FILM // SLACKCHAT – POV har fået lov til at interviewe alle dimittender fra filmfællesskabet Super16‘s nye årgang. Med udgangspunkt i de seks afgangsfilm har Frederik Bojer Bové interviewet de nyuddannede filmfolk. Hvordan er det helt præcist, de kan forbedre dansk film? Her er det instruktør Kristian Håskjold, manusforfatter Malthe Miehe-Renard og producer Andreas Bak, der står bag ungdomsfilmen Young.
YOUNG
I ‘Young’ tager de tre veninder Pernille (Frieda Joanna Krøgholt), Tanne (Mathilde Arcel Fock) og Zarif (Stran Ezgi Benli) til fest, men det udvikler sig voldsomt, da Pernille hører, at der er blevet spredt et rygte om hende.
Frederik Bové (FB): Hej Kristian, Malthe og Andreas, og tillykke med filmen Young.
Malthe Miehe-Renard (MMR): Tak ska’ du ha.
Andreas Bak (AB): Tusind tak!
Kristian Håskjold (KH): Tusind tak.
FB: Kristian, ifølge pressematerialet er filmen inspireret af din egen opvækst ude på landet, kan du sige lidt mere om det?
KH: Ja, det er korrekt. Jeg er vokset op i en lille by, der hedder Nørre Aaby på Vestfyn. Da jeg voksede op, så havde jeg en oplevelse af, at der var meget vold og “ballade” i ungdomsmiljøet i byen. Det var ikke en opførsel, der faldt mig så naturligt eller kom fra min opdragelse, men i min lille by prøver man at passe ind og tilpasse sig miljøet. Min oplevelse var, at man let kunne ende i situationer, der kunne tippe over fra drengestreger til ungdomskriminalitet, og det synes jeg, er et interessant spænd.
Filmens historie er så helt specifikt inspireret af tre piger, som jeg voksede op med, der gjorde nogle grænseoverskridende og voldsomme handlinger. Jeg synes, det er mere utraditionelt, at det er piger, som er så hårdføre, så det ville vi gerne udforske.
AB: Jeg kan også relatere til nogle af de samme ting som Kristian. Jeg er opvokset i Vordingborg på Sydsjælland, som mest af alt var kendt for scooterbander og knæklys.
Arbejdet med det voldsomme
FB: Det er en meget voldsom situation, men det er også en film, der fokuserer meget på både de personlige interaktioner op til hændelsen, og hovedpersonen Pernilles reaktioner efterfølgende. Hvordan har I arbejdet med dramaturgien i filmen, og f.eks. fundet ud af, hvor i filmen det voldelige ‘klimaks’ så at sige skulle ligge?
MMR: Well, fra starten af tror jeg, vi var meget interesserede i at arbejde med en film, som danner grundlag i et enkelt essentielt moment. En konkret scene. En konkret begivenhed (for at stille det sådan lidt opstillet op). Derfor var vi fra start meget opmærksomme på, at vi gerne ville have denne konkrete hændelse til at finde sted og byggede nærmest hele resten af historien rundt omkring den. Hvis det giver mening? Selve hændelsen føler vi lidt både er konsekvensen af, men også katalysatoren til, hvad der kan blive en lang række af begivenheder, valg og yderligere konsekvenser, så derfor fandt vi først ud af, hvad vi gerne ville have, der skulle ske, hvad der ligesom er det klimatiske moment, men i virkeligheden er det alt, hvad der ligger rundt om selve det moment, som er det mest interessante.,
Derfor har der været rigtigt mange snakke os alle tre imellem om, hvad der kan få en karakter til at handle, som vores hovedkarakter handler. Hvad ligger i fortiden? Hvilket miljø, hvilken opvækst, hvilket sind? Men også hvad der potentielt set kan ligge i fremtiden for dette menneske. Længere end hvad vi i virkeligheden fortæller i filmen
I sidste ende er et moment kun “vigtigt” eller stærkt, hvis man forstår karakteren eller motivationsgrundlaget, som ligger bag en handling, og derfor var vi også nødt til at bygge vores karakter og univers op først.
KH: Derudover, så var det også vigtigt at opleve perioden efter den forandrende handling for at få en fornemmelse af karakterens følelsesmæssige oplevelse af det hele.
MMR: Ja præcis. Efterreaktionen er vigtig for at kunne forstå, hvad begivenheden i virkeligheden har betydet for karakteren, som giver os mulighed for (forhåbentligt) at fortælle en lidt større historie, end hvad der kun bliver vist på selve skærmen, hehe.
I forhold til hele filmens voldelige og dramatiske handling, der er det enormt vigtigt for mig, at vi som filmskabere ikke står tilbage som moralske vogtere over handlingen. Denne film handler ikke om at fordømme vores karakterer for, hvad de gør, men snarere modsat; at forstå og måske endda sympatisere med den proces, der ligger til grund for de mennesker, vi bliver, og de beslutninger, vi træffer. Hvordan et enkelt øjeblik kan være med at til definere resten af vores liv, uanset hvem vi er inderst inde, og hvor flygtigt livet i virkeligheden er.
Et mørkt rum
FB: En ret slående visuel ting ved filmen er også, at hændelsen foregår i et helt andet rum end festen, inde blandt nogle træer, og der er to klip, hvor karaktererne går henholdsvis ind og ud af nærmest en mørk portal ind til træerne. Det er, som om hændelsen foregår i en helt anden verden, omend den selvfølgelig ikke vil blive derinde. Hvor kom den idé med portalen fra?
KH: I starten af udviklingen af historien, der talte vi meget om, at vi gerne ville have de tre piger til at følge efter en pige udenfor, da det var det mest naturlige sted at gøre en så voldsom handling. I mit hoved, der forestillede jeg mig det personligt som hos mine forældre, hvor vi også har lidt skov ved siden af vores hus. Vi tænkte, at der var noget fantastisk og eventyrligt og det klare arena-skifte, men vi var også overbeviste om, at det var en svær location at finde, da den var så specifik. Men så fandt vi alligevel en location, der var perfekt med en låge i baghaven, der førte ud til et skovområde.
På den måde bliver skoven lidt et billede på et sindsskifte. Som der er et før og efter til.
MMR: Ja, på manusplan var tanken også fra starten, at de følger efter deres stakkels offer, da der også ligger noget ret naturligt mentalt i at angribe folk, når de er mest sårbare. Selve skiftet kan også gøre det nemmere rent faktisk at udføre en handling, man ikke nødvendigvis ville kunne i andre sammenhænge
KH: Lige som en sjov sidenote, så var det faktisk den første location, vi overhovedet kiggede på. Så det føltes chokerende heldigt.
AB: Jeg synes, vi har formået at skabe noget suspense omkring den scene, med relativt enkle midler – som virkelig tog historien videre på en super fed måde
MMR: Denne film handler ikke om at fordømme vores karakterer for, hvad de gør, men snarere modsat; at forstå og måske endda sympatisere med den proces, der ligger til grund for de mennesker, vi bliver og de beslutninger, vi træffer
MMR: Det gør også begivenheden mere usynlig for omverdenen, hvilket også kan være meget fedt, synes jeg
Ideen om at disse karakterer også skifter lidt i deres personlighed i forhold til miljøet eller konteksten, de befinder sig i – hvilket ikke er noget, der nødvendigvis er tydeligt for andre end dem selv
AB: Hele scenen i skoven og optakten dertil, tog næsten en hel dags optagelser, da vi brød den “ene” scene op i mange små bider. Da vi havde med relativt uerfarne skuepillere at gøre, havde vi brug for at tænke det hele lidt anderledes.
Derfor havde vi også både stuntmand og vores caster med på settet den dag. Som gjorde, at vi skabte et trygt rum for pigerne. Jeg tror, det har været med til at løfte den scene helt vildt.
FB: Det er virkelig også blevet en ret så slående sekvens. Og jeg er enig i, at location virkelig er fantastisk, det er nærmest sin helt egen karakter.
Det man vil fortælle
FB: Kristian, jeg vil godt spørge lidt mere ind til det med “sindsskifter”, for jeg synes lidt, det er noget, der går igen i dine film. De skildrer ofte dramatiske begivenheder i ret unge liv – et breakup i Forever Now, en kræftsygdom i Kemohjerne og et besøg hos en far, hovedpersonen ikke har set i mange år i Krokodilletårer. Men det er måske ikke de mest plottunge, twistede, begivenheder. Kan du fortælle lidt om, hvilke slags historier du tiltrækkes af og har lyst til at fortælle?
KH: Åh ja, det er jo et virkelig godt spørgsmål, som jeg ikke ved, om jeg har et helt klart svar på, men nu forsøger jeg alligevel. I en historie, så er det som udgangspunkt bare vigtigt, at jeg skal kunne finde en personlig indgangsvinkel til historien. Det kommer ofte ud fra, om jeg selv har oplevet noget følelsesmæssigt lignende, som jeg kan hænge historien op på. Forever Now var inspireret af et breakup, jeg selv har haft, Kemohjerne var baseret på en anden persons kræftforløb, men jeg tænkte på historien med min egen oplevelse med angst. Og i forhold til Krokodilletårer, så tog jeg følelsesmæssigt udgangspunkt i mit eget forhold til min egen far.
Som udgangspunkt, så tror jeg, at jeg tiltrækkes af historier, som jeg selv oplever som rørende og vigtige at belyse, men som også vil kunne have en identifikation hos andre mennesker. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke udelukkende laver film til mig selv – de skal også møde et publikum.
Måske har Malthe og Andreas et bud på, hvilke film jeg laver.
AB: Kristian har jo en fin evne til at finde sprækker i alle fortællinger/relationer og situationer. Jeg synes, det er en af hans største styrker. Finessen, der kan få selv den mindste ting til at føles stor.
KH: Lidt videre, så tænker jeg nok, at jeg har en tiltrækning til de følelsesmæssige historier, da jeg ofte føler, at det er der, vi som mennesker oftest kan mødes i fortællingerne. Jeg kan dog godt lide at lege med, om hvor store eller små følelserne skal fortælles. Hvis det giver mening.
MMR: Haha, det er svært. Jeg føler i hvert fald, af Kristians film altid tager udgangspunkt i noget, som i grunden er helt oprigtigt og ærligt fortalt, fra hans perspektiv. Og for at fortælle noget ærligt, så er vi næsten nødt til lade vores fortællinger tage udgangspunkt i noget, vi kender, forstår (eller i hvert fald har et ønske om at forstå). Det kan måske være derfor, det ofte tager udgangspunkt i noget, som Kristian selv har oplevet eller har haft tæt på livet.
Fortællinger kan jo også være en måde at bearbejde sine oplevelser og følelser på.
FB: Klart. Man kan godt fornemme, at de både tager udgangspunkt i og rendyrker de følelsesmæssige lag i fortællingerne, fremfor f.eks sociale forhold.
Malthe, lidt samme spørgsmål til dig. Film som Pinkies Begravelse og Den Anden har et nærmest mytologisk præg, lidt langt væk fra de helt nære følelser 🙂
MMR: Yes. Nu skal jeg lige finde en måde at svare på dette spørgsmål på en ordentlig måde … altså når ret skal være ret, så er jeg personligt selv drevet af ideen om, at film gerne må bryde med virkelighedens grænser. Det er noget af det, som gør det sjovt at arbejde med fortællinger efter min mening – og sjovt at få fortællinger fortalt! Evnen til at ophøje og løfte os selv ud af virkeligheden – for på den måde bedre at forstå den. Derfor er jeg ikke bleg for at gøre brug af magisk realisme, absurditet og andre sjove virkemidler i mine film. Når det så er sagt, så føler jeg ærlig talt, at de to film ikke helt 100 % repræsenterer mig og mit virke som forfatter. Det var skønne film at lave og fantastiske samarbejder, men samtidig var de et samarbejde med filmenes instruktører, og mine opgaver som forfatter var derfor også at løfte historierne efter instruktørernes visioner.
AB: Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man tager publikums tid seriøst, nu når de vælger at sætte sig i biografmørket i 10, 20, 30 eller 120 minutter
Noget, der har været skønt ved at arbejde på denne film, er, at jeg virkeligt kan spejle mig selv i Kristians måde at fortælle historier på, hvilket også gør, at jeg føler, vi arbejder rigtigt godt sammen. Denne film ligger mig meget nær, og er noget, jeg føler, virkelig repræsenterer min egen kunstneriske identitet og temperament. Det sjove ved at gå på Super16 er, at man virkeligt får udfordret sig selv som kunstner gennem forskellige samarbejder, og de forskellige film jeg har arbejdet med, har nok også været en del af min rejse til at finde hen til den form for historier, jeg ønsker at arbejde med.
I sidste ende er et forfatterskab lidt et andet gig end instruktør, og det kommer nok også til at gøre sig gældende i en lidt mere omskiftelig filmografi for mit vedkommende.
KH: Jeg vil også understrege, at jeg synes, at samarbejdet var en fornøjelse, og at jeg synes, vi taler meget samme sprog.
FB: Og Andreas: Du har arbejdet med både små doku-agtige film som Sergenten og hans Nevø og store film som Retfærdighedens Ryttere. Hvilke film vil du gerne lave fremover?
AB: Jeg vil som udgangspunkt gerne lave film, der henvender sig til dets publikum. Det betyder egentlig ikke så meget igen, hvilken genre man arbejder med, vigtigst for mig er at nå ud til publikum. Jeg synes, det var vildt sjovt at lave Sergenten … (som var min første og hidtil eneste dokumentar). Her fik jeg min sag for, da det var noget helt andet, end jeg havde prøvet før. Mine forrige film har arbejdet med mange temaer og blandede genrer – så jeg føler mig rustet til at lave spillefilm, som skal tage udgangspunkt i, hvad jeg synes er sjovt, og hvad jeg tror på, at publikum vil kunne få en oplevelse ud af. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man tager publikums tid seriøst, nu når de vælger at sætte sig i biografmørket i 10, 20, 30 eller 120 minutter. Vi har som skabere et ansvar for at skabe noget, der er relevant for både os selv og andre. Så jeg håber, at jeg sammen med de fremtidige talenter, jeg skal arbejde med, kan videreføre dette i det arbejde, vi sammen skal lave.
Arbejdet med karaktererne
FB: Kan I til sidst sige lidt om, hvordan I skabte karaktererne? Dels i manusfase, dels i samarbejde med skuespillerne, dels visuelt med kamera og den slags?
MMR: Yes. I forhold til karakterarbejde på manusplan, der brugte vi et godt stykke tid på at udvikle dem allesammen (i noget tid var der faktisk to karakterer, som endte med at blive slået sammen til én!). Først og fremmest kiggede vi meget på Kristians bagland og opvækst på Fyn for at få en fornemmelse af, hvilke slags mennesker vi godt kunne tænke os at arbejde med. Derudover brugte vi også meget tid på at tænke over gruppedynamikker. Hvordan ser vennegrupper ud, hvordan agerer de med hinanden, hvordan fungerer det sociale hierarki, og hvilken baggrund eller personlighed ville placere hvem i hvilken rækkefølge i herarkiet? Vi talte også med nogle af Kristians gamle veninder for at finde frem til noget, der føltes troværdigt og nuanceret. I sidste ende havde vi en ambition om at skabe en gruppe af karakterer, som alle har hver deres historie at fortælle. Vi ville gerne være lige interesserede i både Pernille, Tanne og Zarif, og det gjorde sig også gældende i, hvordan vi prøvede at skabe hver karakter
Vi forsøgte lidt at have i tankerne, at vi kunne fortælle en lige spændende fortælling om dem alle; i denne film er det bare lige præcis Pernilles perspektiv og følelsesvæsen, vi mærker.
Jeg kan også lige tilføje, at vi gerne ville have hver karakter til også at repræsentere hver deres form for bagland og personlighed. Selvom det ikke nødvendigvis gjorde sig decideret gældende på skærmen.
KH: Mht manus: Mit personlige mål med afgangsfilmen var også at prøve at opsummere og sammenfatte de forskellige ting, jeg har undersøgt og eksperimenteret med i mine sidste filmprojekter. Jeg har generelt siden Forever Now i 2017 undersøgt improviseret skuespil meget og prøver at finde ud af, hvordan man kan arbejde det ind i en kontrolleret setting. I Forever Now var ingen dialog skrevet, og vi prøvede os frem. I En Værdig Mand prøvede jeg at se, hvordan jeg arbejdede med improviseret dialog i scener, der var enkelte faste indstillinger. I Krokodilletårer gik vi helt improviseret til værks med tre skuespillere fremfor for to i Forever Now. I Kemohjerne improviserede vi meget over skrevne replikker med et hovedsagligt håndholdt kamera.
Så mit mål i Young var at arbejde med en blanding af skreven og improviseret dialog. Nogle scener er næsten identiske med manus, andre er mere løsslupne. Mit mål var at hæve det visuelle niveau, uden at det var på bekostning af skuespil. Det skete bl.a. i samarbejde med tilbagevendende samarbejdspartnere fotograf Jesper Duelund, production designer Eva Lendorph og lysmester Sebastian Lyding.
MMR: Vi ville meget gerne undgå at ende med at være tre 30-årige mænd, som forsøger at vise teenagepiger uden nogen form for indsigt
Mht. skuespillerne: Jeg går personligt meget op i samarbejdet med skuespillerne, så vi igangsatte også casting-processen meget tidligt i skrivefasen til at finde de rigtige skuespillere til rollerne, som vi så også kunne skrive videre med i baghovedet. Vi lavede en række udviklingsøvelser med skuespillerne Frieda, Ezgi og Mathilde for at undersøge, hvordan karakterernes dynamikker var, og hvordan de talte sammen, som vi kunne arbejde ind i manuskriptet.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi er tre mandlige Super16-medlemmer, der laver en film om tre teenagepiger, så det var også vigtigt for mig at bruge de tre skuespillere som konsulenter på, hvad der føles troværdigt for karaktererne.
Derudover, så havde jeg også én af pigerne fra min opvækst, som historien er inspireret af, til at læse manuskripterne for at sikre mig, at følelserne i en historie som denne føles ægte og genkendelige.
MMR: Ja, vi ville meget gerne undgå at ende med at være tre 30-årige mænd, som forsøger at vise teenagepiger uden nogen form for indsigt eller konsultation fra dem, vi forsøger at repræsentere.
FB: Klart. Film laves ikke af et enligt geni alene.
KH: True dat. Det er teamwork.
LÆS ALLE FREDERIK BOJER BOVÉS TEKSTER HER.
Young kan ses hos Ekko. Læs resten af serien om Super16 her.
Topfoto: PR.
Portrætter: Miklos Szabo
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
