KRIG I YEMEN // BAGGRUND – Situationen i det krigshærgede land bliver beskrevet som en af verdens værste humanitære kriser, og Yemen er en bundskraber, når det kommer til sikkerhed for journalister. Det efterlader de lokale journalister tilbage med død, ødelæggelse og livet som indsats.
Krigen i Yemen runder snart et skarpt hjørne, når det til september er ti år siden, at houthierne overtog kontrollen med hovedstaden Sanaa og smed regeringen på porten. Nabolandet Saudi-Arabien var herefter hurtigt til at samle en koalition, som nu snart i et årti har forsøgt at bekæmpe houthierne – indtil videre uden held.
Tilbage står en hårdtprøvet civilbefolkning fanget i krydsilden mellem de stridende parter. Sundhedssystemet er kollapset, 3 millioner mennesker er akut underernærede, og landet befinder sig i en af verdens værste humanitære katastrofer.
At de lokale journalister har trange kår, giver derfor også lidt sig selv, og hos organisationen Reporters Without Borders indtog Yemen da også en 168. plads ud af 180 lande i 2023, hvad angår sikkerhed for journalister.
Manal er en af dem, som alligevel løber risikoen og rapporterer om situationen i sit hjemland.
Under frygt og pseudonymer
Fra byen Hodeidah på den yemenitiske vestkyst har Manal, en kvinde i slutningen af 30’erne, dækket krigen i otte år som freelance-journalist. Det yemenitiske medielandskab er meget fragmenteret, hvor hver af krigens parter har deres egne medier og nyhedsbureauer, ligesom online adgang til internationale medier i flere tilfælde er blevet blokeret.
Hverken houthierne eller regeringen har pressefrihed øverst på deres politiske dagsorden, og ifølge Reporters Without Borders er journalister i konstant risiko for at blive kidnappet, tortureret og slået ihjel. Af sikkerhedsmæssige hensyn er Manals efternavn også udeladt af artiklen.
I houthi-kontrollerede områder er det særligt anklager om spionage for saudierne, der rammer de lokale journalister
“Jeg arbejder som freelancer for et internationalt nyhedsbureau, men under et pseudonym. Det er frustrerende at være nødt til ikke at skrive under mit eget navn, men det er mere sikkert på den måde. Jeg frygter alligevel konstant at forsvinde pludseligt. Det er et evigt mareridt.”
“Hvis jeg skriver under mit eget navn, kan jeg kun skrive om emner relateret til den humanitære situation, alt andet er for risikabelt og sensitivt. Men under pseudonym har jeg skrevet om alt lige fra miner, henrettelser af homoseksuelle og til houthiernes angreb i Det Røde Hav.”
“Jeg kan ikke leve af journalistikken alene og har derfor også andre småjobs,” fortæller Manal og fortsætter: “Men jeg føler et ansvar over for folk her at fortælle om situationen i Yemen.”
Byen Hodeidah, hvor Manal bor med sin familie, har været centrum for en lang række kampe under krigen, blandt andet på grund af byens strategisk vigtige havn ud til Det Røde Hav, og Hodeidah har i de seneste år været på houthiernes hænder.
“Du skal have tilladelse fra dem [houthierne, red.], før du må lave journalistisk arbejde, for ellers risikerer du at blive arresteret,” fortæller Manal. I houthi-kontrollerede områder er det særligt anklager om spionage for saudierne, der rammer de lokale journalister.
Mødet med krigens mange civile ofre, herunder de mange børn, sætter også sine spor i Manal, som selv er mor til to drenge. Hendes krop reagerer på de mange tragedier, hun har mødt: søvnløshed, opkast og gråd
“Forestil dig, at ingen må gå rundt med et kamera. Jeg føler mig som en kriminel, når jeg går med en taske med et kamera og skal lave et interview.”
Gensidig mistillid
Frygten for repressalier fylder meget i Manals daglige arbejde, hvor det kræver et grundigt forarbejde, før hun tør kontakte potentielle kilder.
“Inden jeg går i gang med en historie, bruger jeg lang tid på at indsamle information om den, jeg skal tale med, hvilket i sig selv er en svær opgave.”
Det kan dog også have store konsekvenser for kilderne at stille op i medierne, og Manal beskriver, hvordan mistilliden har spredt sig og går begge veje:
“Jeg er bange for at tale med folk, og de er bange for at tale med mig.” Hun ændrer derfor også oftest navnene på sine kilder af hensyn til deres sikkerhed.
Mødet med krigens mange civile ofre, herunder de mange børn, sætter også sine spor i Manal, som selv er mor til to drenge. Hendes krop reagerer på de mange tragedier, hun har mødt: søvnløshed, opkast og gråd. Særligt én episode har sat sig i hende og har fået konsekvenser for hendes arbejde:
“Jeg mødte en ung kvinde, måske 20 år, og hendes 18-årige bror, kort tid efter han havde trådt på en landmine. Han manglede størstedelen af sit ene ben. De to søskende var begge i alvorligt chok og havde brug for hjælp til at behandle deres traumer. Men jeg blev ramt af en følelse af, at jeg faktisk ikke ville høre deres fortælling. Hvad er formålet med at skrive historierne, når der ingen hjælp er at få?”
Når hun tænker tilbage på mødet med de unge, kan hun huske, at der var en periode, hvor hun reelt var bange for, at den overvældende følelse af magtesløshed og uretfærdighed ville gøre hende skør.
“De nære, menneskelige historier skriver jeg ikke længere. I dag skriver jeg udelukkende nyheder. Det kan godt give mig dårlig samvittighed ikke at fortælle folks historier, men det ville tage livet af mig eller gøre mig til et andet menneske, hvis jeg skulle fortsætte med at rapportere om al elendigheden så detaljeret.”
Venter på fred
Medier i Vesten bliver ofte kritiseret for ikke at dække krigen i Yemen nok. At der altid er en anden krise, som løber med opmærksomheden, og at landet bliver overset i det store nyhedsbillede.
Som journalist har Manal bistået flere udenlandske medier med reportager fra Yemen, og hun peger på landets manglende politiske og økonomiske indflydelse internationalt som værende en faktor for den begrænsede interesse for krigen.
“Jeg ved ikke, om det er fordi vi ingen stemme har, eller om det er, fordi resten af verden er døv? Det internationale samfund har ikke glemt os, de fleste kender godt til situationen i Yemen. Vi har bare ikke samme gennemslagskraft som for eksempel vores naboer, der har pengene til at få verden til at kigge den anden vej.”
Min drøm er at lave journalistik under mit eget navn uden frygten for at blive dræbt
Manal, journalist
En stor del af våbenarsenalet, som saudierne har brugt i krigen, kommer fra USA, mens iranerne angiveligt har forsynet houthierne med blandt andet missiler og droner. Siden Hamas’ krig mod Israel brød ud i oktober 2023, har houthierne intensiveret deres angreb på Det Røde Hav, hvor de er gået efter den internationale skibstrafik. Som modsvar har en amerikansk-ledet koalition udført en række luftangreb på militære mål, herunder i Hodeidah.
“Vi ventede på fred, men nu finder vi også os selv under angreb fra amerikanske missilangreb, efter at houthierne begyndte at angribe skibe.”
Et lille håb om fred var ellers begyndt at spire, da det sidste år lykkedes at få saudierne og houthierne til at mødes omkring det samme forhandlingsbord. Situationen i Det Røde Hav lader dog til at have kølet forhandlingsklimaet gevaldigt ned, og der er derfor intet, der tyder på, at krigen slutter i den nærmeste fremtid.
Krig eller ej, så har Manal og langt de fleste andre yemenitter ingen andre muligheder end at blive i landet og fortsætte med at vente på freden.
“Vi kan ikke forlade Yemen, og jeg har heller ikke lyst til at leve livet som en flygtning. Min drøm er at lave journalistik under mit eget navn uden frygten for at blive dræbt.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
