mm

Anna Thygesen

Anna Thygesen er fra Aarhus og født i 1965. Anna bruger al sin tid på kommunikationsrådgivning og hun har over 19 års erfaring med ledelse, strategisk kommunikation, PR, salg og markedsføring. Hun har siddet på begge sider af skrivebordet, ligesom hun både har været chef for 500 og for sig selv. Hun har arbejdet og boet i Mellemøsten, Afrika, Europa og USA. I de sidste 14 år har hun boet i København. Anna ved rigtig meget om den kvindelige del af målgrupper, deres værdikultur og købsadfærd. Og det er nyder mange virksomheder godt af. Hun ved selvfølgelig også meget om den mandlige del af målgrupper. De er bare ikke så komplicerede som kvinder.
Anna hjælper virksomheder, når det brænder på. Når shitstormene raser, når direktørerne dummer sig, når salget svigter og køberne opfører sig træls, ja når omverdenen i det hele taget ikke opfører sig, som man troede den ville.
Anna har en udpræget næse for god – og dårlig kommunikation. Derfor arbejder hun altid sammen med virksomheder og brands, der kan tåle at høre sandheden. Anna vil ud over stepperne, hun kalder en spade for en spade og hun kan ikke stå for virksomheder, der hellere vil indtage udfordrerrollen end krybe langs panelerne.
Anna mener selv at hun har været med til at gøre Amager trendy og er en passioneret hockeymom, der bruger det meste af vinteren på at fryse rumpetten af i iskolde hockeyhaller i Danmark og Sverige.
Derudover har Anna skrevet et par bestsellers og optræder jævnligt som debattør og meningsdanner på TV og i radioen - Anna er fast peneldeltager i kultprogrammet Det Vi Taler Om på Radio24syv.

Se alle skribentens artikler

Barselsmyter og moderkærlighed

Der stod en artikel i Berlingske forleden. I den fortalte en ung advokat, der lige var blevet mor for første gang, hvorfor hun havde fravalgt barselsorlov, men alligevel mente, at hendes barn havde det fint og at hun var en god mor. Så eksploderede de sociale medier i forargelse. Hvilket til gengæld fik Anna Thygesen op i det røde felt. For hvorfor skal vi slå kvinder i hovedet med regler og formaninger om det gode moderskab?

Teksten stod og råbte ad mig på min skærm. Den kontroversielle artikel i Berlingske Business forleden, som handlede om en ung kvinde, der helt frivilligt og med glæde valgte at droppe barslen, efter hun fødte sit første barn. Fordi hun elskede sit arbejde og ikke hverken kunne eller ville holde sig væk.

Jeg besluttede mig til at ignorere den. For jeg er ikke selv på barsel, ej heller skal jeg have flere børn og – endnu vigtigere – så har jeg pt. rygende travlt med at starte en ny virksomhed op. Men så skete det, der ofte sker med den slags debatter: nettet gik amok og de rødglødende Facebook-kommentarer og tråde, hvor artiklens hovedperson, advokaten Eva Persson i den grad fik på puklen for at fortsætte med sit job under barslen, gjorde det umuligt for mig at tie stille.

Alene overskriften Advokat droppede barselsorlov: ”Jeg brænder for mit arbejde og tjener mange penge” var i sig selv nok til at få mange kvinder (og en del mænd) op i det røde felt. For i Danmark er det hverken velset eller beundringsværdigt at gå op i materielle goder (heller ikke selv om det jo ikke kræver mere end fem minutter på sociale medier, før at det står lysende klart med alle de ferier, lækre middage og hyggelige billeder fra fester og fødselsdage, at det jo er løgn, at penge og status intet betyder).

Nuvel – det er endnu værre, når det handler om at prioritere arbejdet over baby. Som det skete her. For artiklens hovedperson advokaten Eva Persson gik all in og fik med sine kontante udmeldinger Facebook til at gløde af forargelse. Citater som: ”jeg skrev den sidste e-mail kl. 3 om natten inden fødslen blev sat i gang næste morgen kl. 8” eller ”Jeg holdt en uges ferie efter kejsersnittet, men jeg har aldrig haft auto-svar på min e-mail om, at jeg holdt orlov. Ingen af ­mine klienter vidste, at jeg var gravid, eller at jeg skulle være væk.” fik mange til at tænde helt af og nettet flød over med kritik, følelsesladede ytringer og personlige angreb på Eva Persson.

Og som sagt. Det kan jeg ikke holde mig fra at mene noget om. For det provokerer mig helt vildt, at kvinders barsel så åbenlyst er blevet til det vildeste mor-martyrium, hvor kvinder (og mænd) slår andre kvinder i hovedet med formaninger om, hvordan man er en god mor.

Barsel på min helt egen måde

Jeg orker det ikke. Kan det virkelig passe at ”vi” har besluttet at den eneste og dermed bedste måde at være mor for sit nyfødte barn på, er at holde ca. 12 måneders barsel, hvor mor helliger sig sit barn 100 procent og i hvert tilfælde ikke arbejder?

Nej vel? Jeg tror godt vi kan rumme at kvinder er forskellige og vælger at holde barsel på mange måder. Da jeg fik Vilhelm, der nu er 13 år gammel, var jeg, som Eva Persson, også selvstændig, og jeg havde ingen til at passe min forretning og mine kunder, mens jeg sad med Vilhelm på skødet i et hus på Amager. Jeg havde hverken råd, tid eller lyst til at lukke biksen og hellige mig mit barn på fuld tid.

Jeg har aldrig et sekund følt, at jeg var en dårligere mor end dem på barsel, jeg overvejede aldrig om Vilhelm blev understimuleret, fordi jeg ikke var på café latte tour med Emmaljungaen og barselsgruppen på Østerbrogade

Så jeg valgte at holde barsel på min helt egen måde. Jeg holdt lav profil i tre måneder, hvor jeg var under radaren, svarede på mails og henviste nye kunder til kollegaer eller bad dem om at have tålmodighed. Bill, min kæreste, der også er selvstændig – lige som Eva Perssons mand også er det – var der så meget, han kunne og så hyrede jeg den første au pair pige, Sonia, som i starten passede Vilhelm et par timer om formiddagen og tog ham ind imellem, når jeg havde kunder eller arbejdede på kontoret hjemme i huset. Senere blev det lidt flere timer og det gik helt fantastisk, alle var glade og hun holdt skansen sammen med mig selv og Bill helt frem til han kom i vuggestue, 17 måneder, der var nemlig ikke plads før (tak til Amagers legestuer i kirkerne og hvor vi ellers kunne støve dem op)

Jeg har aldrig et sekund følt, at jeg var en dårligere mor end dem på barsel, jeg overvejede aldrig om Vilhelm blev understimuleret, fordi jeg ikke var på café latte tour med Emmaljungaen og barselsgruppen på Østerbrogade. Eller om det mon kunne rubriceres som omsorgssvigt, at han aldrig kom til mor-barn rytmik men i stedet blev passet af sin far og verdens sødeste au pair pige eller lå nogle timer og sov i en lift under skrivebordet på kontoret.

Far kan også – uden at være tøffelhelt

Men jeg hørte jo godt de forargede bemærkninger i sociale sammenhænge, når jeg fortalte, at jeg arbejdede nogle timer om dagen og vi havde en au pair i huset til at passe Vilhelm, da Bill jo ligesom også havde en virksomhed at passe. Hvordan kunne jeg overhovedet tænke på at give mit lille barn fra mig og overlade ham til en udenlandsk kvinde? Som vi sikkert også udnyttede og underbetalte groft – det lå ligesom i hele konceptet kunne man forstå.

Af og til skiftede jeg som en anden under cover feminist taktik og lod forstå at det faktisk var Bill, der tog hjem fra arbejde og tog sig af Vilhelm mens jeg var ude til møder. Det vakte heller ikke rigtig jubel – i hvert fald ikke blandt flere af mine mandlige kolleger, der med lettere hævede øjenbryn og små smil udvekslede medlidende blikke med hinanden … åh nej, hvilken egoistisk kvinde, manden må i den grad være under tøflen, når hun sådan kan koste rundt med ham”.

Det var pest eller kolera – eller som det som rammende hedder på engelsk, damned if you do, damned if you don’t.  Havde jeg da bare haft en mor i nærheden, så havde jeg nemlig haft den perfekte børnepasser. Bedstemødre vækker af grunde, der må være kulturhistoriske, hverken forargelse eller bekymring, et menneske af eget kød og blod kan man roligt lade sine børn passe af. Uanset hvor upædagogisk eller mærkelig hun end måtte vær (og jo – de findes da, også blandt mormødre, lige som de gør i alle andre grupper uanset køn eller familierelation). Derfor er det da egentlig også en skam, at de der bedstemødre har så travlt med at rejse, spille golf og synge i kor nu om dage. Men ak, sådan en havde jeg ikke en gang.

Moderkærlighed nu og før i tiden

Men i betragtning af, hvor tungt forestillingen hviler over os om, hvad der konstituerer den “Gode Mor” og det i øvrigt hermed snævert forbundne begreb om det “Lykkelige Liv” er det interessant, at konceptet om den lange barselsorlov, og idealet om, at man skal bruge rigtig meget tid sammen med sine børn, faktisk er af nyere dato.

For nok har der i ganske lang tid har været megen idealisering af begrebet om moderkærlighed – ’O har du en moder da skøn derpå’ skrev Kaalund f.eks. i sine fabler allerede i 1845. Men hvor den gode mor i sidste og forrige århundrede nok var en, der forsynede sine børn med kærlighed, så er det historisk helt nyt med al den tid, en mor nu potentielt har til sine børns rådighed. I 1950’erne og 60’erne stod der måske nok i middelklassen en mor klar med eftermiddagsboller (i arbejderklassen gjorde der kun sjældnere). Men resten af dagen forventedes det sandelig, at også små børn passede sig selv meget af tiden, løb ud og legede og ikke viste sig før aftensmaden.

Kan vi ikke bare være enige om at, hvis man som kvinde er nogenlunde normalt begavet og velfungerende, så kan man sagtens selv finde ud af holde barsel og i det hele taget at være mor, på en måde, der er bedst for barnet, en selv og resten af familien?

Selve kernefamiliebegrebet er også forholdsvis nyt; for 250 år siden fandtes det slet ikke. De rige passede ikke selv deres poder, det overlod de til ammer, barnepiger og tjenestefolk og de fattige havde ikke tid til at koncentrere sig om deres afkom. Så snart moderen havde født barnet, måtte hun give det fra sig det meste af dagen og arbejde for føden. Og børn var i øvrigt ikke børn særlig længe blandt fattigfolk, omkring konfirmationsalderen kom de ud på arbejdsmarkedet. Det giver derfor også sig selv, at det dengang heller ikke var sådan, at mor var den eneste, der duede og den barnet skal være helt tæt på i 12 måneder.

Retten til selv at bestemme

Nuvel – ingen ønsker sig tilbage til dengang. Barselsorlov er en velerhvervet og fortjent rettighed, langt de fleste har. Og det er godt. Men hvem har vedtaget, at alle kvinder bare har at skulle benytte sig af den for at få den usynlige men særdeles reelt eksisterende medalje ”God og Rigtig Mor”? Hvor blev retten til at organisere sig anderledes af? Hvem siger, at der ikke er rigtig mange gode måder at være forældre på. Der i øvrigt inkluderer andre end moderen, nemlig den anden forælder, typisk en far.

Med andre ord: Kan vi ikke bare være enige om at, hvis man som kvinde er nogenlunde normalt begavet og velfungerende, så kan man sagtens selv finde ud af holde barsel og i det hele taget at være mor, på en måde, der er bedst for barnet, en selv og resten af familien?

Og forhåbentlig mener kritikerne ikke seriøst, at Eva Persson ikke elsker sit barn, at hun er ligeglad med det eller bare har fået et barn ”for sjov” – selv om man godt kunne få den mistanke efter at have set online-reaktionen på artiklen.

Og i øvrigt – hvis det at være sammen med sit barn så meget og så længe som muligt i sig selv er en garanti for et velfungerende og harmonisk barn, så skulle det vel egentligt være lykken at være uden for arbejdsmarkedet i længere tid. Så er vi da sikre på at kvinder uden et arbejde har det perfekte liv med de sundeste og gladeste børn til følge.

Nej, vel?

I stedet foreslår jeg, at vi besinder os. Og bliver enige om, at det er i orden at nogle kvinder gerne vil arbejde i et eller andet omfang under deres barsel eller ligefrem brænder for deres arbejde. Og i samme ombæring lige får slået fast, at det ikke nødvendigvis betyder, at de er dårlige mødre og ikke elsker deres børn.

Godt! Så taler vi ikke mere om den sag.

Topfoto: Mor og barn, Creative Commons, Wikimedia Commons – Source: Danielle & Lilliyan Flickr, author: Robert Whitehead.

Kategorier