FILM // ESSAY: Cinemateket viser for tiden en serie om den store egyptiske instruktør Youssef Chahine. Frederik Bojer Bové er dykket ned i et værk, der giver et helt særligt blik på verden.
En af de mest vidunderlige ting ved at være cineast er at kunne se mange værker på kort tid. Det tager kun et par timer at se en film, så hvis heldet er med en, kan man på ikke ret lang tid se et stort udsnit af en instruktørs samlede værk. Til sammenligning skal man bruge en del længere tid på at læse en bog, for ikke at sige mange bøger, af en stor forfatter.
Af den grund er filmkunsten en af de bedste kunstarter til at følge udvikling over tid. Tag f.eks. den egyptiske instruktør Youssef Chahine, hvis film for tiden bliver vist i Cinemateket. Seriens tidligste film, The Blazing Sun, er fra 1954, og den seneste, Alexandria Again and Forever, er fra 1989. Det er 35 år. Ikke bare i en kunstners liv, men også i Historien.
Med en instruktør som Youssef Chahine, hvis film ofte er så nært forbundne med hans fædreland Egypten og den udvikling, der foregik i hans samtid, bliver en sådan serie også et helt unikt tilbud om at få lov til at se verden fra en anden vinkel. For vi følger da gerne med i Egypten, selvfølgelig gør vi det. De havde et forår for ti år siden, men hvor ofte får vi lov til at se deres blik på livet, verden og alt det der? Og så endda et unikt kunstnerisk blik. Der findes ikke meget bedre.
Nasser
Danskerne ved antagelig mere om egyptisk historie i disse år end nærmest nogensinde før. Folk, der har set The Crown, og det er immervæk ret mange, vil vide, at den egyptiske general Nasser og hans nationalisering af Suezkanalen havde en enorm indflydelse på britisk historie. Så stor en indflydelse, at den fylder næsten en halv sæson af deres store nye tv-serie.
Men så forestil dig: Hvis det betyder så meget for briterne, hvor meget må det da ikke betyde for egypterne? Det er da også nærmest umuligt at adskille den første del af Youssef Chahines karriere fra general Nasser, der nationaliserede kanaler og ydmygede de vestlige imperialister.
Chahines tidlige film er dybt præget af kampen om fremtiden, fyldt med politiske kampe, identitetsmæssige frustrationer, og portrætter af diverse områder i Egypten
Chahine blev født i det kosmopolitiske Alexandria af en græsk-libanesisk familie. Han var, bogstavelig talt, græsk-katolsk. Han fik sin skolegang på en fransk skole og tog sin filmiske uddannelse i Californien. Men alligevel var han først og fremmest egyptisk, og hans tidlige karriere faldt sammen med højdepunktet for egyptisk nationalisme.
Gamal Abdel Nasser og andre officerer kuppede den egyptiske konge i 1952 og etablerede et nationalistisk, pan-arabisk og anti-imperialistisk regime.
Da var den unge Chahine netop gået i gang med at instruere film, først med Baba Amin i 1950, og derefter med opfølgeren Son of the Nile i 1951, der repræsenterede Egypten i Cannes året efter. Chahines tidlige film er dybt præget af kampen om fremtiden, fyldt med politiske kampe, identitetsmæssige frustrationer, og portrætter af diverse områder i Egypten.
Egypten havde udviklet sig til at være det helt store centrum for den arabisksprogede filmindustri. Det var én af to filmindustrier i Afrika, og eftersom den anden var apartheid-Sydafrika, var det den eneste afrikanske nation, hvis film blev set og respekteret i udlandet. Egyptisk film er således en helt særlig ting, med særlige genrekoder, ligesom f.eks. Bollywood film også er det. Men ligesom hos Bollywood er mange af de særlige ting særdeles melodramatiske, urealistiske og kliché-fyldte.
Chahine brugte de velkendte genre-koder, fortalte historier fyldt med kriminalitet og slåskampe og (antydninger af) sex. Men hans film fungerer også som ret unikke portrætter af Egypten som sted i en ret kaotisk brydningstid. F.eks. foregår Struggle on the Pier på havnen i Alexandria, på kajen, på både og altid med enormt meget vand i baggrunden, mens de mange intriger af politisk såvel som romantisk art udspiller sig.
Mesterværket fra denne periode er og bliver dog Cairo Station, der da også gentagne gange er blevet vist i Danmark. Her spiller Chahine selv rollen som Qinawi, en avissælger med et handicap og umanerligt mange seksuelle frustrationer. Han er forelsket i den smukke cola-sælger Hannuma, der til gengæld er forlovet med den politisk aktive portør Abu Siri.
Da Qinawi overværer det unge par i en hemmelig stund, hvor deres aktivitet bliver metaforisk beskrevet af togvognes banken ned i skinnerne, så vi ikke kan være i tvivl om, hvilke bevægelser de elskende har gang i, går Qinawi helt grassat og beslutter sig for at myrde kvinden, der ikke vil have ham.
Visuelt, såvel som på plot-plan, er Cairo Station en konstant kamp mellem impulser, mellem tidsplan, mellem idealer og filosofier.
Rundt om denne historie, der i sig selv er en blanding af romantisk komedie og slasherfilm, breder sig et væld af andre historier. Abu Siri kæmper for at lave en fagforening. Hannuma må undgå politiet, for hendes cola-salg er ikke legitimeret af regeringen. Og hver gang der kommer et nyt tog, er det en mulighed for et nyt indslag.
Snart er der en musikalsk fest i det ene tog, og pludselig er filmen en musical. Snart kommer forkvinden for en egyptisk feministisk forening kørende, og så er filmen en debatfilm. Snart skal der afgå et tog med værnepligtige, og grædende unge har deres eget lille melodrama kørende.
Læg dertil filmens kaotiske look. En banegård er altid et kaotisk sted. Cairo Banegård ser ud til at være særligt arkitektonisk kaotisk. Der er store patriotiske statuer udenfor i et bybillede, der er lige dele brutalistisk rationalitet på den ene side og præ-moderne slumkvarter på den anden. Visuelt, såvel som på plot-plan, er Cairo Station en konstant kamp mellem impulser, mellem tidsplan, mellem idealer og filosofier.
Jeg kender faktisk intet andet som den.
Kort efter mente Nasser, at det der med nationaliseringer ikke bare var godt for transportkanaler, men også ville hjælpe på filmindustrien
Historisk er Nassers Egypten ret unikt, for man havde et socialistisk panarabisk ideal, der vitterlig så ud til at udstikke en brugbar og fornuftig vej frem i en verden, der stadig var tydeligt præmoderne. Og idealet viser sig i Chahines film, ikke mindst med den megen fagforeningssnak. Men der er selvfølgelig faldgruber. Fagforenings-kæmperne ender sjældent med at være rendyrkede helte. Det gjorde Nasser heller ikke …
Politik i medgang og modgang
Chahine fik efterhånden et kompliceret forhold til politik. Han lavede i årene efter Cairo Station flere politiske film, der lå godt i tråd med regimets politik, som f.eks. Jamila, the Algerian, om det algierske oprør mod den franske kolonimagt, og Saladin The Victorious, der brugte historien om Saladins sejr over korstogsrigerne som en ret tydelig parallel til Nassers sejr over imperialisterne i Suez-krisen. Den arabiske titel på filmen er således direkte Al Nasser Salah Ad-Din.
Men herefter blev det mere komplekst. Nassers regime begyndte at begå fejl. Sammenslutningen mellem Egypten og Syrien i den Forenede Arabiske Republik holdt kun tre år fra 58-61. Kort efter mente Nasser, at det der med nationaliseringer ikke bare var godt for transportkanaler, men også ville hjælpe på filmindustrien, hvor det dog medførte økonomiske problemer, politisk indblanding, og at en god del af den egyptiske industri, inklusive Chahine, for en tid flyttede til Libanon.
The Sparrow sad i øvrigt også fast i censuren i lang tid, så det er forståeligt, at Chahine herefter drejede sig væk fra det politiske
Endelig led Egypten et ydmygende nederlag i Seksdageskrigen mod Israel i 1967. Den krig var officer-regimet tilsyneladende fuldstændig ude af stand til at håndtere, hvilket fik Nasser til straks at træde tilbage. Han vendte kort efter tilbage, men han var knækket, og han døde i 1970. Det store håb var slukket.
Chahines næste film var da også mere kyniske. The Land fra 1969 er en af hans mest politiske, om en kamp mellem bønder og landejere i den feudale fortid, men der er ikke meget håb tilbage ved filmens slutning.
Hans mesterværk The Sparrow fra 1973 tog direkte livtag med Nassers nederlag. Filmen skildrer dagene op til krigen i 67, hvor der afdækkes et komplekst krimiplot, der synes at pege hen mod korruption i hjertet af regimet. Plottet afbrydes dog af krigen, og det, som står tilbage, er en fantastisk klippet, om end ekstremt forvirrende, fremstilling af livet lige op til en nations kollektive kollaps.
Kulminationen, hvor Nassers afskedstale vises i fjernsynet og afføder desperate reaktioner, er blevet klassiske billeder i arabisk kulturhistorie.
Mod det personlige
The Sparrow sad i øvrigt også fast i censuren i lang tid, så det er forståeligt, at Chahine herefter drejede sig væk fra det politiske. Han gik i anden halvdel af halvfjerdserne i gang med en personlig trilogi, der i høj grad er blevet set som hans magnum opus, i hvert fald i den vestlige verden.
Særlig er Alexandria… Why? (1978) velanset. Filmen skildrer Chahines alter ego Yehias opvækst i et Alexandria præget af alverdens indflydelser og foregår særligt under Anden Verdenskrig. Den blander arkivmateriale med et væld af mikroplots. Så mange, at jeg helt ærligt ikke husker dem alle, og den er ikke blevet vist endnu i serien, så jeg springer lidt let hen over den.
Opfølgeren, An Egyptian Story (1982), er straks noget mere tvivlsom. Yehia er nu blevet en moden instruktør, der under optagelserne af, hvad der bestemt virker som den legendariske slutscene i The Sparrow, får problemer med hjertet og må gennemgå en hjerteoperation. Mens han bliver opereret, drømmer han, at det i virkeligheden er hans indre barn, der vil tage livet af ham, fordi han er blevet for alvorlig, og i en serie af flashbacks genoprulles Yehias karriere, og særligt hans komplekse forhold til både egyptisk politik og vestlig filmelite.
Chahine kaster et kritisk, egyptisk blik på Europa, USA og Rusland, og det er en øjenåbner.
Scenerne fra filmhistorien er kostelige. Yehia kommer f.eks til Cannes, hvor hans film bliver fuldstændig ignoreret af aviserne til fordel for side efter side med fotografier af de amerikanske filmstjerner. En mulig pris fra Berlinfestivalen går til anden side, da ingen af de egyptiske filmfolk har haft råd til at rejse derop.
Til gengæld bliver de anti-imperialistiske film hyldet på en filmfestival i Moskva i en kulisse, der nærmest ligner Leni Riefenstahls film fra de nazistiske stadions.
I de scener kan man virkelig se værdien af at få andres blik på tingene. Chahine kaster et kritisk, egyptisk blik på Europa, USA og Rusland, og det er en øjenåbner. Derimod fungerer de psykedeliske scener ikke rigtig. Det ser ud, som om han har været inspireret af Bob Fosses All That Jazz (1980), men uden pengene til at gøre det ordenligt, og så bliver det en besynderlig gang kitsch.
Chahines personlige trilogi er i sin stil nærmest europæisk auteuragtig, og efterhånden fandt han også en stor del af sin finansiering hos europæiske selskaber. Sidste del af trilogien, Alexandria Again and Forever (1989), ligner således meget samtidige selvrefleksive franske værker, men den kan fuldt ud måle sig med dem.
Omdrejningspunktet er forholdet mellem Yehia og en ung skuespiller, Amr. De arbejder først sammen i en selvbiografisk film, hvor Amr spiller den unge Yehia (dvs. det er tydeligvis Alexandria… Why?) og arbejder derefter sammen i flere film, indtil det manglende monetære afkast samt diverse ubehagelige “rygter” om forholdet mellem de to mænd får Amr til at droppe samarbejdet for i stedet at kaste sig over arbejdet med lavkvalitets tv-serier, finansieret af nye egyptiske “petro-dollars”.
Faktisk blev en af Chahines sene film sagsøgt for at fornærme Islam, eftersom den skildrede Josef, der teknisk set er en af profeterne
Yehia involverer sig derefter i en stor strejke blandt filmarbejderne og bruger anledningen til at skrive videre på scener, dels om episoder fra sin egen fortid, dels om vigtige hændelser i Alexandrias Historie. På den måde blandes nutidens efterhånden ret opgivende Egypten – på det her tidspunkt allerede under ledelse af Hosni Mubarak, der skulle blive siddende på magten helt indtil 2011 – med scener om Alexander den Store, Kleopatra og bygningen af det vidunderlige Fyrtårn.
Disse scener er næsten lige så fjollede som de psykedeliske scener i An Egyptian Story, men har dog også et voldsomt politisk bid, når f.eks. Alexander den Store fremstilles som politisk frelser, ligesom Nasser blev det.
Det ikke-objektive blik
Det er selvfølgelig ikke bare et objektivt “egyptisk” blik man, får ved at se disse film. Ikke alle i Egypten brød sig på nogen måde om dem. Faktisk blev en af Chahines sene film sagsøgt for at fornærme Islam, eftersom den skildrede Josef, der teknisk set er en af profeterne.
Hans film blev som nævnt også mere og mere personlige. Det skal tilføjes, at Chahine var biseksuel, hvilket så småt begyndte at kunne ses i hans selvbiografiske skildringer. Således kan der ikke være megen tvivl om, hvad der foregår mellem Yehia og hans engelske chauffør i An Egyptian Story, ligesom spændingerne mellem Yehia og Arm også lader til ikke blot at være professionelle i Alexandria Again and Forever.
Scenen hvor de to danser sammen i snevejr efter at være blevet hyldet i Berlin er en af de mest forunderlige i Chahines værk, og i arabisk film som sådan, ikke mindst på grund af den tydelige erotiske spænding mellem de to mænd.
Nej, det er ikke Historisk “sandt”. Det er kunst.
Så man skal bestemt ikke tro, man nu ved alt om Egypten, fordi man har set disse film. Også fordi Chahine til tider i sine selvbiografiske film fusker lidt ved kronologien og f.eks. hævder, at Son of the Nile repræsenterede et “uafhængigt” Egypten i Cannes, selvom den blev vist inden revolutionen.
Nej, det er ikke Historisk “sandt”. Det er kunst. Og det er et blik, vi ellers stort set ikke ser. Det er en strøm af nye vinklinger, af overraskende pointer og indsigter og af anderledes billeder fra et område, vi ellers ser på ret fasttømrede måder i medierne.
Og når Chahine er bedst – Cairo Station, The Sparrow, Alexandria… Why?, Alexandria Again and Forever – så er det filmkunst på verdensplan. Medrivende, sindsoprivende, underfundigt. Serien er ikke slut endnu, og jeg kan kun anbefale alle der har mulighed for det at give den egyptiske mester en chance.
LÆS FLERE ARTIKLER AF FREDERIK BOJER BOVÉ HER
Visninger på Cinemateket:
Cairo Station: 29/8 16:00
Alexandria Again and Forever: 1/9 21:30
An Egyptian Story: 3/9 18:45
Let’s Talk: 4/9 14:00
The Blazing Sun: 4/9 17:00
Alexandria… Why?: 8/9 19:00 & 15/9 20:15
The Land: 16/9 19:30
Fotocredit: Promofotos
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
