ESSAYSERIE – “Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer, da han gik på universitetet, som var sammensat på præcis samme måde som K, kunne Niels og jeg nærmest mærke, hvordan K åbnede en hidtil lukket frekvens i sig. Det gav nærmest en lyd af et kæmpe tandhjul, der faldt i hak. Endelig! For første gang oplever K, at der findes et andet menneske, for hvem læring er lige så omfattende og søgende, som det er for hende”. Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes datter, der lider af angst og har Aspergers. I denne uge møder familien og K for første gang Birk – en behandler, der lytter og forstår hende.
’Tror altså ham Birk der, er o.k.’ siger jeg, vanen tro opfyldt af egne tanker, da jeg åbner hoveddøren og trækker den milde septemberluft med ind i entreen, bærende på en pose fuld af croissanter.
Croissanterne havde ligget smørduftende på LIDL’s bake-off-hylder og mindede mig om dengang, da børnene var små, og den slags var almindelig spise til en cortado.
Rådgivningen er det første konstruktive, vi oplever fra forvaltningens side; vi klamrer os til tilbuddet uden at vide, om det giver os andet end seks gode samtaler, og om vi så igen er overladt til ingenting, når de er slut
Sådan grebet af nostalgien om at være i en lykkelig uvidende tid, da K bare var et lille nummer, der glad drønede rundt i sin egen stoiske virkelighed af fantasi og latter, fyldte jeg hurtigt posen med minder og trang til at genfinde tilliden til, at der ligger masser af muligheder og lykke-liv forude.
Niels står lige inden for døren i færd med at dosere kaffebønner i Bodum-kanden for så om to sekunder at overhælde dem med kogende vand.
’Ja, det tror jeg også’, siger han. Han har taget fri de næste tre timer til vores første samtale, eller rådgivning er det vist helt præcist defineret som, med VISO-psykologen.
På det foranstaltende møde med K’s nye sagsbehandler (som nu er gået på barsel, hvorfor K nu efter mødet har fået endnu en ny), den faglige konsulent og de to repræsentanter fra VISO, begge fra Center for Autisme, faldt aftalen om rådgivning på plads, og det er en aftale, vi bestemt kan bakke op om.
Der blev hurtigt stukket seks datoer ud, og vi nappede straks alle seks og udviskede, hvad vi ellers havde i kalenderen – selvfølgelig gjorde vi det.
For rådgivningen er det første konstruktive, vi oplever fra forvaltningens side; vi klamrer os til tilbuddet uden at vide, om det giver os andet end seks gode samtaler, og om vi så igen er overladt til ingenting, når de er slut. Og i værste fald om vi ender med flere øretæveindbydende mails og afgørelser fra magtens korridorer.
K er som et skarptladt våben, der aldrig glemmer, og har en så moden og overlegen analyse af, hvem de forvaltningsfolk, der har svigtet hende så afgrundsdybt, er, og hvad målsætningerne er for deres arbejde
Vi har mistet så meget, men fordi de har slået os så hårdt, har de – i stedet for en underkuet, smerte-jamrende familie – fodret en snerrende, frygtløs, anti-autoritetstro vrede i os, der aldrig kommer til at gøre gode miner til magtfuldt spil.
Og det gælder også K. Hun er som et skarptladt våben, der aldrig glemmer, og har en så moden og overlegen analyse af, hvem de forvaltningsfolk, der har svigtet hende så afgrundsdybt, er, og hvad målsætningerne er for deres arbejde.
Vi vil gøre alt, hvad der nærer K’s sundhed, bidrage til alt, der bringer K nærmere det liv, hun fortjener, og vi vil lægge ryg til alt, der kræves, for at K ikke svigtes igen. Og det inkluderer samarbejdet med samvittighedsløse forvaltningspaver. Men det kræver, at vi er vågne og kvikke, og farer med køligt overblik og ikke forlader os på tillid og forventning om professionalisme.
’Hej, velkommen til!’
Niels åbner døren for Birk, der netop har ringet på. K’s lille firkantede bulldog, der kun består af godmodighed, maser sig ind foran Niels og nærmest kaster sig i armene på Birk. Heldigvis synes han at være åben overfor den slags charme; han bukker sig ned, griner og klør Anais bag ørerne, mens hun danser sin særlige salsa, hvor den lille halestump stritter velmenende op i vejret, samtidig med hele hendes bagparti rykker hårdt og usmidigt fra side til side.
’Du må altså endelig afvise hende, hvis det er for meget!’ skynder jeg mig at forsikre Birk om og holder ellers et skarpt øje på, om han reelt har en chance for at komme fri af hunden.
Kort efter har vi, Niels og Birk og jeg, bemægtiget os sofaen.
K kommer ned ad trappen med Totoro siddende på sin venstre skulder, og i løbet af de næste fem minutter, er der en gigantisk isbrydning i gang
’Gud, jeg har jo bare lagt mine ting her!’ udbryder Birk, og kigger ned på sin taske og mappe, som han har lagt på sofaen. ’Er det OK, at jeg sidder her? Eller er det bedre, jeg sidder et andet sted?’
Han kom øjensynligt i tanke om, at K måske har en fast plads, måske overvejede han, om vi er flere i familien med særligt behov for faste pladser.
’Det er så fint Birk, du sidder godt der!’ får jeg hurtigt verfet usikkerheden væk med og har mit vanlige overblik over, hvor K vil sætte sig med mig på flanken, indlogeret i min funktion, som hendes trofaste ’hvad-du-end-har-brug-for’-buffer.
’Dejligt der er croissanter!’ smiler Birk.
’Jeg fik sådan lyst til dem, så købte lidt ekstra… Fedt, du også er på dem!’ replicerer jeg hen over det bugnende fad med croissanter.
K kommer ned ad trappen med Totoro siddende på sin venstre skulder, og i løbet af de næste fem minutter, er der en gigantisk isbrydning i gang: Birk overvældes af glæde ved at se Totoro, som fra sin position udfolder sig det bedste, han har lært udi at være bedårende, blid med et twist af noget varyler i de små, mørke øjne, omkransede af en mørke maske.
Han ligner det bedste, Disney ville kunne komme op med, og da Anais responderer legesygt på Totoro, tror jeg faktisk ikke, man vil kunne opleve en mere særegen kemi, end den, de to modsætninger fremviser. Den lille flok udgør et helt unikt trekløver med K som leder.
Enhver, der oplever de tre sammen, bemærker hvor tætte de er, og hvor indforstået deres kommunikation er; hvor fint de sanser hinanden.
Den distancerede afmålthed, K altid møder fremmede med, havde stille og roligt i løbet af de første tyve-tredive minutter, løsnet sig som det frosne greb, der forsigtigt tør op
Og de fungerer også fantastisk s0m samtaleemne: K kan fortælle om sine to venner, deres liv sammen, og hvordan hun passer dem og domesticerer dem.
’Ideen med at jeg skal komme her hos jer, er for at hjælpe jer, til at sikre K får de bedste muligheder, nu hvor I har søgt om en STU (Særlig Tilrettelagt Uddannelse, red)”
“Det talte jeg med din forældre om på mødet med din sagsbehandler’ indleder Birk. ’Når jeg er færdig hos jer, tager jeg direkte til forvaltningen, og videregiver de behov, du har, for at de så forhåbentlig arbejder på at sætte det i værk.’
’Så du taler med min sagsbehandler?’ spørger K. Hendes stemme er ikke uhørlig, men heller ikke i sit vanlige volumen; som om den forsigtigt afprøver, om den kan bære sig selv, når den skubbes kontant ud fra det indre hemmeligholdte tankeplan til at blafre på egen hånd ude i det åbne rum.
’Ja. Det er ideen, at jeg skal hjælpe med at tilvejebringe bedre forståelse af jer eller særligt af dine behov. Det har været en lang og svær kamp, kan jeg forstå på dine forældre.’
Vi nikker, K med. Hun kender alt til den kamp; det er vores liv, som har taget antræk af det brakvand, vi pludselig stod i til op over halsen. ‘Og K, du er med i det omfang, det giver mening – og efter hvor mange kræfter du har. OK? Du skal ikke være med, hvis ikke du kan,’ tilføjer Birk.
Hun nikker igen.
Halvanden time senere sidder hun stadig fordybet i samtalen
En halv time senere sidder K stadig med. Nu er hendes stemme i sit normale leje og styrke. Det virker, som om hun er faldet i en naturlig samtale med Birk. Han taler ikke ned til hende og det giver ham en god mulighed for at møde K, som det kritiske og frit tænkende væsen hun er.
Den distancerede afmålthed, K altid møder fremmede med, havde stille og roligt i løbet af de første tyve-tredive minutter, løsnet sig som et frossent greb, der forsigtigt tør op.
Halvanden time senere sidder hun stadig fordybet i samtalen!
Faktisk er det primært K, der taler med Birk. Som om hun konstant inspireres til at sige mere, for samtalen flyder let og ubesværet.
Jeg har sagt det før, men det er ,fordi det er så livgivende at bevidne og fortælle videre: K fremstår i de situationer ikke kun som en ubesværet, normal 16-årig, men som en meget moden og vældig velformuleret en af slagsen. Birk gentager flere gange, hvor utrolig velformuleret og indsigtsfuld, K er.
Talen går meget på, hvordan K bedst tager imod læring fra andre.
Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer, da han gik på universitetet, som var sammensat på præcis samme måde som K, kan Niels og jeg nærmest mærke, hvordan K åbner for en hidtil lukket frekvens i sig
Birk undersøger og undersøger, så han kan gå tilbage til forvaltningen med en mere præcis viden om, hvordan K bedst kan drage nytte af den STU, som hun forhåbentlig får tilkendt i løbet af oktober.
Da samtalen åbner mulighed for det, gør jeg opmærksom på vigtigheden af, hvordan man som underviser møder K i hendes læringsprocesser.
Jeg fortæller ham om, hvordan en samtale kan gå på ren katastrofekurs, når man møder K med en forudindfattet holdning om hende, og om hvad hendes intellekt formår. Jeg bruger den igangværende samtale som et eksempel på, hvor godt, det kan gå, og den seneste samtale med UU-vejlederen som det modsatte.
K får forklaret Birk noget om, hvordan hun har det med at indtage ny læring; om hvordan det er svært for hende at finde lærere, der forstår, at hun lærer anderledes. At hun er nødt til at forstå alt bag om og rundt om en påstand, et begreb, en tese eller et faktum. At det slet ikke er fyldestgørende at få at vide, at noget er på en bestemt måde og at vi har en stiltiende konsensus om, at ‘sådan er det’. Videnskab er ikke bare videnskab; K søger mønsteret i alt, sammenhænge der fletter alt sammen.
Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer, da han gik på universitetet, som var sammensat på præcis samme måde som K, kan Niels og jeg nærmest mærke, hvordan K åbner for en hidtil lukket frekvens i sig.
Det gav nærmest en lyd af et kæmpe tandhjul, der faldt i hak. Endelig! For første gang oplever K, at der findes et andet menneske for hvem læring er lige så omfattende og søgende, som det er for hende. Et menneske, der kender til at måtte søge al baggrundsviden for et regnestykke, et naturfænomen, et sprog, en psyke, ja, for hvad som helst.
Dagens besøg åbnede for en meget vigtig indsigt i K; eller det håber jeg, at det gjorde. Om at hun ikke er fortabt for altid i det mandehul, hun faldt i
At det med andre ord ikke er, fordi hun mangler begavelse, at hun er så længe om at tage ny lærdom ind; det er simpelthen, fordi hun er så ekstraordinær grundig.
Dagens besøg åbnede for en meget vigtig indsigt i K; eller det håber jeg, at det gjorde. Om at hun ikke er fortabt for altid i det mandehul, hun faldt i.
LÆS ALLE ODILE POULSENS ESSAYS OM K HER
Topillustration: Vector Stock.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
