MUSIK // FØDSELSDAGSPORTRÆT – I mere end fem årtier har den engelske sanger, sangskriver, kapelmester og ikke mindst exceptionelle guitarist Eric Clapton sat sit enorme præg på den internationale rock- og bluesscene. Hans betydning for guitarspillets udvikling, lyd og funktion siden 60’erne kan vanskeligt overvurderes.
Claptons dedikation og professionelle nærvær er på en god aften decideret frygtindgydende, og koncertrækkerne i Royal Albert Hall 1990-91 står som et af flere højdepunkter i karrieren, hvor hans timing, improvisatoriske flow, sans for dynamik, rytmik og frasering er af helt unik karakter.
Stationerne har været talrige, siden Clapton indledte sit professionelle virke hos The Yardbirds i 1963 for to år senere at skifte over til John Mayall’s Bluesbreakers, da det var den oprindelige blues, der stod hans hjerte nært, hvilket grundlæggende set stadig er tilfældet.
Fra 1966 frem til omkring 1970-71 grundlagde Clapton sin gudelignende stjernestatus i supergrupperne Cream, Blind Faith og Derek & The Dominoes, før solokarrieren tog fart. Denne kometlignende opstigning mod de højeste tinder forløb dog ikke uden omkostninger på krop og sjæl med døden lurende som blind passager.
Der hang under og efter Derek & The Dominoes skæbnetunge skyer over Claptons tilværelse. En slags pagt med djævelen og destruktive kræfter
I instruktøren Lili Fini Zanucks hudløst ærlige dokumentarfilm A Life in 12 Bars fra 2018 beskrives nogle af de sværeste år i Claptons liv med ubærlig intensitet. Superguitaristen trak sig tilbage i en længere periode i 1971 for at blive sit heroinmisbrug kvit for senere i samme årti at kaste sig over alkoholen med en voldsomhed af ren og skær dødsforagt. Det fortsatte til et pænt stykke op i 1980’erne. Undervejs hadede han alt og alle, dog mest sig selv.
Der hang under og efter Derek & The Dominoes skæbnetunge skyer over Claptons tilværelse. En slags pagt med djævelen og destruktive kræfter. Omkring 1971-72 hang han fast i klippen med det yderste af neglene og kunne være endt som et endnu et medlem af den lidet berømmede ‘Klub 27’.
Så slemt gik det ikke, men Claptons spillen hasard med eget velbefindende varede ved, indtil han sadlede definitivt om i slutningen af 80’erne. I dag runder manden de 75 mod alle odds de vildeste perioder taget i betragtning.
Portrættet i nævnte dokumentar er lidet flatterende, og som beskuer kan man gribe sig selv i at glemme hans ikoniske status og føle lige dele afsky og sympati for manden.
I de senere sæsoner har der kunstnerisk som kreativt været langt mellem snapsene, men Claptons samlede eftermæle står imidlertid usvækket stærkt, da de mest sublime stunder trækker op i en sådan grad, at de værste smuttere og tendens til kedelig tomgang trods alt kan tilgives ham.
LÆS ALLE THOMAS VILHELMS ARTIKLER TIL POV HER.
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
