regler ikke gjaldt for dem, for de elskede jo hinanden.

I disse ret intime scener spilles Jennifer helt overbevisende af den unge Isabelle Nélisse. Filmen lader os lidt efter lidt få så mange oplysninger, at vi ikke kan være i tvivl om, at Bill, der var i 4o’erne, i den grad brød loven, samtidig med at han også havde et forhold til den fraskilte Mrs. G og andre.

Jennifer Fox har udtalt, at hvis det ikke havde været for #MeToo bevægelsen havde hun aldrig haft modet til at lave denne film, der selvfølgelig har vakt megen bestyrtelse

Jennifer magter selv at bryde med ham i slutningen af sommeren. Livet går videre, hun får en uddannelse og bliver filminstruktør og glemmer alt, måske fordi hun aldrig så sig selv som et offer, men bare betragtede det som sin første affære.

Fordi hendes mor, som aldrig blev tryg ved Bill, udspørger hende, kommer minderne tilbage, og Jennifer må nu kæmpe for at forstå og huske, hvad der egentlig skete dengang.

Instruktøren Jennifer Fox har udtalt, at hvis det ikke havde været for #MeToo bevægelsen havde hun aldrig haft modet til at lave denne film, der selvfølgelig har vakt megen bestyrtelse.

Vidnesbyrd fra Syrien

I “Fiction for Real” kunne man også se The Day I Lost My Shadow, instrueret af syriske Soudade Kaadan, der er uddannet som dokumentarinstruktør. Krigen i Syrien fik hende i gang med at lave spillefilm.

I filmen træffer vi farmaceuten Sana, der med sin lille søn bor midt i hovedstaden og ser byen falde sammen lige uden for vinduerne. Året er 2012, og krigen er lige begyndt.

The Day I Lost My Shadow modtog i 2018 prisen for bedste debutfilm på filmfestivalen i Venedig. Det er en yderst realistisk film med magiske indslag

Sana har endnu et arbejde, men hun har svært ved at få dagligdagen til at fungere, da der ofte er elektricitetsudfald, vandmangel og vanskeligheder med at lave mad; det er nærmest umuligt at skaffe gas. Hun har i årevis været alene med sin seksårige søn, da hendes mand, før drengen blev født, tog arbejde i udlandet.

Hun føler, at hun er en dårlig mor, når hun ikke kan lave varm mad til sønnen, og derfor begiver hun sig ud på en lang tur med venner på jagt efter gas.

Krigen og militær vejkontrol tvinger den lille gruppe ud i omegnens sumpede pilekrat. Mirakuløst lykkes det Sana at komme hjem, hvor hendes søn er rasende over, at hun har været væk i mere end et døgn.

Hun tænder for gassen og forbereder aftensmaden, da de sikkerhedsmænd, der længe har kontrolleret en af naboernes kommen og gåen, nu også krævende banker på hendes dør.

The Day I Lost My Shadow modtog i 2018 prisen for bedste debutfilm på filmfestivalen i Venedig. Det er en yderst realistisk film med magiske indslag; det ser ud til, at den manglende skygge forudser voldsomme problemer – måske død – i den nære fremtid.

Poetisk åndehul i en grusom historie

Endelig havde jeg fornøjelsen af en af de mest roste debutfilm i Cannes sidste år, nemlig The Load af den serbiske dokumentarist Ognjen Glavonic.

Instruktøren har tidligere lavet en stærk og rystende dokumentarfilm Depth Two om det samme emne: Den serbiske massakre på Kosovos muslimer i 1999.

I The Load møder vi lastbilchaufføren Vlada, der på grund af arbejdsløshed har været nødt til at tage et noget uspecificeret job. Han skal køre en lastbil med en ukendt last fra Kosovo til Beograd uden at stoppe, ændre rute eller tiltrække sig opmærksomhed undervejs.

Det er lettere sagt end gjort i et land, hvor en større del af broerne er sprængt, hvor der er vejspærringer med brændende biler og millitære kontroller, der stiller nærgående spørgsmål.

Vlada åbner lastrummet og viger tilbage for en voldsom stank, der er tæt på at få ham til at opgive. Med en hård vandstråle spuler han blod og snavs væk og finder et par rullende glasøjne…

Nedbrudte veje og brændende biler tvinger Vlada ud blandt folk for at spørge om vej, og en ung dreng udnytter hans fravær til at stjæle en gammel sølvlighter, som han engang fik af sin far.

Da Vlada endelig hen på natten kommer frem med lastbilen, er man vred over, at han er forsinket, og da han om morgenen får lastbilen tilbage, er det med en besked om at vaske den, inden han tager af sted igen.

Vlada åbner lastrummet og viger tilbage for en voldsom stank, der er tæt på at få ham til at opgive. Med en hård vandstråle spuler han blod og snavs væk og finder et par rullende glasøjne…

Hjemme igen fortæller Vlada i en rolig stund sin søn historien om lighteren, der nu desværre er mistet. Den fik hans far som belønning for heltemod under Anden Verdenskrig, hvor hans bror – Vladas onkel – forsvandt.

Efter krigen opsøgte Vladas far det sidste sted, han havde set sin bror. Der stod et valnøddetræ. Broren var vild med valnødder og gik altid med nogle i lommen, så overbevist om at have fundet sin brors lig, gravede Vladas far træet op. Og ganske rigtigt. Træet var udsprunget fra brorens lomme.

Efter filmen, hvor en diskussion mellem instruktøren og Carsten Jensen afslørede serbernes idé med at køre de myrdede muslimer ud af Kosovo og lægge dem i massegrave i Serbien, var det ikke denne grufulde historie, jeg huskede. Nej. Det var den poetiske fortælling om valnøddetræet.

Jeg takker hermed festivaldirektør Tine Fischer og hendes energiske stab for det enorme arbejde, de har lavet for at bringe et væld af spændende film med interessante, smukke, poetiske og grufulde oplysninger frem til os.

Og går i gang med at grave lidt ned i de politiske film, som det lykkedes mig at få at se.


Topillustration: Fra “The Tale” / CPH:DOX

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film

Er Netflix færdige?

POV BUSINESS // MEDIEMARKEDSANALYSE – Netflix har i årevis været en darling