KUNST // ESSAY – Louisianas udstilling ” Det uerstattelige menneske” fremviser ekstremt mange af den antropocæne tidsalders problemer og menneskehedens velsignelser, men den siger ikke rigtigt noget, skriver Christine Lind Ditlevsen. Hvorfor anbefaler hun så alligvel dig at se udstillingen med din teenager?
Udstillingen Det Uerstattelige Menneske har undertitlen ”Kreativitetens vilkår i den kunstige intelligens’ tidsalder”. Puha, hvor skal man næsten begynde? For hvad er kreativitet? Og er det virkelig det vigtigste spørgsmål, vi kan stille os selv i den kunstige intelligens tidsalder?
Hvad med sandhedens vilkår, den kritiske sans’ vilkår – eller endnu bedre kunstens vilkår? For det er jo kunst, vi kommer til Louisiana for at se. ”Kreativitet”, derimod, lugter lidt af efteruddannelse, arbejdsløshedskursus eller reklamekompetence.
Ophobningen af genstande, der i princippet skulle tale sammen eller om det samme, er for stor en fadæse
Hvordan ser du kunst, kære læser? Jeg kan fortælle, at jeg først tager en hurtig runde for at forstå, hvad jeg overhovedet er på vej ind i. Og derefter en langsom, hvor jeg fx kan finde på at sætte mig og se en 19 minutters video fra start til slut. Ved min første hurtige gennemgang blev jeg ret forvirret, for der er virkelig mange, og meget forskellige, enkeltdele i udstillingen. Når jeg siger enkeltdele, er det fordi, ganske meget af udstillingen ikke er kunst.
Hvabehar! Det befinder sig jo på et kunstmuseum, altså er det vel kunst?!
Ja, jo, og så alligevel ikke.
Ophobningen af genstande
Der findes kun én ting, der er mere forvirrende end at se en masse ting, som kun hænger sammen, fordi nogen siger, at de gør. Og det er at remse alle disse ting op. Men jeg gør det alligevel, for ophobningen af genstande, der i princippet skulle tale sammen eller om det samme, er for stor en fadæse til, at jeg kan lade være.
Så, de første 16 genstande/værker, jeg så på vej gennem udstillingen, var:
Et sort banner med indskriften: Hello, today you have day off. Et rum med børnetegninger ordnet taksonomisk efter indhold. En lang væg med kunstbilleder af børn. Et interview-potpourri med tre eksperter, der udtaler sig om kreativitet. Skilte fra demonstrationerne under skolelockouten i 2013. En video med børn, der leger. Fotos af Picasso, der tegner med sine børn. Et maleri med titlen ”Tegnende børn” af Picasso. Et rum med pædagogen Fröbels (1782-1852) Gaver til børn – forskellige materialer som træ, papir, garn og metal i forskellige former kugler og byggematerialer.
Det føles ærligt talt mere som et undervisningsforløb end som en kunstudstilling. Et undervisningsforløb, i et fag, du ikke ved, hvad er.
Modeller og billeder af billedhugger og landskabsarkitekt Isamu Noguchis legepladser. Videoværk af Bertille Bak med børn, der arbejder i miner. En video af et barn, der tegner efter et Picasso-billede. Fotografier af peruvianske skolebørn. Et videoværk af Tony Cokes Evil.35 om store virksomheders undertrykkende adfærd. Et videoværk af Ben Grosser med Facebook-CEO Mark Zuckerberg. Et standur (kaldet et mølleur) med to urskiver; ét, der viser tiden, og ét, der viser produktiviteten. Det sidstnævnte kan få det førstnævnte til at gå langsommere, hvis produktionen ikke er effektiv nok.
Et teammøde med kreativ leg
Af udvalget af genstande kan jeg udlede, at kreativitet på en eller anden måde hænger sammen med børn, at børn måske er mere kreative end voksne, og at leg og kreativitet er vigtigt for mennesket. At arbejde ikke er kreativt, og at penge og effektivitet heller ikke er det. Det lyder alt sammen rigtigt (men ikke særlig nyt).
Der ligger i udstillingens undertitel en implicit påstand om, at kunstig intelligens presser vores kreativitet, hvilket jo ikke er en ny problemstilling og bestemt heller ikke en uvigtig. Jeg føler mig imidlertid ikke taget i hånden i forhold til for alvor at få problemstillingen udfoldet, mens jeg går gennem de mange små og store rum. Jeg synes, at udstillingen på mange måder mere er en ophobning af gods fra den antropocæne tidsalder, end det er kunst, der udtrykker skismaet mellem kunstig intelligens og kreativitet.
Det ser ud som om, man på udstillingens indledende møde har bedt teamet komme med et begreb hver, som man kan forbinde med kreativitet eller kunstig intelligens. Og det er der kommet nogle lidt tilfældige vinkler ud af. Det er noget med barndom, er der en, der siger. Arbejde, siger en anden. Teknologi. Leg. Tid. Overvågning, kontroltab, nysgerrighed, effektivitet, ensretning etc.
Løsrevne genstande og talking heads
I stedet for at finde kunstværker, der kan sige noget om flere elementer samtidig, og samle beskuerens forståelse for netop de komplekse sammenhænge mellem kreativitet og kunstig intelligens, har man fundet en masse enkeltdele, der hver især udtrykker et begreb eller tematiserer. Der er også enkelte kunstværker i udstillingen, der formår at sige noget om begge ting og endda mere, men de er undtagelser.
Alligevel synes jeg, man skal tage minimum ét ungt menneske under armen og besøge “Det uerstattelige menneske” på Louisiana
Samtidig har det åbenlyst også været et problem for kuratoren at lande et sted mellem det overfladiske og det akademiske. Mellem enkeltgenstandene hænger skærme med eksperter. Mange skærme med mange eksperter, der udtaler sig filosofisk eller akademisk om fx kreativitet og teknologi i op til 19 minutter ad gangen.
Så vi har på den ene side løsrevne genstande en masse, på den anden side talking heads, der teoretiserer. Det kræver et meget stort talent for overblik og mønstergenkendelse – og faktisk også en del viden – at samle trådene selv. Og det føles ærligt talt mere som et undervisningsforløb end som en kunstudstilling. Et undervisningsforløb, i et fag, du ikke ved, hvad er.
Den mærkelige menneskelige hjerne
Problemet er jo, at kreativitet er bedst, når det udøves. At samle en række ”beviser” på, at kreativitet er menneskelig eller lade en masse kloge hoveder tale om det, bliver kedeligt, hvis det ikke sættes i et større perspektiv, bliver fordybet eller sammentænkt, og det, synes jeg ikke, bliver gjort.
Ét tema, som jeg synes lyder helt fantastisk, er ”Krydsbestøvning”, som jeg pludselig fandt lidt om på en væg i et af de sidste udstillingsrum. Men igen kunne jeg ikke mærke en rød tråd i værkerne. Jeg prøvede virkelig at få vægtæpperne, den Storm P-agtige maskine, Nick Caves lyddragt og en lille britisk mus til at tale sammen, men forgæves.
Rummets talking head var professor og forfatter Marina Warner, som udtrykte håb om, at den menneskelige hjerne bliver ved med at være mærkeligere end AI. Det kunne jeg godt lide, selvom jeg igen manglede en perspektivering.
Tag din teenager under armen
Alligevel synes jeg, man skal tage minimum ét ungt menneske under armen og besøge “Det uerstattelige menneske” på Louisiana.
Og man kan med fordel standse foran disse tre værker, som både er god kunst og et godt samtaleudgangspunkt:
Livesimulationen ”Something Thinking of You”, Ian Cheng, 2015. En uendelig og selvudviklende simulation (et virkelighedstro, computerskabt design), hvor man følger en lille skabning, en plante eller et ukendt dyr på sin færd gennem et landskab. Rørende og urovækkende.
Fotoværket ”From Apple to Abomination”, Trevor Paglen, 2023. ImageNet har samlet et datasæt med omkring 15 millioner billeder, som er sorteret af menneskelige arbejdere i mere end 20.000 kategorier. ImageNet bruges til at træne en række AI-software, herunder overvågningssystemer, der danner grundlaget for, hvordan de bedømmer ny visuel information.
Udstillingen giver stof til mange timers diskussion af væren og tid
Nogle af disse kategorier er tilsyneladende ufarlige, fx “læbestift”, “spejl” eller “mesterværk”. Andre, som sorterer billeder af mennesker, indeholder værdidomme: “forræder”, ”gerningsmand” og “alkoholiker”. Paglens værk anskueliggør AI-træningssystemet.
Med til værket hører billedet ”The Treachery of Object Recognition”, som viser René Magrittes kendte maleri ”Ceci n’est pas une pomme” udsat for ImageNet-kategorisering.
Tre ”ure” hænger forskellige steder på udstillingen, ikke særligt tydeligt angivet, desværre. Jeg fandt kun ét af dem, efter at jeg ved et tilfælde hørte en omviser fortælle om dem. Det er Yuri Pattisons værk clock speed (the dead) fra 2022, og det er skabt ved hjælp af kunstig intelligens. Urene viser ikke tiden, men hvordan ure er repræsenteret i det nu forældede datasæt BigGAN. AI forstår, hvordan et ur ser ud, men ikke, hvordan det virker, eller hvad tid er.
De vigtige samtaler
Udstillingen giver stof til mange timers diskussion af væren og tid, hvis man selv har fulgt med i udviklingen og kan perspektivere.
For så kan de mange genstande være begyndelsen på samtaler om, hvad forskellen på kunst og kreativitet er, og hvad kunst er (tag lige en tur sammen gennem den faste samling også). Hvad kunstig intelligens kan – og hvorfor. Hvordan internettet har udviklet sig. Hvad der kan være værdifuldt for et samfund – og hvorfor. Hvad den unge nødigt vil undvære i livet – og hvorfor.
De samtaler ville det have klædt museet at hjælpe beskueren med. Det er vel for pokker derfor, man tager på museum, i stedet for at sidde derhjemme foran computeren.
Læs også Christine Lind Ditlevsens artikel Er kunst for kunstens egen skyld elitær og privilegieblind?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
