BØGER // ANMELDELSE – Selvet kan ikke helbredes ved at blive beskyttet mod alt det, der ikke er selvet. Det er den vigtigste idé i Julia Maria Gieysztor Bertelsens roman Det store år , skriver Martin von Haller Grønbæk. Den vedholdende selvundersøgelse rejser dog også det samme spørgsmål som den danske kvindepop: Hvor længe kan selvet være både genstand, metode og mål for kunsten?
Der er noget påfaldende ved en del af den kunst, som en ny generation producerer.
Ikke mindst blandt yngre kvindelige forfattere og musikere synes følelserne, parforholdet, angsten, diagnosen, grænserne og spørgsmålet om det sande eller autentiske selv at have fået en usædvanligt central placering.
Problemet er ikke, at unge kvinder skriver eller synger om deres følelser. Det har kunsten altid gjort, og man kommer ikke langt i verdenslitteraturen, hvis kærlighed, sorg, jalousi og fortvivlelse skal diskvalificeres som emner. Det særlige ved den aktuelle udvikling er snarere, at følelsen i stigende grad synes at blive behandlet som både udgangspunkt, metode og sandhedskriterium. Kunstværket bliver stedet, hvor selvet undersøges, forklares, valideres og plejes.
Kvindepoppen deler erfaringer
Man kan spørge, hvad der sker med kunsten, når hele dette kredsløb foregår inden for jeget. Den risikerer at miste den friktion, der opstår, når selvet støder ind i en verden, som ikke først og fremmest handler om det.
Interessant nok finder man næsten den samme observation uden for litteraturen. I en artikel i Information fra august 2026 om den aktuelle danske kvindepop beskrives den som et stort kollektivt rum for bekendelser om kærlighed, venskaber, flirt, brud, svigt, diagnoser og nedture.
Kritikeren Ralf Christensen fremhæver direkte en af de unge sangeres »selvundersøgelser« og konstaterer til sidst, at en lang række kvinder synger formfuldendte sange om »kollaps og åbne sår«. Hans vurdering er dobbeltsidet: Delingen af kvindelige erfaringer er en kulturel rigdom, men ensartetheden indebærer samtidig en form for »kunstnerisk underernæring«.
Det store år er Bertelsens anden roman efter Koktebel fra 2020. På bagsiden betegnes den som en moderne dannelsesroman om kvindeliv i 2020’erne
Christensen leder blandt andet efter forklaringen hos de mandlige producere og sangskrivere bag kvinderne. Det kan der være noget om. Men man kunne også stille et mere ubekvemt spørgsmål: Hvad nu, hvis en del af ensartetheden ligger i selve den terapeutiske vending? Hvis kunsten igen og igen begynder med spørgsmålene: Hvordan har jeg det? Hvad har denne relation gjort ved mig? Hvad har jeg brug for? Hvad nærer mig? Hvor går mine grænser? Hvem er jeg egentlig?
Det store år er Bertelsens anden roman efter Koktebel fra 2020. På bagsiden betegnes den som en moderne dannelsesroman om kvindeliv i 2020’erne, om at leve »med privilegier, i patriarkatet, i kapitalismen og i sit eget hoved« og om at bryde fri af sig selv. Selv navlepilleriet er altså annonceret på forhånd. Bertelsen ved udmærket, hvilket litterært og kulturelt territorium hun bevæger sig ind på.
Romanens centrale figur er Nikola, som bor sammen med sin mand i København, arbejder på et forlag og forsøger samtidig at skrive. Hun har vanskeligt ved at følge med »Verdens store, tikkende ur«. Hun grubler over sit parforhold, sin identitet, sin angst og de forskellige udgaver af sig selv, som kommer frem i forskellige relationer.
Nikola undersøger sit indre
Hun længes efter andre steder og andre mulige liv: Polen, Mexico, et hus på landet, et køkken i Palermo. Hun gemmer sig bogstaveligt talt i et klædeskab for at slippe for Verden.
Hun spørger sig selv, hvad der »nærer« hende, og undersøger, hvilke sider af hendes personlighed der får lov til at leve i parforholdet. Hun grubler over, om mennesket overhovedet har en fast kerne, som man skal være tro mod. Samtidig erkender hun, at hun i modsætning til tidligere generationers kvinder lever i et nogenlunde frit samfund. Måske er det ikke først og fremmest samfundet eller manden, der holder hende tilbage. Måske er det hende selv.
Man befinder sig således meget præcist i det terapeutiske univers. Det er et menneske, der foretager en næsten kontinuerlig læsning af sit eget indre.
I længden rejser den stadige selvundersøgelse det samme spørgsmål som den danske kvindepop: Hvor længe kan selvet være både genstand, metode og mål for kunsten?
Bertelsen skriver godt om det. Hun har en særlig sans for de ting, steder og små ritualer, hvorigennem et menneskes indre liv viser sig: en kop kaffe, et supermarked, en gammel lejlighed, mad, tøj, et stykke musik, en rejse eller en samtale, der går galt.
Der er både humor og præcision i registreringen.
Men i længden rejser den stadige selvundersøgelse det samme spørgsmål som den danske kvindepop: Hvor længe kan selvet være både genstand, metode og mål for kunsten?
Spørgsmålet bliver særlig interessant, fordi Nikola selv er bevidst om sin privilegerede position. Hun er ikke et menneske uden muligheder. Hun har uddannelse, bøger, et forhold, arbejde, mulighed for at rejse og tage orlov og for at afprøve andre tilværelser. Det gør ikke hendes angst mindre virkelig.
Autofiktionen skaber afstand
Men privilegiet gør spørgsmålet mere påtrængende: Hvad skal man bruge denne frihed til? Stadig mere detaljerede undersøgelser af sig selv? Eller kan den også bruges til at få øje på noget uden for selvet?
Her bliver romanens form interessant. Det store år er udgivet som roman, men befinder sig tydeligt i det autofiktive felt.
Grænsen mellem Julia Maria Gieysztor Bertelsen og bogens Nikola bliver hele tiden både opretholdt og undermineret.
I nogle afsnit hedder hovedpersonen Nikola og omtales konsekvent som »Hun«, med et mærkværdigt stort H. Hun lever med sin mand, arbejder på et forlag, vil være forfatter, rejser til Mexico og tænker på den roman om sin familie, som hun forsøger at skrive. Andre steder forsvinder denne fiktionaliserede afstand næsten fuldstændigt. Her fortæller et jeg direkte om »min mor«, »min onkel«, »min mormor«, sine søskende og sin barndom.
Det skaber en ejendommelig og virkningsfuld bevægelse mellem nærhed og afstand.
»Jeg« bliver til »Hun«, og »Hun« bliver igen til »jeg«. Man kunne næsten opfatte det store H som en autofiktiv afstandsmekanisme: Forfatteren gør sit eget erfaringsmateriale til en anden person for at kunne undersøge det. Subjektet bliver genstand for sin egen analyse.
Det er en grundlæggende autofiktiv operation.
Familiehistorien åbner romanen
Allerede i bogens begyndelse fortæller jeget om sin polske onkel, der bor i Nedre Schlesien og skriver på en roman, som efterhånden er blevet mere end 2.000 sider lang. Han driver et bed & breakfast i et gammelt hus, skriver om natten og er i familiens øjne blevet noget af et spøgelse.
Senere får onklen navnet Stefan. Som ung læser han historie i Warszawa, og familien forventer, at han skal følge den berømte historiker Aleksander Gieysztor i fodsporene. Men Stefan bliver ramt af hjernehindebetændelse, som påvirker hans hukommelse, og ender på et sanatorium i Nedre Schlesien.
Her bliver autofiktionen næsten demonstrativ. Offentligt tilgængelige polske genealogiske oplysninger identificerer Anna Gieysztor, født i 1956, som gift med Sten Bertelsen og mor til blandt andre Julia Bertelsen, født i 1992. I samme slægtstræ optræder Annas bror Stefan Gieysztor, ligeledes født i 1956, og deres far, Tadeusz Gieysztor, som levede fra 1917 til 1967.
Forfatteren Bertelsen skjuler altså ikke det biografiske råstof. Tværtimod lægger hun det frem for læseren og gør derefter noget andet med det. Og netop dér begynder romanen efter min mening for alvor at løfte sig.
De stærkeste dele af Det store år er ikke nødvendigvis dem, hvor Nikola mest præcist analyserer Nikola. Det er de steder, hvor autofiktionen bliver en indgang til andre menneskers liv.
Bertelsen er selv opmærksom på vanskeligheden ved at skrive om et andet menneske
Historien om moderen er et godt eksempel. Hun kommer fra Polen til Danmark og bliver gradvist fanget i rollen som mor og hustru. Men hun rummer et helt andet liv: sproget, Rusland, Polen, studierne og længslen efter at være andet og mere end den funktion, familien tildeler hende. Romanen fortæller om hendes rejse gennem Rusland og Sibirien og om hendes forsøg på at se sig selv i en anden sammenhæng end den danske families.
Bertelsen er selv opmærksom på vanskeligheden ved at skrive om et andet menneske. Hun understreger, at det er hendes version af moderens historie og ikke nødvendigvis søskendenes. Det er en vigtig erkendelse, for autofiktionen bliver dermed mere suveræn.
Endnu stærkere er historien om onklen og familien Gieysztor. Pludselig åbner den lille københavnske selvundersøgelse sig mod Polen og det gamle Central- og Østeuropa. Her findes krig, sovjetiske deportationer, tabte ejendomme, kommunisme, migration og en familie, hvis geografi ikke længere passer pænt ind i Europas nuværende nationale grænser.
Sanatoriet forbinder fortid
Onklen lever, skriver Bertelsen, i et Europa, der ikke længere findes. På hans kontor hænger genstande fra denne forsvundne verden, mens han om natten skriver på sin endeløse historie.
Her bliver autofiktionen til noget andet end selvterapi. Jegets familie bliver en arkæologisk udgravning af historien. Autofiktionen går fra spejl til vindue.
Romanens mest opfindsomme greb er historien om Stefans sanatorium. Den virkelige familiehistorie forskydes her afgørende ind i fiktionen. Den unge Stefan bliver transporteret til et slot, hvor syge mennesker behandles for en særlig lidelse: »Verdenssygen«.
Det store år udvikler sig fra helle til fængsel
Professoren, som leder stedet, tilbyder noget, der næsten lyder som den terapeutiske kulturs utopi. Patienterne skal ikke præstere. Ingen kræver noget af dem. De skal ikke bekymre sig om fremtiden eller fortiden, men blot eksistere i nuet. Tiden går ikke fremad, men bliver cirkulær. Det er svært ikke at se Det store år som en radikal udgave af Nikolas egen længsel. Hun gemmer sig i klædeskabet. Hun vil ud af byen. Hun længes efter steder, hvor Verden ikke kan få fingrene i hende. Da hun midlertidigt flytter på landet, oplever hun, at årsagen til problemerne er blevet fjernet, og hun kan skrive på romanen om sin familie i fred. Men selv dér drømmer hun, at vennerne anklager hende for ikke længere at være nysgerrig, for at være blevet en del af emnet.
Det store år udvikler sig fra helle til fængsel. Patienterne må ikke modtage breve, læse litteratur fra Verden eller høre dens musik. Deres egne breve bliver aldrig sendt. Professoren indfører til sidst en regel om, at de kun må tale i nutid. Fortid og fremtid bliver bogstaveligt talt forbudt.
Det forekommer mig at være romanens vigtigste idé: Selvet kan ikke helbredes ved at blive beskyttet mod alt det, der ikke er selvet. Et menneske har brug for pauser fra verden, men kan ikke leve uden den. Beskyttelsen bliver destruktiv, når den ophæver historie, relationer, forpligtelser og muligheden for at blive forstyrret af noget, man ikke selv har.
Romanen kritiserer terapi
Derfor er Det store år efter min mening mere interessant end meget af den selvundersøgende kunst, som den umiddelbart ligner. Den tilhører tydeligt den autofiktive og terapeutiske vending i nyere litteratur, men er samtidig på vej til at blive en kritik af den.
Romanen begynder med selvet som problem og terapien som løsning. Nikola leder efter den rigtige udgave af sig selv, den rigtige relation, det rigtige sted og den rigtige måde at leve på. Hun forsøger at beskytte sig mod Verdens pres og finde ind til det selv, som hun forestiller sig findes under alle de roller, hun spiller.
Men gradvist opstår en anden mulighed. Og den bevægelse finder sted i Det store år. Nikola opdager andre menneskers liv. Hun opdager sin mor som andet end sin mor og sin onkel som andet end den excentriske slægtning. Hun opdager Polen og det tabte Europa.
Også privilegiet får dermed en anden og mere interessant betydning. Hun har adgang til tid, uddannelse, litteratur, rejser, historie og andre mennesker. Spørgsmålet er, hvad hun bruger denne frihed til. Man kunne måske ligefrem tale om, at privilegiet medfører en æstetisk forpligtelse:
Hvis man har mulighed for at se verden, er det synd kun at bruge den til at betragte sig selv.
Det er derfor, Det store år efter min mening er bedst, når Bertelsens autofiktion holder op med kun at handle om Julia eller Nikola og bliver en metode til at åbne moderens, onklens, familien Gieysztors, Polens og Europas historie. Det private ophører ikke med at være privat, men bliver forbundet med en fælles virkelighed. Her adskiller Bertelsens roman sig også fra den kunstneriske »underernæring«, som Informations popkritiker aner bag de mange formfuldendte sange om kærlighed, diagnoser, kollaps og åbne sår. Det store år begynder ganske vist i det samme følelsesmæssige landskab. Men den bliver ikke stående, og det er dér, Julia Maria Gieysztor Bertelsens roman for alvor bliver god.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og