Steffen Groth: Assimilation, dit navn er ensretning

af

KOMMENTAR. Der går et spøgelse igennem Danmark – assimilationens spøgelse. Det løfter sig fra spalterne i Jyllands-Posten, stryger langs gulvet i Politikens redaktionslokaler, breder sin skygge ud over Kristeligt Dagblads knitrende sider, hjemsøger lederpladsen i Weekendavisen, materialiserer sig i Debatten på DR2 og siver videre fra medierne umærkeligt ind i stuerne og dybt ned i den folkelige bevidsthed. Men, advarer Steffen Groth i denne kommentar, når kampråbet om assimilation gjalder, bliver det i virkeligheden et signal til grøftegravning, skærpede modsætninger, fremhævede forskelle og accentuerede fjendebilleder.

Det var professor emeritus Uffe Østergaard som intonerede den nye diskussion om assimilation. Den 12. september slog han i Jyllands-Posten til lyd for et paradigmeskift i udlændingedebatten. Vi burde gå fra at tale om integration af indvandrere til at tale om assimilation, mente han:

”De [indvandrerne] skal gå ind for vores samfund, og de skal assimilere sig, ellers kan vi ikke opretholde sammenhængskraften. Vi skal turde tale om, at vi kræver assimilation… Danmark er en homogen nationalstat, og her er assimilation af indvandrere en nødvendighed”, lød det.

Østergaard lød som tranformeret: fra kosmopolit med smag for multikultur til nationalkonservativ historiker med hang til homogenitet. Forskydningerne i hans forestillingsverden var mærkbare

Sammenhængskraft, homogenitet og nødvendig assimilation. Østergaard lød som tranformeret: fra kosmopolit med smag for multikultur til nationalkonservativ historiker med hang til homogenitet. Forskydningerne i hans forestillingsverden var mærkbare.

Fra de nationalkonservative frontfigurer Kasper Støvring og Eva Selsing var der applaus iblandet ærgrelse over omslagets sene tidspunkt. Selsing konstaterede bittersødt, at ”vi vel bare [skal] være taknemmelige for, at nogle forskere når at slippe ud af det akademiske tankefængsel i tide til at lave reelt oplysningsarbejde.” Og Kasper Støvring, der for syv år siden skrev en bog, netop betitlet ”Sammenhængskraft”, var på linje med Selsing:

”Den gode Uffe Østergaard – der nu i sit otium er begyndt at sige alt det, han burde have sagt, da han var en indflydelsesrig professor – er også begyndt at tale positivt om assimilation og om homogenitet. Indvandrere skal blive “lutheranere”, gengav Støvring, og tilføjede sin egen prægnante metafor for assimilationstanken:

”Indvandrere skal… være som os, helt ind til knoglerne.

Assimilation anno 2017

Går man til Den Store Danske har professor i antropologi Kirsten Hastrup givet en autoritativ definition af begrebet assimilation:

”Assimilation [er] den proces, hvorved en kultur gradvis inkorporeres i en anden, således at kulturforskellen ophæves… [det] resulterer i den dominerende kulturs totale omslutning af minoriteten, hvis særpræg derved forsvinder”.

Det er langt fra kun nationalkonservative stemmer, der bifalder Østergaards ord. Et bredt spektrum af politikere, meningsdannere og redaktører istemmer Østergaards assimilationssang

I 2011, da Søren Pind og Bertel Haarder forsøgte at indføre begrebet i debatten, udløste det et mindre ramaskrig. Kritikken var massiv. Jorden var endnu ikke gødet for begrebets vækst i offentligheden. Men nu i 2017, da afsenderen er Uffe Østergaard, er reaktionen helt anderledes imødekommende.

Det er langt fra kun nationalkonservative stemmer, der bifalder Østergaards ord. Et bredt spektrum af politikere, meningsdannere og redaktører istemmer Østergaards assimilationssang. Blandt politikerne har så forskellige stemmer som Mattias Tesfaye (S), Laura Lindahl (LA), Naser Khader (K), Inger Støjberg (V) og Martin Henriksen (DF), bakket op om Østergaards perspektivskift.

Laura Lindahl, Liberal Alliances integrationsordfører, leverer en karakteristisk argumentation, der optegner det politiske mulighedsrum som et valg mellem to diametrale modsætninger:

”Vi må insistere på assimilation, af den simple årsag, at det segregerede samfund fører til øget kriminalitet, etnisk vold og terror …Valget står derfor mellem at insistere på assimilation eller det splittede samfunds vold og terror”

Man får lyst til stilfærdigt at pege på udlændingepolitikkens tredje vej – integration – når man hører Lindahls forsimplede modsætningspar. Placerer man komplicerede samfundsprocesser i så skarpt definerede kasser, som Lindahl gør, risikerer man at skære sig på dem, ligesom ens retorik let får et lidt totalitært skær – og det er næppe liberalisten Lindahls hensigt.

For DF’s integrationsordfører, Martin Henriksen, ligger assimilationstanken fuldstændig i forlængelse af den debat om danskhed, som DF længe har forsøgt at rejse. Det var den debat, der nåede et foreløbigt lavpunkt, da selvsamme Henriksen i 2016 i Debatten på DR2 såede tvivl om danskheden hos Jens Phillip Yazdani, en ung elevrådsformand, der i dag er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Det totalitære vil ikke vende tilbage med støvletramp og skrårem. Det vil antage nye former. Det vil pible frem gennem sprækkerne i vores demokrati. Det vil sive ind i sproget – det politiske sprog. Det vil flyde gennem medierne og ud i folkehavet

Naser Khader er på linje med Martin Henriksen og lægger vægt på, at indvandrere skal leve op til et særligt danskhedsideal, som blandet andet indebærer, at man er: ”loyal over for det danske samfund, den danske historie, og de danske demokratiske værdier” (Khader).

Konturerne af en god patriotisk borger med det rette sindelag, var dermed skitseret.

Assimilationens paradoks

Fortalerne for assimilation ønsker fællesskab frem for fragmentering. De betoner en række efterstræbelsesværdige værdier, og de er tilsyneladende besjælet af gode intentioner.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Men det paradoksale ved assimilationskravet er, at det i mine øjne har den stik modsatte effekt af den intenderede. Når kampråbet ”vi må insistere på assimilation” gjalder, bliver det i virkeligheden et signal til grøftegravning, skærpede modsætninger, fremhævede forskelle og accentuerede fjendebilleder. Kulturkrigerne kravler ned i deres skyttegrave og skyder blindt på alt, der tager sig anderledes ud, har en anden tro, et andet navn eller en anden baggrund.

Et eksempel fra kamppladsen:

Natasha Al-Ahiri er en dansk jurist og feminist, der blandt andet kæmper for kvindefrigørelse i muslimske miljøer. Hun taler et formfuldendt dansk, er engageret i samfundsdebatten og investerer betydelig energi i integrationsarbejde. Hun er et mønstereksempel på en velintegreret kvinde med indvandrerbaggrund.

Men hun er ikke assimileret. Hun er muslim og bærer tørklæde. Det fik Martin Henriksen, en af kulturkampens frontsoldater, til at rette en kritisk salve mod hende i Debatten på DR2 14. september. Henriksens opsang:

”Dem der er her, de skal selvfølgelig assimileres. Dybest set skal de blive ligesom os andre… Det betyder jo, at man tager kulturen, man tager demokratiet, man tager traditionerne, man tager højtiderne, man tager humoren til sig”. Natasja svarer: ”Jeg kan tjekke det hele af”. Hvortil Martin Henriksen replicerer: ”Jamen, det er da dejligt, så er vi godt på vej. Men du skal lige tage den, du har på hovedet af, før vi er helt hjemme… ” Du skal være som os – helt ind til knoglerne”.

Og pludselig mærker man, at noget har rykket sig i en selv. At en metafor har sat sig fast som en mistanke. At en frygt for det fremmede har slået rod. At en dehumanisering af muslimer ikke længere er fjern

Assimilationens paradoks bliver tydeligst hos dem, der insisterer allerstærkest på en national enhedskultur; en Lars Hedegaard, en Søren Krarup, en Eva Selsing, en Mikael Jalving. I deres tænkning fremstår de fremmede som en fjendtlig invasionsmagt, og dem der fraterniserer med de fremmede er i deres øjne forrædere. Deres nostalgiske længsel efter den nationale homogenitet betyder, at de begræder alt det heterogene – og enhver forskel kan fodre deres fjendebilleder.

Assimilationens absurde overdrev

I den forgangne uge blev det demonstreret, hvor langt assimilationsparadigmet kan drives ud på det absurde overdrev. Det kom frem, at Martin Henriksen, Naser Khader og Marcus Knuth var draget i kamp mod en statsstøtte på 680.000 kr., der var blevet tildelt Exitcirklen, et projekt der hjælper ”piger og kvinder der er udsat for psykisk vold, social kontrol og religiøs social kontrol”.

De tre integrationsordførere ville have frataget Exitcirklen støtten. De havde strikket et miskmask af løse påstande, mistanker, citatstumper og slet skjult islamfrygt sammen om de to hovedpersoner bag projektet, Sherin Khankan og Khaterah Parwani, og havde rundsendt det til de øvrige partier.

Hvordan kunne to så velintegrerede foregangskvinder, blive udsat for journalistisk forhør og politisk overgreb? En mulig vinkel er at tolke det som assimilationsparadigmet, der er kørt absurd

Integrationsordførerne anklagede blandt andet de to progressive ildsjæle for at forsvare sharialovgivning og straf med piskeslag, for at have en ”nedladende holdning til samfundet” og for at være associeret med Hizb ut-Tahrir. Radio24Syv sekunderede de tre folketingsmedlemmer i deres korstog. Journalisterne holdt velvilligt mikrofonerne for ordførerne, hvorefter de i studiet leverede revolverjournalstik over for Khaterah Parwani, hvis berettigede harme steg i takt med spørgsmålenes tiltagende absurditet.

Parwani og Khankan tilbageviste de grundløse anklager punkt for punkt. De tager ubetinget afstand fra barbariske straffe og sharialovgivning, og Parwani har for længst offentligt bearbejdet og distanceret sig fra sin kortvarige ungdomsflirt med Hizb ut-Tahrir.

Men hvorfor blev de ofre for denne helt urimelige mistænkeliggørelse? Hvordan kunne to så velintegrerede foregangskvinder, blive udsat for journalistisk forhør og politisk overgreb? En mulig vinkel er at tolke det som assimilationsparadigmet, der er kørt absurd. Hvis der spores en afvigelse fra normen, et navn, en tro, en anden baggrund, kan det gøres til genstand for mistanke – og ikke mindst eksponeres i offentligheden som suspekt og samfundsundergravende. Det kan gøres politisk profitabelt.

Tankepolitiet

George Orwell skabte i sin dystopiske roman 1984 et tidløst billede af det totalitære samfund, hvor ensretning hersker og anderledestænkende straffes. Det berømte newspeak, partiets sprog, reducerer verden til forenklede og forløjede formler og modsætninger. Og tankepolitiet skal sørge for, at ingen tænker i modstrid med de politiske dogmer.

Men her ved du jo lige så godt som mig, at der inden for muslimske miljøer bliver talt med to tunger – Martin Henriksen (DF)

Jeg tænker på Orwell, når toneangivende folketingsmedlemmer mistænkeliggør Khankan og Parwani, og når Radio24syv Morgen fungerer som magthavernes forlængede arm og foretager en selvbestaltet sindelagskontrol af de to kvinder. Det er tankepolitiet, der er i aktion. De jagter tankeforbrydelser nat og dag – og ind imellem jagter de skyggerne af deres egne fantasier.

MERE POV
Hvor er Internets mødre?

Men der, hvor det bliver allermest orwellsk, er da Martin Henriksen et par dage efter i Berlingske bliver konfronteret med informationerne om, at de to kvinder for længst har taget afstand fra Hizb ut-Tahrir, stening, pisk og andre barbariske straffe. Henriksen svarer i to omgange journalisten, med den samme urovækkende påstand:

”Men her ved du jo lige så godt som mig, at der inden for muslimske miljøer bliver talt med to tunger”

Henriksen forudsætter, at journalisten er enig i udsagnet – det er en selvfølgelighed. Muslimer er per definition utroværdige i Henriksens univers. Khankan og Parwani kan sige og gøre hvad som helst, det vil ikke fjerne det stigma, at de er suspekte i Henriksens verden.

Det er karakteristisk for newspeak, at det tegner et falsk billede af virkeligheden, som ikke desto mindre har en magtfuld virkning på modtagerne. Orwell fortæller, hvordan Partiet har perfektioneret sproget, så det har størst mulig virkning på psyken og kan dirigere tankerne i den ønskede retning. Henriksens metafor er magtfuld. Den rodfæster sig. Den planter modvilje. Og irrationelle mistanker gror frem i det skjulte.

Metaforen vækker et helt forestillingskompleks til live, som særligt den yderste højrefløj har forfinet siden Muhammedkrisen: Muslimer er tvetungede og utroværdige. De fungerer som en forræderisk femte kolonne.

En sindssyg sag

Freud konstaterede, at han ved at studere sindssygdom kunne opnå viden om det normale sinds mekanismer. Han sammenlignede det med et knust krystal, hvor sammenføjningerne, linjerne og kanterne synliggøres.

Tilsvarende kan denne på mange måder sindssyge sag fortælle noget mere generelt om mekanismerne i den politiske diskurs om den muslimske minoritet. Ordførerne mistænkeliggør to foregangskvinder, der gennem mange år har bevist i ord og handling, hvad de står for.

Manøvren var sandsynligvis lykkedes for de magtfulde politikere, hvis det ikke havde været to så stærke stemmer, de forsøgte at passivisere

Det bliver dermed helt gennemsigtigt, at forfølgelsen beror på grundløse fordomme og overdreven mistænksomhed over for mennesker med muslimsk baggrund.

Tankepolitiet eller assimilationspolitiet i form af Khader, Knuth og Henriksen har forsøgt at male et skræmmebillede af de to kvinder i de klassiske islamofobiske farver. Manøvren var sandsynligvis lykkedes for de magtfulde politikere, hvis det ikke havde været to så stærke stemmer, de forsøgte at passivisere.

Under normale omstændigheder kunne kombinationen af muslimkritiske metaforer og påstande om anti-danske tilbøjeligheder meget vel have slået an i den let antændelige offentlighed. Ikke mindst når Radio24syv bærer ved til bålet. Men i denne sag ser manipulationen heldigvis ud til at give bagslag.

Frygten for det fremmede

Vores samfund er på lange stræk den absolutte antitese til det totalitære samfund. Men assimilationskravet rummer i mine øjne kimen til en totalitær tankegang. Østergaard, Henriksen, Khader, Lindahl og Knuth er selvsagt demokrater.

Men når slagordet ”vi insisterer på assimilation” tager til i styrke og lyder taktfast fra et stadig bredere spektrum af politikere og meningsdannere, bør man spidse ører.

Også i et demokrati skal vi til stadighed være på vagt over for totalitære tendenser i vores politiske virkelighed – og i os selv

Når toneangivende politikere forsøger at fratage to kvinder med indvandrerbaggrund statsstøtte til et projekt, fordi kvinderne angiveligt har ”en nedladende holdning til samfundet”, er det alarmerende. Når en minister for integration bryder loven for at tvangsadskille unge asylpar, alene fordi de er migranter, blinker advarselslamperne. Og når andre højrefløjspolitikere er klar til at legitimere etnisk udrensning, hvis den er rettet mod en muslimsk minoritet, bør man råbe op

Det totalitære vil ikke vende tilbage med støvletramp og skrårem. Det vil antage nye former. Det vil pible frem gennem sprækkerne i vores demokrati. Det vil sive ind i sproget – det politiske sprog. Det vil flyde gennem medierne og ud i folkehavet. Og pludselig mærker man, at noget har rykket sig i en selv. At en metafor har sat sig fast som en mistanke. At en frygt for det fremmede har slået rod. At en dehumanisering af muslimer ikke længere er fjern.

Også i et demokrati skal vi til stadighed være på vagt over for totalitære tendenser i vores politiske virkelighed – og i os selv.

Topillustration: Pixabay.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn.

Seneste indlæg fra

Gå til Top