Vogteren af Indien vandt – velkommen til Hindustan

af i Asien/Politik & Samfund

INDIEN // ANALYSE – Modis knusende valgsejr befæster et historisk opgør med den sekulære fortælling, som uafhængighedsgenerationen skabte for det moderne Indien. Men fortællingen tilhørte staten mere end den brede befolkning. Nybruddet er, at staten – i skikkelse af genvalgte Modi – dygtigt imødeser, fremelsker og udnytter de dybtsiddende kulturelle og sociale realiteter, som længe har defineret det indiske samfund. Det er ifølge Hjalte Zacharewicz dårligt nyt for det indiske demokrati, men omvendt er det ikke enden på landets hæderkronede pluralisme.

Med sin anden sønderlemmende valgsejr i træk og sin hindunationalistiske omkalfatring af det indiske samfund, træder den indiske premierminister, Narendra Modi, nu ind i kongerækken af store indiske ledere, som har defineret deres samtid og sat dybe og blivende aftryk på det indiske samfund. Og måske er Modi kun lige begyndt.

I første omgang har flertallet af indere i hvert fald besluttet at give Modi fem år mere til at råde bod på 60 års “fejlstyring af Indien”, som Modi selv ynder at kalde det.

Med en velsmurt og pengestærk valgmaskine i ryggen, loyal opbakning fra sit parti, Bharatiya Janata Party (BJP), og de allestedsnærværende fodsoldater i den hindunationale bevægelse, Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS), havde Modi held med at gøre religiøs identitet og national sikkerhed til de vigtigste emner i valgkampen – på bekostning af emner som jobskabelse, sundhed og rent drikkevand: Emner, som ifølge en landsdækkende undersøgelse fra organisationen Association for Democratic Reforms, ellers stod øverst på de indiske vælgeres dagsorden ved årsskiftet.

Men det var før Pulwama-terrorangrebet i Kashmir i februar, som kostede 40 indiske politifolk livet og førte til en kortvarig militær konfrontation med Pakistan, som Modi har udnyttet maksimalt i valgkampen.

Vogteren af Indien

Valgresultatet taler sit tydelige sprog: På baggrund af cirka 600 millioner afgivne stemmer, udbyggede Modi og BJP-alliancen National Democratic Alliance deres jordskredssejr på 336 mandater i 2014 til 353 af de i alt 542 mandater, som er på valg i parlamentets underhus, Lok Sabha.

Manden med viljen og evnen til passe på Indien – og særligt de 80 procent af befolkningen, som er hinduer

Til sammenligning fik oppositionsalliancen, United Progressive Alliance, anført af Kongrespartiet, 102 mandater mod 59 i 2014.

Kongrespartiet, med formanden, Rahul Gandhi, i spidsen, forsøgte at presse Modi på hans økonomiske bedrifter i sin første valgperiode og sætte landets historiske jobkrise øverst på dagsordenen, men det lykkedes aldrig for alvor.

Modi havde i stedet, godt hjulpet af sociale medier og store dele af det etablerede medielandskab, held med at fremture i rollen som Indiens chowkidar (vogter): Manden med viljen og evnen til passe på Indien – og særligt de 80 pct. af befolkningen, som er hinduer.

Til vælgermøder på tværs af landet var national sikkerhed, identitetspolitik og klassisk tilsværtning af oppositionen den røde tråd, men også de store velfærdsprogrammer i Modis første valgperiode – adgang til toiletter og rent vand, billige boliger, sygesikring, strøm til landområderne – har på trods af deres fejl og mangler, gjort indtryk på mange indere og fastholdt en tro og interesse i Modis udviklingsdagsorden, eller “Vikas”, som var BJP’s centrale valgtema i 2014.

Dog peger et forskningsprojekt fra Oxford University på, at udviklings – velfærdspolitikker ikke er afgørende for, hvor inderne sætter deres kryds. Et billede, som det netop overstået valg understøtter.

Først og sidst, var det Modi-faktoren, der sejrede. Det var Modis særlige karisma og gennemslagskraft, indhyllet i persondyrkelse af næsten mytologisk karakter, som igen overstrålede enhver opposition; En opposition, som manglede såvel en alternativ fortælling for Indien, som en troværdig lederfigur til at formulere den.

Tre årsager varsler ilde for demokratiet

Modis overbevisende genvalg er blevet mødt med stærke reaktioner i mange af de mest toneangivende internationale medier. Fælles for dem, er en udelt bekymring for, at Modis hindunationalistiske projekt er i færd med at sætte landets demokrati og hæderkronede pluralisme over styr.

Den britiske avis The Guardian, skrev i sin leder, at Modis sejr vil føre til, at “Indiens sjæl bliver tabt til mørk politik”, og at Modi udgør en trussel mod “det uafhængige Indiens mest kostbare kendetegn: et fungerende demokratisk multi-partisk system”.

I New York Times, skriver forfatter og journalist Pankaj Mishra under den ildevarslende overskrift “How Narendra Modi Seduced India With Envy and Hate”, at de indiske vælgere har stemt for at “forlænge mareridtet” og “det brutale angreb på demokratiske institutioner, rationel samtale og almindelig menneskelig anstændighed”, som Modis første valgperiode har budt på.

Mens Modi har brugt sine første sejrstaler efter genvalget til at tale det mangfoldige og multietniske Indien op, har flere indiske medier dagligt meldt om nye angreb på muslimer og andre minoriteter

I Dagbladet Information, som i øvrigt har stået for en forbilledlig dækning af verdens største valg, konkluderer journalist Anna von Sperling valgdækningen med den rammende overskrift “Modis valgsejr var en demokratisk sejr over demokratiet”.

Der er primært tre grunde til at frygte det værste for Indiens fremtid under Modi:

Først og fremmest, har Modi gjort det klart, at han ikke har tænkt sig at holde de ekstreme hindunationalistiske kræfter tilbage fra alle kroge af civilsamfundet og det politiske liv. Tværtimod.

BJP havde nomineret rekordmange hardliners til det netop overstået valg, hvoraf mange er blevet valgt til parlamentet. Et af de mest slående eksempler er “safran-krigeren” Pragya Thakur, som er under anklage for sin rolle i et dødeligt terrorangreb mod muslimer i 2006. Thakur skabte furore under valgkampen, da hun kaldte Nathuram Godse – manden som myrdede Mahatma Gandhi i 1948 – for en patriot.

Modi har taget afstand fra ytringen og sagt, at han aldrig vil tilgive Thakur den bemærkning, og mange iagttagere i Indien har spekuleret på, om premierministeren her vil trække en streg i sandet og smide hende ud af partiet. Sker det ikke, vil det blive opfattet som endnu et værdiskred mod det ekstreme højre i indisk politik.

Den anden store bekymring over Modis storsejr er, at BJP-partiet, at dømme på Modis første valgperiode, har set stort på de demokratiske institutioners integritet og uafhængighed. Universiteter, medier, tilsynsmyndigheder og domstole har alle mærket et stigende politisk pres og indblanding fra det regerende parti. Modi har ved flere lejligheder givet udtryk for sin frustration over flere af disse institutioner, herunder de forfatningssikrede vagthunde, som han føler står i vejen for hans politiske projekt.

Det tredje faresignal, er BJP-partiets forankring og nære bånd til den allestedsnærværende hindunationalistiske bevægelse, Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS), som Modi selv var medlem af i mange år.

RSS er i vid udstrækning BJP-partiets ideologiske kilde og fungerer på et princip om “ek chalak anuvartitva”, som er sanskrit for “følg én leder”. Bevægelsen, som den indiske forfatter Arunthai Roy, ynder at kalde en protofacistisk skyggebevægelse, har ikke meget tilovers for demokratiske principper og netop dynamikken mellem BJP og RSS vil blive en definerende faktor for udviklingen i indisk politik de næste år.

Det er flertalsvældets kendetegn, og konturerne er allerede tegnet. Landets minoriteter og underpriviligerede grupper vil fortsat betale den største pris

Bekymringen gøres ikke mindre af, at Indiens godt 1,3 milliarder indbyggere, hvoraf halvdelen er under 25 år, ikke forekommer at være afvisende for alternativer til den demokratiske styreform.

I en undersøgelse fra 2017, foretaget af Pew Research Center, svarede 55 procent, at et autoritært styre ville være godt for Indien, mens 53 procent mente det samme om militærstyre. I samme undersøgelse svarede 75 procent dog også, at demokrati var godt for Indien.

Sammenspillet mellem disse tre faktorer – fremvæksten af det ekstreme højre, undergravningen af demokratiske institutioner og tilslutningen til en udemokratisk ideologi, som formuleret af RSS – udgør unægteligt en risiko for, at Indien forfalder til en form for autoritær og etnisk baseret demokrati. Det er flertalsvældets kendetegn, og konturerne er allerede tegnet. Landets minoriteter og underpriviligerede grupper vil fortsat betale den største pris.

Myten om det tolerante Indien

Mens Modi har brugt sine første sejrstaler efter genvalget til at tale det mangfoldige og multietniske Indien op, har flere indiske medier dagligt meldt om nye angreb på muslimer og andre minoriteter.

I bedste fald er disse angreb, og de nationale mediers fokus på dem, sporadiske og euforiske efterdønninger af en krigerisk valgkamp, som Modi og BJP vil søge at lukke ned for, nu hvor valget er overstået.

Men i værste fald varsler de en ny og intensiveret bølge af sekteriske angreb, som regeringen hverken kan eller vil slå konsekvent ned på. Angreb på minoriteter er vokset markant i Modis første valgperiode ifølge blandt andre Humans Rights Watch, Amnesty International og repræsentanter for de muslimske og kristne trossamfund i Indien.

Men inden man forfalder til ideen om, at Indien fundamentalt har forandret sig til det værre i de fem år, BJP har været ved magten, er det vigtigt at huske på, at sekterisk vold langt fra er et nyt fænomen i Indien og historisk er vokset og aftaget i bølger, afbrudt af mere intense voldelige perioder i forskellige dele af landet.

Det er en myte, at muslimer først de senere år bliver behandlet som mistænkelige medborgere i store dele af landet og at det hinduistiske livssyn (hvad det end indebærer) først nu for alvor bliver den ramme, hvorunder alle andre (ikke-hinduer, ikke-troende) nådigst får lov at leve.

Præmissen for den fortælling er, at det indiske samfund tidligere har været gennemsyret af en dybfølt liberalisme og tolerance, som BJP’s styre nu har ændret. Det er en tilsnigelse.

Den historiske modning af en hindunationalisme, som ikke mindst finder næring i myten om en pacificeret og fortrængt hinduistisk flertalskultur, kulminerer nu i en sprængfarlig kobling til en ung og frustreret befolkning

For sandheden er nok nærmere, at perioder med tolerance og fraværet af en eksplicit opfordring til flertalsvælde i det post-koloniale Indien, ikke så meget bunder i det brede flertals overbevisning om, hvordan en moderne stat bør se ud.

Hvis man for en stund løsriver sig fra en romantisk forestilling om Indien før BJP, må man nok sande, at den brede befolkning i Indien aldrig rigtig har abonneret på et sammenhængende organisk liberalistisk trossystem, som transcenderer religion, kaste, og sociale og kulturelle normer (for at nævne nogle få aspekter).

Staten har ændret sig – ikke folket

I Indien har det altid været staten, som har modereret befolkningens holdninger og fremmanet en borgerlig offentlighed, som er kendetegnet ved en sårbar civil høflighed og tolerance.

Forestillingen om, at Indien aldrig bliver det samme land igen, hviler på en antagelse om, at landet engang var fundamentalt anderledes. Men indernes historiske holdning til religion, klasse og kaste, herunder behandlingen af dalitter og andre underpriviligerede grupper, tegner et mere retvisende billede af det sekulære hinduistiske samfund, som er Indien.

Modi insisterer på, at han er hele Indiens premierminister. Og at Indien er et mangfoldigt og pluralistisk demokrati, og skal vedblive at være det. Det stemmer ikke så godt overens med virkeligheden bag ordene

Siden uafhængigheden har den indiske stat spillet en væsentlig rolle i at holde sammen på denne genstridige kulturelle og sociale virkelighed. Forudsætningen for at gøre dette har altid, også under Kongrespartiet, været en samlende nationalisme, bundet sammen af en nærmest usynlig og internaliseret hinduistisk kultur. Det var en nationalisme, som ikke så nogen modsætning mellem en implicit hinduistisk ramme for samfundet og en eksplicit beskyttelse af Indiens mange minoriteter.

Med BJP har staten byttet fortegn på denne nationalisme.

Den historiske modning af en hindunationalisme, som ikke mindst finder næring i myten om en pacificeret og fortrængt hinduistisk flertalskultur, kulminerer nu i en sprængfarlig kobling til en ung og frustreret befolkning, som tørster efter en ny, selvsikker og positiv fortælling og ikke i samme grad deler deres forældre og bedsteforældres loyalitet over for uafhængighedsgenerationens vision om en sekulær og pluralistisk republik.

Her ligger en stor del af forklaringen på Modis og BJP’s succes.

Men måske er det er ikke så meget majoritetskulturen, som har forandret sig. Det er staten, som i skikkelse af Modi, sætter den fri ved at eksplicitere majoritetskulturen, som rammen for det indiske samfund. Først og sidst.

To grunde til at bevare optimismen

Modi insisterer på, at han er hele Indiens premierminister. Og at Indien er et mangfoldigt og pluralistisk demokrati, og skal vedblive at være det. Det stemmer ikke så godt overens med virkeligheden bag ordene. Alligevel er der mindst to grunde til at bevare en grad af optimisme på vegne af Indiens udvikling.

Den første grund er, at Indien er et enormt og mangfoldigt land, som muligvis er for stort og komplekst til at blive gennemgående ændret ovenfra.

Ligesom diskrimination er uløseligt forbundet til det sociale liv, gælder det samme for den pluralisme, diversitet og tolerance, som også kendetegner landet. Det er et faktum, at pluralismen, af uransagelige årsager og ren og skær nødvendighed, er indlejret i det utrolig komplekse sociale og kulturelle tæppe, som er Indien. Om man rejser fra Kashmir til Kerala eller fra Tripura til Gujarat, gør såvel førstnævnte som sidsnævnte faktum sig gældende.

Den anden grund til forsigtig optimisme er, at Indien alt andet lige er et levende og stærkt demokrati, med stærke institutioner, en sekulær demokratisk forfatning og et robust og pluralistisk civilsamfund.

Og ligesom vælgerne har vist sig mere villige til at tilslutte sig BJP’s hindunationalistiske Hindutva-ideologi, har BJP også følt sig nødsaget til at bevæge sig mod midten af indisk politik og gøre indrømmelser til de værdier, som er udspringer af landets forfatning. I de næste fem år er det i høj grad balancen mellem to bevægelser, som kommer til at tegne landets udvikling.


Foto: en.kremlin.ru.

Jeg er freelance journalist og har rejst og arbejdet i Indien igennem 20 år. Sammenlagt opholdt mig i Indien i cirka fem år i perioden.

Har været redaktør på mediet globalnyt.dk siden 2015 og journalist på Verdens Bedste Nyheder. Har tidligere skrevet indlæg og analyser i blandt andet Weekendavisen og Information.

Seneste artikler om Asien