OVERGANGSALDER // DEBAT – “Jeg bliver vanvittig af, at overgangsalder herhjemme er blevet synonymt med ophør af menstruation. Overgangsalderen starter, lang tid før dét sker. Det er en o v e r g a n g – ikke en destination eller endestation. Hvorfor er der ingen folkeoplysning om den fase, som halvdelen af befolkningen skal igennem? Hvorfor skal så mange kvinder i 40’erne gå rundt og føle sig ved siden af sig selv?” Pernille Melsted efterlyser et holdningsskifte – og det skal være nu.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er i øjeblikket gået i et menopause-kaninhul og er ret fascineret af det forskellige kulturelle blik på kvinden +50. (Jeg fylder 51 i denne måned).
I mange vestlige kulturer er den ikke-fertile kvinde “over the hill”, færdig, sørgelig og gammel. Når hun ikke længere kan bære liv, har hun udtjent sit formål og er i bedste fald usynlig. I værste fald ubrugelig.
I mange kulturer giver menopausen kvinder højere social status og respekt. I Kina kaldes overgangsalderen eksempelvis “Det andet forår”, og det 49. år anses som et vigtigt vendepunkt for kvinden. Her flytter energien sig fra livmoderen til hjertet, og visdommen øges
I Frankrig har den postmenopausale kvinde langt højere status. Hun er fri, ikke længere tynget af angsten for at blive ufrivilligt gravid og kan altså nyde en mere uhæmmet seksualitet. Den modne kvinde er med franske øjne sexet, attråværdig og ikke mindst interessant.
I nogle kulturer betragter man kvinders menopause som porten, hun skal igennem for at få adgang til sine shamanistiske og helende kræfter. Menstruationsblod kan skabe liv, så når kvinder når den alder, hvor kroppen tilbageholder deres “wise blood”, krydser de overgangen til “wise womanhood” ved at beholde deres “wise blood” indeni og bliver ophøjet til præstinder og healers – samfundets spirituelle ledere.
Højere social status – bare ikke her
I mange kulturer giver menopausen kvinder højere social status og respekt. I Kina kaldes overgangsalderen eksempelvis “Det andet forår”, og det 49. år anses som et vigtigt vendepunkt for kvinden. Her flytter energien sig fra livmoderen til hjertet, og visdommen øges. Den ældgamle lærebog i kinesisk lægekunst Den gule kejsers klassiker beskriver den kvindelige transformation således:
At seven times seven a woman’s heavenly dew wanes;
the pulse of her conception channel decreases.
The Qi that dwelt in the baby’s palace moves upward into her heart,
and her wisdom is deepened.
I Japan mener man, at menopausen (“konenki”) begynder i de tidlige 40’ere og varer indtil omkring 60-års alderen.
Hvis man oversætter Ko-nen- ki, betyder det:
ko = “fornyelse og regeneration”
nen = “år”
ki = “sæson” eller “energi”
Konnotationen er altså en meget længere, mere gradvis overgang, hvor meno (altså blødning) kun er én (af mange) forandringer.
Jeg bliver vanvittig af, at overgangsalder herhjemme nærmest er blevet synonymt med ophør af menstruation. Overgangsalderen starter, lang tid før dét sker. Det er en o v e r g a n g – ikke en destination eller endestation.
Vanvittig fejlmedicinering
Vores hormoner kan sagtens være out of whack, selvom vi stadig menstruerer. Og – lærte jeg forleden – man kan også stadig menstruere uden at have ægløsning! Seriøst, det anede jeg ikke. Hvilket forklarer, hvorfor din krop ikke længere får det vidunderlige naturlige progesteronboost, som ægløsning udløser. Progesteronmangel = humørsvingninger, træthed, tristhed, lav libido, pms-symptomer.
Vi lærer ingenting om overgangsalderen, og måske endnu vigtigere: perimenopausen (årene inden den faktiske menopause). Vi ved ikke, at det studie, der linkede hormonbehandling og brystkræft for 20 år siden, var voldsomt fejlbehæftet og for længst er miskrediteret
Hvorfor skal så mange kvinder i 40’erne gå rundt og føle sig ved siden af sig selv, når vi kunne oplyse om, at det er helt normalt, og at der er hjælp at hente.
Jeg så et britisk program om overgangsalder forleden, hvor de fortalte, at mange kvinder i 40’erne får udskrevet antidepressiv medicin for – hvad der reelt er – overgangsaldersymptomer. Det er vanvittigt.
Vi lærer ingenting om overgangsalderen, og måske endnu vigtigere: perimenopausen (årene inden den faktiske menopause). Vi ved ikke, at det studie, der linkede hormonbehandling og brystkræft for 20 år siden, var voldsomt fejlbehæftet og for længst er miskrediteret. Det er ikke farligt at tage hormoner.
En undersøgelse i de nordiske lande blandt gynækologer viser, at kvindelige gynækologer (og mandlige gynækologers hustruer) tager hormontilskud i årevis. Og hvor kun 20 % af kvinder på et tidspunkt under menopause får hormontilskud, tager næsten 80 % af gynækologer det langvarigt. Vi ved ikke, at der er over 30 symptomer på overgangsalder, og at man sagtens kan være ramt (også massivt) uden at have haft en eneste hedetur.
Hvorfor får vi ingen pjecer om det? Hvorfor er der ikke tema-lørdag eller dokumentarer om det her?
Oplagt tv-ide
Hvis jeg var et stort produktionsselskab, ville jeg pitche en seriøs ekspertbaseret faktaserie om kvinders overgangsalder til en af de store tv-kanaler. Nu. Og hyre Anne Glad som vært. Fordi Anne – generelt – er fantastisk og flere gange har insisteret på at tale om overgangsalder (og menstruation) i sine egne podcasts, og fordi jeg ikke har tid til at vente på, at Petra Nagel eller Sofie Linde bliver 50.
Alternativt Janni Pedersen, Natasja Crone, Cecilie Beck eller ANYONE, der kan stille de rigtige spørgsmål og belyse emnet journalistisk og med en vis personlig erfaring at trække på.
Det eneste tv, jeg kan finde, der minder om noget med overgangsalder, er en DR-dokumentarserie fra 2018, der hed “Panik før lukketid”
Det her kræver en kvinde, der har været der. Men det kræver desværre også producenter og tv-kanalchefer, der ikke er helt unge. Ellers fatter man hverken relevansen eller behovet. Jeg hepper på yngre kvinder for ALT, men jeg gider ikke læse artikler om overgangsalderen skrevet af 30-årige. Og jeg tror helt ærligt heller ikke, de gider skrive om det. Forståeligt.
DR har lavet FREMRAGENDE tv for unge – senest deres helt geniale serie om sex. Det er noget af det bedste dokumentar-tv, jeg nogensinde har set. Ærligt, i øjenhøjde og 100 % målgruppebevidst (og jeg ser med, selvom jeg vitterligt ikke er i målgruppen).
Hvornår kommer det begavede, målrettede dokumentar-tv for og om kvinders vildt spændende perimenopause (årene INDEN menopausen) og menopause? Et faktabaseret program, der belyser emnet fra alle vinkler og med forskellige eksperter.
Ikke en særlig niche
Vi har set dokumentarer om tykke mænd, der vil tabe sig. Sure gamle mænd. Mænd, der er små. Og mænd, der kæmper med ensomhed. Alt sammen glimrende. Men det eneste tv, jeg kan finde, der minder om noget med overgangsalder, er en DR-dokumentarserie fra 2018, der hed Panik før lukketid.
Titlen siger alt. Really?! Tø-hø.
Der er et underbelyst tv-gap lige dér i 40’erne og start 50’erne. Tv for kvinder, der er for gamle til DR3, men stadig ikke identificerer sig med seniordating, Ældresagen, bedstemorsysler og TV2 Charlie. Tv, hvor kvinder ikke skal finde en partner, men måske i højere skal finde sig selv – i en tid, hvor alt føles anderledes.
Se, dét ville være spændende.
I virkeligheden er det almen folkeoplysning. 100 % public service. Halvdelen af befolkningen rammer den her fase. Mere niche er det altså heller ikke. Og inden nogen når at pippe noget om at den mandlige overgangsalder altså også findes: Fint. Lad os endelig tage den med. Så er det relevant for 100 % af befolkningen!
Vi er håbløst bagud i Danmark
Vi er håbløst bagud herhjemme. I Storbritannien tilbyder det britiske hospitalsvæsen (NHS) flextid til kvindelige ansatte i overgangsalderen og har implementeret “The NHS Menopause Improvement Programme”, med fokus på undervisning af ledere og medarbejdere.
I Frankrig kan du købe progesteroncreme i håndkøb på ethvert apotek – til sølle 5 euro. Fordi ingen kvinder skal lide unødigt, og alle skal have råd til hjælp.
Hvorfor denne næsten masochistiske trang til at “stå det igennem” uden hjælp?
Indtil for et år siden vidste jeg ingenting om overgangsalder. Jeg interesserede mig heller ikke for det. For jeg mærkede ingenting. Endnu … (da-da-da … indsæt selv temamusik fra Dødens Gab). I går skulle jeg beskrive det for en lidt yngre veninde og sagde, at det føles som “en konstant tilstand af PMS og milde tømmermænd”. Det er ret præcist.
Jeg oplever overgangsalderens symptomer som pubertet + graviditet… x 500! Med andre ord; en decideret HORMON-TSUNAMI.
Jeg kan lide alt ved at være 50 – undtagen at det føles, som om min krop er fjernstyret af outside forces eller indstillet på en forkert, mildt støjende kanal, jeg ikke længere selv har fjernstyringen til.
Hvorfor lide, når man kan lade være?
Jeg er også kæmpefan af overgangsalderen på et psykologisk plan. Jeg synes, det er en vigtig og spændende fase med et kæmpe potentiale for forandring, nye værdier og andre prioriteter. Jeg byder alle følelserne og udsvingene velkomne og er ikke bange for dem. Går med glæde ind i The Dark Forest. Eller i hvert fald med stor nysgerrighed.
Mit psykologiske Lebenswende (som Jung så poetisk kaldte det) embracer jeg fuldt. Men hvor meget skal man lide FYSISK som kvinde, hvis generne kan afhjælpes? Det tænker jeg meget over i øjeblikket.
Er “ingen hjælp” det heroiske? Den sande rejse.
Er kun ”naturlig” hjælp (dvs. fra planter) det rigtige og sunde?
Er hormonplaster eller pille værd at prøve?
Og hvorfor er jeg så bange for alt, der kommer på recept? Hvorfor denne næsten masochistiske trang til at “stå det igennem” uden hjælp?
Hvorfor er en fødsel uden smertelindring stadig en “højere i hierarkiet”-fødsel end en fødsel uden smertelindring? Jeg får jo heller ikke fjernet visdomstænder uden smertestillende, og jeg gad godt se den mand, der ville tage imod sterilisation uden lokalbedøvelse, fordi … naturligt!
Der er en vigtig, strukturel pointe i, hvordan kvinder har lært, at det nærmest er en “moralsk dyd” at bære smerte (i stilhed) og at “leve med” vilde symptomer.
Vi er forskellige. Ingen kroppe er ens. Nogen glider gennem overgangsalderen uden et eneste symptom. Andre kan genkende tre-fire ting på listen over de 34 symptomer, som er til at leve med, og andre igen har fuld plade og er nærmest invaliderede.
Normalisering – nu!
For mig er det magtpålæggende at normalisere det her. Jeg kan blive helt aktivistisk rasende over, hvor dårligt oplyste vi er. Man kan sagtens have levet sundt, motioneret regelmæssigt, ikke været stresset og have mediteret hver morgen og stadig have en overgangsalder fuld af rædselssymptomer. Det er ikke en falliterklæring. Eller skamfuldt. Eller personligt. It’s hormones, baby! (og gener).
Det er ikke infertilitet, men infantilisme, der er problemet for de mænd
Jeg oplever intet tabu blandt mine veninder, heldigvis. Vi taler om det her. Nærmest konstant nu. Men på generelt kulturelt niveau er overgangsalder ikke et sexet emne. Jeg tror, mange kvinder er bange for at diskutere det offentligt, fordi de ikke vil ses som gamle, skrøbelige eller uligevægtige.
Vi taler heller ikke om overgangsalder med vores arbejdsgiver af frygt for at blive valgt fra eller set som svage eller mindre kompetente.
Den bizarre fantasi om evig fertilitet
For nylig blev jeg i min egen tråd opfordret (af en mand et par år ældre end jeg selv) til ikke at tale for meget om overgangsalder, hvis jeg var interesseret i at få en kæreste. Fordi mænd “gerne vil leve i illusionen om, at deres kvinde er fertil”.
Og til det må jeg bare sige: Jeg er slet ikke interesseret i at være fertil. Jeg er 50. Jeg skal ikke – og vil ikke – have flere børn. Jeg er interesseret i en jævnaldrende mand, og hvis mænd i 50’erne+ aktivt leder efter en kvinde, der kan føde dem nye børn, er jeg under alle omstændigheder ikke det rette match for dem.
Og … jeg er ikke interesseret i mænd, der aktivt ønsker at leve i en bizar fantasi om den evigt fertile kvinde. For 1) det er en løgn, og 2) det er absurd.
Jeg er interesseret i intelligente mænd, der har styr på basic biologi, og som ikke har brug for at bilde sig ind, at ALLE kvinder ALTID kan føde deres børn. Det er ikke infertilitet, men infantilisme, der er problemet for de mænd. À mon avis.
Jeg er kun interesseret i en mand, der abonnerer på den franske model (… og som vil hente mine hormonplastre på apoteket)
PS: Det sidste er for sjov. Jeg har ikke taget stilling til hormonplastre. Endnu.
Til gengæld har jeg e-n-d-e-l-i-g fået en henvisning til en gynækolog. Selv dét var en kamp hos min læge. Det burde virkelig ikke være svært for en 50-årig kvinde at få en henvisning til en gynækolog. Det burde snarere være obligatorisk.
Anbefalet læsning og lytning:
Lone Frank har skrevet en grundig artikel i Weekendavisen i 2021 ”Kvinder uden østrogen”
New York times publicerede i februar en vigtig artikel med titlen ”Women have been misled about menopause”. Den kan også lyttes til som podcast.
Her er også en god podcast: What is Perimenopause? – Sheona Khan & Dr Louise Newson.
Og så er der den her:
Anne Sofie Espersen interviewer speciallæge i gynækologi Anette Tønnes Pedersen, der er overlæge på Gynækologisk Afdeling på Rigshospitalet og forsker i kvindelige kønshormoner. De taler om hormoner, cyklus, p-piller, overgangsaldersymptomer og behandlingsmuligheder.
Hvis du vil se eksempler på helt almindelige kvinders symptomer, så se min Facebookopdatering fra 4. marts og 2. marts.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
