Araberne, der ikke kunne begraves

af

Danmark var på ingen måde lukket land for anderledes tænkende og troende i 1800-tallet, men som nationalstat havde vi yderst svært ved at håndtere konsekvenserne af religiøs mangfoldighed. Det vidner to ganske komplicerede begravelsessager om. Professor i Kultur – og Sprogmødestudier Garbi Schmidt har været en tur i de historiske arkiver, og fortæller om det daværende Danmarks problemer med at begrave muslimer.

En formiddag i juni, året 1895. I et hjørne af Vestre Kirkegård i København finder en begravelse af en ung mand sted. To dage tidligere er han afgået ved døden på Kommunehospitalet, kun 26 år gammel. Hans kiste følges til kirkegården af en lille flok, bestående af afdødes bror, af den franske vicekonsul, samt ”flere damer”, som det hedder i dagspressen. Den unge mand var artist i et cirkus, men hans gamle kollegaer har formiddagsprøve samme dag, så de kan ikke være med. Et andet cirkus har dog sendt blomsterkranse til kisten.

En ung mands død ville under normale omstændigheder ikke vække de store overskrifter. København kendte kun alt for godt til unge mænd og kvinder, der døde alt for tidligt af lungebetændelse, tuberkulose, syfilis, krampe og kolera. Og her var som sagt tale blot tale om en cirkusartist – ikke en kendt person.

At flere aviser, særligt Social-Demokraten, men også udenlandske aviser som den svenske Arbetet skrev om sagen, skyldtes dens særlige karakter. Hadj Said Muhamed, som den afdøde hed, var muslim, og hverken protestantiske, katolske eller jødiske menigheder ville begrave ham, da han døde af lungebetændelse d. 17. juni 1895 på Kommunehospitalet. Brændes kunne han ikke, for han havde ikke efterladt et testamente, som gav mulighed herfor.

De stakkels arabere

Det var ikke fordi, der ikke var muslimer i Danmark på det tidspunkt, hvor Hadj Said døde. De var bare ganske få (folketællingen fra 1880 nævner otte individer, seks mænd og to kvinde, som ”Muhamedanere”). De fleste har været på gennemrejse. Social-Demokraten nævner i sin dækning af sagen om Hadj Said, at det ifølge avisens efterretninger kun var anden gang i løbet af det 19. århundrede, at en arabisk artist var død under et ophold i Danmark.

Annonce for “Araberselskabet Beni-Zoug-Zoug fra Ørkenen Sahara”, Adresseavisen 2. juni 1863.

Den nordafrikanske trup Beni Zoug Zoug besøgte Danmark af flere omgange i den sidste del af det 19. århundrede. Den 6. juni 1863 døde et medlem af truppen, kun femten år gammel, på Almindelig Hospital (Københavns hospital for den jævne og ubemidlede borger). Truppens medlemmer henvender sig – ifølge samtidige aviser – til både de katolske og jødiske menigheder for at få deres hjælp til en begravelse (som ifølge islam skal ske indenfor et døgn), men fik intet svar.

Göteborgposten i Sverige skrev i den forbindelse, at “de stakkels arabere … var i stor ængstelse over at kunne begrave den rådnende krop.” Til sidst lykkedes det dog at finde en løsning, og den unge mand blev begravet på Assistens Kirkegård d. 12. juni 1863, seks dage efter sin død.

Selvom sagerne om de to døde muslimer er exceptionelle, så illustrerer de, hvorledes en nationalstat som den danske i sidste århundrede havde svært ved at håndtere konsekvenserne af religiøs mangfoldighed – i hvert fald, når det gjaldt andre trossamfund end de kendte jødiske og kristne. Det var ikke sådan, at Danmark var lukket land for anderledes tænkende og troende, slet ikke, hvis de kunne forsørge sig selv. Beni Zoug Zoug optrådte blandt andet på Alhambra-teateret i København, uden at nogen knurrede.

Dagspressen skrev derimod begejstret om artisternes smidighed, sikkerhed og kraft, og var fascineret over deres mørke hud. Aldrig havde man set noget lignende.
At disse artister som alle andre kunne gå hen og dø, mens de var i Danmark, og dermed skulle begraves, havde man derimod tilsyneladende ikke kunnet forestille sig. Både i 1863 og i 1895 gav det problemer, at muslimer døde i Danmark (ikke mindst for de efterladte).

At Hajd Said til sidst fandt hvile i uindviet jord på Vestre Kirkegård skyldtes det franske gesandtskabs indblanding. For eftersom han var født i Algier var han også fransk statsborger.

Socialistisk sarkasme

De to benævnte sager har sikkert været godt samtalestof i deres samtid. Et lig, som ikke kan blive begravet, er noget af en historie. Men dertil kom, at særligt sagen om Hadj Said Muhamed var gefundenes Fressen for en avis som Social-Demokraten, der repræsenterede den socialistiske bevægelse. Socialisterne brød sig på ingen måde om kirken og kirken brød sig på ingen måde om socialisterne for at sige det mildt. 

I sagen om Hadj Said Muhamad fik Social-Demokraten skyts til en omgang usødet religionskritik. Dette er allerede tydeligt i avisens første artikel om Hadj Said (skrevet to dage efter dennes død): ”Hadj Said var Muhamadaner og det er tilstrækkeligt til, at hverken de hellige Lutheranere, de ikke mindre hellige Katholiker, eller de ligesaa rettroende Jøder vilde have ham i deres ’indviede’ Jord,” skrev avisen. Sarkasmen er til at tage og føle på.

Men udover de tydelige politiske motiver, er noget af det mest fascinerende ved artiklerne i Social-Demokraten deres detaljerigdom. Nogle ting har forfatterne taget let på, som for eksempel at tjekke fakta om, hvornår den først kendte historie om en muslim, der ikke kunne blive begravet i Danmark, fandt sted. De skrev således, at personen døde i 1870’erne, og at han blev begravet på Garnisons Kirkegård. Som beskrevet døde han i 1863 og blev begravet på Assistens. 

Faktatjekket har nok ikke været så væsentligt i forhold til at kunne skrive en historie, der både formåede at tale til læsernes følelser og kunne drille kirken.

Eksotiske sværmerier

Men malerisk er det, når avisen beskriver Hadj Saids sidste dage, og særligt hans brors omsorg. Broderen havde på hospitalet trøstet og opmuntret Hadj Said og ”håbede ligesom den Syge at de atter begge skulde drage herfra til Sydens varme Sol.”  

I det hele taget er avisens beskrivelse af broderen Muhamed yderst empatisk, men også præget af datidens sværmeri for det eksotiske.Han beskrives således som ”den lille sympatiske Ørkensøn”.

Begravelsen af Hadj Said var ikke fulgt af gravøl, men der var efterfølgende en del postyr omkring graven, som var ”besat” af kvinder, der ikke gik lige med det samme. Den unge mand må have været populær. Broderen sad derimod tavs og tænksom. ”Muhamedaneren, som tror paa en Sbne, bøjer sig ydmygt for den,” skrev Social-Demokraten.

Han kunne, fristes man til at tilføje, ikke gøre så meget andet.

Denne artikel bygger på flere historiske kilder og databaser, herunder den danske avisdatabase ”Mediestream” og den svenske avisdatabase ”Svenska Dagstidningar”. Derudover er der anvendt data fra københavnske begravelsesprotokoller og Danmarks Statistik. At skribenten blev gjort bekendt med sagen om Hadj Said skyldes en e-mail fra professor Jonas Otterbeck ved Lunds Universitet, som havde fundet en reference til sagen i ”Svenska Dagstidningar”.  Tak til Jonas!

Topfoto: Begravelsesprotokol 1895. Københavns Stadsarkiv.

Foto: Alhambra-annonce: Stadsbiblioteket (Mediestream).

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Garbi Schmidt

Garbi Schmidt er professor (mso) i Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet. Hun har skrevet doktordisputats om Nørrebros Indvandringshistorie, og ph.d. afhandling om muslimske indvandrere i Chicago. Derudover er hun skønlitterær forfatter på forlaget Gyldendal, hvor hun debuterede i januar 2017 med den historiske roman Ebba. Skulle du have lyst til at donere til Garbis skriverier, er nummeret til MobilePay +45 27 24 38 09.

Seneste indlæg fra

Gå til Top