
SORG // KLUMME – Louise Winthers gamle ven Michael var dødssyg af kræft og endte sine dage på hospice, fordi hun fandt modet til at spørge ham om, hvor han gerne ville dø. På hospicet vågede Louise og tre andre af hans venner på skift over ham, til han døde en formiddag på hendes vagt. Det blev et øjeblik, som har fået stor betydning for hende. Ikke mindst fordi hun blev mere fortrolig med døden.
Min ven gennem mange år, Michael (65), havde lidt af uhelbredelig kræft i fem år, og nu kunne lægerne ikke gøre mere for ham. Michael havde ingen familie, og han havde svært ved at tale om sin snarlige død.
Nok fordi jeg har været leder af en sorggruppe og frivillig på et hospice, har jeg lært at turde tale åbent om døden, og efter et par samtaler sagde Michael ja til at tilbringe sin sidste tid på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg.
At våge over Michael var noget af det mest meningsfulde, jeg har gjort i mange år, og jeg oplever, at jeg fik meget mere, end jeg gav
I starten af marts blev han indlagt, og allerede dagen efter gled han ind i en bevidsthedssvækket tilstand. Vi var fire af hans venner, deriblandt mig, som besluttede os for på skift at våge over ham dag og nat.
At opdage at jeg var i stand til at være i dødens venteværelse sammen med Michael og til at rumme hans lidelse uden at blive skræmt fra vid og sans, var berigende og fik mig til at vokse som menneske. Forleden sagde vores datter: “Mor, du minder mig om Maude Varnæs. Du bekymrer dig om småting – men når det virkelig gælder, så kan man regne med dig.” Det blev jeg selvfølgelig både stolt og rørt over at høre.
Døden – et intimt øjeblik
Michael døde stille og roligt en onsdag formiddag i marts, mens jeg vågede over ham. Det var selvfølgelig et meget intenst, intimt og ikke mindst bevægende øjeblik. Ja, jeg vil gå så vidt som til at kalde det for en dyrebar gave.
At våge over Michael var noget af det mest meningsfulde, jeg har gjort i mange år, og jeg oplever, at jeg fik meget mere, end jeg gav: Da min ven døde, blev jeg ven med døden. Ja, det er sådan, det er. Jeg er Michael dybt taknemmelig for, at jeg fik lov til at være sammen med ham i netop dødsøjeblikket.

Vi skal turde tale om dødens komme
Midt i sorgen over at have mistet min ven er jeg glad for, at jeg fik spurgt ham om, hvor han ønskede at dø. Hvis ikke jeg havde haft det mod, var han måske faldet om derhjemme, alene, ensom og angst. På hospicet fik han den nødvendige pleje og smertelindring. Åh hvor jeg håber, at flere vil turde tale med mig om, hvordan jeg gerne vil herfra, når det engang bliver min tur til at ligge for døden.
At overvære Michaels død gjorde det klart for mig, hvordan jeg ønsker, at mit eget liv en dag skal ende: Med tid til at sige farvel. Og mens jeg er ved bevidsthed. Nuvel, ingen ved, hvad der sker, men håbet har man jo lov at have.
Dødsfald minder om fødsel
Da jeg for 11 år siden startede som hospicefrivillig, var jeg føl hos en erfaren frivillig, en pensioneret jordemoder. “Et dødsfald minder meget om en fødsel,” sagde hun, men det forstod jeg overhovedet ikke. Og slet ikke, da min far (73) brat døde af en blodprop seks uger senere.
Men efter at have overværet Michaels død tror jeg, at jeg endelig forstår; der er noget stort, bevægende og svært fatteligt over begge dele.
I den uge, hvor jeg vågede over Michael, skrev jeg et afskedsdigt til ham. Han var ikke-troende, og en sætning fra et digt af Morten Søndergaard blev ved med at dukke op i mit hoved: “Du skal ned i jorden til kartoflerne.”
Michael var meget glad for naturen og for at gå på svampejagt. Jeg vidste præcis, hvad mit digt, der pudsigt nok insisterede på at rime, skulle ende med: at Michael blev en del af naturens kredsløb. Digtet fik titlen Skovens guld, og jeg læste den højt for ham to gange: På hospicet, da han lå død i sin seng. Og siden ved hans bisættelse fra Mariebjerg Kapel. Digtet lyder sådan:
Skovens guld
Du gransker den mosfyldte skovbund
og samler hver skat på din vej
med kniven og kurven og blikket
du plukker et måltid til dig
Alene i trækroners skygge
du vandrer helst uden kompas
en fri fugl som ikke kan leve
i en voliere af glas
Du frydes dybt ind i dit hjerte
hver gang der er bid i den bund
og glæder dig altid til smagen
af rødvin og skovturens fund
En skælhat, en morkel, en skørhat
og tilmed en vårmusseron
du rister på sydende pande
i røg fra en smøg i din mund
Med hvidløg og havsalt og lurpak
og vistnok en smule magi
fremtryller du himmelske smage
af selveste livets Fordi
Du ser fra dit vindue de flokke
af fugle som flyver af sted
de flygter fra vinterens mørke
som snigende gør dig fortræd
I tysthedens rum på et leje
der hviler du mager og mat
så kold, kantarelgul og hudstram
med ét kom din evighedsnat
Vi mindes og synger og sørger
så øjnene løber i vand
snart får du et nyt hjem på kloden:
i jorden, i svampenes land

“Dødens dønninger”
Når jeg overvældes af tilværelsens store begivenheder, har jeg typisk brug for at skrive om det, og at overvære Michaels død blev ingen undtagelse. Så i tiden efter skrev jeg på livet løs.
Alle de digte, der udsprang af Michaels død, kan man finde i digtsamlingen Dødens dønninger, der netop er udkommet. Bogtitlen er inspireret af havets dønninger, som er bølger, der eksisterer længe efter, at en vind har lagt sig, eller at et stort fartøj er sejlet forbi, og som kan bevæge sig op til flere tusind kilometer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.