‘Værk uden Skaber’ – Politik kontra kunst i Tyskland gennem 30 år

af i Film/Kultur/Kulturhistorie

FILM // ANMELDELSE – Værk uden skaber er en betagende film om kunst, og om hvordan den skabes, og hvad den betyder for os, skriver Karen Hammer. Filmens instruktør, Florian Henckel von Donnersmarck, befinder sig uden tvivl bedst, når han med udgangspunkt i Tysklands brogede og rystende historiske udvikling får mulighed for at skrue en fascinerende og ofte ret personlig historie sammen.

Florian Henckel von Donnersmarcks nyeste film Værk uden skaber præsterer det imponerende kunststykke at forklare kunstens udvikling og dens afhængighed af den skiftende politik, som op gennem årene i Nazityskland, DDR og Forbundsrepublikken Tyskland var den dominerende. Instruktøren er velkendt og berømmet for sin debutfilm fra 2004 De andres liv, der foregår i 1984 i DDR, hvori en Stasi-agent aflytter en berømt forfatter og hans elskerindes telefonsamtaler.

Man mener, at mere end hver tredje østtysker dengang spionerede for staten. Ingen kunne føle sig sikker, og ingen stolede på hinanden. Den seriøst lyttende Stasi-agent bliver lidt efter lidt så fascineret af det liv, han får indblik i, at han aktivt blander sig. De andres liv modtog op mod 70 priser fra hele verden inklusive en Bafta, en Oscar, en Bodil og en Robert.

Formålet med udstillingen var at vise det tyske publikum, hvilken form for kunst nationalsocialisterne fandt uacceptabel

Florian Henckel von Donnersmarck modtog efter denne succes adskillige fristende tilbud fra den store verden og valgte at lave en thriller med Johnny Deep og Angelina Jolie i de bærende roller i Turisten fra 2010. På trods af filmens store budget og velspillende stjerner imponerede den ikke. Von Donnersmarck er bedst på hjemmebane, når han med udgangspunkt i Tysklands brogede og rystende historiske udvikling får mulighed for at skrue en fascinerende og ofte ret personlig historie sammen. Og personlig – det er denne hans nyeste film helt klart.

Entartete Kunst

Allerede som tidligt i sit liv oplever filmens hovedperson, kunstneren Kurt Barnerts (Tom Schilling), første gang, hvor stærk indflydelse kunsten kan have på et modtageligt sind, og derfor må filmen begynde med en udstilling i 1937, hvor den lille 6-årige Kurt sammen med sin elskede faster Elisabeth besøger en udstilling med ”Entartete Kunst”.

Nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels havde allerede tidligt i 1930’erne total magt over enhver form for kunst i Tyskland. Bauhausskolen blev lukket i 1933, og en særlig udvalgt komite under ledelse af direktøren for Reichskammer der Bildenden Künste, Adolf Ziegler, gik i 1935 i gang med at konfiskere ekspressionistiske, dadaistiske, surrealistiske og kubistiske kunstværker fra de mange offentlige og private museer.

Det beløb sig til ca. 19.500 værker fra 101 museer. Heraf udvalgte Adolf  Ziegler 650 værker, som under betegnelse ”Entartete Kunst” fra 1937 til 1941 cirkulerede mellem 12 forskellige byer bl.a. Berlin, Düsseldorf, Salzburg, Hamburg, Wien og Frankfurt. Den åbnede 19. juli 1937 i München, hvor to millioner mennesker blev tiltrukket af den gratis udstilling.

Formålet med udstillingen var at vise det tyske publikum, hvilken form for kunst nationalsocialisterne fandt uacceptabel og for at sikre at budskabet gik ind, åbnede man samtidig en stor udstilling af acceptabel moderne kunst, hvoraf Hitler købte adskillige malerier.

En større del af de ”ubrugelige” og beslaglagte kunstværker blev 20. marts 1939 afbrændt på brandstationen i Kreuzberg, Berlin, mens adskillige af de udstillede værker blev reddet ved senere at blive bortauktioneret til udlandet. Goebbels havde jo forstand på kunst – og på forretning.

”Kig ikke væk!”

Blandt de mest kendte af disse mere end 30 forhadte kunstnere var nazisten Emil Nolde, Oscar Kokoschka, Wassily Kandinsky, Otto Dix, Ernst Kirschner, George Grosz, Max Beckmann, Paul Klee, Marc Chagall, Franz Marc og Otto Freundlich hvis groteske skulptur af et menneskehoved prydede katalogets forside. Adskillige af disse kunstnere fik maleforbud (Nolde og Dix), mange emigrerede og Beckmann begik selvmord.

I filmen panorerer kameraet (en original dokumentation) henover væggene med de udstillede værker, så man får mulighed for at genkende Marcs heste, Kirschners kvinder, Kandinskys elegante fantasier og adskillige andre kendte værker. Det lille kig ind i fortiden gør, at man får lyst til at se filmen én gang til.

Det er ikke kun en film for kunst-nørder eller yndere af politiske og historiske fakta

Lille nysgerrige og positive Kurt klapper en udstillet skulptur, så en opsynsmand føler sig berettiget til at forklare ham, at denne kunst – mens han peger på et af Kandinskys malerier – er pervers og dekadent. Elisabeth bøjer sig hviskende ind over Kurt: ”Jeg synes nu meget godt om det maleri!”

Sebastian Kock i rollen som Gynækologiprofessor Carl Seeband.

Herved fatter vi, at denne yndige kvinde er antinazist, kunstkender og meget sensitiv, og vi aner, at det vil blive hendes skæbne. Undervejs hjem i bussen taler de om Kurts far, som hun beundrer. Familien boede tidligere i en rar lejlighed midt i byen Dresden, men faren er nu blevet fyret som skolelærer, fordi han nægtede at melde sig ind i partiet, og de bor nu under små forhold i en forstad.

Elisabeth er for følsom overfor en tid, hvor der netop er blevet indført et eutanasi-program. Hun spiller klaver splitternøgen og smadrer en krystalvase mod sit hoved, så blodet løber og hun må tvangsindlægges. Det sidste hun når at sige til Kurt, inden hun forsvinder med ambulancen, er: ”Kig ikke væk!”

Under tvangsindlæggelsen møder Elisabeth gynækologiprofessor Carl Seeband. Han ser straks ud fra hendes impulsive væremåde, da hun kommenterer hans familieportræt og beundrer datterens barnetegning, at hun er anderledes og farlig. Seeband spilles af Sebastian Kock, som vi kender fra De andres liv. Han er filmens anden hovedperson.

Værk uden skaber er en betagende film om kunst, og om hvordan den skabes, og hvad den betyder for os. Det er ikke kun en film for kunst-nørder eller yndere af politiske og historiske fakta.


Foto: Kino.dk. 

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film