Bevægelsens konsekvens

af

De belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardennes nye thriller Kvinde, Ukendt er genkendelig del af belgiernes æstetiske og moralske univers med bevægelse og krop som fundamentet for enhver politik. Mere et etisk drama fortalt gennem ansigter, kroppe og med kameraindstillinger end en egentlig spændingsfilm.

Da Kvinde, Ukendt havde verdenspremiere på sidste års Cannes-festival var der lidt snak om at de rutinerede og anerkendte Dardenne-brødre (som bl.a. har vundet to Guldpalmer for Rosetta (99) og Barnet (05)) prøvede kræfter med den for dem ukendte krimigenre. Hvilket er en lidt ærgerlig vinkel, for Kvinde, Ukendt er dårligere som krimi end som noget som helst andet.

Jenny, en ung læge – spillet af Adele Haenel, som vi herhjemme mest kender fra Kærlighed ved Første Slag, og som tidligere har vundet to Cæsar-filmpriser – efterforsker et dødsfald; en ung kvindelig immigrant, hvis lig er fundet ved en flodbred. Men efterforskningen i filmen drives frem af sammenfald og tilfældigheder, og mysteriet bliver aldrig medrivende. Til gengæld fungerer dramaet om skyld og ansvar, både for læger og for samfundet bredt set, fint.

De forjagede karakterer – med kameraet lige i hælene, ofte filmet fra skulderen og op, så nakken fylder det meste og med resten af verden i periferien af billedet – er et klassisk Dardenne-billede

Jean-Pierre og Luc Dardenne, der er belgiere, er blandt de meget få moderne instruktører, der har formået at etablere en karakteristisk, personlig visuel stil. Efter at have lavet tv-dokumentarer i mange år, og prøvet kræfter med et par forsøg på fiktionsfilm – der hovedsageligt ikke fungerede, fordi de ikke selv fik lov at bestemme over produktet – brød de i halvfemserne igennem med La Promesse og Rosetta.

Især Rosetta vakte opmærksomhed allerede fra første billede: Filmen starter, hvor en ung kvinde spurter afsted med kameraet lige i hælene. Hun er ung, hun er arbejdsløs, hun lever en usikker tilværelse, så hun har travlt. De forjagede karakterer – med kameraet lige i hælene, ofte filmet fra skulderen og op, så nakken fylder det meste og med resten af verden i periferien af billedet – er et klassisk Dardenne-billede, som siden er blevet kopieret verden over, for nylig meget effektivt af Laszlo Nemes i Sauls Søn.

Alderens bløde spænding

Broderparrets film fotograferes fortsat af deres trofaste kameramand Alain Marcoen og klippes stadig af Marie-Helene Dozo. Kvinde, Ukendt er et forbløffende konsistent visuelt værk. Brødrene har betegnet deres kameraføring ‘corps-caméra’, kropskamera; man fornemmer stærkt og organisk selve Marcoens krop og muskelstyrke i hans håndholdte kamerature. Denne gang, i Kvinde, Ukendt, mærker man også alder i en spænding, der er blødere end i de 15-20 år gamle film.

Hvis det eksplosive er mindsket, så kan man dog stadig fornemme fokus på krop og bevægelse i plot og tematik i Kvinde, Ukendt. Denne gang med et twist, for Jenny er brødrenes første hovedperson fra middelklassen. Og ikke overraskende har hun også langt mindre travlt end arbejderne og immigranterne i de gamle film. Ja, i begyndelsen af Kvinde, Ukendt introduceres Jenny med eget kontor og navneskilt på døren; her sidder hun i sin praksis som et monument, hvor hun understreger overfor sin unge assistent, at hun ikke modtager patienter efter lukketid. Jenny er fastligger i både tid og rum.

En ung rædselsslagen kvinde afvises ved døren, da konsultationen netop har lukket, og her tager dramaet afsæt, da kvinden findes død, og Jenny tvinges til at stille sig selv hårde, eksistentielle spørgsmål om, hvilket slags menneske hun vil være. Og er kameraet pludselig tilbage i hælene på brødrenes hovedperson, som det plejer: På Jennys vej gennem byen, til fods, i bil, i jagten på sandheden om den myrdede immigrant, som ingen ønsker at tale om.

Et filmværks betydning

Det er her, filmen har en stor værdi. Ikke som krimi, men som moralsk drama fortalt gennem ansigter, kroppe og med kameraindstillinger. Adele Haenel spiller rollen som Jenny glimrende, omend hun ikke helt er på højde med Marion Cotillard i To Dage, En Nat. Men hvem er også det? I biroller ses gengangere fra tidligere Dardenne-film som Jeremie Renier, der havde hovedroller i La Promesse og Barnet, og Olivier Gourmet, ditto i Sønnen. Det ses, det er skuespillere, der er 100% vant til at arbejde med instruktørerne, og som altid giver præcis det, filmen har brug for.

Dardenne-brødrene har med deres tre sidste film præcist formuleret, hvad deres filmværk betyder. Og det er i høj grad bevægelse og krop som fundamentet for enhver politik. Man må bevæge sig, fordi man er nødt til selv at gøre blot den mindste indsats, hvis man vil ændre verden.

Man kan dog ikke komme udenom, at der er en smule genbrug i plottet. Jenny føler sig forpligtet over for en død immigrant, ligesom unge Igor følte sig forpligtet af et løfte, han havde givet en døende immigrant i La Promesse. Det er rent moralsk lidt den samme pointe, og det er lidt mærkeligt, at de politisk indignerede brødre nu har baseret flere film på døde immigranter end på levende – og det var kun den mærkelige og ikke helt vellykkede Le Silence de Lorna, der havde en albansk kvinde i hovedrollen.

Kvinde, Ukendt er med andre ord ikke verdens mest overraskende film. Men den er bestemt værd at give en fem-seks timer af dit liv: Selve filmen er halvanden time lang, og så en times transport hver vej og et par timer til at fordøje og diskutere de mange pointer, der leveres så ganske filmisk. Dardenne-brødrene har med deres tre sidste film, Drengen med Cyklen, To Dage, En Nat og nu altså Kvinde, Ukendt, præcist formuleret, hvad deres filmværk betyder. Og det er i høj grad bevægelse og krop som fundamentet for enhver politik. Man må bevæge sig, fordi man er nødt til selv at gøre blot den mindste indsats, hvis man vil ændre verden.

Således slutter alle tre film også med en bevægelse på ganske herlig vis. Jeg skal ikke afsløre dem her, da mindst af alt i Kvinde, Ukendt, men det er en af de bedste afslutninger, brødrene endnu har skabt. Et fint punktum på et glimrende drama.

Premiere: 08.06.2017
Originaltitel: La fille inconnu
Genre: Drama
Spilletid: 1 time 53 minutter
Copyright: Camera film

Hovedillustration: Camera Film.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top