SEX OG SAMTYKKE // KOMMENTAR – Der er brug for oplysningsarbejde om den nye samtykkelov, men det nødvendige arbejde skal ikke kun rettes imod de unge. Det er nemlig de 31-60-årige, som er den gruppe, der føler sig mindst oplyst om den nye samtykkelov, påpeger Emilie Green og Karla Sørensen fra foreningen Voldtægtsofres Vilkår i anledning af en ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det Kriminalpræventive Råd har for nylig offentliggjort en undersøgelse, der giver indsigt i voldtægtsmyter og i befolkningens holdning til vores nye samtykkebaserede voldtægtslovgivning.
Undersøgelsen viser blandt andet, at nogle mænd i alderen 16-20 år finder det svært at aflæse og spørge om samtykke til sex.
Det er vigtigt, at vi ser voksne mennesker som væsentlige for forebyggelsesarbejdet. De både bærer og viderefører hver dag den kultur, vi prøver at ændre med samtykkeloven
På baggrund af undersøgelsen har Det Kriminalpræventive Råd samt flere andre organisationer og myndigheder sagt, at der er brug for mere oplysningsarbejde, som er målrettet til de unge.
Det er også vigtigt, men det arbejde kan ikke stå alene. Der mangler i høj grad også oplysningskampagner, som er målrettet til de voksne.
Undersøgelsen viser nemlig, at de 31-60-årige er den gruppe, der føler sig mindst oplyst om den nye samtykkelov. Det er vores overbevisning, at det ikke nødvendigvis er de unge, men de voksne, som har sværest ved at forstå, hvad samtykke går ud på, og hvad der præcis er kriminaliseret med den nye voldtægtsparagraf, som trådte i kraft i januar 2021.
Det er vigtigt, at vi ser voksne mennesker som væsentlige for forebyggelsesarbejdet. De både bærer og viderefører hver dag den kultur, vi prøver at ændre med samtykkeloven.
De er både selv seksuelt aktive med andre voksne, men også med unge. Det ved vi, fordi vi møder voldtægtsofrene, og deres gerningspersoner er i alle aldre.
De 31-60-årige er også forældre, vejledere og rollemodeller for unge. De bærer derfor et stort ansvar for, at en del af samtalen om samtykke til sex er blevet gjort til en kampplads for ideologiske standpunkter og misinformation, men desværre også misforståelser, der for ofte er baseret på uvidenhed.
Vi skal kritisere strukturer i samfundet – ikke enkeltindivider
Kan man kritisere voksne for uvidenhed, når de ingen oplysning har modtaget om, hvad det vil sige at indhente samtykke til sex?
Kan man kritisere dem for at håndtere tvivlen med dårlig humor om NemID eller MitID og underskrifter på kontrakter?
Eller at håndtere frygten ved at skabe fjendebilleder?
Vi har som samfund ikke levet op til vores ansvar, når vi sidder tilbage med en så stor befolkningsgruppe, der ikke er blevet oplyst nok om samtykke, som tallene fra Det Kriminalpræventive Råd viser
Ja, det kan man godt. Men kritikken skal ikke falde på individet, men på de medier, strukturer og mennesker i magtpositioner, der bidrager til at sprede misinformation, og de, som har besluttet, at voksne mennesker ingen oplysningskampagner behøver.
Vi har som samfund ikke levet op til vores ansvar, når vi sidder tilbage med en så stor befolkningsgruppe, der ikke er blevet oplyst nok om samtykke, som tallene fra Det Kriminalpræventive Råd viser.
Vi kan heller ikke kritisere, at de unge, som ikke er blevet oplyst tilstrækkeligt, i stedet lytter til deres forældre, venner, kollegaer eller læser hurtige clickbait-overskrifter – eller tror på misinformation, de får på sociale medier.
De voksne skal med i den brede samtale om sex og samtykke
Hvis vi skal have alle de unge med, har vi derfor også brug for at involvere de voksne.
Det er ikke tilstrækkeligt at lave oplysning, som er målrettet grundskole og gymnasier. Vi skal oplyse og uddanne hele befolkningen på tværs af alder, job og bopæl, så alle har mulighed for at være med i samtalen om samtykke til sex på et oplyst grundlag. Det er langtfra tilfældet lige nu.
De voksne er en væsentlig del af den kulturforandring, vi forsøger at skabe med loven. De kan være en barriere, men vi mener, at de først og fremmest er et grundlag for en konstruktiv og bred offentlig samtale om, hvad samtykke til sex er – og hvad det ikke er.
Uvidenhed og misinformation underbygger voldtægtsmyter og fordomme og hindrer et godt forebyggelsesarbejde. Det påvirker også muligheden for, at ofrene kan sige højt, at de har været udsat for et overgreb og få den nødvendige hjælp
Der er mange måder at nå de voksne og resten af de unge på.
Ser man på tallene fra Det Kriminalpræventive Råd, fremgår det, at 85 % af danskerne i alderen 16-74 år er enige i, at det altid er vigtigt at sikre samtykke til sex.
Forudsætningerne for succes er derfor positive, men der skal arbejdes for det. Vi vil lade de professionelle om at udarbejde materialet, men vi appellerer med vores indlæg til, at relevante myndigheder og organisationer fremover prioriterer kampagner og oplysning målrettet alle seksuelt aktive.
Voldtægt er en alvorlig forbrydelse, som har store og ofte livsomvæltende konsekvenser for ofrene.
Det er vigtigt for Voldtægtsofres Vilkår at sikre, at alle får tilstrækkelig oplysning.
Uvidenhed og misinformation underbygger voldtægtsmyter og fordomme og hindrer et godt forebyggelsesarbejde. Det påvirker også muligheden for, at ofrene kan sige højt, at de har været udsat for et overgreb, og få den nødvendige hjælp.
Læs mere om samtykke, sex og den nye samtykkelov her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her