Båltale: HEX THE HOAX – Forheks blændværket

af

Ethvert menneske er, blandt utallige fødselsgaver, begavet med et enestående instrument, som er fremragende til at udforske og afdække verdens mysterier. Og hvad er så dette instrument? Svaret er lige så simpelt som genialt. Instrumentet er os selv. Vi mennesker er vort eget instrument. Og denne fødselsgave er ikke at kimse af. Digtere, opfindere, seere og profeter har til alle tider fløjet mellem verdens linjer på dette mageløse kosteskaft. Det gør vi stadig. Og det står enhver frit for at flyve med.

Altså, kære læser. Kort fortalt. Jeg lever, som en del kolleger udi ord- og åndsvidenskab, i et magisk univers. Det tilfældige, betydningsløse sammentræf findes ikke her. Alting er ladet med betydning. Med mening. Med vigtig indsigt lurende lige under overfladen. Alt sammen leveret fragt- og portofrit til adressen, som befinder sig permanent foran næsens tip.

Mens jeg gik i skoven, genopdagede jeg noget, jeg før har bidt mærke i, men som først i dette øjeblik gik ordentligt op for mig: I det øjeblik jeg tænker på politik eller på noget som er forbundet med det politiske rum, kan jeg med det samme mærke, hvordan reaktive tanke- og følelsesmønstre erobrer min bevidsthed som flodbølger af negativitet, fjendskab, fordømmelse og dyb fremmedgørelse skyller over mig.

Som menneske er opgaven er opfatte det. At finde, fornemme, fatte og forstå den besked, som universet belejligt har placeret for vore fødder, lige foran os, i perfekt øjenhøjde, oftest, og som alle træerne i skoven, gemt i det åbne lige foran vort bliks konstante afsøgen.

For nyligt gik jeg en skovtur efter en længere skrivesession. Det gør jeg tit. Også når skovens træer er høje huse af sten, stål og glas. Mens jeg gik i skoven, genopdagede jeg noget, jeg før har bidt mærke i, men som først i dette øjeblik gik ordentligt op for mig: I det øjeblik jeg tænker på politik eller på noget som er forbundet med det politiske rum, kan jeg med det samme mærke, hvordan reaktive tanke- og følelsesmønstre erobrer min bevidsthed som flodbølger af negativitet, fjendskab, fordømmelse og dyb fremmedgørelse skyller over mig.

Med vrede, raseri og had til både selv- og alverden lige i kølvandet, erobrer denne tsunami af mentale og emotive slagger mit indre parlament og underlægger med det samme begge kamre i sindets kongres, disse destruktive dæmoners vilje.

Idet jeg observerer denne, min øjeblikkelige bevidsthedsmæssige nedstigning i det reaktive mønsters underverden, er der er forhold, som pludselig står krystalklart for mig:

Politik og det politiske, som det traditionelt praktiseres og forstås, har udlevet sin relevans som brugbart instrument. Det er totalt ubrugeligt. Det er overflødigt. Redundant. Og ikke bare har det udlevet sin anvendelighed. Det er dødsens farligt, og alligevel indeholder det politiske i sin essens nøglen til løsningen. En tredje vej.

Den eneste løsning, tror jeg, på såvel et individuelt som på et kollektivt plan, er fuldstændig at undsige sig det politiske som reaktiv entitet, og i stedet omfavne det levede liv og en skabelsens politik. En fantasiens politik. Visionens og transcendensens politik. Den politik, som rydder nyt erkendelsesmæssigt land og skaber mulighed for nye livsmønstre.

Alt, som bærer mindelse eller familielighed med det traditionelt politiske og dets indbyggede polarisering af verden, må undsiges. Og ikke alene må det undsiges. Vi bliver nødt til at uddrive det fra vores personlige og menneskelige rum. Den politiske heks må på bålet og futtes af, simpelthen.

Den politiskes retoriks skadelige krigs- og maskinmetaforik må erstattes af genklangens, ligevægtens og harmoniens metaforik. Den hellige geometris metaforik, den åndelige alkymis store arbejdes metaforik. Fællesskabets metaforik. Livets blomsts metaforik.

Vi bliver nødt til at vende dæmonen ryggen, ikke for at visne i mangel på engagement, men for at kunne vandre væk blomstrende, leende, legende og drømmende. Befriet for det konstante reaktive mønster, som æder vores livsenergi og legesyge og spytter apati og afmagt ud i den anden ende.

Det er tilsyneladende ironisk, at mens samtiden skriger på politisk engagement, er det bedste og eneste levedygtige, bæredygtige, og dynamiske politiske ståsted at transcendere det ‘gammel-politiskes’ indbyggede polariserende og reaktive – og i stedet omfavne en apolitisk handlingsorienteret kurs.

Vi bliver nødt til at vende dæmonen ryggen, ikke for at visne i mangel på engagement, men for at kunne vandre væk blomstrende, leende, legende og drømmende. Befriet for det konstante reaktive mønster, som æder vores livsenergi og legesyge og spytter apati og afmagt ud i den anden ende.

Når vi afskærer det politiske, må vi samtidigt afskære alt som er forbundet med det. Alle de gamle måder. Forbrugerismen, markedet, kapitalismen, den protestantiske etik … Listen fortsætter.

Heldigvis er der en vej. Hex the Hoax. Forheks blændværket. En passende lejlighed til at synge den nye orden ind kunne være i aften, hvor vi fejrer sommeren, solhvervet og livets lange lyse dag.

De fleste af de gamle måder er forbundet og næret af de samme reaktive dynamikker: Dukkeførerne agerer, og fårefolket reagerer.

Den eneste måde, vi kan ændre disse hyperskadelige forhold på, er at blive til hånden, som fodrer os. Vi må generobre vore hænder, vore hjerter, vore sjæle og vores sind. Og det gør vi ved at vende det politiske ryggen. Grin højt, glem alt om vederstyggeligheden og gå så videre ad skabelsens sti, ind i drømmeland.

Sådan tænkte jeg, mens jeg gik gennem det grønne. Skove er ikke for sarte sjæle. Det er det politiskes reaktive tankespind heller ikke. Heldigvis er der en vej. Hex the Hoax. Forheks blændværket.

En passende lejlighed til at synge den nye orden ind kunne være i aften, hvor vi fejrer sommeren, solhvervet og livets lange lyse dag.

Hovedillustration: CreativeCommons.

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.
Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Seneste indlæg fra

Gå til Top