
SCENEKUNST // SEXOLOGI – Teater v/Future V inviterer til zoom-møde med Zara og Bertram. De synes, det er lidt mindre pinligt at tale om sex, når de gør det via skærmen. Måske er det også mere ”spiseligt” for et pubertetspublikum at have denne afstand, og på den måde fungerer Stav til Sex som sympatisk seksualundervisning.
Det er en klassisk udfordring, at klasselæreren skal tale om seksualitetens intime detaljer med elever, som han/hun også skal have til eksamen. Måske elever, som vedkommende har fulgt helt siden de små klasser. Både lærere og elever kan føle det som grænseoverskridende.
Her går grænsen
Her sætter Stav til Sex grænsepolitiet ind. Med kasket og blåt blink træder skuespillerne flere gange ind for at tale om, hvor grænsen går, hvornår den er blevet overskredet, og hvordan man skal forholde sig til det. Efterfølgende må det stå helt klart, hvad et overgreb er.
De kan sige forbudte ord. De kan påtage mange roller undervejs
Ord kan også være overgreb, men det er selvfølgelig ikke et overgreb, at kalde tingene ved deres rette navn. Og det kan gøre det lettere at lægge dem i munden på to personer, vi ikke kender.
Formidlingsmæssigt er fordelen ved de to figurer Zara og Bertram, at de kan skabe sig. De kan spille generte, kede af det, overstadige, hemmelighedsfulde. De kan sige forbudte ord. De kan påtage mange roller undervejs.
Stav til sex, men for hvilken målgruppe
Problemet i den formidling er, at man bliver lidt i tvivl, om det er Ramasjang eller DR3. Altså hvem målgruppen egentlig er (selv inden for den angivne målgruppe 8. klasse – 1.G). Selv om debutalderen gennemsnitligt ligger stabilt, så dækker det jo over, at seksuel modenhed, lyst og mulighed gør ”de unge” til en meget broget målgruppe.

Hvor Mungo Parks Kvinde, kend din krop (som der utvivlsomt er blevet skelet til) taler til en voksen målgruppe, hvor man kan forvente et erfaringsgrundlag, der gør det muligt at lave underforståede jokes, er der nogle sekvenser i Stav til sex, der givetvis vil gå hen over hovedet på nogle netop med en sådan indforstået humor. Mens andet for andre vil skurre som lidt for meget børne-tv-pædagogisk.
Det er lidt en spændetrøje for Stav til sex, at de skal alfabetet igennem, og at emnerne derfor præsenteres hulter til bulter. Der er ikke nogen egentlig dramatisk kurve
Når Bertram i forlængelse af en snak om præstationsangst i forbindelse med E for erektion går videre til F for forventningsafstemning, så synes Zara, der er pinligt at tale om at bolle. OK, så taler vi om, ”hvordan vil du have din sandwich” – og mens der bliver fyldt skinke og tre slags ost på, stiger liderligheden.
Den metafor har været standardrepertoire i hvert fald siden filmen ”Tom Jones” fra 1963 og forstås af alle med seksuel erfaring. Men hvis du aldrig har følt liderligheden …?
Alfabetisk spændetrøje
Det er lidt en spændetrøje for Stav til sex, at de skal alfabetet igennem, og at emnerne derfor præsenteres hulter til bulter. Der er ikke nogen egentlig dramatisk kurve. Der er ingen udvikling i figurerne. Det er faktisk svært at se det som teater (på skærm eller for den sags skyld på en scene).
På det punkt lykkes eksperimentet ikke.
Fordelen ved oplægget med Stav til sex er, at eleverne kan stille spørgsmål til forestillingen, som de måske ikke ville turde stille, hvis det kom til at handle om dem selv. Stedfortræder-spørgsmål, om man vil
Ser vi det på den anden side som seksualundervisning med teatrets virkemidler, så slipper Future V bedre fra opgaven. Figurerne er ikke os, men vi kan – i forskellig grad – identificere os med dem.
Den samtale, du ville ønske, du havde haft
Zara og Bertram har den samtale med hinanden, som de færreste teenagere har med hinanden, med deres forældre eller med deres lærere/seksualundervisere. Men som de fleste sikkert ville ønske, de havde haft.
Ingen tvivl om, at Stav til sex er ”woke” (W i deres alfabet). Der er meget fokus på seksuel mangfoldighed, og det er indlysende, at det altid giver flere udfordringer at tilhøre et mindretal end at passe ind i flertalsnormen. Det gør det bare sværere at identificere sig med figurerne, hvis man bare gerne vil ”finde ud af det der med drengene/pigerne”.

Eller når Zara og Bertram vikler sig ud i – urealistiske – forventninger til første gang, og biseksuelle Bertram drømmer om, at ”personen” kommer ind ad døren. Så upersonlige (!) er fantasier sjældent – uanset om de er seksuelle eller romantiske. Det gør det sværere at tænke, ”ja, den fantasi/drøm/forventning går jeg også rundt med”.
Fremtid for seksualundervisning
Streamingformatet tillader Future V at komme længere ud, potentielt til et langt større publikum end en turnerende forestilling, som i gymnastiksalen kunne lægge op til efterfølgende diskussion i klasselokalerne. For det kommer vi næppe udenom: oven på Stav til sex vil de fleste sidde tilbage med nogle spørgsmål: det lader sig simpelthen ikke gøre at fortælle alt, vi har brug for at vide om sex, på en time.
Forestillingen tilbydes sammen med undervisningsmateriale til både elever og lærere, så på den måde indeholder den også en livline til lærere, der er usikre på, hvordan de skal håndtere at tale om deres elevers seksualitet (det er jo lige det med grænserne).
Fordelen ved oplægget med Stav til sex er, at eleverne kan stille spørgsmål til forestillingen, som de måske ikke ville turde stille, hvis det kom til at handle om dem selv. Stedfortræder-spørgsmål, om man vil. Hvis vi tager udgangspunkt i online-formatet, så er det oplagt, at de unge også kunne have glæde af en chatfunktion, hvor de hver især og anonymt kunne stille opfølgende spørgsmål. Ud fra, hvad der nu havde ramt lige netop dem.
Som teater er Stav til sex ikke den store oplevelse. Som seksualundervisning er den imidlertid et godt oplæg. Det er der udviklingspotentiale i, og der er ved Gud brug for, at der kommer lidt flere vitaminer i seksualundervisningen i uddannelsessystemet.
LÆS FLERE ARTIKLER AF STEEN BLENDSTRUP HER
Stav til sex spilles online til 7. maj på Teater V/Future V
Manuskript: Sofie Diemer
Instruktion: Pelle Koppel
Medvirkende: Laura Skjoldborg og Mikkel Becker Hilgart
Pressefotos/screenshots
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her