Annegrethe Rasmussen: Vinder og tabere efter minivalgnat i Amerika

af

ANALYSE  – Amerikanerne gik til valg natten til onsdag. Da resultaterne kom ind, stod det klart, at demokraterne kunne drage et lettelsens suk, efter vigtige valgsejre i Virginia, New Jersey og New York. Herudover vandt USA’s LBGTQ-aktivister en stor symbolsk sejr, da den transkønnede kvinde, Danica Roem, blev valgt i Virginias 13. distrikt. Og taberen? Ja, det blev Trump, som fra Asien havde mere end travlt med at lægge afstand til sit eget partis kandidater. Den manglende loyalitet kan koste ham dyrt på længere sigt, når regnskabet gøres op på føderalt plan i kongressen, skriver Annegrethe Rasmussen.

WASHINGTON D.C. – Vælgerne talte tirsdag nat i USA, da der var lokalvalg over hele landet i form af guvernør- og borgmestervalg samt særlige afstemninger og suppleringsvalg i visse byer og stater. Og fra Utah og New Hampshire til borgmestervalg i New York stod det klart, at der trods Donald Trumps valgsejr for et år siden, ikke var tale om noget jordskredsvalg til fordel for præsidentens parti.

I det store hele vandt demokraterne i demokratiske flertalsområder, mens republikanerne holdt fast i deres valgkredse.

Men helt lige stod det ikke – for et sted, i staten Virginia, var opløbet mere tæt og begge partier havde satset mange penge og megen prestige. Og her endte det med, at demokraterne ryddede bordet og vandt alle tre poster, der var på valg.

Man kan følge det samlede resultat her i nattens liveblog fra NBC News.

Efter nattens demokratiske valgsejre til både indkommende guvernør Ralph Northam i Virginia og Phil Murphy i New Jersey, steg humøret i partiet med flere grader

Washington Post opsummerede på glimrende vis både valgets vindere og tabere i artiklen her.

En af vinderne må således med avisens ord siges at være “Demokraternes moral”, der som jeg beskrev tidligere på ugen ellers har været gemt godt og grundigt af vejen, dels efter fortsat infight efter valgnederlaget sidste år dels grundet en ny “kiss and tell” bog fra tidligere fungerende formand for partiet, Donna Brazile.

Men efter nattens demokratiske valgsejre til både indkommende guvernør Ralph Northam i Virginia og Phil Murphy i New Jersey, steg humøret i partiet med flere grader.

Sejr til de transkønnede

Herudover kunne Virginia også bryste sig af, at staten i nat blev den første i USA med en transkønnet, folkevalgt politiker, da Danica Roem vandt sit sæde for statens 13. distrikt:

http://

Valgkampen mellem Roem og hendes modkandidat, den stærkt socialkonservative Bob Marshall – der med 26 år på bagen som lovgiver i staten, kaldte sig selv for Virginia’s “chief homophobe” – var symbolsk og valgkampen var både bitter og ubehagelig.

I sidste ende vandt Roem med 10 procentpoints. Virginia er måske nok en konservativ sydstat, når det kommer til fiskale anliggender, men på mange værdipolitiske emneområder er staten i dag endt som både liberal og progressiv.

En tredje taber var Steve Bannon, præsidentens tidligere top-rådgiver, der nu residerer i spidsen fra det medie, han forlod, da han kortvarigt okkuperede Det Hvide Hus

Derfor kan man – igen med Washington Post i hånden – også godt tale om en anden taber, nemlig “Trump-style nationalism” eftersom både Ed Gillespie i Virginia og  Lt. Gov. Kim Guadagno i New Jersey forsøgte sig med kampagner, der byggede på klassiske trumpistiske mærkesager, især en nationalistisk og hårdtslående anti-immigrationslinje.

De tabte begge.

Bannons linje tabte også

En tredje taber var Steve Bannon, præsidentens tidligere top-rådgiver, der nu residerer i spidsen fra det medie, han forlod, da han kortvarigt okkuperede Det Hvide Hus. På Breitbart News fortolkede man Gillespies nederlag, som et tab for “the swamp” – altså sumpen i Washington:

“It would be more accurate to point out that, once again, the Republican establishment came up short,” skrev netmediet, som spydigt pegede på, at Gillespie måtte regne med at tabe, når han valgte at indrullere en kvinde, som Condoleezza Rice i valgkampen på den republikanske side, eftersom hun efter mediets opfattelse, som tidligere sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister under Bush var en “establishment Republican” om nogen.

Breitbart kaldte udfaldet for en “første advarsel til Trump”.

Spørgsmålet er, om det så er korrekt.

Jeg vil kalde det for lidt af en tilsnigelse, eftersom Gillespie nok i udgangspunktet var en af de moderate republikanere, som Bannon gerne vil fjerne fra det politiske landkort, men han valgte netop til slut en linje, der var som hevet ud af Bannons egen drejebog. I valgkampens hede overså de republikanske guvernørkandidater, at økonomien og sikkerheden er i top både i Virginia og i New Jersey, og så er det sværere at køre den rene højrepopulistiske linje til sejr.

Trumps illoyalitet kan give alvorligt bagslag i Kongressen

En anden analytiker ved Washington Post, Philip Bump, havde også en vældig god pointe i onsdagens avis: Da Trump fandt ud af, at Ed Gillespie havde tabt i Virginia, skyndte præsidenten sig at distancere sig fra partiets kandidat.

Som man kan se i dette tweet, hvor Trump fremhæver, at Gillespie ikke var en “ægte Trumpist”:

Her lider præsidenten en smule af selektivt hukommelsestab; før resultatet var afgjort signalerede han ganske klart til vælgerne, at den republikanske kandidat var hans mand:

Det samme mønster har været tydeligt i mange andre valg, der har fundet sted – samt i afstemninger i Kongressen – i Trumps første år. Mest tydeligt var det fejlede republikanske forslag til sundhedsreform, der faldt i Senatet trods præsidentens varme støtte. Ikke så snart stod det klart, at forslaget var tabt på gulvet, før Trump vendte på en tallerken og dømte loven “ondskabsfuld” – “mean” – til forbløffelse fra hans egen partiledelse, der havde båret forslaget frem.

I stedet for at bakke Gillespie op og takke ham for hans indsats og ønske ham held og lykke, fik Trump lige gjort en dårlig nat for republikanerne lidt værre ved at gnide salt i såret

Den slags huskes i politik – som Bump skriver, man kan støtte Trump eller man kan tage afstand fra ham. Uanset, hvad man gør som kandidat, skal man vide, at han er klar til at falde en i ryggen under alle omstændigheder.

I stedet for at bakke Gillespie op og takke ham for hans indsats og ønske ham held og lykke, fik Trump dermed lige gjort en dårlig nat for republikanerne lidt værre.

I det lange løb gør Trump ikke sig selv nogen tjenester ved at udhule den i forvejen begrænsede kapital, han har at gøre godt med, når det gælder partiets tillid til ham. For hvis loyalitet overfor præsidenten vil blive vekslet til tabte sæder ved midtvejsvalget om præcis et år, vil der være meget lidt at rutte med for Trump – uanset strategien – i anden halvdel af embedsperioden.

På den anden side kan han så forsøge sig med demokraterne – det har han gjort før. Spørgsmålet er om “Chuck & Nancy” til den tid vil stå klar til at forhandle med Trump eller ej.

Topillustration: Danica Roem – nyvalgt i Virginias 13. distrikt. Foto: Officielt pressefoto fra Roems hjemmeside.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top